Danske forfattere og fascinationen af Grønland

Grønland har gennem århundreder udøvet en særlig tiltrækning på danske kunstnere, forskere og forfattere. Landets storslåede natur, den unikke kultur og mødet mellem forskellige livsformer har inspireret utallige værker. Blandt de mange, der har beskæftiget sig med Grønland i deres virke, finder vi den folkekære skuespiller og forfatter Flemming Jensen, hvis personlige erfaringer fra øen har sat tydelige spor i hans arbejde, herunder den populære julekalender 'Nissebanden i Grønland' og flere romaner. Hans forsøg på at mestre det grønlandske sprog, selvom det ifølge ham selv var 'til stor morskab for lokalbefolkningen', vidner om et ægte engagement. Men Flemming Jensen står ikke alene; han er en del af en lang og nuanceret tradition af danske forfattere, der har forsøgt at indfange essensen af Grønland i deres litteratur.

Flemming Jensen og hans grønlandske forbindelse

Flemming Jensen, født i 1948, er kendt for sin alsidighed som skuespiller, forfatter og instruktør. Før han blev et kendt navn i den danske underholdningsverden, arbejdede han i en årrække som folkeskolelærer i Grønland. Denne periode formede utvivlsomt hans syn på landet og dets befolkning. Han lærte grundlæggende grønlandsk for at kunne kommunikere med de lokale, en indsats han selv beskriver med humor.

Hans mest kendte værk med direkte tilknytning til Grønland er uden tvivl julekalenderen 'Nissebanden i Grønland' fra 1989, hvor han selv spillede nissen Lunte. Han skrev og instruerede denne samt de to andre Nissebanden-kalendere. Kalenderen introducerede en hel generation af danskere for forestillingen om julemandens værksted på Grønland og gav et, omend romantiseret, billede af det grønlandske landskab. Jensen har også omsat 'Nissebanden i Grønland' til bogform.

Ud over dette populærkulturelle fænomen har Flemming Jensen skrevet romaner, der direkte behandler grønlandske temaer. Romanen 'ímaqa' fra 1999 og 'Den skyldiges uskyld' fra 2005 blev i 2010 sammenskrevet til romanen 'Jakob', der skildrer en grønlandsk drengs udvikling fra et traditionelt fangersamfund til mødet med problematikken omkring international terrorisme. Han har også skrevet novellesamlingen 'Vejledning i sælfangst' fra 1975. Disse værker viser en mere alvorlig og reflekterende side af Jensens forfatterskab med rødder i hans grønlandske erfaringer.

En litterær tradition: Danske forfattere skriver om Grønland

Interessen for Grønland i dansk litteratur er langt ældre end Flemming Jensens virke. Allerede i midten af 1800-tallet begyndte forfattere at skrive om landet, selvom de færreste af dem havde besøgt det. Deres billeder var ofte baseret på beretninger og vidnesbyrd, hvilket naturligt farvede fremstillingerne.

B.S. Ingemann (1789-1861) var en af de første. Hans fortælling 'Kunnuk og Naja eller Grønlænderne' fra 1842 blev yderst populær og fungerede i mange år som almenhedens primære kilde til viden om Grønland. Værket, der blev oversat til flere sprog, skildrede eskimoernes fangstliv og myter. Da Ingemann aldrig var i Grønland, blev resultatet et romantiseret og europæiseret billede, dog samtidig uhyre positivt. Grønlænderne blev ofte fremstillet som 'børn', med missionærerne i rollen som kærligt opdragende 'forældre' – en fremstilling der afspejler datidens syn på urbefolkninger.

Også Henrik Pontoppidan (1857-1943) lod sig fascinere af Grønland, efter at have hørt grønlandsforskeren Knud Steenstrup fortælle om landet. Ligesom Ingemann besøgte Pontoppidan aldrig Grønland, men fascinationen levede videre i hans erindringer. I 1887 skrev han fortællingen 'Isbjørnen', der introducerede et nyt tema: Grønland som et tilflugtssted for utilpassede eksistenser – en idé der dukkede op igen senere i litteraturen.

Fra fjerne billeder til skildringer indefra

Et skift i den grønlandske litteratur indtraf med forfattere, der rent faktisk havde boet og arbejdet i Grønland. Aage Ibsen (1847-1911), der tilbragte adskillige år som læge på øen, var den første til at skildre Grønland 'indefra'. Hans bøger som 'Nordlys' (1894), 'Søster Helene' (1895) og 'Fjældgænger' (1908) tilføjede et personligt og erfaret perspektiv. I 'Fjældgænger' introducerede han 'splittelsestemaet' gennem en hovedperson af blandet herkomst, hvilket afspejlede datidens 'kulturkløft'-diskurs.

