Dock Boggs og Hans Legendariske Banjoer

Moran Lee "Dock" Boggs (1898-1971) var en skikkelse, hvis musikalske arv er lige så dyb og kompleks som kulminerne, han tilbragte en stor del af sit liv i. Som en pioner inden for old-time og blues banjo blandede han på unik vis bjergtraditioner fra Appalachia med afroamerikanske blues-elementer, hvilket skabte en lyd, der var dybt personlig og udtryksfuld. Kernen i denne lyd var hans banjo – eller rettere, de banjos han spillede på gennem sin karriere. At forstå Docks musik kræver også et blik på de instrumenter, der bar hans karakteristiske toner, og den spillestil han udviklede.

Docks musikalske rejse begyndte tidligt i livet, selvom hans primære levevej var den hårde og farlige verden af kulminedrift i Virginia og Kentucky. Hans historie er en fascinerende blanding af musikalsk geni, personlige strabadser og en vedholdenhed, der gjorde ham til en legende, selv efter mange års fravær fra musikscenen.

De Første Anslag og Det Første Instrument

Docks interesse for banjoen opstod omkring 1910, omtrent samtidig med at han som blot tolvårig begyndte sit hårde arbejde i kulminerne. Hans første job var som "Trapping", en slags trafikregulator i minernes tunneler, et hårdt og ensomt arbejde. Det vides ikke præcist, hvilken type banjo han erhvervede sig dengang, da kilderne ikke specificerer mærke eller model. Men historien fortæller, at han fik den på en bemærkelsesværdig måde: han byttede sit ur for et gevær, og geværet byttede han derefter for banjoen. Dette ukendte instrument markerede starten på en livslang passion og udviklingen af en helt unik musikalsk identitet. I disse formative år (1910-1920) blev Dock påvirket af en række musikere, herunder sin svoger Lee Hunsucker, der lærte ham mange hellige sange, og lokale afroamerikanske musikere som "Go Lightning" og Jim White, der introducerede ham for blues og picking-stilen, som stod i kontrast til den frailing/clawhammer-stil, hans søskende brugte.

Supertonen fra Sears Roebuck

Efter ti år med sit første instrument, der sandsynligvis var et simpelt instrument, opgraderede Dock i 1920 til en bedre banjo. Han erhvervede sig en Sears Roebuck Supertone, som han betalte 18 dollars for. Sears Roebuck solgte instrumenter via postordre, og Supertone var deres mærke for musikinstrumenter, der ofte tilbød en overkommelig kvalitet. Dette instrument repræsenterede et skridt op i kvalitet og lyd for Dock og var sandsynligvis det instrument, han spillede på i årene, der ledte op til hans første professionelle indspilninger. Det var også omkring denne tid, i 1923, at Dock for alvor begyndte at høre indspillet bluesmusik, hvilket havde en dybtgående effekt på hans spillestil og sangvalg. Han nævnte specifikt indspilninger af Sara Martin og Alberta Hunter som inspirationskilder.

Den Legendariske Gibson Mastertone

Docks karriere tog en vigtig drejning i 1927, da han blev opdaget af repræsentanter fra Brunswick Records ved en audition i Norton, Virginia. Trods nerver, dæmpet med en halv pint moonshine, og at han måtte låne en banjo til auditionen, imponerede han pladeselskabet og fik en kontrakt. Efter sine succesfulde indspilninger for Brunswick i New York, hvor han optog otte sider, brugte Dock en del af indtægterne på at købe, hvad han selv kaldte "den bedste banjo, han kunne købe". Dette var en Gibson Mastertone. Den præcise model nævnes ikke i de tilgængelige oplysninger, men blot det at den var en Mastertone placerer den i toppen af Gibsons banjolinje på det tidspunkt. Mastertone-modeller var kendt for deres kraftfulde lyd og resonans, ofte takket være en tone-ring konstruktion. Denne banjo blev et centralt instrument i Docks karriere i slutningen af 1920'erne, en periode hvor han oplevede moderat succes, dannede bandet "Dock Boggs and His Cumberland Mountain Entertainers" og tjente godt på sin musik. Hans band, der inkluderede Scott Boatwright og Charley Powers på guitar og Melvin Robinette på violin, spillede til fester og danse og kunne tjene op til fire hundrede dollars om ugen – en betydelig sum i 1928. Men livet som rejsende musiker var hårdt og kompliceret. Docks musikalske livsstil stred mod hans kone Saras religiøse overbevisninger, og han befandt sig ofte i slagsmål i de rå minebyer. Samtidig ramte Den Store Depression, hvilket gjorde det svært at leve af musik. I 1933 måtte Dock desværre pantsætte sin Mastertone til en ven som sikkerhed for et personligt lån. Selvom han håbede at få den tilbage hurtigt, skete det aldrig, og i 1938 opgav han håbet om at leve af musikken og vendte tilbage til kulminerne, uden sin elskede Gibson.

