Life of Pi: En Rejse ind i Troens Landskab

Ang Lees filmatisering af Yann Martels bestsellerroman, Life of Pi, har utvivlsomt henrykket mange med sit teknologiske fundament. Filmen blev hyldet som en 3D-oplevelse, der endelig henvendte sig til et voksent publikum. Med minimale scener optaget uden bluescreen og størstedelen skabt via CGI-effekter i postproduktionen, har Life of Pi skubbet grænserne mellem spillefilm og animationsfilm, så skellet næsten ikke længere giver mening. Biografversionen var et visuelt sansebombardement, der til tider kunne skjule den underliggende, måske lidt svage og eklektiske, fortælling. Alligevel forbliver filmen visuelt betagende, selv i dvd-versionens mere 'flade' udtryk, som nu er udkommet på købefilm.

Fortællingen tager sin begyndelse, da en unavngivet forfatter kontakter Pi. Forfatteren er blevet fortalt, at Pi ikke kun kan levere den historie, han mangler til sit forfatterskab, men også en fortælling, der vil få ham til at tro på Gud. Pi tager derefter forfatteren med på sin livsrejse, der starter i en zoologisk have i Indien, bestyret af hans far. Da faren beslutter at sælge dyrene og flytte til Canada, rejser familien sammen med alle dyrene. Men skibet lider skibbrud, og Pi strander i en redningsbåd. Hans eneste selskab er først en hyæne, en orangutang og en zebra, men det viser sig hurtigt, at en glubsk tiger også er om bord. Dyrene eliminerer hinanden, indtil kun Pi og tigeren er tilbage. Det er her, den 'rigtige' historie, den skæbnesvangre overlevelseskamp, for alvor begynder.

Life of Pi er baseret på Yann Martels roman af samme navn og følger romanens fortælling nogenlunde stringent. Ang Lees ambition med filmen er at omsætte Pis indre, psykologiske udvikling til en ydre visualisering af livet med en tiger og bekræftelsen af troen på Gud. Det er signifikant, at både filmen og romanen er fortalt til en implicit canadisk forfatter, en tydelig reference til Martel selv, der er canadier. Martel er dog velbevandret, både geografisk og litterært, med dyb indsigt i Indiens smukke overklasseside og de religiøse grundtekster, som han trækker kraftigt på gennem hele fortællingen. Disse elementer væves også grundigt ind i filmen.

I sit udsyn kan Life of Pi betragtes som en form for 'global Bollywood'. Filmen er en international samproduktion iscenesat af en taiwanesisk instruktør (Ang Lee) baseret på en canadisk globetrotters værk (Yann Martel), finansieret af produktionsselskaber fra USA, Storbritannien og Taiwan. Den æstetiske og religiøse dimension henter dog primært inspiration fra den indiske smeltedigel, hvor utallige guder står på skuldrene af hinanden for at blive hørt – præcis som de gør i filmen. Set kynisk kan denne tilgang også tolkes som et vestligt forsøg på at penetrere det indiske filmmarked, som ellers kan være svært at få fodfæste i. Det lykkedes i nogen grad med film som ’Slumdog Millionaire’ (Suburban Millionaire i teksten), og Life of Pi ser ud til at følge samme mønster.

Den overdådige visuelle magtdemonstration i Life of Pi har et dobbelt sigte: at skabe et fantastisk, næsten uvirkeligt univers, samtidig med at et realistisk plausibilitetsniveau fastholdes. Dette lykkes flot, og filmen imponerer selv i 2½D. Filmens udtryk står dog ikke alene. De mange natursekvenser, især mødet med den store, øde og kødædende ø undervejs i Pis rejse, trækker tydelige paralleller til naturbillederne i James Camerons Avatar. Begge film deler et fælles projekt: at understrege en levende, sårbar natur, som mennesket er i færd med at ødelægge. De indpasser sig begge i det, der er blevet kaldt ’miljøæstetikken’. Det interessante ved denne miljøæstetik er, at den genopdager naturen som sublim – noget overvældende, ærefrygtindgydende og større end mennesket.

