Markante Forældre: En Guide til Forståelse

1 år ago

Rating: 4.33 (6957 votes)

I institutionernes hverdag møder pædagoger og lærere et bredt spektrum af forældre. En gruppe, der ofte fylder særligt meget, er de såkaldte markante forældre. De er kendetegnet ved at være veluddannede, velformulerede og velorienterede, og de træder ofte i karakter som selvudnævnte eksperter, der ønsker individuelle særregler for deres børn. Dette kan omfatte alt fra speciel kost, til krav om specifik pædagogik eller helt unikke vinke- og putteritualer. Deres engagement er enormt, men det kan også skabe betydelige udfordringer for de professionelle, der skal navigere i institutionens rammer og samtidig imødekomme forældrenes intense behov og ønsker.

Hvad er markante forældre?
»Markante forældre vil gå hele vejen for at give deres børn det allerbedste, og hvis de mener, at du er dårlig til dit arbejde, vil de gøre alt for at få dig fjernet. De har et stort netværk og bruger det gerne 'mund til mund', ligesom de er hurtige på de sociale medier.

Psykolog Rikke Yde Tordrup, specialist i klinisk børnepsykologi og forfatter til en bog om emnet, påpeger, at mange pædagoger oplever en reel frygt for de markante forældre. Denne frygt er ikke ubegrundet. Hvis disse forældre føler, at de eller deres barn ikke bliver set eller forstået, er de parate til at gøre 'helvede hedt' for de professionelle. De markante forældre er drevet af et brændende ønske om at give deres børn det allerbedste i verden. Hvis de opfatter en pædagog som værende dårlig til sit arbejde, vil de ikke tøve med at bruge deres store netværk, både mund til mund og via sociale medier, for at forsøge at få den pågældende person fjernet. Rikke Yde Tordrup understreger, at markante forældre kan have adskillige sygemeldinger på samvittigheden. De skyr ingen midler og finder sig simpelthen ikke i noget, der efter deres opfattelse kompromitterer deres barns velbefindende eller udvikling.

I stedet for at lade sig overvælde af frygt, foreslår Rikke Yde Tordrup, at man som professionel forsøger at anvende de markante forældres store engagement konstruktivt. Hun argumenterer for, at det massive engagement ofte dækker over en grundlæggende usikkerhed. Denne usikkerhed kan, hvis den håndteres korrekt, åbne døren for et frugtbart og positivt samarbejde mellem institutionen og forældrene.

Hvad er så motiverne bag denne intense adfærd? Usikkerhed er et helt universelt aspekt af forældrerollen. Alle forældre stiller sig spørgsmålet: Er vi mon i stand til at give vores barn det allerbedste? Denne usikkerhed er ikke et nyt fænomen, men moderne forældre har ofte svært ved at finde ro og tryghed i deres egen intuition. De vender sig i stedet mod eksperter, men udfordringen er, at disse eksperter har mange forskellige, til tider modstridende, svar. Desuden fraråder mange eksperter forældre at søge vejledning hos tidligere generationer, da bedsteforældrenes viden ofte opfattes som forældet. Rikke Yde Tordrup nævner en pjece, hun selv modtog som nybagt mor, der opfordrede til at ignorere bedsteforældrenes råd til fordel for specialister. I deres intense søgen efter at være 'gode forældre' og sikre, at barnet udvikler sig optimalt, pløjer de markante forældre sig derfor igennem enorme mængder litteratur og information om børns udviklingsstadier og behov. Når de føler sig usikre, forstærkes deres trang til at finde og gøre 'det rigtige'. Og når de mener, de har fundet frem til den 'korrekte' måde, forventer de, at alle omkring barnet – herunder vuggestuen og børnehaven – indretter sig efter dette.

Spektret af markante forældre er bredt og omfatter både 'curlingforældre', der fejer alle udfordringer væk for deres børn, og 'tigerforældre', der stiller ekstremt høje krav til deres børns præstationer. Uanset den specifikke stil har de det til fælles, at de fylder meget i interaktionen med institutionen. En frustrerende observation er, at uanset hvor meget tid og energi pædagoger bruger på at imødekomme de markante forældre, føler forældrene sig sjældent anerkendt i det omfang, de mener, de fortjener for deres store engagement. Til gengæld er de meget hurtige til at anerkende hinanden indbyrdes for netop dette engagement i deres børns trivsel. Dette engagement kan desværre ofte manifestere sig som kritik af de professionelle, der passer deres børn.

