Godhavnsdrengene: Kampen om Retfærdighed

Historien om Godhavnsdrengene er en fortælling om en årelang kamp for retfærdighed, anerkendelse og oprejsning. Det er en historie, der kaster lys over mørke kapitler i Danmarks velfærdshistorie, hvor børn anbragt i statens varetægt blev udsat for svigt og overgreb. Disse mænd, der som drenge boede på drengehjemmet Godhavn, har utrætteligt kæmpet for, at staten skulle påtage sig ansvaret for det, der skete.

En Længe Ventet Undskyldning

I mange årtier levede Godhavnsdrengene med arrene fra deres barndom, ofte uden at deres oplevelser blev anerkendt på et officielt plan. Deres kamp bar dog frugt i 2019, da statsminister Mette Frederiksen på vegne af den danske stat gav en officiel undskyldning til Godhavnsdrengene og alle andre tidligere anbragte børn på kritisable børnehjem frem til 1976. Denne undskyldning var et vigtigt skridt mod heling for mange af ofrene, en anerkendelse af, at staten havde fejlet i sin omsorgspligt.

Undskyldningen blev givet på Marienborg i august 2019 og omfattede bredt de børn, der havde været anbragt under det, der engang hed åndssvageforsorgen, samt på andre kritisable institutioner. Det var en historisk begivenhed, der markerede et officielt opgør med fortidens synder.

Vejen til Økonomisk Erstatning

Udover den moralske oprejsning i form af en undskyldning, har der også været en kamp for økonomisk erstatning eller godtgørelse. Spørgsmålet om erstatning har været komplekst og har krævet juridisk bistand for ofrene.

Advokat Mads Pramming har spillet en central rolle i denne proces. Han har repræsenteret både Godhavnsdrengene og de grønlandske eksperimentbørn i deres sager mod staten. Gennem retssager og forhandlinger er det lykkedes at sikre en økonomisk kompensation til en del af ofrene.

Foreløbig har 65 Godhavnsdrenge hver modtaget 300.000 kroner i erstatning. Dette beløb er blevet en form for standardtakst i disse sager. Derudover har seks grønlandske eksperimentbørn hver modtaget 250.000 kroner. Samlet set udgør den udbetalte erstatning indtil videre 21 millioner kroner. Hertil kommer advokatsalærer til både ofrenes advokat og Kammeradvokaten, som ifølge Socialministeriet har udgjort godt en million kroner.

Processen er dog ikke afsluttet. Der er yderligere forlig på vej med 11 Godhavnsdrenge, som også forventes at modtage de standardiserede 300.000 kroner.

Den Besværlige Proces og Kritikken

På trods af den statslige undskyldning og udbetalingen af erstatninger har vejen dertil været alt andet end nem for ofrene. Advokat Mads Pramming har gentagne gange kritiseret processen for at være unødigt besværlig og belastende for de tidligere anbragte.

Selvom omfanget af krænkelser på Godhavn og andre institutioner er blevet veldokumenteret – blandt andet gennem den såkaldte Godhavnsrapporten fra 2011 – har det været nødvendigt for ofrene at anlægge retssager for at få spørgsmålet om erstatning afgjort. Mads Prammings kontor har ad flere omgange måttet sende stævninger til Socialministeriet på vegne af grupper af Godhavnsdrenge.

Ironisk nok har staten i alle disse tilfælde valgt at indgå forlig om en udbetaling af erstatning, inden sagerne nåede at komme for domstolene. Dette har ført til kritik fra Mads Pramming, der mener, at staten reelt anerkender sit ansvar ved at indgå forlig, men alligevel tvinger ofrene igennem en opslidende og potentielt omkostningsfuld retsproces.

Mads Pramming påpeger, at det er dybt kritisabelt, at ofrene selv skal løfte bevisbyrden og anlægge sag. Han fremhæver, at selvom staten indgik forlig i den første runde af sager, anerkendte man ikke dette som en generel kompensationsordning. Det betød, at efterfølgende grupper af Godhavnsdrenge, hvis oplevelser var fuldstændigt sammenlignelige med de første, alligevel skulle igennem den samme besværlige proces med stævninger og dokumentudveksling.

