2 år ago
Esajas' Bog er en af de mest betydningsfulde profetiske bøger i Det Gamle Testamente, især for dem, der søger indsigt i profetier om Messias. Bogen indeholder mange passager, som traditionelt er blevet tolket som forudsigelser om Jesu liv, død og virke. Men et spørgsmål, der ofte opstår, er, hvad Esajas' Bog – eller for den sags skyld resten af Det Gamle Testamente – faktisk siger om Messias' navn. Er navnet Jesus eksplicit nævnt? Svaret er måske mere nuanceret og overraskende, end mange forventer, og en nærmere granskning af teksten, som præsenteret i det foreliggende materiale, afslører visse "pinlige detaljer" vedrørende de mest kendte skriftsteder.
Når man undersøger, om Esajas kaldte Jesus ved navn, støder man hurtigt på et citat, der ofte fremhæves i denne sammenhæng. I Matthæusevangeliet henvises der til profeten Esajas i forbindelse med Jesu gerninger:
Matthæus 12,17 for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger:
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 12,21 folkene håber på hans navn.
Dette vers bruges altså til at understøtte tanken om, at Esajas profeterede om Jesus' navn. Men ifølge den analyse, vi har fået forelagt, er der et par væsentlige problemer med denne påstand. Det første problem, der karakteriseres som lidt pinligt, er, at sætningen »folkene håber på hans navn« angiveligt ikke findes i den hebraiske grundtekst af Esajas' Bog. I stedet stammer den fra den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, kendt som Septuaginta. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt citatet reelt er en direkte profeti fra Esajas om Jesu navn i den oprindelige tekst. Det antydes endda, at dette forhold kan tolkes som, at Helligånden havde en bedre forståelse for græsk end for hebraisk, hvilket er en markant og kritisk kommentar til den traditionelle tolkning.
Det andet problem, der beskrives som virkeligt pinligt, er mere fundamentalt: Uanset om udtrykket findes i Esajas eller ej, nævner ingen af de angiveligt 300 profetier om Messias i Det Gamle Testamente eksplicit, hvad Gud har tænkt sig at kalde sin søn. Navnet Jesus, som er identisk med det hebraiske navn Josva, var et ganske almindeligt navn på den tid og er det stadig i visse dele af verden. Den foreliggende tekst påpeger endda, at der kan findes utallige paralleller mellem Jesus og Josva, manden kendt fra folkemordet i Jeriko. Alligevel, påpeges det, står der intet sted i de 1.209 sider, som Det Gamle Testamente fylder, at Gud havde en søn ved navn Josva i baghånden, klar til at sende til jorden "da tidens fylde kom" (Galaterne 4,4). Synspunktet er, at de eksisterende profetier (eller i hvert fald mange af dem) er så generelle, at de kunne handle om enhver anden end Jesus.
Argumentationen for, at profetier kunne og burde have nævnt Messias' navn, styrkes ved at se på eksempler, hvor bibelske profetier faktisk nævner navne på kommende personer. Den foreliggende tekst fremhæver specifikt to sådanne eksempler fra Det Gamle Testamente.
Et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på en profeti, der eksplicit nævner en persons navn, handler om den persiske konge Kyros. Esajas' Bog dedikerer adskillige kapitler til at spå om Kyros, og her tøver profeten ikke med at sætte navn på den person, profetien omhandler. Vi citeres følgende vers:
Esajas 44,28 Til Kyros siger jeg: "Min hyrde!" Han skal udføre alt det, jeg vil. Jeg siger til Jerusalem: "Du skal genopbygges, og templet skal grundlægges."
Esajas 45,1 Dette siger Herren til sin salvede, til Kyros, hvis højre hånd jeg har grebet for at nedtrampe folk foran ham og løse kongernes bælter, så døre åbnes for ham, og porte ikke står lukket:
Disse vers er bemærkelsesværdige, fordi de ikke alene forudsiger Kyros' gerninger – at han skulle tillade genopbygningen af Jerusalem og templet – men de nævner ham ved navn og tildeler ham endda titler som "Min hyrde" og "Min salvede". Ordet for "salvet" er på hebraisk "Messias" eller på græsk "Kristus". Det er altså den samme titel, der senere gives til Jesus.
