Myter og Fakta om Indre Mission

At være indremissionsk er blevet et begreb, som ofte ikke har meget med den faktiske bevægelse, Indre Mission, at gøre. Mange forbinder udtrykket 'indremissionsk' med at være snæversynet, overdrevent konservativ og fordømmende. Denne opfattelse stammer ofte fra skønlitterære værker, såsom film og romaner, der op igennem historien har tegnet et meget specifikt billede af personer med tilknytning til Indre Mission. Det er dog et billede, som kun de færreste mennesker med en reel tilknytning til Indre Mission kan genkende sig selv i. Virkeligheden er ofte mere nuanceret og mindre stereotypt, end den populærkulturelle fremstilling antyder.

De, der reelt tilslutter sig Indre Mission, betegner typisk sig selv med andre ord. De kalder sig ofte missionsfolk, IM-venner eller simpelthen bare kristne. Disse betegnelser afspejler en identitet, der er forankret i et aktivt trosliv og et fællesskab, snarere end i et stereotypt kulturelt billede. At være en del af Indre Mission handler for dem om tro, fællesskab og engagement i kirkeligt og socialt arbejde.

Hvem er Indre Missions Venner?

IM-venner er kristne, der aktivt slutter op om det formål, de aktiviteter og det fællesskab, som særligt kendetegner Indre Mission. Dette indebærer en bekendelse til en klassisk, bibelsk kristen tro, der bygger på de grundlæggende principper i Bibelen. Desuden bakker de aktivt op om gudstjenesterne i folkekirken eller i lutherske frimenigheder, hvilket understreger bevægelsens ønske om at virke inden for de eksisterende kirkelige rammer. De deltager også i de møder og arrangementer, som Indre Mission inviterer til, og disse samlinger udgør en central del af fællesskabet og troslivet. Ud over den aktive deltagelse støtter IM-venner typisk også Indre Mission økonomisk gennem donationer, hvilket er med til at muliggøre bevægelsens arbejde og aktiviteter.

IM-venner er ofte også engagerede som frivillige medarbejdere i Indre Missions mange forskellige aktiviteter. Dette kan omfatte arbejde i lejre for børn og unge, i børneklubber, i mødefællesskaber og ved andre arrangementer. Det frivillige engagement er en hjørnesten i bevægelsens virke og vidner om en dyb forpligtelse over for fællesskabet og missionen. Mange IM-venner er desuden frivillige i sognekirkens menighedsarbejde og i forskelligt socialt arbejde, hvilket viser en bredere engagement i samfundet og i at udleve deres tro i praksis. På trods af disse fælles træk er IM-venner på mange måder lige så forskellige som alle andre danskere. Der findes ikke én bestemt måde at være 'indremissionsk' på. Men de fleste er enige om, hvad den grundlæggende tro handler om – kernen i den kristne tro som den forstås inden for bevægelsen.

Indre Missions Oprindelse og Formål

Indre Mission blev grundlagt i 1861, og en af de mest centrale skikkelser i bevægelsens tidlige historie var præsten Vilhelm Beck (1829-1901). Beck var præst på Vestsjælland og var medstifter af Indre Mission. Han blev inviteret til at prædike ved et missionsmøde, og efter at have observeret foreningens splittelse, frygtede han for, at den skulle udvikle sig til et 'sektvæsen eller andet galskab'. Beck insisterede på at indtræde i bestyrelsen og overtalte ifølge sine egne erindringer Rønne til at fortsætte som formand. Med Becks indtræden trådte han hurtigt frem som den nye forenings stærke mand og ubestridte leder.

Indre Missions grundlæggende formål forblev det samme, som det var formuleret ved stiftelsen: at virke 'på evangelisk-luthersk grund og så vidt muligt i forbindelse med folkekirkens præster til troslivets vækkelse og de troendes sammenslutning i de helliges samfund'. Dette formål understregede ønsket om at forblive inden for folkekirkens rammer og samtidig fremme et levende trosliv og et stærkt fællesskab blandt de troende. Under Becks ledelse undergik organisationen og foreningens virke imidlertid forandringer, der bidrog til, at Indre Mission vandt stor tilslutning og blev udbredt til hele landet.

Vilhelm Beck: Den Stærke Mand

Vilhelm Beck var en afgørende figur for Indre Missions udvikling og forankring. Fra 1862 blev han redaktør for foreningsbladet Indre Missions Tidende, som blev et vigtigt redskab for udbredelse af bevægelsens budskab og organisering. Samtidig rejste han vidt omkring i landet og prædikede ved vækkelsesmøder, der tiltrak mange mennesker. Becks prædikener centrerede sig om kristen omvendelse og anger som en forudsætning for syndsforladelse. Disse elementer blev fremhævet som de afgørende forudsætninger for at finde Jesus og modtage Jesu kærlighed. Hans teologi var præget af et stærkt fokus på den personlige omvendelse og syndsbevidsthed som vejen til frelse.

