Dybden og Erkendelsen: Kritisk Realisme

Kritisk realisme er en videnskabsteoretisk og filosofisk position, der tilbyder et nuanceret syn på virkeligheden og vores evne til at forstå den. Kernen i kritisk realisme er en grundlæggende opdeling af verden i to distinkte, men forbundne niveauer: det intransitive og det transitive. Denne dualitet er essentiel for at forstå, hvordan kritisk realisme adskiller sig fra andre filosofiske retninger og dens brede anvendelighed inden for forskellige områder, fra videnskab til litteratur.

Hvor mange andre positioner enten fokuserer snævert på det observerbare eller udelukkende på subjektiv erfaring, formår kritisk realisme at omfavne både en objektiv virkelighed og den socialt og historisk betingede proces, hvormed vi forsøger at erkende den. Det er denne rige, flerdimensionelle tilgang, der gør kritisk realisme til et kraftfuldt redskab for analyse og forståelse.

Den Objektive Verden: Det Intransitive Niveau

Det intransitive niveau udgør den kritiske realismes ontologiske sfære. Det er virkeligheden, som den eksisterer uafhængigt af menneskets bevidsthed, erfaring eller erkendelse af den. Denne verden er objektiv og realistisk, og den ville fortsat eksistere, selv hvis der ikke var nogen mennesker til at observere eller tænke over den. Når man udøver videnskab baseret på kritisk realisme, er det netop denne uafhængige virkelighed, man stræber efter at beskrive og forklare.

På dette punkt deler kritisk realisme en vis lighed med positivismen og andre realistiske ontologiske positioner, idet de alle anerkender eksistensen af en objektiv virkelighed. Imidlertid argumenterer kritiske realister for, at det intransitive niveau er langt dybere og mere komplekst end, hvad et rent empirisk fokus kan afdække. Positivismen er strengt empirisk funderet; den hævder, at sande videnskabelige udsagn skal kunne verificeres gennem empirisk testning af virkeligheden. Dette betyder, at kun det, der kan observeres og måles direkte, betragtes som legitimt studieobjekt.

Kritisk realisme kritiserer denne snævre opfattelse. Den påpeger, at et udelukkende empirisk fokus overser de dybere, bagvedliggende strukturer og mekanismer, som er med til at forme og strukturere verden. Virkeligheden er ikke kun det, der umiddelbart fremtræder for vores sanser eller kan måles direkte. Ligesom Marxismen medtager kritisk realisme en form for 'overbygning' eller dybere lag af virkeligheden, der ikke er direkte observerbare, men som ikke desto mindre er yderst reelle og virkningsfulde.

Et klassisk eksempel, der illustrerer dette, er tyngdekraften. Hvis man slipper en genstand, falder den mod jorden på grund af tyngdekraften. Effekten (genstanden falder) er empirisk observerbar. Men selve tyngdekraften – den kraft, der forårsager faldet – er ikke empirisk i samme forstand. Man kan ikke 'tage og måle' tyngdekraften direkte; den kan ikke sanses. Dens eksistens erkendes og forstås gennem teoretisering og ved at observere dens effekter på empiriske fænomener. Vi observerer, hvordan tyngdekraften influerer på de observerbare fremtrædelsesformer (fx faldende genstande, planeternes baner) og slutter os derfra til kraften selv.

Filosoffen Roy Bhaskar, en central figur inden for kritisk realisme, beskriver i sin bog 'The Possibility of Naturalism' fra 1979 virkeligheden som bestående af tre domæner:

• Det Empiriske Domæne: Dette omfatter alt det, der er direkte målt, observeret og erfaret af mennesker. Det er overfladen af virkeligheden, den del vi umiddelbart har adgang til gennem sanserne eller måleinstrumenter.
• Det Faktiske Domæne: Dette domæne er bredere end det empiriske. Det rummer ikke kun de fænomener, der aktuelt erfares, men også alle de fænomener, der eksisterer, uanset om de bliver observeret eller ej. En begivenhed, der sker uden vidner, hører til det faktiske domæne.
• Det Reelle Domæne: Dette er det dybeste domæne. Det dækker over de underliggende, ikke-observerbare strukturer, mekanismer og kræfter, der genererer de fænomener, vi observerer i det faktiske og empiriske domæne. Tyngdekraften er et eksempel på noget, der eksisterer i det reelle domæne. Disse mekanismer kan eksistere og virke, selv hvis deres effekter ikke altid manifesterer sig empirisk eller faktisk (fx en virus' eksistens, selv før den forårsager symptomer).