Den jødiske historiker Josephus, i sit værk Jødernes Oldtid, bekræfter betydningen af denne navns nævnelse. Ifølge Josephus var det netop det forhold, at Esajas 210 år tidligere havde nævnt Kyros ved navn og profeteret om hans rolle i genopbygningen af templet, der imponerede Kyros så dybt. Josephus skriver, at Kyros læste profetierne i Esajas' Bog og beundrede deres guddommelige budskab. Dette gav ham en impuls og ambition til at opfylde det, der var skrevet. Som følge heraf tillod Kyros jøderne at vende tilbage til deres land og genopbygge Jerusalem og Guds tempel. Teksten argumenterer, at det var "sandelig heldigt", at Esajas havde husket at nævne Kong Kyros' navn, da jøderne ellers måske stadig havde været i Babylon.
Pointen, der rejses her, er skarp: Hvis Gud kunne afsløre navnet på en "hedensk" konge som Kyros og kalde ham "Min hyrde" og "Min salvede" flere hundrede år i forvejen, hvorfor kunne han så ikke på samme måde afsløre navnet på sin egen søn, Messias, som skulle være den "helt store hyrde" og "Kristus"? Esajas var selv salvet af Gud (Esajas 61,1), så han kunne i det mindste have sagt "velkommen i klubben" til Jesus, hvis han havde vidst, han kom.
Et andet eksempel, der bruges til at understrege muligheden for at nævne navne i profetier, er profetien om Kong Josija. Denne profeti findes i Første Kongebog:
1 Kongebog 13,2 På Herrens befaling råbte han mod alteret: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."
Denne profeti forudsagde altså specifikt, at en søn fra Davids hus ved navn Josija en dag ville nedrive alteret i Betel og vanhellige det ved at brænde menneskeknogler på det. Profetien blev opfyldt over 300 år senere, som beskrevet i Anden Kongebog 23,15-16. Kong Josija gennemførte en omfattende religiøs reform og udrensning, der inkluderede ødelæggelsen af alteret i Betel, præcis som profeteret. Bibelen er omhyggelig med at påpege, at denne handling opfyldte "det ord fra Herren, som gudsmanden havde råbt, da han forkyndte dette."
Igen stilles det kritiske spørgsmål: Hvis Gudsmanden på Herrens befaling kunne forudsige, at der skulle fødes en søn ved navn Josija fra Davids hus, hvorfor huskede Gud så ikke at nævne, at der senere ville blive født en endnu større konge fra Davids hus ved navn Jesus? Hvis Bibelen kan profetere om navnet på en af kongerne i Jesu stamtavle, hvorfor kan den så ikke profetere om navnet på Jesus selv?
Hvad så med Immanuel?
Over for argumentet om den manglende navns nævnelse for Jesus, fremhæver kristen apologetik ofte profetien i Esajas 7,14:
Esajas 7,14 Derfor vil Herren selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.
Dette vers, især i forbindelse med Matthæus' anvendelse af det på Jesu fødsel, bruges som bevis for, at Jesus' navn (eller i hvert fald en titel/beskrivelse af ham) blev profeteret i Det Gamle Testamente. Matthæus skriver:
Matthæus 1,20 Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden."
Matthæus 1,21 Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder."
Matthæus 1,22 Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:
Matthæus 1,23 "Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel" - det betyder: Gud med os.
Mark Hitchcock, citeret i den foreliggende tekst, bruger netop dette til at argumentere for, at Jesus var "mentioned by name long before He was born" gennem profetien om Immanuel. Han anerkender, at Immanuel "is not a name in the sense that Jesus is the Messiah's name", men snarere "a title or description of who He is".
