Forråelse i Plejen: Symptomer og Løsninger

Sager om forråelse på arbejdspladser, hvor professionelle tager sig af mennesker i sårbare situationer, rammer med jævne mellemrum medierne. En sådan sag, der vakte stor opmærksomhed, var fra Plejecentret Blomstergården i 2017. Skjulte lydoptagelser fra en beboer ved navn Inger Lise afslørede en tone og adfærd fra personalet, der tydede på netop forråelse. Denne sag, selvom den er specifik, rejser brede og vigtige spørgsmål om, hvad forråelse er, hvordan den viser sig, hvorfor den opstår, og ikke mindst, hvordan vi kan arbejde for at forhindre den.

Forråelse er et komplekst fænomen, der ikke handler om onde mennesker, men snarere om mennesker, der under pres udvikler en form for moralsk slitage. Det er en mestringsstrategi, der gør de professionelle i stand til at håndtere følelsesmæssigt krævende situationer ved at skabe distance eller udvise hårdhed. Det er vigtigt at forstå, at forråelse ikke er en personlighedsegenskab, men en reaktion på omstændigheder, der slider på den professionelle. Man gør sig hård eller ligeglad for at kunne holde til arbejdets krav.

Hvad er symptomerne på forråelse?

Symptomerne på forråelse kan være mange og varierede, og de viser sig ofte i den måde, de professionelle kommunikerer og interagerer med borgerne eller patienterne på. Sagen fra Blomstergården giver et tydeligt, om end barskt, indblik i nogle af disse symptomer.

Eksempler på symptomer, som det fremgår af lydoptagelserne og diskussionen omkring dem, inkluderer:

• Hård og upassende tone: Brug af skældsord, sarkasme eller truende vendinger over for borgeren ("dumme tøs", "skal du snart have et klap i røven?").
• Ligegyldighed eller afvisning: Udsagn der indikerer manglende lyst til at hjælpe eller bebrejder borgeren for situationen ("Havde jeg vidst, at du havde skidt i bukserne, havde jeg sagt nej").
• At tale hen over hovedet på borgeren: At føre samtaler om irrelevante emner (som mødetider) i borgerens påhør under en intim plejesituation.
• Kritik af borgeren eller dennes familie: At udtrykke negative holdninger om borgeren eller de pårørende på en måde, der krænker borgeren.
• Brug af humor og latter som camouflage: At dække over den hårde tone eller de krænkende handlinger med anstrengt latter, som i sig selv kan virke krænkende.
• Manglende empati: En tilsyneladende mangel på indlevelse i borgerens situation, forvirring eller ubehag.
• Reaktioner præget af irritation og afmagt: Selvom afmagt er en årsag, kan den også vise sig som et symptom i form af utålmodighed og rå reaktioner, når samarbejdet er svært.

Disse symptomer er faresignaler på, at noget er galt. Forråelse kan også vise sig i mere subtile former, såsom tavshed, undgåelse af kontakt eller en generel følelseskaldhed. Det handler om en gradvis slitage, hvor den professionelle mister noget af sin faglige og menneskelige sensitivitet for at beskytte sig selv.

Afmagt som Kernen

Sagen fra Blomstergården understreger et centralt aspekt ved forråelse: afmagt. Teksten argumenterer for, at situationen var præget af afmagt hos alle involverede parter: beboeren (pga. demens og forvirring), medarbejderne (der kæmpede med en svær situation), de pårørende (der følte sig uhørt) og ledelsen. Når professionelle gentagne gange står i situationer, hvor de føler, at de ikke slår til, hvor de bliver udsat for aggression eller vold, og hvor de ikke opleder tilstrækkelig støtte eller ressourcer, kan afmagten blive overvældende. Forråelse bliver da en ubevidst eller bevidst mestringsstrategi – en måde at håndtere følelsen af utilstrækkelighed og frustration på ved at skabe følelsesmæssig distance.