Som nævnt kan jagten på anerkendelse og ønsket om at sikre det bedste for barnet føre til alvorlige konsekvenser for pædagoger. Markante forældre kan, ved at udtrykke mistillid eller klage, potentielt medvirke til, at fagpersonale sygemelder sig, ledere stilles over for mistillidsvotum, eller at ansatte vælger at sige op eller bliver fritstillet. Men Rikke Yde Tordrup understreger, at selvom konsekvenserne kan være voldsomme, agerer de markante forældre typisk ikke med en bevidst ond hensigt. Deres handlinger er, set fra deres eget perspektiv, et udtryk for, at de forsøger at være gode forældre.

Vejen til en bedre dialog og et mere konstruktivt samarbejde kræver en bevidst indsats fra den fagprofessionelles side. Selvom de markante forældres mange krav og stærke meninger kan virke provokerende, er det afgørende ikke at falde i fælden med at skabe kategorier som 'dem' og 'os'. Selvom det kan føles trygt og skabe sammenhold med kolleger at tale om 'de besværlige forældre', er denne tilgang ikke befordrende for at opbygge et godt samarbejde. Rikke Yde Tordrups pointe er klar: Som professionel har man ansvaret for at strække sig ud og imødekomme forældrene. Det handler om at forsøge at forstå og rumme deres perspektiv, selv når det er udfordrende, og anerkende, at deres handlinger, uanset hvordan de fremstår, er motiveret af et ønske om det bedste for deres barn.

Det er naturligvis meget svært at sætte sig i en andens sted, især når man selv er genstand for kritik. Men Rikke Yde Tordrup minder om, at ingen forældre ville engagere sig på et så intenst niveau, hvis de ikke dybt og inderligt brændte for deres barn. Selv når forældrenes ønsker eller krav virker helt urimelige eller 'skøre' i den professionelles øjne, er den underliggende kærlighed til barnet altid til stede og synlig. Målet bør være at bygge en 'bro' af gode, fælles intentioner for de børn, som institutionen og forældrene har et fælles ansvar for, i stedet for at påføre hinanden skyld og skam eller ramme hinandens stolthed.

Et konkret råd til håndtering af markante forældre er at undgå at optræde belærende eller opdragende over for dem. Det er heller ikke hensigtsmæssigt at lade en lille, spids eller ironisk bemærkning slippe ud. Rikke Yde Tordrup giver eksemplet med en forælder, der hver dag bærer sit barn ind i institutionen. En ironisk kommentar som 'Barnet har vel selv ben?' vil sandsynligvis få forælderen til at føle sig forkertgjort og dermed slå igen med kritik eller modstand.

At opbygge tillid og gode relationer til markante forældre sker ikke ved at være ukritisk åben over for alle deres krav eller ved at give dem magt til at bestemme over institutionens pædagogiske praksis. Det sker derimod ved, at pædagogen er klar og tydelig i sin faglighed og aktivt arbejder med forventningsafstemning. Når man som pædagog har en forventning til en forælder, for eksempel at barnet selv skal gå ind i institutionen, er det afgørende at følge denne op med en klar forklaring på, hvordan denne handling gavner barnets udvikling. I eksemplet med at gå selv kan forklaringen være, at det øger barnets selvværd.

Hvad er markante forældre?
»Markante forældre vil gå hele vejen for at give deres børn det allerbedste, og hvis de mener, at du er dårlig til dit arbejde, vil de gøre alt for at få dig fjernet. De har et stort netværk og bruger det gerne 'mund til mund', ligesom de er hurtige på de sociale medier.

Rikke Yde Tordrup oplever, at mange professionelle bliver overraskede, når de møder forældre, der sætter spørgsmålstegn ved barnets udbytte af at bidrage til fællesskabet. Dette kan for eksempel være en forælder, der ikke kan se formålet med, at hendes barn skal lege med et barn, det ikke umiddelbart har lyst til, eller deltage i en aktivitet, det ikke 'føler for'. Pædagogen tænker måske, at det 'giver sig selv', at fællesskabet er vigtigt, men for de markante forældre skal dette faktisk forklares. Det nytter derfor ikke at bede forældrene om at tage hensyn til fællesskabet for fællesskabets egen skyld. Disse ønsker vil kun give mening for de markante forældre, hvis de præsenteres ud fra deres eget barns perspektiv. Man skal forklare, hvordan handlingen specifikt vil gavne netop deres barn. For eksempel: 'Det vil lære Anna eller Peter gode sociale kompetencer, som de kan få stor glæde af fremover.'

Hvis det lykkes for pædagogen at formidle, at de er gode for barnets udvikling, kan de markante forældre transformere sig til de bedste ambassadører, man kan ønske sig. De vil nærmest gøre alt for institutionen og de ansattes arbejdsvilkår. De er også meget optagede af at vise omverdenen, at de er gode forældre, og de vil sandsynligvis støtte institutionen aktivt på sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter, hvilket giver masser af 'gratis' positiv omtale og reklame. Med deres store netværk kan markante forældre hurtigt skaffe ressourcer, lige fra simple ting som tomme mælkekartoner og stofrester til store sponsorater. De kan mobilisere frivillige til at bygge ting eller bage enorme mængder boller til arrangementer. Hvis de bliver engageret på den rigtige måde, kan de være en uvurderlig ressource.