En af de mest markante skikkelser i skildringen af Grønland er uden tvivl Knud Rasmussen (1879-1933). Hans virke har haft enorm betydning for både danskernes opfattelse af grønlænderne og grønlændernes selvforståelse. Han var med til at stifte det grønlandske litteraturselskab for at fremme en moderne grønlandsk litteratur. Samtidig var Rasmussen ambivalent; han idealiserede de 'uberørte' eskimoers frie liv, som han skildrede for et dansk publikum, blandt andet i 'Min Rejsedagbog' fra 1. Thuleekspedition (1912). Hans popularitet og indflydelse kan næppe overvurderes.

En anden stor navn, der kendte den grønlandske kultur indefra, var Peter Freuchen (1886-1957). Gennem sit ægteskab med polareskimoen Navarana Meqopaluk fik han et unikt indblik. Flere af hans romaner, herunder 'Ivalu' (1930), 'Hvid mand' (1943) og 'Solfjeld' (1946), kredser om grundkonflikten: kultursammenstødet mellem naturfolk og europæere. Freuchen placerede de indfødte i et sublimt landskab, hvor de repræsenterede 'ægte' værdier, men deres skæbne blev fremstillet som tragisk og uundgåelig på grund af deres kulturs forventede undergang – en parallel til værker som 'Den sidste mohikaner'.

Efterfølgende forfattere byggede videre på eller reagerede på disse tidlige skildringer. Knud Sønderby (1909-1966) brugte i romanen 'De kolde Flammer' (1940) Grønland som kulisse for et kærlighedsdrama og introducerede en tradition for danske forfattere, der rejste til Grønland for inspiration. Han søgte 'primitiviteten' i Grønland, ligesom andre forfattere søgte den i Afrika eller Mexico.

Jacob Bech Nygaard (1911-1988) skrev to store romaner, 'Natten er nådig' (1963) og 'Solen står lavt' (1971), baseret på omfattende research. I modsætning til mange andre boede han i længere perioder hos en familie i Grønland, nærmest som en antropolog. Hans værker behandlede samfundsudviklingen og opløsningen af fangersamfundets værdier, set fra en grønlænders perspektiv. Han skildrede dilemmaet mellem at fastholde traditionen og omfavne moderniseringen (repræsenteret ved Danmark).

Kulturmøde og postkoloniale perspektiver

Med forfattere som Jørgen Liljensøe (f. 1943) blev fokus i romanen 'Barakkerne' (1977) for alvor rettet mod det katastrofale kulturmøde. Liljensøe så ikke fremskridt i mødet mellem danskere og grønlændere; tværtimod fremstillede han det som en konflikt, hvor de 'løsningsorienterede' danskere stod over for de 'usikre' og 'umiddelbare' grønlændere, der kom hjælpeløst til kort. Denne modsætning mellem 'naturmennesket' og 'kulturmennesket' gentog sig her.

Indførelsen af det grønlandske hjemmestyre i 1979 markerede et vendepunkt. Flere danske forfattere reflekterede over dette i deres værker. Sven Holm (f. 1940) behandlede i sit stykke 'Hans Egede eller Guds ord for en halv tønde spæk' (1979) det fejlslagne kulturmøde, endnu mere direkte end Freuchen, med fokus på dansk uforstand og kynisme. Det var en litterær 'afdansning' af kolonitiden, som den grønlandske forfatter Aqqaluk Lynge ironisk har kaldt det.

Jørn Riel (f. 1931) er en anden yderst populær 'dansk grønlandsforfatter', der ligesom Freuchen kendte landet indefra efter at have boet der i en årrække. Hans 'skrøner' fra Nordgrønland og hans trebindsværk 'Sangen for livet' (1983-1985) har opnået stor popularitet. Riel kombinerer skrønefortællingen med et forsvar for oprindelige folk og skriver sig dermed ind i en tradition lig Freuchens.

I retningen 'økologisk realisme' (eller 'den ædle vildes genkomst', ifølge skeptikere) finder vi Vagn Lundbye (f. 1933). Han fastholder, ligesom Riel, oprindelige folk i rollen som 'ædle og oprindelige'. I hans værker, som 'Mytologisk rejse i et grønlandsk landskab' (1985), fremstår Grønland som et mytologisk sted, der påvirker det moderne menneske dybt. Interessen for eskimoernes religion var også central for Lundbye og andre i denne periode.

