In My Blood It Runs: Et Fællesskabets Portræt

Dokumentaren "In My Blood It Runs" giver et sjældent og intimt indblik i livet for Dujuan Hoasan, en 10-årig dreng fra Arrernte- og Garrwa-folket i Australiens Northern Territory. Gennem Dujuans øjne afsløres de dybe kløfter mellem hans traditionelle opvækst, gennemsyret af ældgammel viden og tæt fællesskab, og de vestlige systemer – især uddannelse og retssystemet – der truer med at opsluge og nedbryde ham. Filmen er mere end blot et portræt af et barn; den er en skarp kritik af vedvarende kolonial praksis og en hyldest til den utrolige modstandskraft og visdom, der findes i oprindelige kulturer.

Uddannelsessystemet som kolonialt redskab

Skoler har historisk spillet en central rolle i koloniseringen af oprindelige folk verden over, og Australien er ingen undtagelse. Ligesom de berygtede Native American Boarding Schools i USA, der havde til formål at "civilisere" og "dekulturalisere" børn ved at forbyde sprog, kultur og traditionel påklædning, fungerer det moderne australske skolesystem stadig på måder, der marginaliserer og misforstår Aboriginal børn som Dujuan. Filmen viser, hvordan den vestlige læseplan ignorerer eller forvrænger Aboriginal historie og viden, hvilket får Dujuan til at føle sig fremmedgjort og uforstået. Hans "misopførsel" i skolen, som lærerne ser som et disciplinært problem, kan i stedet tolkes som en naturlig modstand mod et system, der forsøger at forme ham efter fremmede normer og slette hans egen identitet og forfædres viden.

Disciplin i skoler er et konstant diskussionsemne, men for racialiserede elever, herunder Aboriginal børn, tager det ofte en særligt skadelig form. De bliver hurtigt dehumaniseret og kriminaliseret. Eksempler fra USA, som Bettina Love (2016) beskriver – en seksårig sort pige, der blev håndjernslagt for et anfald – afspejler en global tendens, hvor skoledisciplin bliver et skalkeskjul for statsautoriseret vold. Sandy Grande (2015) forklarer, at "indiansk uddannelse aldrig blot handlede om ønsket om at 'civilisere' eller endda dekulturalisere et folk, men snarere, fra starten, var et projekt designet til at kolonisere indianske sind som et middel til at få adgang til indiansk arbejdskraft, jord og ressourcer." Denne historiske kontekst er afgørende for at forstå de paralleller, filmen tegner til Australiens eget uddannelsessystem, der fortsat håndhæver "disciplinære procedurer", der har dybe kolonialistiske og racistiske rødder.

For Dujuan betyder dette, at hans naturlige spørgsmål og hans modstand mod en læseplan, der fornægter hans egen arv (som f.eks. påstanden om, at Kaptajn Cook "opdagede" Australien), stemples som problemadfærd. Skolen tilbyder ham ingen plads til at integrere sin utrolige viden om land, sprog (han taler tre sprog) og traditionel helbredelse, som han lærer af sit fællesskab. I stedet truer systemet med de ultimative konsekvenser: fjernelse fra familien og placering i plejefamilie eller institutionsanbringelse – en uhyggelig gentagelse af historiens traumer for Aboriginal familier.

Retssystemets trusler og fængslingens virkelighed

Truslen om fængsling hænger konstant over Dujuan. Filmen udspiller sig i Alice Springs, hvor politiet patruljerer gaderne og rutinemæssigt samler Aboriginal børn op. Dette sker på trods af, at en nylig undersøgelse af Northern Territorys ungdomsfængsler har afsløret rystende fund om tortur og brud på grundlæggende menneskerettigheder. Alene det at være ude efter mørkets frembrud udgør en risiko for Dujuan, selvom han kun er ti år gammel. Denne barske virkelighed understreger, hvordan retssystemet, ligesom uddannelsessystemet, fungerer som et instrument for kontrol og undertrykkelse af Aboriginal folk. Siden 1991 har der været over 437 Aboriginal dødsfald i fængslingssystemet i Australien, og tallet stiger. Filmen viser tydeligt, hvordan børn som Dujuan er i overhængende fare for at blive en del af denne tragiske statistik.