Samtidig advarer Rikke Yde Tordrup om, at forældreinddragelse også kan 'løbe løbsk', hvilket gør det svært for forældrene at forstå, hvor grænsen går mellem ønsket involvering og reel indflydelse på institutionens drift og pædagogik. Når forældre afspadserer flere dage for at hjælpe til i et nedslidt lejrskolekøkken og sove under primitive forhold, er det ikke overraskende, at de udvikler stærke meninger om institutionen og har holdninger til, hvordan den kan forbedres. Dobbeltheden i, at forældrene gerne må bidrage med mælkekartoner og boller, men ikke må komme 'ind i maskinrummet' og have indflydelse på de faglige eller ledelsesmæssige beslutninger, er svær for dem at begribe og kan skabe frustration.

Gennem sit arbejde som psykolog og i forbindelse med sin bog har Rikke Yde Tordrup været vidne til, hvordan konflikter med markante forældre kan have store og alvorlige konsekvenser for pædagoger, ikke kun professionelt, men også på et privat og personligt plan. Disse situationer kan være ekstremt belastende for de ansatte.

Alligevel mener Rikke Yde Tordrup, at det kan være en stor hjælp for fagprofessionelle at forsøge at forstå, at forældrenes adfærd, selv når den opleves som helt uacceptabel, overvejende er drevet af et dybfølt ønske om det bedste for deres barn. Ved at anerkende, at der typisk ikke ligger noget personligt i forældrenes kritik eller krav rettet mod pædagogen som person, men snarere mod den funktion eller praksis de er uenige i, kan det blive nemmere at håndtere situationen. Jo bedre man som pædagog og leder kan undgå at føle sig personligt ramt af forældrenes adfærd, jo nemmere bliver det at bevare et klart hoved og agere professionelt. Dette er i sidste ende til gavn for barnet, som står i centrum for samarbejdet – eller konflikten – mellem institutionen og sine markante forældre.

Ineffektiv HåndteringEffektiv Håndtering
Skabe 'dem' vs 'os' kategorierAnerkende fælles intentioner for barnet
Blive bange og undgå konfrontationBruge forældres engagement konstruktivt
Optræde belærende eller ironiskVære tydelig og forklarende
Antage at 'det giver sig selv'Forklare ud fra barnets perspektiv
Føle sig personligt ramt af kritikForstå adfærd er drevet af forældrerollen
Give ukritisk efter for kravSætte klare forventninger baseret på faglighed

Ofte Stillede Spørgsmål om Markante Forældre

Hvem er de markante forældre, og hvad kendetegner dem?
Markante forældre beskrives som veluddannede, velformulerede og velorienterede. De ser sig selv som eksperter og kræver ofte individuelle særregler for deres børn inden for områder som kost, pædagogik og ritualer i institutionen.

Hvorfor kan markante forældre skabe frygt hos pædagoger?
De kan skabe frygt, fordi de er villige til at bruge deres netværk, sociale medier og 'mund til mund' for at kritisere og potentielt få fjernet pædagoger, de mener er dårlige til deres arbejde. Deres intense engagement kan føre til alvorlige konsekvenser for de professionelle.

Hvad driver de markante forældres adfærd og høje krav?
Deres adfærd er primært drevet af en dyb usikkerhed omkring forældrerollen og et ønske om at give deres barn det allerbedste. De søger svar hos eksperter og i litteratur, og når de finder 'det rigtige', forventer de, at institutionen følger trop.

Hvordan kan fagprofessionelle bedst håndtere interaktionen med markante forældre?
Det anbefales at undgå at skabe 'dem' vs 'os' modsætninger, at anerkende forældrenes kærlighed til barnet som drivkraft, at være klar og tydelig i sin faglighed, sætte forventninger, forklare pædagogiske valg ud fra barnets perspektiv, og undgå at tage forældrenes kritik personligt.

Kan markante forældre også være en positiv ressource for institutionen?
Ja, hvis de føler sig set og forstår, at institutionen gavner deres barns udvikling, kan de blive meget positive ambassadører. De kan bruge deres store netværk til at skaffe ressourcer, sponsorater og positiv opmærksomhed på sociale medier. Korrekt involvering kan udnytte deres store engagement konstruktivt.

Kunne du lide 'Markante Forældre: En Guide til Forståelse'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.

Go up