Sprogøs Mørke Fortid: Kvindeanstalten

Sprogø, øen midt i Storebælt, er i dag primært kendt som et stop på Storebæltsbroen, et symbol på moderne infrastruktur og forbindelse. Men øen bærer også på en dybt tragisk og ofte overset fortid. I næsten 40 år, fra 1923 til 1961, fungerede Sprogø som en anstalt for kvinder, der af datidens samfund blev anset for at være 'moralsk defekte' eller 'moralsk åndssvage'. Dette kapitel i dansk historie er både fascinerende og gruopvækkende og fortæller en barsk historie om social kontrol, stigmatisering og frihedsberøvelse.

Anstalten på Sprogø var ikke et fængsel i traditionel forstand, men kvinderne blev anbragt der på ubestemt tid. Det var heller ikke et hospital, selvom de indsatte ofte blev opfattet som syge. I stedet var det et sted, hvor samfundet forsøgte at isolere og kontrollere kvinder, hvis adfærd stred mod datidens normer og moral. Mange af disse kvinder blev betragtet som letfærdige eller løsagtige, men havde i virkeligheden blot drømme om en almindelig borgerlig tilværelse.

Hvorfor blev kvinder anbragt på Sprogø?

Anbringelsen af kvinder på Sprogø skete sjældent på baggrund af en kriminel dom. Beslutningen blev typisk truffet af familiemedlemmer, læger, menighedsråd, politiet, fattigråd eller pigehjem. Kvinderne blev sendt til øen, hvis de af lokalsamfundet blev stemplet som værende voldsomt ustabile arbejdsmæssigt, havde en adfærd der stødte kraftigt an mod den gængse moral, eller hvis de fik diagnosen 'moralsk åndssvag'.

Diagnosen 'moralsk åndssvag' var en medicinsk konstruktion, der blev brugt til at kategorisere kvinder, hvis adfærd blev anset for at være afvigende og farlig for samfundet. Karakteristika ved denne diagnose kunne inkludere vagabondering, tyvagtighed eller <b>seksuel umættelighed</b>. Disse kvinder blev af samfundet anset for at være en trussel mod den sociale orden og den moralske standard. Mens mænd med lignende diagnoser og adfærd ofte blev anbragt på Livø, blev kvinderne deporteret til Sprogø, en ø der blev fremstillet som et sted, det var umuligt at flygte fra.

Truslen om at blive sendt 'derud' var en reel frygt for mange piger og kvinder i Danmark. Når færgen passerede Sprogø, var det almindeligt at bruge øen som et skræmmebillede: ”Hvis du ikke opfører dig ordentligt, kommer du derud.” I alt har omkring 500 kvinder haft den skæbne at blive anbragt på Sprogø i løbet af anstaltens levetid fra 1923 til 1961. Antallet af kvinder på øen ad gangen lå typisk mellem 40 og 50.

Livet bag murene – og facaden

Livet på kvindeanstalten på Sprogø var præget af streng kontrol og isolation. Selvom det ikke var et fængsel, var kvinderne frihedsberøvet på <b>ubestemt tid</b>. Magten over de store beslutninger, såsom anbringelse og udslusning, lå hos overlægerne. Til daglig var det anstaltens forstanderinde, der styrede pigernes gøren og laden, inklusive straf og belønning. Overlægen spillede rollen som 'far', mens forstanderinden var 'mor'. Tanken var, at Sprogø skulle fungere som et hjem, og forstanderinden skulle være et forbillede for, hvordan pigerne skulle opføre sig for at bevise, at de var egnede til prøveløsladelse.

Pressen fremstillede ofte livet på Sprogø i positive vendinger. Anstalten blev beskrevet som et velordnet og pædagogisk sted, der tog sig af samfundets 'problemkvinder'. Virkeligheden for mange af de indsatte var dog langt fra denne idealiserede fremstilling. Overlevende kvinder har senere fortalt om isolation, kedsomhed, hårdt arbejde og i nogle tilfælde også om <b>misrøgt og torturlignende metoder</b>.

Øen var strengt overvåget, dels for at forhindre flugt, dels for at forhindre kontakt med omverdenen. Ideen om en hel ø fyldt med kvinder satte naturligvis fantasien i gang hos mange mænd på fastlandet, men mandlige besøg blev anset for at ville ødelægge selve formålet med anstalten. Alligevel skete det i sjældne tilfælde, at mænd udefra opnåede kontakt med de internerede kvinder. En særlig tragisk sag involverede en kvinde, der blev gravid med 'en mand med blanke knapper'. Efter fødslen blev kvinden <b>tvangssteriliseret</b>, mens manden slap uden tiltale. Denne sag vakte dog så megen opsigt, at den førte til et forslag om at stramme straffeloven for at beskytte kvinder anbragt på anstalter.

Sterilisation som vej til frihed

For mange af kvinderne på Sprogø var en tvangssterilisation den eneste reelle mulighed for at opnå frihed og forlade øen. Dette var en barsk konsekvens af tidens socialpolitiske og eugeniske ideer om at forhindre 'uønskede' arveanlæg i at blive givet videre. Beslutningen om sterilisation lå hos overlægen og var ofte en betingelse for, at en kvinde blev anset for 'egnet' til udslusning i samfundet. Dette fratog kvinderne deres ret til at få børn og markerer et af de mørkeste aspekter af anstaltens historie.

