Fløjte-Karl: Københavns Elskede Original

I det myldrende gadebillede i København i sidste halvdel af 1800-tallet fandtes en række særprægede personligheder, der fangede byens opmærksomhed og blev en integreret del af dens sjæl. Blandt disse var en mand, der med sin fløjte og sit karakteristiske udseende vandt københavnernes hjerter: Carl Frederik Kattentid, bedre kendt som Fløjte-Karl. Hans livshistorie er vævet sammen af anekdoter, vandrehistorier og spredte fakta, men den sande fortælling om hans baggrund, hans musik og hans skæbne er både fascinerende og rørende.

Fløjte-Karl var mere end bare en gøgler eller en tigger. Han var en institution, en personlighed, der skilte sig ud på en måde, der både vakte smil og sympati. Hans tilstedeværelse i byens gårde og gader var et fast holdepunkt for mange, og selvom hans liv sluttede i ensomhed og fattigdom, lever mindet om ham stadig.

Hvem var Fløjte-Karl?

Carl Frederik Kattentid, født den 2. december 1811, blev kendt i København som Fløjte-Karl på grund af sit virke som gårdmusikant. Han var let genkendelig med sin lange, slidte diplomatfrakke, sin bowlerhat og de to stokke, han støttede sig til. Med årene blev hans ryg mere og mere kroget, så han gik med hovedet dybt bøjet mod brystet. Men det mest iøjnefaldende var hans ansigt, indrammet af et stort, bølgende hvidt skæg, lyseblå øjne og en markant næse. Hans teint beskrives som pergamentagtig.

Fløjte-Karl var ikke bare en del af bybilledet; han var en elsket del af det. Han formåede at opbygge en sympati hos københavnerne, der betød, at selv gadens ungdom – som ellers ofte drillede og spottede byens originaler – lod ham gå i fred. Han førte sig med en vis værdighed, selv når han gik fra gård til gård og spillede på sin fløjte. Han charmerede tjenestepigerne og takkede altid højtideligt for de mønter, de kastede ud til ham.

Han var dog heller ikke uden humor. I 1870, under den fransk-preussiske krig, gik han angiveligt rundt og spillede den franske nationalsang, akkompagneret af mærkelige 'trimulanter' (pyntegenstande eller virkemidler), til stor morskab for byens borgere. Hans standardreplik, når han modtog en kobberskilling, var, at han var godt på vej til at samle en formue på 100.000 rigsdaler, og nu 'kun' manglede 99.999 rigsdaler, 5 mark og 15 skilling.

Københavns Originaler

Fløjte-Karl var en af de mest prominente skikkelser i en gruppe mennesker, der i 1800-tallets København gik under fællesbetegnelsen 'originalerne'. Disse var personer, der skilte sig ud fra mængden på grund af deres udseende, påklædning, opførsel eller baggrund. De fyldte op i gadebilledet og blev genstand for alt fra overbærende smil til latterliggørelse.

I dag ville mange af disse mennesker sandsynligvis have fået en diagnose og måske være blevet anbragt på en institution. Men dengang var de en accepteret – og ofte underholdende – del af byens liv. De var medborgere, der forsøgte at klare sig gennem tilværelsen, og for hvem deres 'originalitet' måske endda var en måde at tiltrække sig opmærksomhed og dermed sikre deres overlevelse.

Ud over Fløjte-Karl nævnes andre kendte originaler fra tiden:

Disse skæve eksistenser bidrog til byens farverige atmosfære og efterlod et varigt indtryk på dem, der mødte dem.

Familien Kattentid: Fra Tyskland til København

Carl Frederik Kattentids historie er også historien om en indvandrerfamilie. Kattentitt'erne var en gammel preussisk slægt, der kom til Danmark i begyndelsen af 1800-tallet med brødrene Frederik Wilhelm og Carl Heinrich Kattentitt. Begge blev gørtlermestre i København, dygtige håndværkere, der fremstillede genstande i messing, bronze og kobber.

