Anmeldelse: Ole Feldbæks Danmarkshistorie

For første gang i næsten et århundrede præsenteres en Danmarkshistorie skrevet af en af fagets absolut førende skikkelser. Professor Ole Feldbæk har påtaget sig den store opgave at sammenfatte Danmarks fortid i et enkelt værk, et projekt der tidligere har vist sig vanskeligt at fuldføre, selv for anerkendte forgængere. Hvor professor Erik Arup for mange år siden forsøgte sig med en større version, men måtte give op, og Vilhelm la Cour skrev sin version i en patriotisk stil, der heller ikke opnåede universel anerkendelse, står Feldbæks bidrag nu som et personligt og gedigent arbejde.

En Førende Skikkelses Værk

Det er bemærkelsesværdigt, at en enkelt person af Ole Feldbæks kaliber – en professor og anerkendt skikkelse inden for sit felt – har skrevet denne Danmarkshistorie. Dette adskiller sig fra mange moderne historieværker, der ofte er resultatet af et samarbejde mellem flere specialister. Selvom bogen udgives af Gyldendal og bærer præg af forlagets redaktionelle indsats med elementer som en årstalsliste og en oversigt over udvalgte museer, understreges det tydeligt, at kernen i værket er Feldbæks personlige fortolkning og fremstilling af historien. Det er hans blik, hans udvalg og hans konklusioner, der driver fortællingen frem. Denne personlige tilgang ses som en stor og solid arbejdspræstation i sig selv. At en enkelt forsker formår at favne og formidle tusind års historie på et så højt fagligt niveau er i sig selv imponerende og vidner om en dyb indsigt og et stærkt overblik.

Bogens Form og Indhold

Feldbæks Danmarkshistorie præsenterer sig i et format, der er både tilgængeligt og æstetisk tiltalende. Bogen er på omkring 300 store sider og er, som anmelderen bemærker, rigt illustreret. Illustrationerne er ikke blot pynt; de bidrager aktivt til formidlingen. Feldbæk arbejder med det, der beskrives som to ledetråde: en hovedtekst, der skildrer den primære begivenhedsforløb, og en række billedtekster. Disse billedtekster er ofte stærkt udvidede og kaster overraskende sidelys ind over de begivenheder og perioder, der behandles i hovedteksten. Dette samspil mellem tekst og billede beriger læseoplevelsen og giver yderligere dimensioner til forståelsen af historien. Bogens tekniske layout fremhæves desuden meget positivt. Det beskrives som næsten forførende i sin evne til at suge læserens opmærksomhed ind mod tekstbilledet. Layoutet udgør i sig selv en æstetisk nydelse, hvilket er en sjælden kvalitet i historiske værker. Dog advarer anmelderen mod, at det smukke layout potentielt kan blokere for en kritisk stillingtagen til indholdet. En så kort tekst om et så omfattende og vigtigt emne som Danmarks historiske arv kræver fuld medarbejderskab og kritisk sans fra læseren, et paradoks i lyset af bogens tiltrækkende form.

Feldbæks Perspektiv på Historien

Et centralt element i Feldbæks fremstilling er hans klare og nøgterne tilgang. Han undgår at fortabe sig i uendelige diskussioner af divergerende resultater eller modstående opfattelser. Selvom han utvivlsomt har læst mere end de fleste, vælger han at fastholde sin egen opfattelse, hvilket læseren ifølge anmelderen også har krav på i et værk af denne størrelse. Der er simpelthen ikke plads til for mange udflugter eller dybdegående diskussioner af forskellige tolkninger inden for de 300 sider, uden at bogens koncept ville lide skibbrud. Feldbæks fundamentale forståelse af Danmarks tusindårige udvikling er primært politisk historie. Han ser hovedlinjen som formet af en indre magtstruktur, der består af to konkurrerende grupperinger gennem skiftende tider. Disse grupperinger er i konstant kamp om magten, men drives af klogskab og fornuft til at opretholde den fælles enhed, det geografiske område vi kalder Danmark. Magtkampen udspiller sig forskelligt i de forskellige perioder: i Middelalderen mellem kongemagten og de rige stormænd (verdslige og kirkelige), under Adelsvælden mellem en svækket kongemagt og en svækket herremandsstand, på Enevældens tid mellem kongedømmet og nye borgerlige grupperinger, og under Folkestyret som en rivalisering mellem partikonstellationer. Feldbæk er ikke bange for at skildre "onde gerninger", men han tager sjældent parti. Han accepterer figurer som Valdemar IV Atterdag trods hans ryggesløse politik, fordi han genrejste Danmark som et fælles monument. En anden vigtig tråd i Feldbæks fremstilling er fokus på det militære apparat, især de sømilitære dele. Han giver disse en grundig og indforstået omtale og tilskriver eksempelvis den danske overlegenhed til søs en væsentlig rolle i fastholdelsen af det militære greb under de slesvigske krige 1848-50. Han kritiserer desuden Mellemkrigstidens fire store partier for ikke at opbygge et tilstrækkeligt forsvar op til 9. april 1940, men i stedet at stole på "næppe troværdige" henvisninger til Folkeforbundets fredsgarantier. Den økonomiske forklaringsmodel, der anvendes, synes at være baseret på markedsøkonomiens grundsætninger, men den spiller en mindre rolle end den politiske historie.