Kontrasten mellem systemets straffende tilgang og fællesskabets omsorg er slående. Når Dujuan "opfører sig dårligt" i skolen, mødes han med trusler og negative rapporter. Når han derimod løber væk fra lejren i sit fællesskab, tolkes det ikke som "misopførsel", men som et udtryk for, at han har brug for støtte og heling. Hans familie og ældre tager ansvar for at forstå hans behov og tilbyde den nødvendige omsorg. Dette er et eksempel på, hvordan oprindelig viden og praksis centrerer fællesskabet og heling, i modsætning til bosættersystemets fokus på straf og assimilation. Filmen fremhæver, at de "løsninger", systemet tilbyder, ofte er skadelige og udtænkt af folk, der intet kender til Aboriginal folks virkelighed og behov. Den eneste levedygtige vej frem, antyder filmen, kommer fra fællesskabet selv.

Hvad betyder "In My Blood"?

Titlen "In My Blood It Runs" er dybt symbolsk. Begrebet "in my blood" refererer til noget, der er en indgroet del af en persons natur, en medfødt kvalitet eller talent, der ofte deles med andre familiemedlemmer. For Dujuan og hans folk betyder det langt mere end blot genetisk arv. Det repræsenterer den dybe forbindelse til forfædrenes viden, til landet, til sproget og til de kulturelle praksisser, der er overleveret gennem generationer. Dujuans evner som barnhealer, hans kendskab til jagt og hans flersprogethed er alle eksempler på den viden og de talenter, der "løber i hans blod". Denne viden er ikke noget, han lærer i skolen; det er noget, der er en del af hans identitet, formet af hans familie og fællesskab i pagt med landet.

Udtrykket står i skarp kontrast til de fremmede, vestlige normer, der påtvinges ham i skolen. Det, der er "i hans blod" – hans Aboriginal identitet og viden – er præcis det, systemet forsøger at undertrykke eller ignorere. Filmen viser, at denne indre styrke og forbindelse til kulturen er kilden til Dujuans modstandskraft og hans evne til at navigere i de udfordringer, han står over for. Det er en påmindelse om, at oprindelige folks identitet, historie og viden er levende og essentiel, selv når de konfronteres med systemer designet til at udviske dem.

En historie fortalt af fællesskabet selv

En af de mest bemærkelsesværdige aspekter ved "In My Blood It Runs" er dens radikalt kollektive produktionsproces. Filmen er ikke en historie om et Aboriginal barn fortalt af udenforstående, men en historie fortalt af Dujuan og hans fællesskab. Idéen til filmen kom fra Arrernte-fællesskabet for omkring ti år siden, som henvendte sig til filminstruktør Maya Newell. Dette etablerede fra starten et fundament af tillid og fællesskabsledelse.

Filminstruktørerne – Maya Newell, Rachael Nanninaaq Edwardson (selv af oprindelig afstamning) og William Tilmouth (Arrernte-rådgiver) – arbejdede bevidst på at decentralisere magten. De kom ikke med et færdigt manuskript eller storyboard, men lod historien udvikle sig organisk. Vigtigst af alt involverede de Dujuans familie og fællesskab på hvert trin af processen. Råoptagelser blev vist til fællesskabet, som havde mulighed for at give feedback og forme narrativet. Der blev afholdt "historieworkshops", hvor man drøftede, hvad der skulle dækkes, og hvad der måske ikke skulle. Dette sikrede, at historien, som den blev fortalt, var en, fællesskabet kunne stå inde for og være stolt af.

