Historiens Fader: Herodot

Når vi taler om historie som et organiseret studie af fortiden, peger pilen ofte mod én bestemt figur fra antikken: Herodot. Denne græske forfatter, der levede i det 5. århundrede f.v.t., er bredt anerkendt som 'historiens fader'. Det er et fortjent tilnavn, der vidner om hans monumentale bidrag til vores forståelse af fortiden, og hvordan vi griber studiet af den an.

Hans berømmelse stammer primært fra hans store værk, der simpelthen er kendt som 'Herodots historie' eller blot 'Historien'. Dette var det første større historiske værk skrevet på græsk, som ikke blot skildrede begivenheder, men forsøgte at basere sig på kilder og overleveringer, og som – heldigvis for os – har overlevet gennem årtusinderne. Før Herodot eksisterede der skildringer af fortiden, men ingen med samme omfang, dybde og metodiske tilgang (selvom den naturligvis adskiller sig markant fra moderne historieforskning).

Hvem var Herodot, og hvorfor kaldes han 'historiens fader'?

Herodot var en græsk forfatter, der levede i en tid, hvor skriftlige arkiver, som vi kender dem i dag, endnu ikke var udbredte eller standardiserede. Viden om fortiden hvilede i høj grad på mundtlig tradition, på overleverede fortællinger, sange og øjenvidneberetninger. I dette landskab trådte Herodot frem med et ambitiøst projekt: at nedskrive og bevare mindet om store begivenheder for eftertiden. Cicero, den berømte romerske taler og forfatter, gav ham senere ærestitlen 'historiens fader', et navn der har hængt ved lige siden. Denne titel anerkender, at Herodot var den første til at skabe et så omfattende og struktureret prosaværk om fortiden, der byggede på indsamlede informationer.

Hans forgængere havde måske skrevet mindre værker, men ingen af dem har overlevet, og de antages ikke at have haft samme skala som Herodots 'Historie'. Hans værk var revolutionerende i sin samtid, ikke kun på grund af dets størrelse, men også på grund af dets forsøg på at forklare årsagssammenhænge og skildre baggrunden for de begivenheder, han beskrev. Han var ikke blot en kronikør; han var en undersøger.

Herodots Historie: Et Banebrydende Værk

Kernemnet for Herodots store værk er Perserkrigene, den langvarige konflikt mellem de græske bystater og det mægtige Perserrige, der fandt sted fra 499 til 479 f.v.t. Men Herodot begrænsede sig ikke kun til selve krigshandlingerne. Hans ambition var at give en dybdegående baggrund for konflikten, at forklare, hvorfor fjendskabet mellem grækere og persere opstod, og hvordan det udviklede sig fra de første sammenstød langs Lilleasiens kyst omkring 550 f.v.t. og frem til grækernes endelige sejr.

Selve værket er massivt. I hellenistisk tid blev det opdelt i ni bøger, en for hver af de ni muser, hvilket vidner om værkets anerkendte status og nærmest mytologiske betydning for eftertiden. Hver bog dækker forskellige aspekter og perioder af den lange optakt til og selve Perserkrigene. Denne opdeling hjalp senere læsere og forskere med at navigere i det omfangsrige materiale.

Strukturen i Værket: Mere end blot Krigshistorie

Værkets struktur afspejler Herodots brede interesse og ønske om at give et fuldt billede af den verden, konflikten udspillede sig i. De første fire bøger fokuserer primært på baggrunden for striden. Her beskrives begivenhederne under de persiske konger Kyros, Kambyses og Dareios frem til omkring 500 f.v.t. Men disse bøger er lige så kendt for deres lange og fascinerende ekskurser – afstikkere fra hovedfortællingen – der beskriver de forskellige folkeslag og kulturer, som perserne kom i kontakt med eller herskede over.

Disse ekskurser er en uvurderlig kilde til vores viden om antikke samfund. Herodot beskriver for eksempel detaljeret Egyptens kultur og lange historie, Babylons imponerende by og skikke, og levevisen hos de skythiske folkeslag, der levede nord for Sortehavet. Han inkluderer også episoder fra Grækenlands egen historie i det 5. århundrede f.v.t., der hjælper med at sætte scenen. Denne tilgang, hvor han skildrer de 'barbariske' folks levevis, er noget, vi i dag ville forbinde med kulturgeografi og etnografi. Det var en usædvanlig bredde for en historiker i antikken og noget, der kun sjældent blev fulgt op af hans efterfølgere.

I 5. og 6. bog skildrer Herodot det ioniske oprør (499-494 f.v.t.), hvor græske byer i Lilleasien gjorde oprør mod persisk styre, og som ofte ses som den direkte foranledning til Perserkrigene. Han beskriver også Slaget ved Marathon i 490 f.v.t., hvor athenerne slog en persisk invasionshær tilbage – en afgørende begivenhed i krigens tidlige fase.

Værket kulminerer i de sidste tre bøger (7.-9.), der beskriver den persiske storkonge Xerxes' massive felttog mod selve Grækenland i 480-479 f.v.t. Herodot giver detaljerede skildringer af de mest berømte slag fra krigen: det heroiske, men tabte, slag ved Thermopylæ, søslaget ved Artemision, det afgørende søslag ved Salamis, hvor den græske flåde besejrede den persiske, og det endelige landslag ved Plataiai, der sikrede grækernes sejr.