Det præcise antal kvinder, der blev steriliseret på Sprogø, er ikke entydigt angivet i den givne tekst, men det fremgår, at det var en almindelig praksis og ofte en forudsætning for at komme væk fra øen. Dette understreger den magt, anstaltssystemet havde over kvindernes kroppe og fremtid.

Arven fra Sprogø og nutidens lys over historien

Selvom anstalten lukkede i 1961, har historien om kvinderne på Sprogø levet videre, og i de senere år har den fået fornyet opmærksomhed. Ikke mindst Jussi Adler-Olsens populære krimi <em>Journal 64</em> (Kvinden i buret), der bygger fiktion på virkelighedens begivenheder på Sprogø, har bidraget til at kaste lys over denne mørke fortid. Bogen og filmatiseringen har introduceret historien om anstalten og de anbragte kvinder for et bredt publikum.

I august 2023 blev 100-året for oprettelsen af kvindeanstalten markeret på Sprogø med et arrangement, der samlede omkring 100 gæster, herunder overlevende kvinder og social- og ældreministeren. Markeringen understregede vigtigheden af at huske og lære af disse mørke kapitler i dansk historie. En af de sidste nulevende kvinder, 93-årige Regine Løndorf, deltog i markeringen og fortalte om sine følelser ved at vende tilbage til øen: "Jeg føler, jeg er her endnu. At jeg er indespærret igen."

En anden overlevende, 92-årige Karoline Olsen, har tidligere givet udtryk for et stærkt ønske om en undskyldning fra samfundet for den behandling, hun og andre kvinder modtog i sær- og åndssvageforsorgen, som anstalten hørte under. En undskyldning ventes at komme i september (2023). Regine Løndorf er derimod mere optaget af tanken om økonomisk erstatning for den lidelse, de gennemgik.

Ved 100-års markeringen blev der også afsløret et nyt mindesmærke for de mange kvinder, der blev anbragt på øen. Dette er en vigtig anerkendelse, da der hidtil kun har eksisteret en mindesten for Christian Keller, den overlæge der var ansvarlig for sterilisationen af kvinderne. Det nye mindesmærke sikrer, at kvindernes skæbner ikke længere overskygges af systemets repræsentanter.

Kan man besøge Sprogø og se pigehjemmet i dag?

Ja, det er muligt at besøge Sprogø i dag og få en guidet tur til anstalten. Selvom øen er en del af Storebæltsforbindelsen og normalt ikke offentligt tilgængelig, arrangeres der <b>guidede ture</b>, der giver indsigt i øens historie, herunder anstalten. Turene skal bookes gennem VisitNyborg. Dette giver interesserede mulighed for selv at træde på den jord, der husede så mange tragiske kvindeskæbner, og få en dybere forståelse for stedets historie.

For dem der ønsker at dykke endnu dybere ned i historien om kvinderne på Sprogø og åndssvageforsorgen generelt, er <b>Dansk Forsorgshistorisk Museum</b> i Svendborg et oplagt sted. Museet er beliggende på Fattiggården - Viebæltegård, der selv har en lang historie inden for fattigforsorg og arbejdsanstalter. Museet rummer arkiver og information, der er relevante for studerende, slægtsforskere og enhver med interesse i denne del af danmarkshistorien. Museet kan kontaktes, hvis man ønsker at bedrive slægtsforskning eller anden research, der involverer kvinderne fra Sprogø.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvorfor blev piger anbragt på Sprogø?

Piger og kvinder blev anbragt på Sprogø, fordi de af samfundet blev anset for at være 'moralsk defekte' eller 'moralsk åndssvage'. Dette dækkede over adfærd som ustabilt arbejde, tyvagtighed, vagabondering, eller seksuel adfærd, der stred mod datidens moral. Beslutningen blev truffet af myndigheder som politi, kirke, fattigvæsen, læger eller familie, ikke via en domstol.

Kan man komme ind og se pigehjemmet på Sprogø?

Ja, det er muligt at besøge Sprogø og se resterne af anstalten på guidede ture. Disse ture arrangeres af VisitNyborg og giver adgang til øen, som ellers er lukket for offentligheden.

Hvor mange piger blev steriliseret på Sprogø?

Den specifikke tekst angiver ikke et præcist antal, men det fremgår, at tvangssterilisation var en almindelig praksis for kvinderne på Sprogø og ofte en forudsætning for at opnå udslusning og frihed fra anstalten.

Hvad skete der med pigerne på Sprogø?

De omkring 500 kvinder blev anbragt på ubestemt tid. Livet på øen var præget af isolation og streng kontrol, og mange oplevede misrøgt. For at blive løsladt var <b>tvangssterilisering</b> ofte en betingelse. Efter anstaltens lukning i 1961 vendte de tilbage til samfundet, ofte mærket af deres ophold. I dag søger nogle af de overlevende anerkendelse i form af en undskyldning eller erstatning.

Historien om kvindeanstalten på Sprogø er en vigtig, men smertefuld del af danmarkshistorien. Den minder os om konsekvenserne af social kontrol, stigmatisering og de menneskelige omkostninger, når samfundet vælger at isolere dem, der ikke passer ind i normen.

Kunne du lide 'Sprogøs Mørke Fortid: Kvindeanstalten'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.