Afmagt kan opstå af mange årsager, herunder:

• Komplekse borgerforløb og udadreagerende adfærd.
• Manglende faglige redskaber eller viden til at håndtere specifikke situationer (f.eks. demens).
• Utilstrækkelige ressourcer (tid, personale, udstyr).
• Manglende faglig ledelse og sparring.
• Dårligt psykisk arbejdsmiljø.
• Konflikter (f.eks. med pårørende).

Når afmagten hober sig op, øges risikoen for, at professionelle reagerer på måder, der kan opfattes som forråelse, selvom det i virkeligheden er et udtryk for, at de selv er pressede ud over bristepunktet.

Mediernes Rolle: Hjælp eller Heksejagt?

Mediesager som den fra Blomstergården sætter forråelse på dagsordenen og skaber offentlig debat. Dette kan have positive effekter, da det tvinger problemerne frem i lyset og lægger pres på systemet for at handle. Imidlertid kan medieeksponering også have alvorlige negative konsekvenser.

Teksten argumenterer for, at medieopmærksomhed sjældent ændrer de dybereliggende årsager til forråelse. Tværtimod kan det føre til en "heksejagt", hvor fokus rettes mod at finde syndebukke (ofte medarbejdere og den nærmeste leder), som fyres. Dette kan ødelægge de fyredes fremtidige karriere og skabe et frygtpræget arbejdsmiljø for dem, der bliver tilbage. Kolleger kan begynde at mistro hinanden, danne alliancer og føle sig uretfærdigt behandlet. Det psykiske arbejdsmiljø forværres markant.

Desuden viser erfaringen, at pårørendesamarbejdet sjældent forbedres af medieindblanding. Selvom de pårørende måske føler sig hørt i offentligheden, kan den optrappede konflikt med arbejdspladsen og fagforeninger (som det ses med FOAs politianmeldelse i Blomstergården-sagen) forværre relationen på lang sigt.

Fra Syndebukke til Systemiske Løsninger

En bekymrende tendens, der beskrives i teksten, er den "skabelon", kommunale "møgsager" ofte håndteres efter. Denne skabelon involverer typisk:

• Udpegning og fyring af et par medarbejdere/ledere som syndebukke.
• Benægtelse af tidligere besparelser eller ressourceproblemer.
• Ledelsens og politikernes "hændervasken" og afstandtagen.
• Fortælling om "enkeltstående tilfælde".
• Bestilling af en "uvildig" konsulentrapport, der ofte tegner et rosenrødt billede.
• Indførelse af flere regler, procedurer og kontrol.

Ifølge teksten løser denne tilgang sjældent de reelle problemer. Den spilder tid, energi og penge og sender et signal til medarbejdere og ledere i organisationen om, at der ikke er hjælp at hente, når problemerne bliver synlige. Problemerne bliver i stedet skubbet under gulvtæppet.

En alternativ og mere konstruktiv tilgang kræver derimod modet til at se på de dybereliggende årsager til forråelsen. Det handler om at kortlægge, hvorfor afmagten opstår, og at skaffe den nødvendige faglige hjælp og støtte til medarbejdere og ledelse. Dette indebærer en ærlig dialog om arbejdsvilkår, ressourcer, faglighed og psykologisk tryghed.

Ansvar og Ressourcer: Et Komplekst Forhold

Debatten om forråelse rejser ofte spørgsmålet om ansvar. Hvem har ansvaret, når det går galt? Teksten argumenterer for, at ansvaret ligger på flere niveauer. Ledere har et stort ansvar i kraft af deres magt og mulighed for at påvirke rammerne. De skal have modet til at tale om forråelse, fastholde faglige standarder og søge hjælp udefra.

Medarbejderne har dog også et ansvar for deres egne handlinger, selv inden for de rammer, der er givet. Alle, der har viden om kritisable forhold, har et ansvar for at handle på den viden. Professionelle har generelt et større ansvar for samarbejdet end borgere og pårørende, fordi de er de professionelle parter.