Herodots Metoder og Tilgang: En Antik Undersøgelse

Herodot kaldte selv sit værk for en 'historie', et ord der på oldgræsk betyder 'undersøgelse' eller 'forskning'. Det var denne betegnelse, der senere i hellenistisk tid kom til at betyde 'skildring af fortidige begivenheder' generelt, og herfra har vi fået ordet 'historie' med betydningerne 'fortiden' og 'studiet af fortiden'. Dette alene understreger Herodots indflydelse på selve disciplinens navn.

Som mange af antikkens store historikere, herunder Thukydid og Xenofon, var Herodot i høj grad en samtidshistoriker. Han skrev primært om begivenheder, der lå inden for hans egen levetid, eller som han kunne få fortalt af folk, der selv havde oplevet dem – øjenvidner. I en tid uden standardiserede arkiver var hans metode at rejse rundt, observere og indsamle informationer ved at tale med folk fra forskellige regioner og kulturer. Han lyttede til lokale overleveringer, til præster i templerne, til rejsende og til dem, der havde deltaget i krigene.

Det er vigtigt at forstå, at Herodots formål var forskelligt fra en moderne historikers. Selvom han forsøgte at forklare begivenhedernes sammenhæng, var hans primære mål at bevare mindet om store og beundringsværdige handlinger, både græske og 'barbariske', så de ikke skulle gå i glemmebogen. Han ønskede at forklare årsagen til konflikten mellem grækere og persere, men lige så meget at fascinere og informere sine læsere om den mangfoldige verden, han havde rejst i.

Fortælleteknisk var Herodot også nyskabende og normgivende for senere historieskrivning. Han afbrød ofte beretningen med taler, som han lagde i munden på værkets hovedpersoner – konger, generaler, statsmænd. Disse taler var sandsynligvis ikke ordrette gengivelser, men snarere Herodots fortolkning af, hvad der ville være blevet sagt i en given situation, og de tjente til at fremhæve personernes karakter og motiver samt til at forklare politiske og militære overvejelser.

Arven efter Herodot

Herodots 'Historie' er mere end bare en beretning om Perserkrigene; det er et fundamentalt værk for vores forståelse af den antikke verden. Uden hans detaljerede skildringer ville vores viden om denne epoke, dens kulturer, dens konflikter og dens store personligheder være langt mere sparsom. Hans værk satte dagsordenen for meget af den senere antikke historieskrivning, især ved at fokusere på krigshistorie i skildringen af selve Perserkrigene (bøger 5-9).

Men det var hans bredere interesse for kulturer og folkeslag, som han udforskede i de første bøgers ekskurser, der gør hans værk unikt. Han viste en interesse for etnografi og geografi, der gik ud over den rent militære eller politiske historie. Denne nysgerrighed over for 'den anden' er en af de mest fascinerende aspekter ved Herodots forfatterskab.

Selvom hans metoder var baseret på mundtlig tradition og øjenvidneberetninger i en tid uden moderne kildekritik og arkiver, og selvom hans beretninger nogle gange indeholder fantastiske elementer eller historier, han tydeligvis har hørt fra andre og gentager, så repræsenterer hans værk et kæmpe skridt fremad i forhold til systematisk indsamling og præsentation af information om fortiden. Han forsøgte at veje forskellige kilder og præsentere dem, selv når han var skeptisk. Det er denne 'undersøgelse', dette forsøg på at finde frem til sandheden bag overleveringerne, der grundlagde historiefaget.

Ofte Stillede Spørgsmål om Herodot

Hvad er Herodot mest kendt for?

Herodot er mest kendt som 'historiens fader' og for sit omfattende værk, 'Historien', der er den første overleverede større historiske beretning fra antikken. Værket handler primært om Perserkrigene mellem grækerne og perserne, men indeholder også rige beskrivelser af mange forskellige kulturer og folkeslag fra den antikke verden.

Er Herodot græsk?

Ja, Herodot var græsk. Han skrev sit store værk på græsk og betragtes som en af de første store græske prosaskribenter. Han kom oprindeligt fra Halikarnassos i Lilleasien (i dag Bodrum i Tyrkiet), et område der på hans tid var en del af den græske kulturkreds, selvom det lå under persisk herredømme i perioder. Han rejste meget i den græske verden og Mellemøsten.

Hvilken periode dækker Herodots 'Historie'?

Herodots 'Historie' dækker primært perioden fra midten af det 6. århundrede f.v.t. (omkring 550 f.v.t.) og frem til afslutningen af Perserkrigene i 479 f.v.t. Værket fokuserer på optakten til og selve konflikterne mellem grækerne og perserne, men inkluderer også ekskurser, der dykker ned i endnu ældre historie og kulturer, som f.eks. Egyptens historie.

Herodots værk står stadig som et monument i litteratur- og historiehistorien. Det er en uvurderlig ressource for enhver, der ønsker at forstå antikkens verden, og et fascinerende vidnesbyrd om begyndelsen på historiefaget som disciplin. At læse Herodot er at træde direkte ind i sindet på en af de mest nysgerrige og fortællelystne skribenter fra oldtiden.

Kunne du lide 'Historiens Fader: Herodot'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.