Jesus: Messias, Tjener og Menneskesøn

Forståelsen af Jesu identitet er central i kristendommen og bygger på flere nøglebegreber fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Spørgsmål om, hvordan disse begreber – såsom Menneskesønnen, Messias og Herrens lidende tjener – forholder sig til hinanden, og hvordan de samles i Jesus, er komplekse, men afgørende for at gribe dybden i den kristne tro. Baseret på teologisk indsigt kan vi udforske disse begreber og de spørgsmål, de rejser, herunder forskellen på Guds rige i de to testamenter, formålet med Jesu lignelser og den såkaldte Messiashemmelighed, samt forholdet mellem navnene Jesus og Kristus.

Et grundlæggende spørgsmål i bibelsk teologi vedrører forståelsen af Guds rige. I den jødiske verden, som udgør baggrunden for Det Gamle Testamente, betragtes Guds rige primært som et udtryk for Guds kongedømme, hans majestæt og hans almagt. Det er et begreb, der understreger Guds suverænitet over skabelsen og historien. Det Nye Testamente og specifikt Jesu forkyndelse tilføjer dimensioner til dette begreb. Her udtrykker Guds rige dels en fremtidig, apokalyptisk virkelighed – en tid hvor Guds herredømme vil manifesteres fuldt ud i forbindelse med en omstyrtelse af den nuværende verdensorden. Men Guds rige er ifølge Jesus også noget, der allerede er nærværende. Dette revolutionerende perspektiv indebærer, at Gud nu, i og med Jesus, er kommet nær til mennesker. Et markant eksempel på dette findes i Lukasevangeliet 17, vers 21, hvor Jesus siger: "Guds rige er midt iblandt jer." Dette viser en udvikling i forståelsen, fra et primært transcendent og fremtidigt herredømme til også at inkludere en immanent og nærværende virkelighed i Jesus' person og gerning.

Tre Centrale Bibelske Begreber

For at forstå Jesu identitet er det essentielt at dykke ned i tre specifikke begreber, der alle peger på ham, men fra forskellige vinkler: Menneskesønnen, Messias og Herrens lidende tjener.

Begrebet Menneskesønnen er et af Jesu foretrukne selvbetegnelser. Dets oprindelse findes i Daniels Bog, kapitel 7, vers 13-14. Her beskrives en skikkelse, der i nattesynerne kommer "med himlens skyer" hen til "den gamle af dage" (Gud) og får givet "Herredømme, ære og kongerige" over alle folk, stammer og tungemål. Dette herredømme beskrives som "et evigt herredømme, som ikke skal forgå", og hans kongerige "skal ikke gå til grunde." Forestillingen fra Daniels Bog indebærer altså en ophøjet, himmelsk skikkelse med universelt og evigt herredømme. Når Jesus bruger denne betegnelse om sig selv, ligger deri dels denne forestilling om ophøjethed og fremtidig herlighed, dels opfattelsen af Jesus som sandt menneske – en, der deler menneskets kår. Begrebet er altså komplekst og rummer både himmelsk herlighed og jordisk virkelighed.

Messias er et begreb med dybe rødder i jødisk tradition. Ordet betyder "Den salvede" og refererer til en person, der er udvalgt og indsat af Gud til en særlig gerning, historisk set konger, præster og profeter. I den jødiske forventning udviklede begrebet sig til at betegne en specifik skikkelse, som Gud ville sende som en frelser og forløser for Israel og verden. Messias forventedes ofte at være en politisk eller militær leder, der ville genoprette Israels storhed og etablere Guds rige på jorden. Forventningen var primært knyttet til en herskende, triumferende skikkelse.

Det tredje centrale begreb er Herrens lidende tjener. Dette begreb stammer primært fra Esajas Bog, især de såkaldte tjener-sange i kapitel 42, 52 og 53. Her tegnes et helt andet billede end det af den triumferende Messias eller den himmelske Menneskesøn. Tanken er her, at en Guds tjener lider for folkets skyld. Denne tjener bærer folkets synd og sygdomme og lider stedfortrædende. Det mest markante og gribende udtryk for dette findes i Esajas Bog kapitel 53:

Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.

Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Dette skriftsted beskriver en skikkelse, der er foragtet, lider voldsomt og dør som et offer for andres synder. Han er den lidende skikkelse, der bringer forsoning gennem sin smerte.

Foreningen af Højhed og Lidelse i Jesus Kristus

Den kristne kirke bekender Jesus Kristus som den person, der samler og opfylder indholdet af alle tre begreber: Menneskesønnen, Messias og Herrens lidende tjener. Dette var imidlertid ikke en let forståelse, hverken for Jesu samtid eller for hans disciple. Det var vanskeligt at begribe, hvordan den ophøjede herlighed og majestæt, der ligger i begreberne "Menneskesøn" og "Messias", skulle kunne forenes og udtrykkes i en ydmyg, lidende skikkelse på et kors. Den traditionelle jødiske forventning til Messias stemte dårligt overens med tanken om en frelser, der skulle lide og dø. Korset, symbolet på lidelse og nederlag, blev det sted, hvor kristne så foreningen af disse tilsyneladende modstridende forestillinger. Jesu korsfæstelse blev ikke blot set som en tragisk hændelse, men som den ultimative opfyldelse af profetierne om den lidende tjener, og samtidig som den vej, hvorved Menneskesønnen opnåede sit evige herredømme og Messias fuldendte sin frelsergerning.

Lignelsernes Formål og Messiashemmeligheden

Et andet aspekt af Jesu forkyndelse, der kan virke gådefuldt, er hans brug af metaforiske lignelser. Jesus fortalte ofte lignelser hentet fra hverdagslivet – om såning, høst, en hyrde og hans får, eller en far og hans sønner – for at illustrere og fortælle om Guds Rige og Guds væsen. Et klassisk eksempel er lignelsen om den fortabte søn i Lukas 15, som dybt afslører Guds nådige hjerte. Imidlertid synes det i nogle tilfælde, som beskrevet i for eksempel Markus 4, at lignelserne snarere havde til formål at tilhylle sandheden for dem udenfor den inderste discipelkreds, mens kun disciplene fik lignelsens betydning udlagt for sig. Dette rejser spørgsmålet om, hvorfor Jesus ikke altid talte direkte og klart til alle.

Dette spørgsmål hænger delvist sammen med begrebet "Messiashemmeligheden". Dette udtryk dækker over den kendsgerning, at Jesus flere steder i Det Nye Testamente befaler personer, som han har helbredt, eller sine disciple, at de skal holde hans identitet som Messias hemmelig for folk. Der er mange teologiske forsøg på at forklare denne hemmeligholdelse. En fremherskende opfattelse er, at Jesu messianitet – hans sande identitet som Guds udvalgte frelser – først kunne forstås korrekt i lyset af hans lidelse og død på korset. Uden korset ville forståelsen af Messias forblive forankret i den jødiske forventning om en triumferende konge, hvilket ville have ført til misforståelser af Jesu mission. Matthæusevangeliet 16 illustrerer dette: Først bekender Peter Jesus som Kristus (Messias), derefter accepterer Jesus denne bekendelse, men befaler disciplene at bevare det som en hemmelighed, og umiddelbart efter forudsiger han nødvendigheden af sin egen lidelse og død. Dette antyder, at forståelsen af ham som Messias er uløseligt forbundet med hans rolle som den Lidende Tjener.

Jesus kontra Kristus: Navn og Titel

Et andet centralt spørgsmål vedrører forskellen mellem navnene Jesus og Kristus. Umiddelbart kan man fristes til at tænke på Jesus som den jordiske person og Kristus som den guddommelige titel eller skikkelse i himlen. Men forholdet er mere nuanceret.

Jesus er Jesu jordiske, personlige navn. Det var et relativt almindeligt navn på den tid og er den græske form af det hebraiske navn "Josua", som betyder "Gud frelser" eller "Guds hjælper." Navnet i sig selv bærer altså allerede en frelsende betydning.