Ressourcer spiller en rolle, men det er ikke hele forklaringen. Besparelser kan øge risikoen for forråelse, da man oftere stilles i situationer med afmagt, når man er for få til at løse opgaverne. Men forråelse ses også på arbejdspladser med gode ressourcer. Det handler derfor ikke kun om "varme hænder", men i høj grad om den faglighed, der er til stede, og hvordan ressourcerne bruges til at sikre netop den stærkest mulige faglighed.

Forråelse, Stress og Udbrændthed

Der er overlap mellem forråelse, stress og udbrændthed, men de er ikke identiske. Stress og udbrændthed handler ofte om, at kravene er for store, og kontrollen er for lille, hvilket kan føre til symptomer som træthed, irritabilitet og overbliksproblemer. Forråelse kan opstå som en konsekvens af langvarig stress og afmagt, hvor den moralske slitage bliver så stor, at man begynder at krænke andre – og måske endda retfærdiggøre det for sig selv.

Man kan dog være stresset uden at udvise forråelse, og man kan udvise forråelse uden nødvendigvis at være syg af stress. Forråelse er specifikt kendetegnet ved de krænkende handlinger over for andre, ofte udløst af en følelse af afmagt i relationen.

Veje til Løsning: Faglighed som Værn

Den mest effektive måde at bekæmpe forråelse på er ved at styrke den faglighed, der sætter professionelle i stand til at håndtere svære situationer uden at ty til forråelse. Dette handler om at erstatte den "forråede magt" (magt udøvet gennem hårdhed og distance) med "faglig magt" (magt baseret på viden, forståelse og konstruktive strategier).

En central del af denne faglige tilgang er at forstå borgerens adfærd – selv den udadreagerende eller aggressive – som en form for kommunikation. I stedet for at se adfærd som et problem i sig selv, tolker man den som et udtryk for, at borgeren ikke føler sig forstået, rummet eller hjulpet. Denne forståelse giver den professionelle en følelse af faglig kontrol over situationen, hvilket reducerer afmagten og dermed risikoen for forråelse.

Faglige redskaber og tilgange, der kan styrke modstandskraften mod forråelse, omfatter:

• Sanseintegration
• Marte Meo
• Musikterapi
• Meningsfulde aktiviteter
• Low Arousal
• Eden Alternative
• Gentle Teaching
• Neuropædagogik
• Compassion-træning (træning i medfølelse og omsorg)
• Mindfulness (for mental restitution)

Disse tilgange fokuserer på at forstå borgeren indefra, skabe positive relationer og finde alternative veje til at løse konflikter og udfordringer end magtanvendelse eller distance. Når professionelle føler sig fagligt klædt på til at håndtere svære situationer, mindskes følelsen af afmagt, og behovet for forråelse som mestringsstrategi reduceres.

Faglig Ledelses Afgørende Rolle

Faglig ledelse er helt central i kampen mod forråelse. Ledere, der er tæt på medarbejderne, spiller en nøglerolle i at fastholde standarder for ordentlighed og i at gribe ind, når faresignalerne på forråelse viser sig. God faglig ledelse indebærer:

• Mod til at tale om forråelse: Åbent og ærligt at adressere svære emner og anerkende risikoen.
• Fastholdelse af faglige standarder: Kontinuerligt at drøfte praksis og rette op på uhensigtsmæssig adfærd.
• Støtte og sparring: At hjælpe medarbejderne med at finde alternative, faglige reaktioner på afmagtsituationer.
• Supervision og praksis-uddannelse: At sikre, at medarbejderne løbende får faglig opdatering og støtte.
• At søge hjælp udefra: Erkende egne begrænsninger og trække på faglige eksperter.
• Beskyttelse opadtil: At dække over problemerne opadtil i systemet (kommune/ledelse) og i stedet arbejde for at løse dem.
• Fokus på gruppekultur: Erkende, at forråelse ofte er et kollektivt problem, der skal løses i fællesskab med medarbejderne, ikke ved at individualisere problemet til enkelte personer.

Ledere behøver ikke selv at være de dygtigste i praksis, men de skal have opdateret faglig viden for at kunne fungere som sparringspartnere og sikre den faglige udvikling i personalegruppen. En langsigtet plan for faglig styrkelse er afgørende for at forebygge afmagt og forråelse.