Carl Heinrich Kattentitt og hans danske hustru, Inger Marie Just, fik otte børn. Carl Frederik, den ældste, skulle traditionen tro have overtaget farens værksted. Han blev da også uddannet gørtlersvend. Men af ukendte årsager var det broren Johann, der førte familievirksomheden videre. Dette kan have været årsagen til et uvenskab mellem flere af brødrene. Lillebroren Wilhelm Ludvig emigrerede til Amerika i 1840, da han ikke så en fremtid for sig i familieforetagendet. Han slog sig ned som farmer i Louisiana, skiftede navn til William Henry, og byen Henry i Louisiana er i dag opkaldt efter ham.

Fra Håndværker til Musiker

Da Carl Frederik ikke overtog familievirksomheden, kastede han sig i stedet over musikken. Ifølge en skillingsvise fra tiden forsøgte han som ung at få plads i Det Kongelige Teaters kapel, men blev ikke antaget, angiveligt fordi han ikke var 'med paa Noderne'.

I stedet slog han sig ned som musiklærer. Han holdt af både guitar og violin, men det var fløjterne, der blev hans store passion. Hans tidlige år som musiklærer var præget af konstant flytten. Folketællinger og vejvisere viser en ung mand, der flyttede fra lejlighed til lejlighed, fra værelse til værelse, år efter år. Dette kan være et tegn på, at han allerede tidligt mistede sit fodfæste i livet, måske på grund af økonomiske vanskeligheder eller personlige omstændigheder.

Ægteskab og Familie

Den udbredte opfattelse, at Carl Kattentid var en pebersvend, der aldrig havde været gift, er forkert. Han blev viet i Holmens Kirke den 28. september 1839 til Sophie Henriette Serine Bech. Han var da 26 år, hun fire år yngre. Parret havde allerede en søn, Carl Ludvig Robert, født i sommeren 1836 på Fødselsstiftelsen i København. Ni måneder efter brylluppet fik de endnu en søn, Emil Charles, som mærkeligt nok også blev født på Fødselsstiftelsen, en institution primært for ugifte kvinder.

Ægteskabet holdt ikke længe. Ved folketællingen i 1840 boede Carl Frederik, Sophie og deres to små sønner sammen i en kælderbolig. Men ved folketællingen i 1845 boede Sophie alene med børnene i baghuset på Hausers Plads og ernærede sig som håndarbejderske. Ved folketællingen i 1850 erklærede Carl Frederik sig som enkemand, selvom Sophie stadig var i live. Dette tyder på, at ægteskabet var brudt helt sammen, og måske er det her, man skal finde årsagen til, at musiklæreren Carl Kattentid endte som gårdmusikant Fløjte-Karl.

Carl Frederik Kattentid mistede desværre begge sine sønner i en relativt ung alder. Carl Ludvig døde af tuberkulose i 1867, og Emil Charles døde af en hjertesygdom i sommeren 1886. Hans hustru, Sophie Henriette, var bukket under for kræft i 1877. Hans forældre og de fleste af hans søskende var også døde, bortset fra to søstre, der var flyttet til Sverige og Jylland. Fløjte-Karl endte således helt alene i verden.

Livet som Gårdmusikant

Det er usikkert præcist hvornår, Carl Frederik Kattentid begyndte sit virke som gårdmusikant, men det var sandsynligvis i slutningen af 1850'erne og senest i 1866. Han tog sit arbejde meget seriøst. Han var en musiker med et rigtigt instrument, i modsætning til lirekassemændene, som han følte sig hævet over.

Han mødte op med sin fløjte indhyllet i stof, pakkede den forsigtigt ud og opstillede sit lille nodestativ. For ja, Fløjte-Karl spillede efter noder! Selvom han måske ikke var et stort talent – allerede i de tidlige år ramte han mange toner ved siden af – så var han trods alt en musiker, der forsøgte at leve af sin kunst.

Fløjten, han spillede på, var interessant. På Carl Blochs maleri 'En fløjtespiller' fra 1869 ses en fløjte, der ifølge fløjtenist Russell Itani fra DR SymfoniOrkestret, ligner et instrument lavet før Theobald Böhm, der i 1848 designede den moderne tværfløjte. Fløjten på maleriet har tydeligvis ikke den mekanik, der kendetegner Böhm-systemet, og har en kegleformet krop. Itani spekulerer i, om Kattentid kunne have erhvervet sin gamle træfløjte billigt i en tid, hvor mange musikere skiftede til de nye Böhm-fløjter – ligesom det skete i Irland, hvor gamle fløjter blev opkøbt af folkemusikere.

