Karl Marx: Filosof, Økonom og Revolutionær

Karl Marx (1818-1883) er en af historiens mest indflydelsesrige tænkere. Hans ideer har formet videnskaber som filosofi, økonomi og sociologi og har haft en dybtgående indvirkning på den politiske udvikling verden over. Marx var en produktiv forfatter og teoretiker, hvis analyser af samfundet, kapitalismen og historiens gang stadig debatteres og studeres intensivt i dag. Lad os udforske nogle af hans mest centrale tanker og den baggrund, de udsprang af.

Liv og Baggrund

Karl Marx blev født i 1818 i Trier, en historisk by i Rhinlandet, som dengang var under preussisk styre. Han kom fra en velstående familie; faren, Heinrich Marx, var advokat og konverterede fra jødedommen til luthersk kristendom for at kunne fortsætte sin karriere i det preussiske embedsværk. Familien var præget af oplysningstidens idealer snarere end religiøs ortodoksi.

Marx påbegyndte sine studier i jura ved universitetet i Bonn i 1835, men skiftede snart fokus til filosofi og historie ved universitetet i Berlin. I Berlin blev han en del af den radikale gruppe kendt som unghegelianerne eller venstrehegelianerne. Han tog doktorgraden i filosofi i 1841 ved universitetet i Jena med en afhandling om de græske filosoffer Demokrits og Epikurs naturfilosofier. Selvom han ønskede en akademisk karriere, gjorde hans radikale holdninger det umuligt under det prøjsiske styre.

I 1842 blev Marx journalist og senere redaktør ved den liberale oppositionsavis Rheinische Zeitung i Köln. Avisen var under konstant pres fra censurmyndighederne på grund af dens kritiske indhold. Det var i denne periode, at Marx mødte Friedrich Engels, som senere skulle blive hans nære ven og medforfatter. Trods forsøg på at omgå censuren blev avisen forbudt i 1843.

Samme år giftede Karl Marx sig med Jenny von Westphalen, datter af en prøjsisk embedsmand. Parret fik syv børn, men kun tre døtre nåede voksenalderen. Ægteskabet var præget af stærke personlige bånd, men også af store økonomiske vanskeligheder gennem det meste af deres liv, især under eksilårene i London.

Filosofiske Teorier

Marx' filosofi er kompleks og omfattende, men flere nøglebegreber står centralt i hans analyse af samfundet og historien.

Klasseteori

Et af Marx' mest fundamentale bidrag er hans klasseteori. Ifølge Marx er samfundet grundlæggende opdelt i to hovedklasser i den kapitalistiske æra: borgerskabet og proletariatet. Borgerskabet er "den herskende klasse", som ejer produktionsmidlerne – det vil sige jorden, fabrikkerne, maskinerne og den kapital, der er nødvendig for at producere varer. Samfundets strukturer, love og institutioner er ifølge Marx indrettet til at tjene borgerskabets interesser.

Proletariatet udgøres af dem, der ikke ejer produktionsmidler. Dette er arbejderklassen, som er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at overleve. Marx beskrev lønarbejde som en form for "tvangsarbejde", fordi arbejderne ikke har andre midler til at skaffe sig det nødvendige til livets opretholdelse end at sælge deres evne til at arbejde til kapitalisten.

Marx hævdede, at borgerskabet udbytter proletariatet. Udbytningen sker ved, at arbejderen skaber en værdi gennem sit arbejde, som er større end den løn, han modtager. Denne forskel kaldes merværdi. Merværdien tilegnes af kapitalisten og udgør grundlaget for hans profit.

Denne grundlæggende modsætning og konflikt mellem borgerskabet og proletariatet er ifølge Marx drivkraften i historien – den såkaldte klassekampen. Marx forudså, at denne konflikt ville blive stadig større og mere intens i takt med kapitalismens udvikling og dens periodiske kriser. Ultimativt mente han, at klassekampen ville kulminere i en revolution, hvor proletariatet, drevet af solidaritet, ville omstyrte borgerskabets herredømme og skabe et nyt samfund.

