Kommunismens Veje: Fra Utopi til Praksis

Kommunisme er en social, politisk og økonomisk ideologi, der dybest set stræber efter etableringen af et samfund, hvor produktionsmidlerne ejes i fællesskab, og hvor sociale klasser, penge og selve staten er afskaffet. Kernen i den kommunistiske analyse, som den fremgår i forskellige skoler, herunder marxisme og anarkisme, er overbevisningen om, at den nuværende samfundsorden er et direkte resultat af det økonomiske system, kapitalismen. Inden for kapitalismen eksisterer to primære sociale klasser: den store arbejderklasse, hvis medlemmer må arbejde for at overleve, og den mindre kapitalistklasse, der opnår profit ved at eje produktionsmidlerne – de ressourcer og redskaber, der bruges til at skabe varer og tjenester – og ved at ansætte arbejderklassen. Denne fundamentale konflikt mellem de to klasser anses for at være drivkraften bag en uundgåelig og gennemgribende forandring af både det økonomiske system og samfundet som helhed. Det afgørende element, der ifølge denne analyse skal ændres, er ejerskabet til produktionsmidlerne.

I politiske og sociale videnskaber defineres kommunisme ud fra det latinske ord 'communis', der betyder fælles eller universel. Målet er det kommunistiske samfund, karakteriseret ved fælles ejerskab til produktionsmidlerne, fravær af sociale klasser, penge og staten. Dette står i kontrast til kapitalismen, hvor privatejendomsret til produktionsmidlerne dominerer.

Forskellen mellem Socialisme og Kommunisme

Rent teoretisk har man ofte forsøgt at skelne skarpt mellem socialisme og kommunisme. Socialismen defineres typisk som en samfundslære, der sigter mod at ophæve privatejendomsretten *kun* til produktionsmidlerne, mens arbejdsudbyttet fordeles efter værdien af det ydede arbejde, som naturligvis kan variere. Kommunismen derimod går et skridt videre og tilstræber fællesskab ikke kun i produktionen, men også i fordelingen. I et kommunistisk samfund fordeles de materielle goder kollektivt, således at enhver tildeles efter sit behov. En velkendt parole, der opsummerer dette idégrundlag, lyder: "man yder efter evne og nyder efter behov".

Både kommunisme og socialisme betegner samfundsformer, der indebærer en afskaffelse af privatejendomsretten til samfundsskabte værdier og det derpå byggede samfundssystem. Målet er et klasseløst samfund med delvist fælles ejendom, samfundsejede produktionsmidler og samfundsmæssig fordeling af produktionsudbyttet. Udgangspunktet er, at alle mennesker har lige ret til at få deres behov tilfredsstillet, og at målet derfor er størst mulig lighed i adgangen til samfundets goder.

Under socialismen sikres fællesejendomsordningen ved hjælp af en stærk statsmagt. Staten betragtes i alle klassesamfund som et redskab, den herskende klasse bruger til at undertrykke andre klasser. Dette gælder også under socialismen, hvor arbejderklassen sidder på magten. I det endelige, statsløse kommunistiske samfund vil der ikke længere være klasser, og derfor taler man om Statens bortdøen.

I praksis har det dog ofte været vanskeligt at skelne skarpt mellem de mange systemer, teorier og bevægelser, der har haft til formål at reformere ejendomsforholdene. Ofte har tænkere betegnet lignende systemer som henholdsvis kommunistiske og socialistiske. Det er sigende, at den moderne socialismes teoretiske grundlægger, Karl Marx, oprindeligt formulerede sine teser i et skrift med titlen »Det kommunistiske Manifest«.

Man kan forenklet skelne mellem forskellige historiske bevægelser og samfundsformer med kommunistiske træk: urkommunisme, klosterkommunisme, kommunistiske kolonisamfund og statskommunistiske samfund.