I sine tidlige år optrådte Fløjte-Karl også uden for København, og kunne endda tage på turné i Jylland. Men som han blev ældre og mindre adræt, holdt han sig mere og mere til gårdene i hovedstaden.

Portrætter og Berømmelse

Fløjte-Karls karakteristiske udseende fangede flere kunstneres opmærksomhed. En af Danmarks mest anerkendte malere, Carl Bloch, portrætterede ham første gang i 1869 i maleriet 'En fløjtespiller'. Dette maleri, der viser Kattentid i helfigur i et gårdmiljø, blev starten på et samarbejde. Bloch var så betaget af Kattentids ansigt, at han brugte ham som model flere gange siden, især til sine historiemalerier af munke. Mest kendt er nok 'En munk, der har tandpine' fra 1871, hvor Kattentid sidder på en bænk, plaget af tandsmerter.

Disse malerier bidrog til at gøre Fløjte-Karl endnu mere kendt og elsket blandt københavnerne. I 1886, året før hans død, blev han også portrætteret af den unge maler Valdemar Kornerup. Dette maleri, der viser den aldrende Kattentid dybt optaget af sit fløjtespil, blev udstillet på Charlottenborgs forårsudstilling året efter og blev rost for sin karakteristik af den kendte personlighed.

De Sidste År

Realiteten bag maleriernes skønhed var dog, at Carl Frederik Kattentid var blevet affældig. Han var, ærligt talt, holdt op med at spille for sit brød, selvom han nødigt ville indrømme det. Når han i sine senere år tog på rundtur i baggårdene, var det en sørgelig forestilling. Når han blæste, kom der kun flygtige, forpinte toner ud af instrumentet.

Han var holdt op med at flytte konstant. Han boede nu fast i et lille kammer i baghuset til Landemærket 51, ikke langt fra Rundetårn. Hans bolig, beskrevet af forfatteren Axel Sørensen i 1885, var et utroligt lille 'hummer' på kun fem gange to alen (godt 3 x 1,5 meter). Værelset var sparsomt møbleret med en seng, et lille bord og en skindkuffert. Vinduet var dækket til, og hans garderobe hang på snore under loftet.

Axel Sørensens besøg giver et rørende billede af den aldrende Fløjte-Karl. Han sad på sengekanten, bøjet, med sit hvide hår omkring en blank isse. Tårer løb ustandseligt fra hans dybtliggende øjne ned over hans rynkede kinder. Han mumlede i sit skæg og rokkede med hovedet. Hans udslidte sko var holdt sammen af snor, og i sine skælvende hænder holdt han sine stokke, som for enden var forlænget med halve fløjter – et symbol på hans svundne karriere. Selvom han hævdede at leve af at spille, afslørede hans savlende, tandløse mund, at det var længe siden, han havde magtet at blæse i sin fløjte. Brugen af gamle fløjter som stokke overrasker ikke fløjtenisten Russell Itani, der har set gamle instrumenter genbrugt på mange kreative måder.

På trods af sin ensomhed og fattigdom syntes Fløjte-Karl at trives med sin enspændertilværelse. Han værnede om sin selvstændighed og frihed og kunne blive forbitret, hvis nogen tilbød ham uopfordret hjælp. Hans dage fulgte en fast rutine: Tidligt op, kaffe med snapse på en lokal beværtning, vandring i byen hele dagen, faste steder for måltider hos velyndere, og først hjem ved midnatstid.

Fløjte-Karls Død

Carl Frederik Kattentid døde i sit lille kammer i Landemærket mandag den 9. maj 1887. I dagene op til sin død var han begyndt at komme tidligere hjem om aftenen og havde fået en grim hoste. Han havde sagt til en ven, at han ikke var syg, men at 'det er alderdommen, som trykker'.