Selvom det borgerlige samfund formelt set proklamerer frihed og lighed, argumenterede Marx for, at denne juridiske lighed dækker over en fundamental social ulighed, så længe den private ejendomsret til produktionsmidlerne består. Proletaren er "fri" til at vælge, hvem han vil sælge sin arbejdskraft til, men ikke fri fra nødvendigheden af at sælge den overhovedet.

Basis og Overbygning

En anden central del af Marx' filosofi er opdelingen af samfundet i basis og overbygning. Basis refererer til samfundets økonomiske og materielle fundament. Dette omfatter produktionsforhold (forholdet mellem klasserne), produktivkræfter (teknologi, arbejdskraft, råstoffer) og ejendomsforhold. Den kapitalistiske økonomi, med dens produktionsmåde og magtforholdet mellem kapitalejerne og arbejderne, udgør basis i det kapitalistiske samfund.

Overbygningen derimod består af samfundets "bevidsthedsformer" – dets institutioner, ideologier, tanker, idealer, jura, politik, religion, kunst og filosofi. Marx' pointe var, at overbygningen i høj grad bestemmes af basis. De økonomiske forhold i basis former de ideer og institutioner, der findes i overbygningen. Borgerskabets økonomiske magt afspejles i de fremherskende ideer og værdier, som legitimerer borgerskabets position: "En tids herskende ideer er altid kun den herskende klasses ideer."

Når menneskers livsforhold i basis ændrer sig, ændres deres bevidsthed også. Marx brugte eksemplet med overgangen fra det feudale samfund til det borgerlige samfund i 1700-tallet. Ændringer i den økonomiske basis, som fremkomsten af den frie konkurrence, førte til ændringer i overbygningen, manifesteret i oplysningstidens ideer om frihed og lighed.

Marx anerkendte dog også, at overbygningen kan virke tilbage på basis. Bevidsthed og ideer kan påvirke og ændre de materielle forhold. Muligheden for revolution bygger netop på menneskers evne til bevidst at handle og omforme samfundsforholdene i stedet for blot at være passive produkter af dem. Men i den borgerlige ideologi ser mennesket ifølge Marx ofte ikke sine "virkelige" interesser; det har en "falsk bevidsthed", der er formet af den herskende klasses ideer.

Religionskritik

Marx så religion som en vigtig del af samfundets overbygning, og dermed som et produkt af de materielle og økonomiske forhold i basis. Han argumenterede for, at religion opstår som en reaktion på den økonomiske undertrykkelse, ulighed og udbytning, der karakteriserer samfundet, især det kapitalistiske. "Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket," sagde han.

Ifølge Marx skaber det undertrykte menneske religionen for at finde trøst og lindring for sin elendighed i en forestillet, himmelsk verden. Religionen gør det muligt at udholde en utålelig virkelighed, ligesom opium lindrer smerte. Hans berømte formulering lyder: "Den religiøse elendighed er på samme tid udtrykket for den virkelige elendighed og protesten mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens hjertelag, ligesom den er åndløse tilstandes ånd. Den er folkets opium."

Religionen er altså ikke bare et bedrag, men også et udtryk for den virkelige lidelse. Men trøsten, den tilbyder, er en illusion. Den afleder menneskets opmærksomhed fra at ændre de reelle forhold, der forårsager lidelsen. Den får folk til at søge lykke i himlen i stedet for at kæmpe for reel lykke her på jorden i samfundet.

Marx mente derfor, at religionskritik var nødvendig. Ved at afsløre religionen som en illusion, der opstår under bestemte materielle betingelser, banes vejen for, at mennesket kan søge og opnå sin virkelige lykke ved at ændre de samfundsforhold, der skaber elendigheden. Marx var i sin religionskritik påvirket af Ludwig Feuerbach, som også argumenterede for, at religion er en menneskeskabt projektion.

Dialektisk Materialisme

Marx overtog og omformede den tyske filosof Hegels dialektiske metode. Hegel mente, at historien udvikler sig gennem modsætninger (tese-antitese-syntese), drevet af en "verdensånd" eller åndelig udvikling. Marx vendte denne opfattelse "på hovedet". Han mente, at historiens udvikling ikke skyldes åndelige kræfter, men derimod materielle forhold – især de økonomiske og sociale relationer, der opstår i forbindelse med produktionen. Dette synspunkt kaldes dialektisk materialisme.