Historiske Rødder og Tidlige Former

Ved studiet af samfundenes tidligste økonomiske historie finder man former for primitiv kommunisme, eller urkommunisme, i klasseløse samfund. Disse formodes i vid udstrækning at have været baseret på fælles besiddelse og drift, både under jagt- og fiskeristadiet, hyrdestadiet og det første agerbrugsstadium. Gruppen, slægten eller stammen ejede fælles fiske- og jagtpladser, græsgange eller dyrkbar jord, mens de enkelte medlemmer kun havde en brugsret. Med agerbrugets fremkomst blev fællesskabet dog udfordret af privat ejendomsret til jord. Selvom fællesskabsprincippet herskede, var der ikke tale om fuldstændig social lighed, især på hyrde- og agerbrugsstadiet, hvor slaveri opstod. Mobile værdier som redskaber, våben og beklædning blev tidligt genstand for privatejendom. Fælleseje til jorden fandtes dog hos mange folkeslag, der bevarede urkommunistiske træk, og levn heraf kan stadig spores i landsbyfællesskaber med fælles overdrev og almindinger.

I antikken opstod talrige systemer og bevægelser, der søgte at udjævne den store økonomiske og sociale ulighed, der fulgte med privatejendommens udbredelse. Den antikke tænkning var dog fremmed for ideen om samfundet som en producerende organisme. En kommunistisk lighed i fordeling eller forpligtelse til arbejde var ikke en forestilling, man fandt hos oldtidens statsmænd eller filosoffer. De beskæftigede sig ikke videnskabeligt med produktionsproblemet. Selvom Phaleas fra Chalcedon anbefalede lige adgang til jordejendom og statsdrift af industrien (via statsslaver), og Platon priste kommunismen som den ideale samfundsforfatning i sin teori (som dog var strengt aristokratisk), var der ingen forsøg på at erstatte den etablerede privatøkonomiske organisation med en kommunistisk. De sociale kampe i Hellas var rettet mod den ulige *fordeling*, ikke mod privatejendomsretten som princip. Ligeledes skete der i Romerriget ingen teoretiske eller praktiske kommunistiske bevægelser; selv under slavekrigene handlede det om formueomfordeling, ikke afskaffelse af ejendomsretten eller privatkapitalen.

Man har undertiden tillagt de første kristne kommunistiske tendenser, men dette er næppe korrekt i moderne forstand. Når Apostlenes Gerninger beretter, at de rige solgte ejendele for at give til fattige, er det snarere udtryk for usædvanlig velgørenhed. Kirkefædrene og senere kanonister, der lærte, at fælleseje var Gud velbehageligt, forsvarede heller ikke en ny produktionsordning. Kristendommens bidrag var at anerkende menneskers lighed, først for Gud, dernæst for loven, og at skabe agtelse for arbejdet. Organisationen af produktionen bekymrede den sig ikke om. Selv kristne ordens- og klostersamfund med deres fællesskab i ejendom og husholdning havde ikke til formål at reformere samfundet økonomisk, men snarere at give de udvalgte mulighed for at fjerne sig fra verden og dens fristelser; den kommunistiske organisation var her et middel, ikke et mål.

Gennem middelalderen skete der heller ingen signifikant implementering af kommunismens princip. Trods voldsomme sociale kampe var målet for disse typisk at realisere et urkristent asketisk-mystisk ideal eller blot at udligne den store ulighed i besiddelsesforholdene. Afskaffelse af privatejendommen som princip var sjældent målet. Hos mange kristne sekter blev askese den vigtigste livsregel, og i forbindelse med forsagelse af jordisk gods opstod kommunistiske forestillinger. Omkring 1030 erklærede kættere i Norditalien for domstolene: »Vi har al vor ejendom fælles med alle mennesker«. Ejendomsfællesskab blev også prædiket af katharer (valdenser) i slutningen af 11. århundrede, og lignende lære optrådte hos begharderne i Nederlandene og hos patarenerne (Apostelbrødrene). Disse tidlige sekter med kommunistiske træk havde primært religiøse motiver og påberåbte sig Bibelen.

Ved overgangen mellem middelalderen og den nyere tid forkyndtes en sværmerisk kommunisme, baseret på apokalyptiske forestillinger, af gendøberne. Deres forsøg på at oprette et tusindårigt rige i Münster i 1534 blev brutalt nedkæmpet. Gendøberne fandt tilflugt i Böhmen, hvor små kommunistisk organiserede samfund af "mähriske brødre" fandtes ind i 17. århundrede. Ved siden af disse religiøst motiverede bevægelser forekom også revolutionært-kommunistiske tendenser af mere jordisk præg, der manifesterede sig i de store bondekrige i Frankrig (1358), England (1381) og Tyskland (1525).