Becks embede som præst i folkekirken havde stor betydning for Indre Missions position. Som foreningens ubestridte leder var han den væsentligste årsag til, at bevægelsen blev fastholdt inden for folkekirken og ikke udviklede sig til en udbryderkirke eller sekt. Dette valg fik også stor betydning for folkekirkens egen udvikling, idet den med Indre Mission udviklede en tradition for stor rummelighed over for forskellige og ofte modstridende retninger inden for kirken. Indre Mission repræsenterede en stærkt pietistisk og vækkelsespræget fløj, som eksisterede side om side med andre retninger som den grundtvigske.

Vilhelm Beck var kapellan (hjælpepræst) i landsbyen Ubby på Vestsjælland indtil 1865, hvorefter han blev sognepræst på Djursland. Fra 1874 til sin død i 1901 tjente han som sognepræst i Ørslev-Solbjerg ved Slagelse. Han blev formelt formand for Indre Mission i 1881, men havde som nævnt reelt fungeret som foreningens ubestridte leder i årtier forinden.

I foreningens første år havde Beck og de øvrige missionsfolk ofte samarbejdet med den grundtvigske vækkelsesbevægelse. Ligesom N.F.S. Grundtvig lagde Beck stor vægt på sakramenterne og trosbekendelsen. Dog opstod der snart store modsætninger mellem de to store vækkelsesbevægelser, både i forkyndelsen og i organisationen. Under Becks lederskab blev Indre Missions interne organisering i stigende grad stram, struktureret og topstyret, hvilket stod i kontrast til den mere løse struktur hos grundtvigianerne. Missionsfolkene fastholdt, at forkyndelsen skulle koncentreres om gudstjenesterne i kirken og ved vækkelsesmøder i missionshusene. Derudover lagde Indre Mission stor vægt på bibelstudier, som var en central del af det indremissionske trosliv og fællesskab.

Vækst og Udbredelse

Indre Mission fremviste en imponerende vækst i de sidste årtier af 1800-tallet. Denne vækst kan aflæses i flere forskellige nøgletal, der illustrerer bevægelsens stigende indflydelse og udbredelse over landet. I 1870 var der 35 omrejsende indremissionærer, der forkyndte budskabet rundt om i Danmark. Omkring år 1900 var dette antal steget markant til 147, hvilket vidner om en stærk satsning på mission og forkyndelse. Antallet af missionshuse, som blev centrale samlingssteder for bevægelsen, steg endnu mere eksplosivt. I 1880 var der blot 10 missionshuse i Danmark med tilknytning til Indre Mission. I 1900 var dette tal vokset til imponerende 399. Denne byggeaktivitet afspejlede et behov for faste rammer for møder, bibelstudier og fællesskab. Også udbredelsen af bevægelsens officielle organ, Indre Missions Tidende, viser væksten. Antallet af abonnenter steg fra 13.000 i 1880 til 16.000 i 1900, hvilket indikerer en bredere læserskare og dermed en større udbredelse af bevægelsens tanker og nyheder.

Missionshusenes Geografi og Historie

Geografisk har missionshusene med tilknytning til Indre Mission og andre vækkelsesbevægelser været noget ujævnt spredt over Danmark. Forskellige bevægelser havde koncentrationer i forskellige dele af landet. For eksempel har Bornholm haft en særlig høj koncentration af missionshuse. Hele 51 missionshuse har eksisteret på Bornholm, hvilket markant overstiger antallet af kirker på øen. ELM (Evangelisk Luthersk Mission) havde også en tydelig koncentration på Bornholm, hvor 14 af bevægelsens i alt 21 missionshuse lå. DDM's (Den Danske Missionsforening) missionshuse var koncentreret i det nordlige Jylland, særligt på Nørrejyske Ø. 13 af DDM's 34 missionshuse fandtes således i det nuværende Nordjyllands Amt. LM's (Luthersk Mission) missionshuse fandtes især på Bornholm (13), på Nordsjælland (12 missionshuse i det nuværende Frederiksborg Amt), i Sønderjylland (12 missionshuse i det nuværende Sønderjyllands Amt) og i Vestjylland (12 missionshuse i det nuværende Ringkøbing Amt). Indre Missions egne missionshuse fordelte sig derimod mere jævnt over hele landet, selvom der naturligvis var lokale variationer i tætheden.