En Stil Uden Lignende: Picking og Usædvanlige Stemninger

Hvad der gjorde Dock Boggs' musik så unik, var ikke kun instrumenterne i sig selv, men i høj grad den måde, han spillede på dem, og de stemninger han valgte. I modsætning til mange af hans samtidige, der primært brugte clawhammer- eller "knockdown"-stilen, som Dock kaldte det, udviklede Dock en stil, hvor han primært brugte picking-stilen til at plukke melodien. Han brugte tommelfingeren til tredje, fjerde og femte streng, pegefingeren til den anden streng, og langefingeren til den første streng. Selv når han spillede sange som "Coal Creek March" med en teknik, der kunne lyde som frailing, brugte han stadig langefingeren til at plukke melodien på den første streng, mens pegefingeren lavede anslaget.

På nogle sange plukkede Dock primært melodien på tredje og fjerde streng, mens han plukkede et off-beat akkompagnement på første og anden streng. Han var også kendt for at introducere interessante dissonanser, især ved at spille i D mol-modus og lejlighedsvis slå den femte streng an, som var stemt til F#. Dock brugte mange usædvanlige stemninger og stemte ofte banjoen, så den passede til hans stemme, snarere end at holde sig til standardstemninger. En vigtig detalje er, at han ikke brugte en capo, hvilket betød, at han måtte mestre disse alternative stemninger for at kunne spille i forskellige tonearter. Hans evne til at blande elementer fra gamle bjergtraditioner og afroamerikansk blues resulterede i en lyd, der var dybt personlig og udtryksfuld. Han foretrak "lonesome songs", hvilket afspejlede sig i hans melankolske, intense vokal og den måde, han lod banjoens stemmer interagere med den.

Livet som Minearbejder og Genopdagelsen

Efter at have opgivet håbet om en musikkarriere til fuld tid, vendte Dock tilbage til kulminerne, hvor han arbejdede det meste af sit liv. Han oplevede personlige og åndelige forandringer, herunder en religiøs omvendelse i 1942, der førte til, at han opgav drikkeri og spil og blev diakon i sin kirke. Han arbejdede i minerne indtil 1954, hvor han gik på pension som 56-årig, før han var gammel nok til pension, hvilket førte til nogle svære år økonomisk. Men hans musikalske arv var ikke glemt. I juni 1963, midt under den amerikanske folkemusik-revival, opsøgte folkemusikforskeren Mike Seeger Dock Boggs i Virginia. Seeger var begejstret for at finde ud af, at Dock for nylig havde genkøbt en banjo og igen var begyndt at øve sig efter mange års pause. Dette møde førte til en genoplivning af Docks karriere. Fra 1963 og frem til sin død i 1971 optrådte Dock igen ved festivaler, herunder Newport Folk Festival, og indspillede for Folkways Records, hvilket introducerede hans unikke musik for en ny generation. Selvom kilderne ikke specificerer mærket eller modellen på den banjo, han spillede på i denne sidste periode af sit liv, var det instrumentet, der tillod ham at dele sine gamle sange med en ny generation og cementere sin plads som en af de mest indflydelsesrige og unikke banjoister i amerikansk folkehistorie. Dock var stolt over, at han via musikken i denne periode tjente nok til at købe sin første nye bil.

Docks Banjoer Gennem Tiden

Baseret på de tilgængelige oplysninger, kan vi liste de banjos, der er kendt for at have været i Dock Boggs' besiddelse:

Ofte Stillede Spørgsmål om Dock Boggs og Hans Musik

Hvilken type banjo spillede Dock Boggs primært?

Dock Boggs spillede på flere banjos gennem sit liv. Han er mest kendt for at have ejet en Gibson Mastertone i slutningen af 1920'erne, som han betragtede som den bedste. Han spillede også på en Sears Roebuck Supertone og en ukendt banjo i sine tidlige år, samt et ukendt instrument efter sin genopdagelse i 1960'erne.

Hvad var specielt ved Dock Boggs' spillestil?

I stedet for den udbredte clawhammer-stil, brugte Dock Boggs en picking-stil, hvor han plukkede melodien med forskellige fingre, ofte med fokus på de dybere strenge, mens han tilføjede off-beat akkompagnement. Han inkorporerede blues-elementer og brugte usædvanlige stemninger og dissonanser.

Hvilke stemninger brugte Dock Boggs?

Dock Boggs var kendt for at bruge mange usædvanlige stemninger, som han tilpassede sin stemme. Han spillede ofte i D mol og brugte lejlighedsvis en F# stemning på den femte streng. Han brugte ikke capo.

Hvor var Dock Boggs fra?

Dock Boggs blev født i West Norton, Virginia, i 1898. Han boede og arbejdede også i Kentucky i perioder af sit liv.

Hvornår blev Dock Boggs "genopdaget"?

Dock Boggs blev genopdaget under folkemusik-revivalen i 1963 af folkemusikforskeren Mike Seeger, efter mange år væk fra musikscenen, hvor han primært havde arbejdet som minearbejder.

Dock Boggs' historie er en fortælling om vedholdenhed, musikalsk innovation og den dybe forbindelse mellem en musiker og hans instrumenter. Selvom detaljerne om alle hans banjos måske aldrig bliver fuldt belyst, er det klart, at hvert instrument spillede en rolle i udviklingen af hans unikke og tidløse lyd, der fortsat fascinerer lyttere den dag i dag. Hans evne til at finde bluesen på banjoens gribebræt, som han selv udtrykte det, uanset instrumentet, vidner om et mesterskab, der overskred de enkelte banjos mærker og modeller.

Kunne du lide 'Dock Boggs og Hans Legendariske Banjoer'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.