Utopisk og Moderne Kommunisme

Kommunisme, bevidst opfattet som et ideal for menneskeligt samliv og en lykkebringende samfundsorden, mødes for første gang hos Thomas More i hans berømte skrift »Utopia« (1516). I dette værk, der gav navn til genren, priser More kommunismen som det mest hensigtsmæssige middel til at sikre alle mennesker (ikke kun et udvalg) en tryg og nydelsesrig tilværelse. Det asketiske eller religiøse element træder i baggrunden for anerkendelsen af den materielle livsnydelses ret. Utopia inspirerede talrige efterlignere, de såkaldte »statsromaner«, hvor forfattere fremstillede fiktive samfund, der realiserede deres idealer for social og økonomisk organisation.

I »Solstaten« (1620) af Campanella er kommunismen strengt gennemført på både produktions- og forbrugsområdet. Morelly’s »Code de la nature« (1755) udviklede utopien til et helt socialt system, løsrevet fra fiktionen. I modsætning til disse utopier står Jean Meslier, der i sit skrift drager de praktiske konsekvenser af angrebene på privatejendomsretten. For ham er anerkendelsen af menneskers naturlige lighed bitter alvor. Erstatning af privatejendom med en kommunistisk ordning, opløsning af den centraliserede stat i økonomiske kommuner med gensidig hjælp, og indførelse af absolut lighed i arbejde, forbrug og opdragelse er for Meslier et praktisk opnåeligt mål, der skal efterstræbes med magt. Boissel opstillede i 1789 programmatiske punkter og en taktik, der minder om moderne socialdemokrati.

Først under den store franske revolution opstod en praktisk politisk-kommunistisk bevægelse anført af Gracchus Babeuf. Han drog de praktiske konsekvenser af de tidligere tænkeres skrifter, og han og hans tilhængere kaldte sig »de lige«. Revolutionen, der allerede havde gennemført sit socialpolitiske program, afviste kommunisternes lighedstanke, og Babeuf blev henrettet i 1797, hvilket kvalte bevægelsen.

Med den gennembrudte kapitalistiske produktionsordning opstod en række store kommunistiske systemer, der i højere grad knyttede sig til de virkelige økonomiske og sociale forhold (som beskrevet i Engels’ bog »Kommunismens Udvikling fra Utopi til Virkelighed«). Først fra denne tid begyndte de kommunistiske idéer at trænge ned i de bredere befolkningslag. De første systemer fra denne periode omfatter Saint-Simon’s, Fourier’s og Owen’s. Fra denne tid forsvandt udtrykket kommunisme gradvist og blev erstattet af udtrykket socialisme.

Betegnelsen kommunisme anvendes dog stadig om de mange praktiske forsøg i nyere tid på at oprette kommunistiske samfund ad kolonisatorisk vej, især i Amerika. Disse forsøg mislykkedes efter kortere eller længere tid. Kommuneopstanden i Paris 1870-71 er undertiden blevet tolket som et udbrud af latent kommunisme, men det var primært et forsøg på en politisk revolution med en føderativ republik af uafhængige kommuner som mål. Dog tyder meget på, at den kommunale uafhængighed for befolkningen i Paris blot var et middel, og at den sociale omvæltning var det egentlige mål. Udtrykket kommunistisk anarkisme anvendes om Kropotkins, Bakunins og Proudhons lære, i modsætning til individualistisk anarkisme og statskommunisme.

Den Russiske Revolution og Statssocialisme

En ny æra for kommunismen indledtes med den russiske revolution i 1917. Ruslands Socialdemokratiske Arbejder Parti (bolsjevikkerne) overtog magten fra borgerskabet i oktober 1917 og skiftede senere navn til »Sovjetunionens Kommunistiske Parti«. Partiets program var tæt knyttet til det marxistiske system. Bolsjevikkerne krævede, at magten skulle overgå til Sovjetterne (råd), der var inspireret af arbejderrådene under Pariserkommunen. Den øverste sovjet blev etableret i 1936. Forskellen mellem de kommunistiske og de socialdemokratiske partier lå primært i magtskiftet; bolsjevikkerne erklærede sig som tilhængere af socialisme under proletariatets ledelse – det såkaldte proletariatets diktatur.