Denne fremgangsmåde er ifølge Mads Pramming ydmygende for ofrene og kan potentielt afholde tidligere anbragte fra at søge erstatning, især hvis de skal betale en lokal advokat, hvilket kan æde en stor del af en potentiel erstatning op. Det er først i de seneste runder, at Socialministeriet tilsyneladende er begyndt at behandle sagerne mere smidigt, tilsyneladende uden Kammeradvokatens direkte medvirken i hvert enkelt tilfælde.

Mette Frederiksen har selv tidligere, i en folketingsdebat i 2016, givet udtryk for, at hun var åben og positiv over for erstatning, og at det ville være rimeligt. Hun mente dengang også, at staten burde tage bevisbyrden på sine skuldre, da staten har flere ressourcer. Denne holdning står i kontrast til den proces, ofrene efterfølgende er blevet mødt med.

Godhavnsrapporten og Udfordringen med Dokumentation

En vigtig forudsætning for Godhavnsdrengenes succes med at opnå anerkendelse og erstatning var eksistensen af Godhavnsrapporten fra 2011. Denne rapport, udarbejdet af historikere som Jacob Knage Rasmussen, dokumenterede udførligt de kritisable forhold på Godhavn og 16 andre børnehjem i perioden 1945-1976. Rapporten byggede blandt andet på interviews med tidligere anbragte, hvilket gav et unikt indblik i oplevelserne fra individets perspektiv. Selvom der også fandtes historiske dokumenter som hustugtsprotokoller (fra 1948-1959), var det ofrenes egne beretninger, der for alvor belyste omfanget af misbrug og svigt.

For ofre, der har været anbragt på andre børnehjem end Godhavn, er situationen ofte mere kompliceret. Selvom den statslige undskyldning i 2019 også omfattede disse børn, er vejen til erstatning langt sværere for dem. Mads Pramming har modtaget over 100 henvendelser fra tidligere anbragte fra andre institutioner. Problemet er, at forholdene på disse hjem ikke er lige så veldokumenterede som på Godhavn.

Det kan være ekstremt vanskeligt for et individ at dokumentere overgreb og svigt, der fandt sted for 30, 50 eller flere år siden, især hvis institutionerne er nedlagt, og arkiverne er forsvundet. Dette rejser spørgsmålet om forskelsbehandling mellem Godhavnsdrengene, der har en omfattende rapport til at understøtte deres krav, og andre tidligere anbragte, der står uden lignende dokumentation. Disse borgere har ikke selv de økonomiske midler til at iværksætte en undersøgelse af deres gamle børnehjem på linje med Godhavnsrapporten, selvom de kan have været udsat for lige så alvorlige krænkelser.

Forslag til en Ny Model: Offerfond

På baggrund af den besværlige proces og udfordringen med dokumentation for andre ofre, foreslår Mads Pramming en ændring af fremgangsmåden. Han peger på, at lande som Norge, Sverige, Canada og Australien har etableret modeller, hvor staten selv behandler sager om erstatning for tidligere anbragte og står for at undersøge forholdene på de relevante institutioner, så vidt det er muligt.

Han foreslår oprettelsen af en officiel instans, for eksempel en offerfond, der kunne afgøre sager om erstatning uden behov for advokater og retssager. En sådan fond kunne overtage ansvaret for at undersøge de historiske forhold og vurdere berettigelsen af et krav. Selvom den økonomiske erstatning i en sådan model måske skulle justeres, er Mads Prammings erfaring, at det for mange ofre i højere grad handler om oprejsning og anerkendelse end om beløbets størrelse. En erstatning kan ikke give den ødelagte barndom tilbage, men den kan være et symbol på statens anerkendelse af det svigt, der fandt sted.

En offerfond kunne potentielt også anvendes i andre sager, for eksempel hvis SVM-regeringen vælger at leve op til et tidligere løfte om en undskyldning til anbragte inden for særforsorgen, og disse personer måtte kræve erstatning.

Sammenligning: Nuværende Proces vs. Foreslået Offerfond

For at illustrere forskellen på den nuværende proces, som Godhavnsdrengene har gennemgået, og den foreslåede model med en offerfond, kan man opstille en simpel sammenligning baseret på Mads Prammings kritik og forslag:

Denne sammenligning understreger, hvorfor den nuværende model kritiseres for at være et 'ekstremt højt bjerg' for ofrene at bestige.