Men den foreliggende tekst rejser alvorlig kritik mod denne argumentation. For det første, selv hvis englen havde bedt Josef om at kalde sønnen Immanuel, ville dette blot have været en selvopfyldende profeti, ikke et forudsigende bevis på profetiens ægthed mange hundrede år tidligere. For det andet, og dette er den mest afgørende kritik, skete det jo aldrig. Som citatet fra Matthæus 1,21 selv fastslår, skulle Josef give barnet navnet Jesus. Og Jesus fik navnet Jesus. Ingen har nogensinde kaldt ham Immanuel som hans personlige navn. Immanuel betyder "Gud med os" og er en beskrivende titel eller et tegn, men ikke det navn, som barnet fik. Teksten konkluderer, at logikken her er "totalmente fraværende", og går så vidt som til at kalde Matthæus for "den dummeste af evangelisterne" i denne specifikke sammenhæng, fordi han tilsyneladende forsøger at koble en profeti om navnet Immanuel med et barn, der faktisk fik navnet Jesus, og påstå, at det første opfyldte det andet.
Kontrasten mellem de eksplicitte navne på Kyros og Josija i profetierne, og den manglende eksplicitte navns nævnelse for Jesus i Det Gamle Testamente, står altså centralt i den foreliggende teksts analyse. Mens profetier om titler, roller eller begivenheder er til stede, påpeges det, at det specifikke navn Jesus ikke er forudsagt, i modsætning til andre vigtige (men fra et kristent perspektiv, mindre centrale) personer i bibelhistorien.
Her er svar på nogle af de spørgsmål, der naturligt opstår, når man ser på Esajas' Bog og spørgsmålet om Messias' navn, baseret på den foreliggende tekst:
Ifølge den foreliggende tekst profeterede Esajas ikke eksplicit om Messias' navn Jesus. Selvom Esajas' Bog indeholder profetier, der traditionelt forbindes med Messias, nævnes navnet Jesus ikke. Teksten argumenterer for, at dette er bemærkelsesværdigt, da Esajas (og andre profeter) nævnte navne på andre vigtige personer, såsom kong Kyros og kong Josija, flere hundrede år før de blev født.
Den foreliggende tekst påpeger, at denne sætning, som Matthæus tilskriver Esajas, angiveligt ikke findes i den oprindelige hebraiske tekst af Esajas' Bog, men stammer fra den græske oversættelse, Septuaginta. Desuden argumenteres det for, at selv hvis sætningen fandtes, nævner den stadig ikke eksplicit navnet Jesus. Det bruges som et eksempel på en "fup-profeti", der ikke entydigt peger på Jesus.
Blev Jesus ikke kaldt Immanuel, som profeteret i Esajas 7:14?
Nej, ifølge den foreliggende tekst fik Jesus navnet Jesus, som angivet i Matthæus 1:21. Selvom Matthæus 1:22-23 citerer Esajas 7:14 ("...de skal give ham navnet Immanuel") i forbindelse med Jesu fødsel, argumenteres det for, at dette er en fejlslutning fra Matthæus' side. Immanuel ("Gud med os") er en titel eller en beskrivelse af, hvem barnet er, ikke det navn, barnet faktisk fik. Teksten finder logikken i Matthæus' argumentation "totalmente fraværende", da barnet blev navngivet Jesus og aldrig blev kaldt Immanuel som sit navn.
Dette er et centralt spørgsmål rejst i den foreliggende tekst. Teksten bruger eksemplerne med Kyros og Josija – hvis navne blev eksplicit profeteret flere hundrede år i forvejen – til at understrege, at det *var* muligt for bibelske profetier at nævne navne på kommende personer. Argumentet er, at hvis Gud kunne afsløre navnene på disse konger, hvoraf den ene endda blev kaldt "salvet" (Messias), hvorfor skulle han så undlade at afsløre navnet på sin egen søn, den centrale Messias-figur?
Sammenfattende argumenterer den foreliggende analyse for, at Esajas' Bog, trods sin betydning for messianske forventninger, ikke indeholder en eksplicit profeti om navnet Jesus. De skriftsteder, der ofte bruges til at argumentere for det modsatte, såsom citatet i Matthæus 12 eller profetien om Immanuel, afvises som enten baseret på en ikke-original tekst (Septuaginta) eller som en fejlagtig kobling af en titel/beskrivelse med et faktisk navn, der ikke blev givet.
Kunne du lide 'Esajas og Navnet på Messias'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.