Efter den russiske revolution opstod erklærede kommunistiske partier i de fleste lande, der tilsluttede sig det russiske parti. Disse partier, som i nogle lande (Norge, Bulgarien, Tyskland, Frankrig, Italien) opnåede betydning, var sammensluttet i en stærkt centraliseret international organisation, den kommunistiske eller Tredje Internationale, med hovedsæde i Moskva. De nationale partier var underordnet eksekutivkomiteen og kaldtes »Sektioner af tredie Internationale«.

Kommunisternes primære mål i denne fase var en stærk statssocialisme. Alt økonomisk liv skulle centraliseres i statstruster, og produktionen skulle organiseres som stordrift med anvendelse af de bedste tekniske midler og mest fremskredne arbejdsdeling. Fuldstændig lighed mellem alle statens borgere skulle indføres, om nødvendigt ved tvang. Penge, pengevurdering og handel skulle afskaffes, og produktion og fordeling skulle indrettes efter individernes behov.

Den teoretiske og praktiske leder af denne kommunistiske bevægelse var Vladimir Uljanov (Lenin). Andre vigtige navne var Trotskij, Zinovjev og Bucharin. I deres skrifter (f.eks. Lenins »Staten og Revolutionen«) omtales også et »andet kommunistisk trin«, der i tilknytning til især Friedrich Engels’ teorier, ville indebære statsmagtens bortdøen og et frit, automatisk fungerende, klasseløst kommunistisk samfund.

De intensive forsøg fra partiets side i Rusland på at gennemføre en stærk statssocialisme i overensstemmelse med programmet blev dog midlertidigt suspenderet i 1921. Man foretog et brat omsving og vendte i betydelig grad tilbage til den privatkapitalistiske driftsmåde.

Sammenligning: Socialisme vs. Kommunisme (ifølge teksten)

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvem betragtes som kommunismens fader?
Teksten nævner Karl Marx som den teoretiske grundlægger af den moderne socialisme og fremhæver hans skrift »Det kommunistiske Manifest«. Han betragtes bredt som den mest indflydelsesrige teoretiker bag moderne kommunisme.

Hvad er forskellen mellem socialisme og kommunisme?
Ifølge teksten ligger den teoretiske forskel primært i fordelingsprincippet (socialisme: efter arbejde; kommunisme: efter behov) og statens rolle (socialisme: stærk statsmagt; kommunisme: statens bortdøen).

Hvad er 'produktionsmidlerne'?
Produktionsmidlerne er de fysiske og institutionelle midler, hvormed råvarer produceres og distribueres. Det kan omfatte fabrikker, jord, værktøj, teknologi osv.

Hvad betyder 'proletariatets diktatur'?
Dette udtryk, brugt af bolsjevikkerne, henviser til en fase under socialismen, hvor arbejderklassen (proletariatet) besidder den politiske magt for at sikre overgangen til et klasseløst samfund.

Hvad er 'statens bortdøen'?
Dette er en teori, især forbundet med Engels, der postulerer, at når det klasseløse kommunistiske samfund er fuldt etableret, vil statsmagten ikke længere være nødvendig som et redskab for klasseundertrykkelse og derfor gradvist vil ophøre med at eksistere.

Har kommunisme nogensinde eksisteret i praksis?
Teksten beskriver forskellige historiske forsøg og bevægelser med kommunistiske træk, fra urkommunisme og utopiske kolonier til den statssocialisme, der blev forsøgt implementeret efter den russiske revolution. Ingen af disse svarer dog fuldt ud til den teoretiske vision om et statsløst, klasseløst og pengeløst samfund.

Kommunismens historie er kompleks og mangfoldig, præget af både dybtgående teoretiske overvejelser og ofte voldelige praktiske forsøg på implementering. Fra de tidligste former for fælles ejerskab til de moderne ideologier og revolutionære bevægelser har ideen om et samfund uden privatejendom til produktionsmidlerne og uden klasser fortsat med at påvirke verdenshistorien dybt.

Kunne du lide 'Kommunismens Veje: Fra Utopi til Praksis'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.