Ifølge Marx er det modsætningerne inden for de materielle forhold, især klassekampen, der driver historien fremad. Historien er en proces, hvor forskellige produktionsmåder (f.eks. feudalisme, kapitalisme) opstår, udvikler sig, og til sidst bryder sammen på grund af indre modsætninger, hvilket fører til fremkomsten af en ny produktionsmåde.

Marx anvendte den dialektiske tænkning på historiens gang. Han så udviklingen fra det feudale samfund til det borgerlige (kapitalistiske) samfund som et dialektisk spring, hvor borgerskabet (antitese) opstod som en modsætning til det feudale samfund (tese) og førte til det borgerlige samfund (syntese). Det borgerlige samfund bliver så en ny tese, hvis indre modsætninger (klassekampen mellem borgerskabet og proletariatet) fører til en antitese (proletariatets revolution), der vil resultere i et kommunistisk, klasseløst samfund (syntese). Dette kommunistiske samfund var ifølge Marx historiens endemål, hvor modsætningerne ville blive ophævet.

Selvom Marx' økonomiske teorier ofte beskrives som deterministiske, er det vigtigt at bemærke, at han ikke var en fuldstændig determinist. Som nævnt i forbindelse med basis og overbygning, troede han på menneskets evne til bevidst at handle og ændre verden. Hans tidlige interesse for Epikurs atomteori, som tillod rum for den frie vilje, afspejler denne side af hans tænkning.

Økonomiske Teorier

Marx' økonomiske analyser, især fremlagt i hovedværket Das Kapital (Kapitalen), er lige så indflydelsesrige som hans filosofiske ideer.

Fremmedgørelse

Marx videreudviklede Feuerbachs idé om fremmedgørelse. Hvor Feuerbach så mennesket skabe Gud og derefter blive fremmedgjort fra sin egen skabelse, så Marx en lignende proces i den kapitalistiske produktion. Den moderne arbejdsdeling og produktionsproces er så kompleks, at den bliver fremmed for arbejderen. Arbejderen skaber et produkt, som han ikke ejer, og som han har ringe eller ingen kontrol over. Han er fremmedgjort fra sit arbejde, fra produktet af sit arbejde, fra sine medmennesker (konkurrence) og fra sin egen "menneskelige essens" (sin skabende evne).

Fremmedgørelse sker også på markedet, hvor varerne får et "eget liv" og handler som uafhængige enheder – et fænomen Marx kaldte varefetichisme. For Marx betød fremmedgørelse i økonomisk forstand især, at arbejderen ikke ejer produktionsmidlerne. Han sammenlignede den "blinde lov", som styrer produktionsprocessen under kapitalismen, med Adam Smiths "usynlige hånd". Men hvor Smith så denne som en harmonisk, selvregulerende kraft, så Marx den som en kilde til indre modsætninger og destruktive kriser.

Merværdi

Som tidligere nævnt er merværdi et centralt begreb i Marx' økonomiske teori. Det er forskellen mellem den værdi, som arbejderen skaber gennem sit arbejde, og den løn, han modtager. Arbejderens arbejdskraft er en vare, som kapitalisten køber til en bestemt pris (lønnen). Men i løbet af arbejdsdagen producerer arbejderen en værdi, der er større end prisen på hans egen arbejdskraft. Den ekstra værdi – merværdien – tilfalder kapitalisten.

Marx argumenterede for, at kapitalistens profit stammer fra denne merværdi, som produceres af arbejdernes ulønnede arbejde. Merværdien bruges af kapitalisten til at dække andre produktionsomkostninger (råvarer, maskiner osv.) og til at generere personlig profit. Marx skelnede mellem merværdi (fortjeneste i forhold til løn) og profit (fortjeneste i forhold til den samlede investerede kapital).