De empiriske og faktiske domæner udgør tilsammen den kritiske realismes 'flade' ontologi – det, der sker eller er tilgængeligt på et overfladisk niveau. Det reelle domæne repræsenterer den 'dybe' ontologi – de bagvedliggende årsager og potentialer.

Virkeligheden er yderligere niveaudelt i en hierarkisk struktur. Dette betyder, at forskellige typer af strukturer og mekanismer eksisterer på forskellige niveauer af kompleksitet, og at de interagerer. For eksempel eksisterer sociale strukturer (som er del af det reelle domæne) kun, fordi der er fysiske strukturer (også del af det reelle domæne), hvilket indebærer, at det fysiske påvirker det sociale. Men det sociale niveau har også sine egne autonome strukturer og mekanismer, som ikke kan reduceres fuldstændigt til det fysiske. De sociale strukturer har emergenta egenskaber, der rækker langt ud over de fysiske bestanddele.

Dette kan billedligt talt sammenlignes med et isbjerg. Kun en lille del af isbjerget er umiddelbart synlig over vandoverfladen (det empiriske/faktiske domæne). Den langt større del ligger skjult under vandet (det reelle domæne) og bestemmer isbjergets stabilitet, bevægelse og potentiale for at påvirke omgivelserne. Resultater og begivenheder, der sker på det faktiske plan – det, vi observerer og erfarer – kan derfor virke vilkårlige og uforudsigelige, hvis man kun ser på overfladen. De kan derimod forklares, når man forstår de underliggende reelle mekanismer.

Kritisk realisme understreger derfor vigtigheden af at bevæge sig fra overfladen (det empiriske/faktiske) til dybden (det reelle) i videnskabelig analyse. Man skal ikke kun observere, hvad der sker, men søge at forstå, hvorfor det sker, ved at identificere og teoretisere om de bagvedliggende strukturer og mekanismer. Målet er at forklare observerede fænomener ud fra deres årsagsmekanismer, ikke at forudsige fænomener alene baseret på overfladiske korrelationer.

Erkendelsens Sfære: Det Transitive Niveau

Den anden del af kritisk realismes dualistiske ramme er det transitive niveau. Dette niveau refererer til den sfære, hvor viden dannes og erkendelse finder sted. Det er her, epistemologi, studiet af viden og erkendelse, hører hjemme. Modsat det intransitive niveau, som er objektivt og uafhængigt af menneskelig bevidsthed, er det transitive niveau dybt socialt og historisk betinget.

Al viden skabes inden for en social sfære. Dette betyder, at viden ikke opstår i et vakuum; den bygges på eksisterende viden, teorier, begreber og metoder, som er udviklet over tid inden for specifikke samfundsmæssige og videnskabelige kontekster. Viden er således et produkt af noget, der ikke nødvendigvis er en perfekt eller fuldstændig afspejling af den intransitive virkelighed. Vores begreber, sprog og videnskabelige rammer er menneskeskabte og påvirket af sociale, kulturelle og historiske faktorer.

Vidensdannelse tager altid udgangspunkt i et forsøg på at forstå den intransitive sfære – den uafhængige virkelighed. Men for at blive behandlet, fortolket og organiseret, må rå information og observationer passere igennem det transitive niveau – igennem vores eksisterende begrebsapparater, teorier og sociale forståelsesrammer. Denne proces, hvor virkeligheden filtreres gennem det transitive niveau, skaber uundgåeligt en vis usikkerhed i den viden, vi opnår. Det er umuligt for mennesker at gengive den intransitive sandhed fuldstændigt og uden forvrængning, fordi vores erkendelse altid er medieret af vores transitive redskaber.