Ofte Stillede Spørgsmål om Godhavnsdrengene

Hvad skete der med Godhavnsdrengene?

Godhavnsdrengene var drenge anbragt på drengehjemmet Godhavn, hvor de i perioden 1945-1976 (dokumenteret i Godhavnsrapporten) blev udsat for kritisable forhold, herunder vold, misrøgt og andre overgreb. Efter mange års kamp opnåede de i 2019 en officiel undskyldning fra den danske stat for det svigt, de oplevede. Siden har en del af dem også modtaget økonomisk erstatning.

Hvor meget fik Godhavnsdrengene i erstatning?

De Godhavnsdrenge, der indtil nu har opnået forlig med staten, har hver modtaget 300.000 kroner i erstatning. Foreløbigt har 65 Godhavnsdrenge modtaget dette beløb, og yderligere 11 forventes at modtage det samme. Den samlede udbetalte erstatning til Godhavnsdrengene og de grønlandske eksperimentbørn (som fik 250.000 kr. hver) beløber sig til 21 millioner kroner plus advokatomkostninger.

Hvorfor var processen for at få erstatning så besværlig?

Ifølge advokat Mads Pramming var processen besværlig, fordi staten ikke etablerede en generel kompensationsordning efter undskyldningen. I stedet skulle ofrene individuelt eller i grupper anlægge retssager mod staten for at få deres krav behandlet. Selvom staten efterfølgende indgik forlig, krævede det gentagne stævninger og juridisk tovtrækkeri, hvilket lagde en stor byrde på ofrene og deres advokat.

Hvad er Godhavnsrapporten?

Godhavnsrapporten er en historisk undersøgelse fra 2011, der dokumenterer forholdene på drengehjemmet Godhavn og 16 andre institutioner i perioden 1945-1976. Rapporten, der blandt andet bygger på interviews med tidligere anbragte, var afgørende for at afdække omfanget af svigt og overgreb og har spillet en vigtig rolle i Godhavnsdrengenes kamp for anerkendelse og erstatning.

Hvornår blev Godhavn lukket?

Den præcise dato for, hvornår drengehjemmet Godhavn blev lukket, fremgår ikke direkte af den tilgængelige information. Godhavnsrapporten dækker dog perioden 1945-1976 og dokumenterer forholdene i denne tidsramme. Det indikerer, at hjemmet var aktivt i hvert fald indtil 1976, som også er grænsen for den statslige undskyldning.

Hvorfor er det sværere for ofre fra andre børnehjem at få erstatning?

Det er sværere for ofre fra andre børnehjem, fordi forholdene på disse institutioner ofte ikke er lige så veldokumenterede som i Godhavnsrapporten. Uden lignende omfattende undersøgelser er det meget vanskeligt for individuelle ofre at løfte bevisbyrden for de overgreb, de har været udsat for, især mange år efter det fandt sted, og hvis institutionernes arkiver er utilgængelige.

Hvad foreslås der for at forbedre processen for fremtiden?

Advokat Mads Pramming foreslår, at staten ændrer fremgangsmåde og etablerer en officiel instans, for eksempel en offerfond, der selv behandler sagerne og undersøger forholdene på de gamle institutioner. Dette ville fjerne bevisbyrden fra ofrene og gøre processen mindre besværlig og mere tilgængelig for alle tidligere anbragte, uanset hvor de har boet.

Konklusion

Sagen om Godhavnsdrengene er et stærkt eksempel på, hvordan fortidens svigt kan kaste lange skygger ind i nutiden. Selvom en officiel undskyldning er givet, og økonomisk erstatning er udbetalt til en del af ofrene, understreger processen behovet for en mere retfærdig og mindre belastende måde at håndtere sager for tidligere anbragte. Debatten om statens ansvar og behovet for en mere tilgængelig kompensationsordning, muligvis i form af en offerfond, fortsætter. Det er en vigtig påmindelse om betydningen af at lytte til ofrene og sikre, at staten lever op til sit ansvar, når den har haft omsorgen for børn.

Kunne du lide 'Godhavnsdrengene: Kampen om Retfærdighed'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.