Struktur og Tidsperioder

Bogen er struktureret efter en traditionel inddeling i fire store tidsafsnit, som anmelderen finder yderst brugbar for en klassisk fortælling om Danmarks fortid. De fire perioder er:

Fordelingen af sidetal viser en stigende vægtning af de senere perioder, med Folkestyret som det mest omfattende afsnit. Selvom Enevælden fylder mindre i sidetal end Folkestyret, fremstår den stærkt i fremstillingen, hvilket anmelderen tilskriver, at dette er Feldbæks faglige hjemmebane – et område han mestrer indefra og udefra. Middelalderen indtager en sikker andenplads i hans bevågenhed, og her mærkes en vis varme i stilen, der sine steder føles medrivende, i kontrast til den ellers til tider lidt kølige stil.

Stil, Værdier og Fortolkninger

Feldbæks skrivestil karakteriseres ved sin nøgternhed og mangel på floskler eller lyrisk-begejstrede udbrud. Der er en mærkbar afstandtagen fra forestillinger af religiøs eller idealistisk natur. Han er tæt på at udnævne nordmanden Holberg som Danmarks største skikkelse, fordi denne ville lære sine landsmænd at tænke kritisk og selvstændigt, uafhængigt af vaner og overleverede forestillinger. Denne vægtning af kritisk tænkning og rationalisme synes at være en bærende værdi for Feldbæk. Bogen kan næsten føles opdelt i to dele: en første del, der bygger op til Holbergs tid, og en anden del, hvor man alt for ofte glemmer at følge den gyldne middelvej, han udstak. Feldbæk ser med forordningen om Indfødsretten i 1776, hvor fødestedet blev kriteriet frem for kvalifikationer, som et vendepunkt, der i længden måtte føre galt af sted. Dette resulterede i en overophedet, national propaganda for danskheden, som ifølge Feldbæk førte direkte til de slesvigske krige og katastrofen i 1864. Fornuft og forstand, oplysningstidens berømte dobbeltpar, er og bliver afgørende for Feldbæk i alle vigtige spørgsmål ud fra denne grundopfattelse. Det forekommer derfor logisk, at han vier Københavns Universitet og dets berømteste professorer en indgående omtale som lærdommens højsæde gennem århundreder. Det føles dog lidt ejendommeligt for anmelderen, at vort skole- og uddannelsessystem som helhed ikke får en tilsvarende plads, og at Grundtvig ikke vies særlig omtale eller endda en billedtekst. Feldbæk viser formel respekt for den radikale historieopfattelse ved at nævne Kr. Erslev og Erik Arup som undtagelser fra reglen om ikke at navngive moderne historikere. Dog tager han straks forbehold og forsvarer Saxo mod deres kritik, idet han tildeler Saxo en plads på første række i den historiske erindring. Selvom Feldbæk sandsynligvis ville afvise tanken om at have skrevet en fædrelandshistorie, antyder bogens indledning – et stemningsfuldt billede af Danmark set fra søen – at der bag den kølige skrivestil banker et varmt hjerte for Danmark i de første tusind år. Bogen er dermed en fejring af, at det i 2004 ikke alene er muligt at tale om, men også at skrive en klassisk holdt Danmarkshistorie.

Hvem er Bogen For?

Forfatteren selv udtaler sig ikke direkte om den tiltænkte læserkreds, men anmelderen vurderer, at en ret forståelse af teksten kræver en ikke ringe forhåndsviden. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt nutidens studenter på gymnasier og universiteter, som ifølge kritiske røster savner den nødvendige ballast fra historieundervisningen, vil kunne læse bogen med virkeligt udbytte. Bogen henvender sig således primært til læsere, der allerede har et solidt fundament af historisk viden om Danmark.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvem har skrevet bogen "Danmarkshistorie"?

Bogen er skrevet af professor Ole Feldbæk, en af fagets ledende skikkelser.

Hvor lang er bogen?

Bogen er på omkring 300 store sider og er rigt illustreret.

Hvilke tidsperioder dækker bogen?

Bogen dækker Danmarks historie over cirka tusind år, primært fra omkring år 1000 og frem til nutiden. Den er inddelt i fire hovedafsnit: Middelalderen, Adelsvælden, Enevælden og Folkestyret.

Hvad er bogens primære fokus?

Bogens primære fokus er den politisk historie og magtstrukturerne i Danmark gennem tiderne, set gennem et fornuftigt og klogt perspektiv.

Er bogen let at læse?

Anmelderen vurderer, at en fuld forståelse af bogen kræver en ikke ringe forhåndsviden, hvilket antyder, at den ikke nødvendigvis er en let introduktion for nybegyndere.

Afslutningsvis står Ole Feldbæks Danmarkshistorie som et betydeligt bidrag til forståelsen af Danmarks fortid. Det er et værk præget af faglig tyngde, et klart perspektiv og en imponerende personlig indsats. Selvom den kræver en forberedt læser, tilbyder den en værdifuld og æstetisk tiltalende rejse gennem tusind års dansk politisk historie, guidet af principperne om fornuft og klogskab. Der er, som anmelderen konkluderer, grund til at kippe med flaget for dette værk.

Kunne du lide 'Anmeldelse: Ole Feldbæks Danmarkshistorie'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.