På trods af denne erkendelse af videns usikkerhed og socialt betingede natur, tror kritiske realister på muligheden for rationel dømmekraft. Selvom vi aldrig kan være helt sikre på, at vi har fundet den absolutte sandhed om den intransitive virkelighed, kan vi ved brug af logisk argumentation, teoretisering og kritisk refleksion vurdere, hvorvidt forskellige udsagn og teorier er mere eller mindre meningsfulde, sandsynlige eller i overensstemmelse med de observerede fænomener. Man kan komme tættere på sandheden gennem en vedvarende proces af teoretisk udvikling og empirisk undersøgelse, men den absolutte sikkerhed forbliver uopnåelig.

Kritisk Realisme i Litteraturen: En Samfundskritisk Strømning

Termen 'kritisk realisme' anvendes også i en mere specifik forstand inden for dansk litteraturhistorie. Her refererer den til en realistisk tendens, der opstod i perioden kendt som Det moderne gennembrud (ca. 1870-1890). Denne litterære strømning kaldes ofte også 'brandesianisme' efter den indflydelsesrige litteraturkritiker Georg Brandes, som agiterede for, at litteraturen skulle sætte problemer under debat.

Dansk litteratur har gennem historien med mellemrum været præget af samfundskritisk fokus, tydeligt allerede i Oplysningstiden. Men med Det moderne gennembrud kom der en særlig 'kras' form for samfundskritisk litteratur frem. Den kritiske realisme i 1870-1890 kan ses som den første markante fase af realismen i dansk litteratur, selvom tidligere forfattere som St.St. Blicher allerede havde realistiske elementer i deres forfatterskab.

Den kritiske realisme i litteraturen er kendetegnet ved at forholde sig kritisk til både den tidligere højromantiske litteratur og den mere idealiserede realistiske litteratur fra romantikken, ofte benævnt biedermeier eller borgerlig realisme. Hvor romantikkens realisme ofte var underordnet en idealistisk grundtanke om Guds tilstedeværelse i alt, og hvor karakterer ofte lod sig lede af guddommelig visdom, selvom det ikke var særlig realistisk, vendte den kritiske realisme sig mod en mere jordnær og problematiserende skildring af virkeligheden.

Frem for at idealisere eller moralisere, satte den kritiske realisme sin egen samtid under kritisk lup. Den behandlede kontroversielle emner som politik, religion, og kønspolitiske spørgsmål, herunder ægteskabet, med et ønske om at sætte disse emner til debat og potentielt bidrage til samfundsforandring. Kort sagt er den kritiske realisme i denne kontekst en samfundskritisk litteratur.

En konkret litterær genre, der anses for at være et 'barn' af den kritiske realisme, er udviklingsromanen. I modsætning til romantikkens foretrukne genre, dannelsesromanen (skrevet af forfattere som H.C. Andersen, M.A. Goldschmidt og Frederik Paludan-Müller), fokuserer udviklingsromanen på individets udvikling i samspil med og ofte i konflikt med de ydre, samfundsmæssige forhold. Den skildrer typisk hovedpersonens kamp for at finde sin plads i en kompleks og ofte hyklerisk verden, frem for en harmonisk integration i samfundet baseret på idealistiske principper.

Sammenligning: Romantikken vs. Kritisk Realisme

For bedre at forstå den litterære kritiske realisme, er det nyttigt at sammenligne den direkte med den Romantik, den gjorde op med. Forskellene er markante og afspejler et skift i grundlæggende livsanskuelser og litterære formål:

Denne tabel illustrerer tydeligt, hvordan den kritiske realisme repræsenterede et radikalt brud med romantikkens idealisme og fokuserede på en mere kritisk, analytisk og samfundsengageret tilgang til litteraturen. Den ønskede at afspejle virkeligheden, ikke som den burde være ifølge idealer, men som den faktisk var, med alle dens fejl og mangler, og dermed stimulere til debat og forandring.