Kristus er ikke et navn i samme forstand som Jesus, men snarere en titel. Som nævnt er det den græske form af det hebraiske ord "Messias", der betyder "Den salvede." Denne titel betegner Guds Søn, den udvalgte, der kommer som en forløser til menneskene. At kalde Jesus for Kristus er altså en bekendelse af, hvem han er: Guds udvalgte, salvede frelser.

Når vi bruger betegnelsen Jesus Kristus, udtrykker vi, at det menneske, der levede på jorden som Jesus fra Nazareth, netop er Guds Messias – frelseren og forløseren for menneskeheden. Apostlen Paulus bruger ofte omvendt rækkefølge og siger "Kristus Jesus", hvilket yderligere understreger, at det er den salvede (Kristus), der manifesterede sig som mennesket Jesus. Sammenstillingen af de to navne og titler – Jesus Kristus – udtrykker kernen i inkarnationens under: At den evige Gud, Guds Søn, lod sig føde og leve som et sandt menneske for at frelse verden.

Ofte Stillede Spørgsmål

Baseret på de spørgsmål, der ofte opstår i studiet af disse emner, kan vi opsummere svarene fra den teologiske indsigt:

Hvad er den egentlige forskel mellem, hvordan Det gamle testamente betrager Guds rige, og hvordan Det nye testamente gør?

I Det Gamle Testamente er Guds rige primært et udtryk for Guds kongedømme, majestæt og almagt – en transcendent virkelighed. I Det Nye Testamente, især i Jesu forkyndelse, udtrykker Guds rige både en fremtidig, apokalyptisk virkelighed, hvor Guds herredømme vil bryde frem, og noget, der allerede er nærværende i Jesus' person og gerning. Det er kommet nær til mennesker, "midt iblandt jer".

Hvordan forklarer man den egentlige forskel mellem begreberne: Menneskesønnen, Messias og Herrens lidende tjener?

Menneskesønnen er en himmelsk skikkelse fra Daniels Bog med evigt herredømme, som Jesus brugte om sig selv, også for at understrege sin sande menneskelighed. Messias er den jødiske forventning om en salvet frelserkonge, der bringer forløsning. Herrens lidende tjener er en skikkelse fra Esajas Bog, der lider og dør stedfortrædende for folkets synder. De repræsenterer henholdsvis ophøjethed, kongelig frelse og stedfortrædende lidelse.

Hvorfor fortalte Jesus metaforiske lignelser fremfor at tale direkte til folk? Ydermere har jeg svært ved at forstå hensigten med det som kaldes "mesisashemmeligheden".

Jesus fortalte lignelser for at illustrere Guds Rige og væsen, men nogle gange synes de også at tilhylle sandheden for dem udenfor den inderste kreds. Messiashemmeligheden, hvor Jesus befaler stilhed om sin identitet, kan forklares med, at hans sande messianitet – foreningen af Messias og den Lidende Tjener – kun kunne forstås i lyset af hans lidelse og død på korset. En for tidlig offentliggørelse ville sandsynligvis have ført til en misforståelse af hans mission som udelukkende politisk eller triumferende.

Hvad er forskellen mellem Jesus og Kristus?

Jesus er det personlige, jordiske navn, der betyder "Gud frelser". Kristus er en titel, den græske form af Messias, der betyder "Den salvede" og betegner Guds Søn som frelser og forløser. Jesus er navnet på personen, Kristus er titlen, der beskriver hans funktion og væsen som Guds udvalgte. Betegnelsen Jesus Kristus udtrykker, at personen Jesus fra Nazareth er Guds Messias.

Afrunding

Studiet af disse bibelske begreber afslører kompleksiteten og dybden i den kristne forståelse af Jesus. Han er ikke blot Messias, den forventede konge, eller Menneskesønnen, den ophøjede skikkelse fra himlen. Han er også, og afgørende, Herrens lidende tjener, der bærer verdens synd. Foreningen af disse roller i hans person – kulminerende i lidelsen på korset – er kernen i den kristne forkyndelse og det, der giver mening til både hans liv, hans lære (herunder lignelserne og Messiashemmeligheden) og hans navn som Jesus Kristus, den sande frelser og forløser.

Kunne du lide 'Jesus: Messias, Tjener og Menneskesøn'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.