I alt har der i Danmark eksisteret 1073 missionshuse med tilknytning til IM, LM, ELM og DDM. Langt hovedparten – 945 eller 88% – havde tilknytning til Indre Mission, hvilket understreger bevægelsens dominerende position inden for missionshusbevægelsen. 73 (7%) var knyttet til LM, 21 (2%) til ELM og 34 (3%) til DDM. Mange missionshuse er gennem tiden blevet nedlagt, og pr. 2005 fandtes der 403 missionshuse med tilknytning til Indre Mission.

Der kan henvises til en række udenlandske inspirationskilder til det danske missionshusbyggeri. I Norge blev der fra 1850 opført en række 'bedehuse', som tjente et lignende formål. I Sverige havde man også missionshuse, hvilket LM må antages at have været opmærksom på via den nære forbindelse til den svenske prædikant C.O. Rosenius. Indre Missions formand, Vilhelm Beck, fortalte efter at have deltaget i et fællesnordisk kirkemøde i 1864 i Indre Missions Tidende om de svenske missionshuse, hvilket indikerer, at de også her var en inspirationskilde. Også de britiske 'chapels' og 'mission halls', hvor vækkelsesbevægelser virkede ud fra, kan have tjent som inspiration for det danske missionshusbyggeri.

De første danske missionshuse opstod i forbindelse med dannelsen af LM i 1868. Denne bevægelse udgik af den lutherske frimenighed, som præsten P.C. Trandberg havde stiftet i 1863. Trandberg havde oprettet 'kapeller' til sine samlinger, men da hovedparten af frimenighedens medlemmer vendte tilbage til folkekirken i 1868, blev kapellerne omdøbt til missionshuse. Den første bygning, der blev opført specifikt som missionshus med tilknytning til LM, blev bygget i 1872 i Nansensgade i København og eksisterer stadig den dag i dag.

Det tog dog nogle år, inden selve begrebet 'missionshus' var slået helt fast som den gængse betegnelse. Betegnelsen 'bedehus' blev i Danmark tilsyneladende kun brugt om en officiel folkekirkelig bygning, men 'forsamlingshus' var de første år en meget anvendt betegnelse for de nye mødesteder. I Indre Missions Tidende brugte man således helt frem til midt i 1880'erne udtryk som 'kristelige Forsamlingshuse' og 'Forsamlingshuse for den Indre Mission', før 'missionshus' blev den dominerende term.

Indre Missions første egentlige missionshus kom til i 1870 eller 1871. Der er en vis usikkerhed om det præcise årstal, da man i Odense i 1870 fik et lokale, der fungerede som opholdssted for soldater, og hvor der blev afholdt IM-møder. Dette var dog ikke et decideret missionshus i den senere forstand. Først i 1871 fik man i Randers en privat sal, der blev indviet til at huse Indre Missions mødevirksomhed, og som kan betragtes som bevægelsens første missionshus.

Missionshusbyggeriets Højdepunkter

Det store missionshusbyggeri, der for alvor forandrede landskabet og gav Indre Mission faste lokale forankringer, satte først ind senere. Nedenstående tabel illustrerer, hvor mange missionshuse med tilknytning til IM der blev opført årti for årti:

Kilde: Larsen 2005, s. 101 (angivet i kildeteksten)

Som det tydeligt fremgår af tabellen, var særligt 1890'erne et årti med en helt usædvanlig stor byggeaktivitet på missionshusfronten for Indre Mission. Alene i 1896 blev der opført hele 47 missionshuse med tilknytning til IM, hvilket vidner om en bevægelse i hastig vækst og med et stort behov for egne samlingssteder. Perioden fra 1880 til 1910 repræsenterer den absolutte guldalder for missionshusbyggeriet.

Hvorfor byggede man Missionshuse?

Baggrunden for opførelsen af de mange missionshuse var ofte lokale forhold og behov, men der foreligger ikke landsdækkende, dybdegående undersøgelser af dette emne. Kirkehistorikeren Kurt E. Larsen har dog i en artikel fra 2005 peget på tre overordnede forhold, der havde særlig betydning for opførelsen af Indre Missions missionshuse:

1. Et ønske om at drive mission i forhold til børn og voksne i det pågældende område. Missionshusene blev et redskab til at nå ud til befolkningen med det kristne budskab uden for de traditionelle rammer i sognekirken. I en del tilfælde blev missionshuse opført i områder, hvor der var stærk befolkningstilvækst, men endnu ingen kirke. Et klassisk eksempel er Esbjerg, hvor man fik et missionshus allerede i 1880, mens byens første kirke, Vor Frelsers Kirke, først stod færdig i 1887. I nogle tilfælde blev missionshuset ligefrem brugt som midlertidig kirke i en periode, indtil en egentlig kirke var blevet opført. De mange børn, der deltog i søndagsskolerne, som var en vigtig aktivitet i Indre Mission, skabte i nogle tilfælde også et presserende behov for en særlig bygning til at huse dette. I Lemvig var der således i 1904 hele 350 børn i søndagsskolen, og i 1921 var tallet steget til 411 børn, hvilket var et antal, som selv det største private hjem umuligt kunne rumme.