Nogle Markante Forfattere fra den Kritiske Realisme

Flere betydningsfulde forfattere associeres med den kritiske realisme i Det moderne gennembrud. Deres værker eksemplificerer strømningens fokus på samfundskritik, realistisk skildring og problematiserende temaer. Blandt de mest kendte er:

• Henrik Ibsen (1828-1906) - Norsk dramatiker, hvis realistiske samfundsspil havde stor indflydelse.
• Sophus Schandorph (1836-1901) - Dansk forfatter kendt for sine realistiske romaner og noveller.
• Holger Drachmann (1846-1908) - Startede som kritisk realist, men bevægede sig senere mod andre stilarter.
• Erik Skram (1847-1923) - Dansk forfatter, der bidrog til debatten om ægteskabet.
• Alexander Kielland (1849-1906) - Norsk forfatter med skarp samfundskritik.
• Victoria Benedictsson (1850-1888) - Svensk forfatter (skrev under pseudonymet Ernst Ahlgren), kendt for realistiske skildringer af kvinders liv.
• Herman Bang (1857-1912) - Dansk forfatter kendt for sin impressionistiske stil og skildringer af ensomhed og dekadence i det moderne liv.
• Henrik Pontoppidan (1857-1943) - Dansk nobelprismodtager, hvis store romaner kritisk skildrer det danske samfund og dets udvikling.
• Karl Gjellerup (1857-1919) - Dansk nobelprismodtager, der også startede i Det moderne gennembrud, men senere orienterede sig mod andre retninger.
• Johannes V. Jensen (1873-1950) - Dansk nobelprismodtager, der med sine tidlige værker også havde rødder i realismen.

Disse forfattere bidrog hver især på deres måde til at forme og definere den kritiske realisme som en litterær bevægelse, der turde udfordre konventioner og sætte samfundets skyggesider under debat.

Ofte Stillede Spørgsmål om Kritisk Realisme

Her er svar på nogle typiske spørgsmål om kritisk realisme, baseret på den præsenterede information:

Hvad er den grundlæggende idé bag kritisk realisme?

Den grundlæggende idé er, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af vores erkendelse af den (det intransitive niveau), men at vores viden om denne virkelighed altid er socialt og historisk betinget og derfor usikker (det transitive niveau). Kritisk realisme anerkender både en objektiv virkelighed og erkendelsens sociale natur.

Hvordan adskiller kritisk realisme sig fra positivismen?

Mens begge anerkender en objektiv virkelighed, mener positivismen, at kun det empirisk observerbare kan give sand viden. Kritisk realisme argumenterer derimod for, at der eksisterer dybere, ikke-observerbare strukturer og mekanismer (det reelle domæne), som er afgørende for at forklare de fænomener, vi observerer. Kritisk realisme går altså dybere end den rene empirisme.

Hvad betyder 'niveaudelt virkelighed' i kritisk realisme?

Det betyder, at virkeligheden består af forskellige lag eller niveauer af kompleksitet (fysisk, kemisk, biologisk, social etc.), hvor strukturer på et niveau er afhængige af, men ikke fuldt ud kan reduceres til, strukturer på et lavere niveau. Sociale strukturer eksisterer f.eks. kun på grund af fysiske strukturer, men har deres egne autonome mekanismer.

Hvilken rolle spiller kritisk realisme i litteraturen?

I litteraturen refererer kritisk realisme til en strømning i Det moderne gennembrud (1870-1890), der var kendetegnet ved skarp samfundskritik. Den gjorde op med romantikkens idealisme og satte emner som politik, religion og kønsroller under debat for at oplyse og bidrage til samfundsforandring.

Hvad er forskellen på en dannelsesroman og en udviklingsroman ifølge kritisk realisme?

Dannelsesromanen, associeret med romantikken, skildrer typisk en harmonisk integration af individet i samfundet baseret på idealistiske principper. Udviklingsromanen, associeret med kritisk realisme, fokuserer derimod på individets ofte konfliktfyldte udvikling i relation til komplekse og problematiske samfundsforhold.

Samlet set tilbyder kritisk realisme en robust ramme for at forstå både den objektive virkeligheds kompleksitet og begrænsningerne i vores erkendelse af den. Både som videnskabsteoretisk position og som litterær strømning har den haft en varig indflydelse ved at insistere på dybde, analyse og kritisk refleksion over både verden omkring os og den måde, vi forstår den på.

Kunne du lide 'Dybden og Erkendelsen: Kritisk Realisme'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.