Fru Marie Grubbe: Natur og Skæbne

J.P. Jacobsens roman "Fru Marie Grubbe" fra 1876 står som et monument i dansk litteratur, ofte udråbt som naturalismens hovedværk herhjemme. Romanen er baseret på den historiske adelskvinde Marie Grubbes liv, et stof der tidligere havde fascineret store navne som Holberg, Blicher og H.C. Andersen. Hvor disse forfattere fortolkede historien gennem rationalismens og romantikkens linser, greb Jacobsen emnet an med en radikalt ny, naturalistisk tilgang. Romanen var resultatet af omfattende historiske studier, der tvang Jacobsen til dybdegående research i årene 1874-75, en proces der blev kompliceret af perioder med sygdom. Først i slutningen af 1876 var værket klar til at møde offentligheden.

I "Fru Marie Grubbe" udforsker Jacobsen en kvindes indre liv, især hendes driftsliv, og viser, hvordan disse ubevidste kræfter former hendes skæbne. Romanen er et rendyrket studium i arv og miljø, der skildrer adelskvindens sociale opstigning og fald. Jacobsen formår med enestående stilistisk præcision at skildre Maries erotiske fantasier og understrege, hvordan hendes parringsvalg, i tråd med Darwins tanker om dyrenes adfærd, bliver den styrende faktor i hendes tilværelse. Romanen er en dybdegående undersøgelse af mennesket som et væsen drevet af impulser, ofte uden for egen kontrol.

En Rejse Gennem Lyst og Lidelse

Romanen følger Marie Grubbes liv fra hendes unge år på herregården Tjele til hendes sidste dage som færgekone på Falster. Vi møder den fjortenårige Marie på Tjele i 1657, hvor hun lever et beskyttet, men også ensomt liv efter moderens død, præget af et anstrengt forhold til husholdersken Ane. Krigen mod Sverige bringer en forandring, da faderen tager hende med til København for at bo hos fasteren Rigitze. Her oplever Marie en ny form for ensomhed, trods venskabet med kammerpigen Lucie, da standsforskellen sætter grænser for fortroligheden. København er præget af krig, frygt og forberedelser på angreb.

I denne periode møder Marie flere fremtrædende mænd. Først den tyveårige Ulrik Frederik Gyldenløve, kongens uægte søn, der lever et liv præget af jagt, vin og kvinder. Han er tiltrukket af den ældre Sofie Urne, men deres forhold falder i unåde hos kongeparret. Dernæst møder Marie Ulrik Christian Gyldenløve (også en uægte kongesøn, fra Chr. IV's tid), en national helt efter sin indsats mod svenskerne. Han gør stort indtryk på Marie, men hans tid er kort; han dør efter en voldsom scene på dødslejet, hvor en præst tvinger ham til at angre, og hvor Marie brutalt afvises, fordi hun minder ham om hans 'syndige' liv.

De Skæbnesvangre Ægteskaber

Marie Grubbes liv er defineret af hendes ægteskaber, som alle ender ulykkeligt og driver hende længere ned ad den sociale rangstige.

Ægteskab 1: Ulrik Frederik Gyldenløve

Efter krigen, i 1660, møder den syttenårige Marie igen Ulrik Frederik Gyldenløve. En forbindelse arrangeres, motiveret af politiske bånd til kongehuset og Maries betydelige medgift på 12.000 rigsdaler. Deres ægteskab starter med en facade af forelskelse, men udvikler sig hurtigt til en rutinepræget hverdag uden dybere følelser. Ulrik Frederik søger spænding andetsteds og tager i spansk krigstjeneste. Under hans fravær mistrives Marie. Ved hans hjemkomst efter fjorten måneder opstår en skæbnesvanger episode. Ulrik Frederik, beruset og voldsom, kommer til at forstuve Maries håndled. Senere, mens Marie leger med en kniv, stikker hun impulsivt mod hans bryst. Handlingen er et chok for dem begge og bekræfter Ulrik Frederiks frygt, næret af en spådom, om at Marie vil skade ham. Han bliver kold og afvisende.

Ulrik Frederiks utroskab med Karen Fiol afsløres, og Marie reagerer med raseri. Forholdet brister endegyldigt, og selvom hun klager til kongen, mister hun snart interessen. Da Ulrik Frederik udnævnes til statholder i Norge i 1664, følger Marie modstræbende med. Han forsøger at genoplive deres forhold, men hun afviser ham. Som svar bringer han andre kvinder ind på slottet, herunder Karen Fiol, og behandler Marie dårligt. En voldsom konfrontation, hvor Marie pisker Karen Fiol, fører til, at Ulrik Frederik, der fejlagtigt tolker det som et tegn på kærlighed, opsøger Marie. Da hun igen afviser ham, forviser han hende fra slottet. Hun sejler samme nat til Danmark.