Denne sublimitet manifesterer sig naturligvis i de ekstravagante naturillustrationer filmen byder på. Romantikkens sublime naturoplevelser var et klassisk eksempel på dette. Men det sublime fungerer også som en direkte vej ind til fornemmelsen af Gud og det guddommelige. Derfor bliver film som disse, og især Life of Pi, dybt religiøse værker. Allerede fra filmens start fremstår Pi som en usædvanligt religiøst søgende person. Hans særkende er dog, at han ikke opgiver det, han tror på, når han finder noget nyt at omfavne. Han beskriver sig selv som en katolsk hindu. Den kulturhistorisk senmoderne interesse for nyreligiøsitet af denne art er blevet døbt neomystik, et prædikat der passer fortrinligt på Life of Pi.

Det moderne samfund siges ofte at have undertrykt det religiøse, hvilket får det til at vende tilbage i en mere tabloid, forenklet form. Life of Pi svælger i referencer til et væld af forskellige og inkommensurable religiøse forestillinger, som på en uproblematisk og særdeles new age-agtig måde sammenføjes. Der er noget synodisk over filmen – en søgen efter et fælles udtryk for stort set alle religioner gennem Pis oplevelser med tigeren. Navnet Pi, en kort version af Piscine (fransk for swimmingpool), understreger denne mystiske tilgang til virkeligheden. Navnet gemmer på fascinationen af, at tallet π (3,14 med uendelige decimaler) optræder overalt i naturens love. Matematikken som Guds sprog lurer lige under overfladen.

Filmen er generelt præget af en mangestrenget intertekstualitet – en fascination af forskellige tekster og religiøse forestillinger. Hinduismens polyteistiske narrativer danner et fundament, men gammeltestamentlige kristne idéer, som for eksempel Noahs ark og Jobs bog, inddrages på lige fod. Fortællingen er desuden bygget metateknisk op, så det fremstår, som om Martel selv har fået den samme historie fortalt (han omtaler da også selv inspiration fra en brasiliansk novelle). Derudover er Life of Pi også en klassisk robinsonade, hvilket understreges af, at Pi strander på en øde ø med kun tigeren som sin eneste ledsager. Der er mange flere referencer, der tilsammen opbygger denne rige fortælling, men disse er de mest centrale. Sammen med en indvævet new age-filosofi spiller denne intertekstuelle tilgang til fortælleteknik (og til Gud) en velkendt postmoderne melodi.

Ang Lee demonstrerer med Life of Pi igen sin alsidighed som instruktør. Filmen skiller sig, ligesom flere af hans tidligere værker, markant ud. Et fællestræk for mange af hans film er dog, at karakterer bringes i vanskelige situationer og ad den vej finder ind til en kerne af sandhed. Tænk blot på samurai-figurerne i Tiger på spring, drage i skjul (Crouching Tiger, Hidden Dragon) eller tematikken om homoseksualitet i Brokeback Mountain. Allerede fra starten af sin karriere, især i den såkaldte ’Father Knows Best Trilogy’, etablerede Ang Lee et særegent blik for kulturelle diagnoser, både på godt og ondt. Ang Lee er en exceptionel kulturanalytiker i sine film, selvom nogle kritikere mener, han aldrig har overgået sine tre første værker.

Det største problem med Life of Pi er, at teknik og stil til tider skygger for meget for den egentlige historie, som Pi fortæller forfatteren. Denne fortællestruktur er bevidst indlagt for at etablere en potentielt utroværdig fortæller i historien. Dette element redder dog i høj grad filmens stærke visuelle side fra fuldstændig at overskygge en historie om søgen efter Gud. Det kan føles lidt, som om Gud forsøges illustreret via CGI-effekter, hvilket kan virke alt for plastisk. Filmen tangerer den eksistentielle side af Pis søgen, men illustrerer det måske lidt banalt ved, at Pi læser Camus på et tidspunkt. Men hvis man kan acceptere new age-spiritualitet som et grundlag for fortællingen, og hvis man er til denne nye tendens med visuelt overdådige værker, så er Life of Pi uden tvivl en film, der er værd at opleve.

Kunne du lide 'Life of Pi: En Rejse ind i Troens Landskab'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.