Om søndagen før sin død hørte naboerne ham sidde og spille på sin guitar, hvilket var usædvanligt. Tonerne lød usædvanligt melankolske den aften. Mandag morgen stod han op, redte sin seng og fejede, men derefter hørte man intet fra ham. Da han ikke dukkede op til sin morgenkaffe på beværtningen, blev man urolig. En politimand blev tilkaldt og fandt Fløjte-Karl liggende død i sin seng.

På bordet i hans kammer lå hans fløjte mellem piber og gamle ting. Et nodeblad med titlen 'To sjæle og en tanke' lå fremme. Ved siden af lå et fotografi af ham selv som ung sammen med sin afdøde hustru, Inger (Sophie Henriette). På væggen hang hans to gamle hatte samt hans guitar og violin. På gulvet stod hans kiste, der indeholdt hans samlede jordiske formue: tre kroner i kobbermønter. I kisten fandt politiet også en fødselsattest, der bekræftede hans sande alder: 76 år.

Nyheden om Fløjte-Karls død blev bragt i aviser over hele landet, ledsaget af fyldige nekrologer, der hyldede den elskede københavnske original. Det offentlige tog sig af hans begravelse. Carl Frederik Kattentid blev bisat den 16. maj 1887 fra Trinitatis Kirke og begravet på Vestre Kirkegård. Dødsårsagen blev officielt angivet som 'senilitas' – almindelig alderssvækkelse. En skillingsvise om hans død kom på gaden kort efter.

Et Eftermæle

Fløjte-Karl er blevet kaldt en af Københavns sidste ægte originaler i den gamle forstand. Selvom der senere har været andre farverige skikkelser i bybilledet, som 'Violmanden', Sigvaldi og 'Sanger-Søren', argumenteres der for, at der i dag er mindre plads til disse typer. Vore dages skæve eksistenser er måske snarere de hjemløse, der sælger Hus Forbi – medborgere, der ligesom originalerne fra fortiden, har mistet fodfæstet og blot forsøger at klare sig uden at ligge andre til last.

Måske skulle vi værdsætte disse mennesker noget mere. Det er ofte netop disse skæve eksistenser, der bliver husket og bliver en del af byens historie og legender, snarere end de mange almindelige borgere, der passerer ubemærket forbi.

Slægtsnavnet Kattentid er i dag 'uddød' i Danmark. Navnet lever dog videre i forbindelse med cigarfabrikken Horwitz & Kattentid, grundlagt af et barnebarn af Fløjte-Karls bror August Theodor. Ironisk nok var den senere statsminister Thorvald Stauning ansat som cigarsorterer på netop denne fabrik.

Fløjte-Karl efterlod ingen efterkommere i Danmark. Hans to overlevende børnebørn, Emilie og Ragnhild, emigrerede begge til USA i starten af 1900-tallet, hvor der i dag lever efterkommere af den elskede københavnske original.

Ofte Stillede Spørgsmål om Fløjte-Karl

• Var Fløjte-Karl gift?
  Ja, i modsætning til hvad mange troede, var Carl Frederik Kattentid gift med Sophie Henriette Serine Bech i en periode fra 1839. Ægteskabet gik dog i stykker tidligt.
• Hvor gammel blev Fløjte-Karl?
  Han hævdede selv at være meget ældre, men ifølge hans fødselsattest, fundet efter hans død, blev han 76 år gammel. Han blev født i 1811 og døde i 1887.
• Hvilket instrument spillede Fløjte-Karl?
  Han var primært kendt for at spille på en tværfløjte af en ældre type, der var ved at gå af mode i hans tid. Han spillede også guitar og violin.
• Hvad skete der med hans familie?
  Hans hustru døde før ham, og begge hans sønner døde også i en relativt ung alder. De fleste af hans søskende var også døde eller flyttet væk. Han døde alene.
• Hvorfor var han så populær?
  Hans særprægede udseende, hans vedholdenhed som musiker (selvom hans evner svandt), hans værdighed og humor, samt de portrætter, der blev lavet af ham, bidrog til at gøre ham til en elsket og velkendt skikkelse i Københavns gadebillede.

Kunne du lide 'Fløjte-Karl: Københavns Elskede Original'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.