Mødet med Forråelse Kræver Respekt

Når forråelse kommer frem i lyset, enten gennem medier eller interne processer, er det afgørende, hvordan vi reagerer på den. Teksten understreger vigtigheden af at møde andres forråelse uden selv at blive forrået. Det hjælper ikke at reagere med råhed, kynisme, hævngerrighed eller følelseskaldhed, selvom det kan føles som naturlige reaktioner, når man hører om krænkelser.

Borgere, pårørende, medarbejdere og ledere bør mødes med respekt og forståelse for at skabe et klima, hvor problemerne kan løses konstruktivt. Dæmonisering af enkeltpersoner eller grupper (professionelle, pårørende, ledere) er ikke produktivt. Forråelse er et menneskeligt fænomen, der kan ramme os alle, og det kræver en fælles indsats at stoppe de krænkelser, der følger med.

Ofte Stillede Spørgsmål om Forråelse

Her er svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om forråelse, baseret på den fremlagte information:

Hvilke symptomer kan der være på forråelse?

Symptomer kan inkludere en hård og upassende tone, ligegyldighed, afvisning af hjælp, at tale hen over hovedet på borgeren, kritik af borgeren/familien, brug af anstrengt humor, manglende empati, irritation og rå reaktioner. Mere subtilt kan det være tavshed, undgåelse og følelseskaldhed.

Hvorfor opstår forråelse?

Forråelse opstår ofte som en mestringsstrategi over for følelsen af afmagt. Afmagt kan skyldes komplekse borgerforløb, manglende faglige redskaber, utilstrækkelige ressourcer, dårlig ledelse, stress og konflikter. Det er en reaktion på langvarig følelsesmæssig slitage.

Kan alle opleve forråelse?

Ja, teksten antyder, at forråelse er et menneskeligt fænomen, der kan ramme os alle under de rette (eller rettere sagt, forkerte) omstændigheder. Det handler ikke om onde mennesker, men om almindelige mennesker under ekstremt pres.

Hvad kan man gøre for at bekæmpe forråelse?

Løsningerne er komplekse og kræver en indsats på flere niveauer. Det handler om at styrke fagligheden, så professionelle har redskaber til at håndtere svære situationer. Det kræver psykologisk tryghed på arbejdspladsen, så problemer kan tales om. Det kræver, at man forstår de underliggende årsager til afmagten. Og det kræver stærk faglig ledelse, der støtter medarbejderne og adresserer problemerne.

Spiller ledelsen en vigtig rolle i forhold til forråelse?

Ja, faglig ledelse er afgørende. Ledere skal have modet til at tale om forråelse, fastholde standarder, støtte medarbejdere, sikre supervision og uddannelse, og arbejde for at løse de systemiske problemer, der bidrager til afmagt.

Hjælper det at en sag om forråelse kommer i medierne?

Teksten argumenterer for, at medieopmærksomhed sjældent løser de dybereliggende årsager og kan have alvorlige negative konsekvenser for arbejdsmiljøet og de involverede. Den foretrukne vej er at arbejde med forråelse internt på arbejdspladsen.

Konklusion

Sagen fra Blomstergården er en barsk påmindelse om risikoen for forråelse i plejesektoren. Den viser tydeligt, at forråelse er tæt knyttet til følelsen af afmagt, og at den kan vise sig på måder, der krænker de mest sårbare borgere. At adressere forråelse kræver mere end at finde syndebukke; det kræver en grundlæggende forståelse af fænomenet, en anerkendelse af de systemiske faktorer, der bidrager til det, og en målrettet indsats for at styrke fagligheden og den faglige ledelse. Kun ved at klæde professionelle bedre på til at håndtere afmagt og ved at skabe et arbejdsmiljø præget af psykologisk tryghed og faglig sparring, kan vi håbe på at værne mod forråelse og sikre den omsorg og respekt, som borgerne fortjener.

Kunne du lide 'Forråelse i Plejen: Symptomer og Løsninger'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.