Et af de mest kendte nyere værker om Grønland er Peter Høegs (f. 1957) roman 'Frøken Smillas fornemmelse for sne' (1992). Høeg analyserer her Danmarks magt over Grønland som en 'vidensmagt', hvor viden indsamlet i danske arkiver fastholder et herredømme, uanset formelle ændringer. Romanen opretholder dog stadig modsætningen mellem dansk og grønlandsk, ofte konstrueret over det velkendte par: kultur vs. natur.

Nyere stemmer har tilføjet yderligere nuancer. Lotte Inuk (f. 1965) skildrede i romanen 'Sultekunstnerinde' (2004) kulturmødet og dets konsekvenser for et dansk barn i Nuuk op til hjemmestyrets indførelse, koblet med temaer som pubertet og spiseforstyrrelser. Romanen viser, hvordan danske børn også kunne føle sig fanget 'på den forkerte side' af en frihedskamp.

Endelig trådte Kim Leine (f. 1961) ind i traditionen med romanen 'Kalak' (2007), en blanding af erindring og roman i det postkolonialistiske spor. Leines værk handler om assimilering i det grønlandske, hvor forfatteren forsøger at genføde sig selv i et fremmed sprog ved at blive 'kalak' – en 'vaskeægte grønlænder' – efter traumatiske oplevelser. Hans senere værker har også beskæftiget sig indgående med Grønlands historie og Danmarks rolle.

Gennemgående temaer

Gennem disse mange forfattere og værker tegner der sig et billede af en litterær tradition, der konstant har forhandlet forskellige temaer. Det tidlige, romantiske syn på Grønland som et eksotisk 'eventyrrige' eller et tilflugtssted for utilpassede eksistenser afløses gradvist af mere nuancerede og kritiske skildringer. Mødet mellem kulturer – ofte fremstillet som modsætningen mellem 'natur' og 'kultur' eller 'tradition' og 'modernitet' – er et centralt omdrejningspunkt. Også splittelsestemaet, identitetsspørgsmål for personer af blandet herkomst, og Danmarks rolle som kolonimagt (eller vidensmagt) bliver vigtige elementer, især i nyere litteratur. Flemming Jensens bidrag spænder fra den folkekære, lettere idealiserede skildring i 'Nissebanden' til de mere komplekse og alvorlige temaer i hans romaner om grønlandske skæbner, hvilket viser hans unikke plads i denne lange og rige litterære historie.

Sammenligning af udvalgte forfattere

Ofte stillede spørgsmål om Flemming Jensen og Grønland

Kan Flemming Jensen tale grønlandsk? Ja, ifølge den givne information lærte Flemming Jensen at tale grønlandsk under sin tid i Grønland. Han siger selv, at han gjorde sit bedste, "til stor morskab for lokalbefolkningen".

Hvem har skrevet mange bøger om Grønland? Mange danske forfattere har skrevet om Grønland gennem tiden. Blandt dem, der nævnes med flere værker eller stor indflydelse, er B.S. Ingemann, Aage Ibsen, Knud Rasmussen, Peter Freuchen, Jacob Bech Nygaard, Jørn Riel, og Flemming Jensen selv. Teksten nævner specifikt adskillige oplag af Knud Rasmussens 'Min Rejsedagbog' og Jørn Riels 'Sangen for livet', samt flere bøger af Ibsen, Freuchen, Bech Nygaard og Jensen.

Hvor mange børn har Flemming Jensen? Den tilgængelige information indeholder ikke oplysninger om, hvor mange børn Flemming Jensen har.

Grønland har således ikke kun været et geografisk område, men også et litterært landskab for danske forfattere. Fra de tidlige, romantiske skildringer baseret på andenhåndsberetninger til de senere, ofte mere kritiske og erfaringsbaserede værker, viser litteraturen en konstant udvikling i synet på øen og dens indbyggere. Flemming Jensens bidrag, der spænder fra den folkekære julekalender til dybere romaner om grønlandske liv, er et fascinerende eksempel på, hvordan personlige erfaringer kan berige og forme et forfatterskab inden for denne særlige, grønlandske tradition i dansk litteratur.

Kunne du lide 'Danske forfattere og fascinationen af Grønland'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.