Ægteskab 2: Palle Dyre

Tilbage på Tjele kræver Marie skilsmisse. Faderen, Erik Grubbe, er mere interesseret i at bevare ægteskabet af pragmatiske årsager, men arrangerer i stedet, at Marie flytter ind på Kalø gods, der tilhører Ulrik Frederik. Dette fritager faderen for at betale for hendes underhold. Skilsmissen fra Ulrik Frederik går igennem i 1670, og Marie får sin store medgift tilbage. Hun rejser til udlandet med sin medgift, men efter et års flakken rundt og en tragedie i Nürnberg, hvor hendes velgører dør, er pengene brugt. Hun vender tilbage til Tjele i 1673 og bor de næste seks år hos sin nærige far.

For at undslippe faderen indgår Marie et fornuftsægteskab med Palle Dyre, faderens gårdbestyrer. Ægteskabet er glædesløst og begivenhedsløst; Marie foragter Palle Dyre og forfalder både ydre og indre, idet hun finder trøst i mad og drikke. Dette ægteskab varer i ti år.

Ægteskab 3: Søren Ladefoged

Vendepunktet kommer under en staldbrand, hvor Marie, nu i midten af fyrrerne, ser den unge, stærke karl Søren Ladefoged. Synet af ham fascinerer hende. De mødes tilfældigt, udveksler blikke. Søren, kun 22 år, fyldes med længsel og trodser standsforskellen ved at erklære Marie sin kærlighed. Han er villig til at tage sit liv for sin overtrædelse, men Marie stopper ham og bekender sine egne følelser. De indleder et hemmeligt forhold.

Forholdet opdages af tjenestefolkene, og Søren udsættes for drillerier. Han forsøger at dække over det ved at indlede et skinforhold til tjenestepigen Ane, men et øjebliks vanvid får ham til at skyde hende (hun overlever), hvorefter han flygter. Ane afslører alt for Palle Dyre. Erik Grubbe bliver rasende og arbejder for at gøre Marie arveløs. I 1691 bliver Marie og Palle Dyre skilt, og Marie forlader Tjele med Søren.

Deres liv sammen er præget af socialt fald. De lever af at underholde på markeder, oplever ydmygelse, og Søren viser en mørkere side af sin maskulinitet; efter en episode hvor Marie viser afsky for en skarpretter, straffer Søren hende med pisk. Til sidst bruger de Maries lille arv fra faderen på at købe Burrehuset, et færgested på Falster. Her slår de sig ned og lever af færgedrift og beværtning. På trods af tidligere prøvelser har de det godt sammen i en årrække. Deres liv får en sidste drejning, da Søren fængsles efter en skudepisode. I denne periode søger Ludvig Holberg tilflugt i Burrehuset under pesten i København og fører de berømte samtaler med Marie om moral og tro.

Marie Grubbe i Litteraturen

Den historiske figur Marie Grubbe var en bemærkelsesværdig kvinde, der turde bryde med tidens normer. Dette har gjort hende til et fascinerende emne for forfattere gennem århundreder:

• Ludvig Holberg skrev om hende i sine Epistler.
• H.C. Andersen behandlede også hendes historie.
• Steen Steensen Blicher inkluderede hende i sine værker.
• I nyere tid har forfattere som Juliane Preisler og Lone Hørslev ligeledes fortolket hendes liv.

Jacobsens roman adskiller sig markant ved sin naturalistiske, deterministiske tilgang, der ser Marie som et produkt af sine drifter og omstændigheder, snarere end en moralsk figur eller en romantisk heltinde.

Sproget og Stilen

J.P. Jacobsens stil i "Fru Marie Grubbe" er banebrydende og vellykket. Han er mesterlig i sin skildring af komplicerede følelser og indre tilstande. De berømte naturskildringer bidrager til romanens atmosfære og spejler ofte Maries indre landskab. Sproget er rigt og detaljeret, men kan til tider virke udfordrende for den moderne læser, især i dialogerne, der benytter et opstyltet hofsprog med franske indslag. Trods den sproglige udfordring er romanen absolut umagen værd og tilbyder en stor klassikeroplevelse.

Romanen slutter med, at Marie Grubbe, trods sit fald fra adelig stand til færgekone, ikke fortryder sit liv. I samtale med Holberg hævder hun sit livsret, sit "credo": "Ethvert Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død." Denne slutning understreger romanens naturalistiske pointe: Maries liv er en realisering af hendes driftsliv, ikke en moralsk falliterklæring.

Ofte Stillede Spørgsmål om Fru Marie Grubbe

"Fru Marie Grubbe" er ikke blot en historisk roman; det er et psykologisk portræt og et filosofisk værk, der udforsker menneskets natur og de kræfter, der former vores vej gennem livet. Jacobsens mesterværk forbliver en central tekst i dansk litteratur og en fascinerende læseoplevelse.

Kunne du lide 'Fru Marie Grubbe: Natur og Skæbne'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.