Filmens begyndelse, hvor Dujuan selv holder kameraet og interviewer sin mor, er et potent symbol på, hvem der har kontrollen over fortællingen. Filmmakerne anerkendte deres egen bias som udenforstående (selv de med oprindelig baggrund fra andre regioner) og arbejdede aktivt på at øge deres kulturelle kompetence. De hyrede kulturelle rådgivere og implementerede protokoller baseret på modeller for kulturel sikkerhed, lig dem der bruges i Aotearoa (New Zealand). Kernen i denne tilgang var at forstå magtubalancen og ens egne fordomme samt at give handlekraft til de mennesker, hvis historie bliver fortalt. Denne proces står i skarp kontrast til traditionel dokumentarfilm, hvor filmskaberen ofte indtager en "objektiv" eller voyeuristisk rolle, der utilsigtet kan gentage koloniale narrativer. Ved at overdrage redigerings- og formgivningsansvaret til fællesskabet lykkedes det "In My Blood It Runs" at skabe et sjældent eksempel på ægte samarbejde og magtdeling i dokumentarfilmen.

Dujuans stemme og vejen frem

Filmen slutter ikke med et postulat om håbløshed, men med en demonstration af resiliens og potentialet for forandring. Dujuan er ikke blot et offer for systemerne; han er også en aktiv agent for forandring. Siden filmens udgivelse har Dujuan brugt sin stemme til at tale om de problemer, Aboriginal folk står over for. Han har talt ved FN om menneskerettigheder og skrevet artikler, der deler hans perspektiv med verden. Hans historie og hans mod er et vidnesbyrd om den styrke, der ligger i Aboriginal kultur og fællesskab.

Filmen kritiserer skarpt de diskriminerende systemer – uddannelse, retssystemet – der brutalt behandler og fængsler Aboriginal folk. Men den tilbyder også en vision for en mere konstruktiv vej frem: en vej, der centrerer fællesskabet og heling. Det er Dujuans familie og fællesskab, der bedst forstår hans behov og kan tilbyde de "løsninger", der reelt hjælper ham med at håndtere de trusler, han står over for. Dette står i modsætning til de eksterne, ofte velmenende, men uinformerede indgreb, der historisk har fejlet Aboriginal samfund.

Ved at give Dujuan og hans fællesskab kontrollen over fortællingen, viser "In My Blood It Runs" ikke kun behovet for systemisk forandring i Australien, men også potentialet i at dekolonisere historieskrivning og medier. Det er en model for, hvordan man kan engagere sig i oprindelige samfund på en respektfuld og styrkende måde, anerkende den vedvarende uretfærdighed og arbejde hen imod retfærdighed og heling, ledt af dem, der er mest berørt.

Ofte Stillede Spørgsmål

Var "In My Blood It Runs" manuskriptbaseret?

Nej, filmen var ikke manuskriptbaseret. Filmmakerne arbejdede uden et forudbestemt manuskript eller storyboard og lod historien udvikle sig organisk i tæt samarbejde med Dujuan og hans fællesskab. Processen var designet til at give fællesskabet kontrol over fortællingen.

Hvor blev filmen optaget?

Filmen blev optaget i Mparntwe (Alice Springs), Sandy Bore Homeland og Borroloola Community i Northern Territory, Australien, som er Dujuans og hans folks hjemland.

Hvad er filmens hovedbudskab?

Hovedbudskabet er en dyb kritik af Australiens kolonialt prægede uddannelses- og retssystemer, der skader og marginaliserer Aboriginal børn, samt en hyldest til styrken, visdommen og modstandskraften i Aboriginal kultur og fællesskab. Filmen understreger vigtigheden af at lytte til oprindelige stemmer og lade fællesskaber lede vejen mod heling og retfærdighed.

Systemer vs. Fællesskab: En Sammenligning

Filmen efterlader seeren med en dyb forståelse for de uretfærdigheder, oprindelige folk i Australien fortsat står over for, men også med en stærk fornemmelse af håb, der udspringer af Dujuans mod og hans fællesskabs urokkelige styrke og visdom. Det er en vigtig påmindelse om, at ægte forståelse og forandring kun kan opnås ved at lytte til og støtte de stemmer, der alt for længe er blevet ignoreret.

Kunne du lide 'In My Blood It Runs: Et Fællesskabets Portræt'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.