Arbejdsværdilæren og Varens Dobbeltkarakter

Marx' teori om merværdi bygger på arbejdsværdilæren, som han overtog fra klassiske økonomer som Adam Smith og David Ricardo. Ifølge denne teori bestemmes en vares værdi af den mængde "samfundsmæssigt nødvendige" arbejdstid, der er gået med til at producere den.

Marx understregede, at en vare har en dobbeltkarakter: en brugsværdi og en bytteværdi. Brugsværdien er varens nytte – dens evne til at tilfredsstille et behov. Bytteværdien er den værdi, den har i bytteforhold til andre varer, og denne værdi bestemmes af den indeholdte arbejdstid. Han brugte eksemplet med vand og diamanter: Vand har høj brugsværdi, men lav bytteværdi (fordi det kræver lidt arbejde at skaffe), mens diamanter har lav brugsværdi (for de fleste behov), men meget høj bytteværdi (fordi de kræver meget arbejde at finde og forarbejde).

Kriseteori

I modsætning til mange borgerlige økonomer, der mente, at markedet naturligt søger ligevægt, argumenterede Marx for, at kriser er en uundgåelig og indbygget del af det kapitalistiske system. Kapitalismens indre modsætninger driver systemet mod uligevægt.

En central mekanisme i hans kriseteori er forholdet mellem "død kapital" (investeringer i maskiner, bygninger, råvarer – konstant kapital) og "levende kapital" (arbejdskraft – variabel kapital). Konkurrencen tvinger kapitalisterne til konstant at investere mere i maskiner og teknologi (død kapital) for at øge produktiviteten. Dette fører til en overophobning af død kapital, især i højkonjunkturer.

Når krisen rammer, sker der en voldsom nedskrivning af værdien af denne døde kapital (f.eks. gennem konkurser, hvor fabrikker og maskiner sælges langt under værdi). Krisen er kapitalismens måde at "løse" uligevægten og omfordele ressourcer på, men det sker voldsomt og destruktivt. Virksomheder lukker, og arbejdere bliver arbejdsløse.

Marx forudsagde, at den teknologiske udvikling og den deraf følgende stigende ophobning af død kapital ville gøre hver krise dybere end den foregående. Ultimativt ville disse stadig dybere kriser, kombineret med den voksende klassekamp, udløse den revolution, der ville føre til et kommunistisk samfund.

Eksil og Død

Efter forbuddet mod Rheinische Zeitung og en kort overgangsperiode, der bl.a. omfattede brylluppet med Jenny von Westphalen og et ophold i Paris, blev Marx tvunget i eksil. Han boede i Bruxelles og senere i London, hvor han tilbragte det meste af resten af sit liv. Eksilårene, især i London, var præget af store økonomiske vanskeligheder for familien, der ofte var afhængig af økonomisk støtte fra venner, især Friedrich Engels.

I London brugte Marx en stor del af sin tid på at studere økonomi i British Museum og skrive sine værker. Han var også aktiv i den internationale arbejderbevægelse. De sidste år af hans liv var præget af sygdom. Hans kone Jenny døde i 1881, og en datter med samme navn døde i 1883. Karl Marx selv døde den 14. marts 1883, 64 år gammel, stadig statsløs. Han blev begravet på Highgate Cemetery i London. Ved hans begravelse var kun en lille gruppe venner og familie til stede.

Arven efter Marx

Karl Marx opnåede ikke at se sine teorier realiseret i sin levetid, men hans ideer fik en enorm indflydelse efter hans død. Marxismen blev grundlaget for mange socialistiske og kommunistiske bevægelser og stater i det 20. århundrede.

Arven efter Marx ses i mange mindesmærker verden over, selvom hans ideer er blevet fortolket og implementeret på vidt forskellige måder – ofte på måder, der afveg betydeligt fra hans egne forestillinger. Byer er blevet opkaldt efter ham (som Karl-Marx-Stadt, nu Chemnitz), pladser bærer hans navn (Marx-Engels Platz i Berlin), og hans berømte citat fra "Teser om Feuerbach" – "Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men det kommer an på at forandre den" – pryder stadig vægge på universiteter.