2. Et ønske om at modvirke frikirkers indflydelse. Særligt i byerne mente man inden for Indre Mission, at frikirkerne, med deres ofte mere løse strukturer og alternative mødeformer, kunne tiltrække de 'vakte' – altså de mennesker, der havde gennemgået en personlig omvendelse. Man ønskede derfor at tilbyde et solidt folkekirkeligt alternativ til frikirkernes aktiviteter for at fastholde disse i folkekirken. I disse år betragtede man også den nyere bevægelse LM som værende på linje med frikirkerne, idet LM oprindeligt var udgået af en frimenighed. Derfor blev missionshuse i nogle tilfælde opført specifikt som en reaktion på LM's missionshusbyggeri, for at markere Indre Missions tilstedeværelse og tilbyde et alternativ.

3. Et ønske om at holde en kirkelig-pietistisk linje i det kirkelige arbejde. Aktiviteterne i grundtvigske forsamlingshuse var ofte præget af oplysende foredrag om almenkulturelle emner, folkeoplysning og endda gymnastik. I Indre Mission ønskede man derimod at have bygninger, hvor forkyndelsen af det kristne budskab var det helt centrale og dominerende element. Man ønskede rammer, der tydeligt signalerede et religiøst formål. Der var også kræfter inden for Indre Mission, der ønskede at mødes i bygninger, der udelukkende blev brugt til kirkelige formål, og man vendte sig for eksempel imod, at missionshuset blev brugt som skolestue eller til andre ikke-kirkelige aktiviteter. Missionshuset skulle være et helligt rum dedikeret til vækkelse, forkyndelse og fællesskab omkring Bibelen.

Ofte Stillede Spørgsmål om Indre Mission

Hvad betyder det at være 'indremissionsk'?
Udtrykket bruges populært ofte om snæversynede eller konservative personer, men for dem med tilknytning til Indre Mission betyder det at bekende sig til en klassisk, bibelsk kristen tro, deltage i folkekirkens gudstjenester og Indre Missions møder, og ofte være frivillig i kirkeligt og socialt arbejde. Man kalder sig oftere missionsfolk, IM-venner eller kristne.

Hvad er Indre Missions formål?
Formålet er 'på evangelisk-luthersk grund og så vidt muligt i forbindelse med folkekirkens præster at virke til troslivets vækkelse og de troendes sammenslutning i de helliges samfund'. Det handler altså om at vække og styrke troen og samle de troende inden for folkekirkens rammer.

Hvem var Vilhelm Beck?
Vilhelm Beck (1829-1901) var en præst og medstifter af Indre Mission i 1861. Han blev hurtigt bevægelsens ubestridte leder og var afgørende for dens organisering, udbredelse og forankring i folkekirken. Han var kendt for sine vækkelsesprædikener om omvendelse og syndsforladelse.

Hvad er et missionshus?
Et missionshus er en bygning, der tjener som samlingssted for møder, bibelstudier og fællesskab inden for vækkelsesbevægelser som Indre Mission. De blev bygget for at have faste rammer for aktiviteterne, drive mission, modvirke frikirker og fastholde en kirkelig-pietistisk linje.

Hvor var Indre Mission mest udbredt geografisk?
Indre Missions egne missionshuse var fordelt ret jævnt over hele landet, i modsætning til andre missionsbevægelser (LM, ELM, DDM), der havde større koncentrationer i specifikke områder som Bornholm, Nordjylland eller Vestjylland. Dog var der en periode med meget intens byggeaktivitet af IM-missionshuse i slutningen af 1800-tallet over hele landet, særligt i 1890'erne.

Hvornår blev de fleste missionshuse bygget?
Den største byggeaktivitet af IM-missionshuse fandt sted i årtierne fra 1880 til 1910, med et absolut højdepunkt i 1890'erne, hvor over 300 huse blev opført.

Denne dybere indsigt i Indre Missions historie, formål og virke tegner et billede af en bevægelse, der har spillet en væsentlig rolle i dansk kirke- og kulturhistorie, og som er mere kompleks end de ofte forenklede populærkulturelle fremstillinger antyder.

Kunne du lide 'Myter og Fakta om Indre Mission'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.