Hans døtre, der overlevede ham, Jenny, Laura og Eleanor, engagerede sig også i den socialistiske bevægelse. Laura giftede sig med Paul Lafargue, og Eleanor levede sammen med Edward Aveling; begge mænd var aktive socialister. Døtrenes liv var ofte præget af personlige tragedier.

Marxismens Udvikling og Fortolkninger

Marx' ideologi, marxisme, udviklet i samarbejde med Friedrich Engels, postulerede en forudsigelig udviklingsvej for alle samfund: fra ur-samfund over slaveejersamfund, feudalsamfund, og kapitalistisk samfund til socialisme og ultimativt kommunisme. Denne udvikling drives af klassekampen.

Efter Marx' død blev hans ideer fortolket og videreudviklet af forskellige tænkere og politiske ledere. Vladimir Lenin tilpassede marxismen til den russiske virkelighed, et primært landbrugssamfund. Lenin mente, at en voldelig revolution ledet af et lille eliteparti var nødvendig for at springe det kapitalistiske stadie over eller i hvert fald fremskynde overgangen. Han introducerede konceptet om "proletariatets diktatur" som en overgangsperiode efter revolutionen.

Josef Stalin videreudviklede leninismen og introducerede teorien om "socialisme i ét land", hvilket var et brud med Marx' idé om en verdensomspændende revolution. Stalin betonede en stærkt centraliseret magt og brugte brutalitet til at fjerne oppositionen. Disse fortolkninger i Sovjetunionen førte til en officiel statsideologi, hvor historisk materialisme blev det primære analytiske redskab til at forstå samfundet, og sociologiens rolle blev begrænset til empiriske undersøgelser, der skulle bekræfte den officielle linje. Først efter Perestrojka ændredes dette landskab markant.

Selvom de historiske forsøg på at implementere marxisme ofte er endt kontroversielt, forbliver Karl Marx' analyser af kapitalismens dynamikker, klassekamp og sociale ulighed yderst relevante for at forstå moderne samfund og deres udfordringer. Hans værker studeres fortsat kritisk på universiteter verden over.

Ofte Stillede Spørgsmål om Karl Marx

Hvad er Karl Marx' hovedideologi?
Karl Marx' hovedideologi, udviklet sammen med Friedrich Engels, kaldes marxisme. Den postulerer, at samfundet udvikler sig gennem klassekampen, drevet af modsætninger i de materielle forhold, og at historien bevæger sig mod et endeligt, klasseløst kommunistisk samfund.

Hvad er de to hovedklasser ifølge Marx' klasseteori?
Ifølge Marx er de to hovedklasser i det kapitalistiske samfund borgerskabet (ejere af produktionsmidlerne) og proletariatet (arbejderne, der sælger deres arbejdskraft).

Hvad betyder begrebet "merværdi" hos Marx?
Merværdi er den værdi, som arbejderen skaber ud over den værdi, han modtager i løn. Denne ekstra værdi tilegnes af kapitalisten og er kilden til profit.

Hvad mente Marx med, at "religionen er folkets opium"?
Marx mente, at religionen er en illusion, der opstår på grund af social og økonomisk elendighed. Den tilbyder falsk trøst og afleder opmærksomheden fra at ændre de virkelige forhold, der skaber lidelsen. Den er som et bedøvelsesmiddel for masserne.

Troede Karl Marx på revolution?
Ja, Marx mente, at kapitalismens indre modsætninger og den stigende klassekampen uundgåeligt ville føre til en revolution, hvor proletariatet ville omstyrte borgerskabet og etablere et nyt samfund.

Hvordan adskilte Lenins og Stalins fortolkninger sig fra Marx' oprindelige ideer?
Lenin mente, at en voldelig revolution anført af et eliteparti var nødvendig, selv i et tilbagestående landbrugssamfund, og introducerede "proletariatets diktatur". Stalin brød med idéen om verdensrevolution ved at postulere muligheden for "socialisme i ét land" og brugte brutal centraliseret magt og vold i stor skala.

Kunne du lide 'Karl Marx: Filosof, Økonom og Revolutionær'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.