Bøgerne i Det Nye Testamente: En Oversigt

Det Nye Testamente udgør en central samling af skrifter inden for kristendommen. Denne samling består i dag af i alt 27 forskellige tekster, der tilsammen beretter om Jesu liv, den tidlige kirkes udbredelse og de første kristne lederes lære og visioner for fremtiden. For at forstå Det Nye Testamente er det væsentligt at kende til både dets indholdsmæssige opbygning og den historiske proces, der førte til, at netop disse 27 skrifter blev anerkendt som den autoritative del af den kristne Bibel.

Hvordan blev Det Nye Testamente til?

Fastlæggelsen af omfanget af de skrifter, der i dag udgør Det Nye Testamente, var ikke en øjeblikkelig begivenhed, men derimod en proces, der strakte sig over flere århundreder. I store træk var denne proces afsluttet omkring år 200 e.Kr., hvor et bredt udsnit af de senere anerkendte skrifter var i udbredt brug og anerkendelse. Dog var der fortsat enkelte skrifter, hvis status var omstridt i de efterfølgende århundreder. Tallet 27 lå således ikke helt fast før i slutningen af 300-tallet.

Denne endelige fastlæggelse i slutningen af 300-tallet skete delvist som følge af et politisk ønske. Kristendommen var på dette tidspunkt blevet statsreligion, og der opstod dermed et behov for en klar og fast afgrænsning af en autoritativ skriftsamling. Dette sikrede en ensartet basis for tro og lære inden for det store romerske rige. Selvom kanon (listen over anerkendte bøger) dermed blev fastlagt, har der historisk set været diskussioner.

Selv under reformationen, i 1500-tallet, var der overvejelser om kanonens sammensætning. Martin Luther, en af reformationens centrale skikkelser, lagde til at begynde med op til, at enkelte skrifter, som for eksempel Jakobsbrevet, burde tages op til fornyet overvejelse og potentielt fjernes fra kanon. Dog frafaldt han senere denne tanke, og Det Nye Testamentes omfang forblev uændret. Denne historie illustrerer, at selvom kanon blev fastlagt, har den teologiske diskussion om skrifternes indbyrdes vægt og betydning fortsat.

Det Nye Testamentes indhold og struktur

Indholdsmæssigt er Det Nye Testamente opdelt i fire hovedafdelinger. Denne struktur giver en logisk progression fra Jesu liv og lære til den tidlige kirkes virke, apostlenes undervisning og en afsluttende visionær bog.

De fire evangelier

Den første og for mange mest kendte afdeling består af de fire evangelier. Disse skrifter har traditionelt været tilskrevet hhv. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Ordet "evangelium" stammer fra græsk og betyder "glædeligt budskab". Dette ord bruges både som betegnelse for netop disse fire skrifter, men også mere bredt om den kristne forkyndelse generelt – kernen i det kristne budskab.

Evangelierne beretter primært om Jesu liv. De skildrer hans fødsel, hans lære og mirakler, hans interaktioner med mennesker, hans lidelse og død, samt hans opstandelse fra de døde. Selvom de alle behandler det samme centrale emne – Jesus Kristus – har de hver især deres eget særpræg og fokus.

Af de fire evangelier er det kun Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet, der indeholder beretninger om Jesu fødsel og barndom. Dette får dem til at fremstå mere som en form for biografier over Jesus i traditionel forstand, da de dækker hans liv fra begyndelsen. Matthæusevangeliet er i de fleste bibeludgaver anbragt forrest i Det Nye Testamente. Dette skyldes, at det med sin indledende slægtstavle, der sporer Jesu aner tilbage, symbolsk set begynder med begyndelsen og dermed lægger grunden for resten af samlingen.

Kritisk bibelforskning betragter generelt ikke nogen af de fire evangelier som egentlige øjenvidneberetninger i moderne historisk forstand. De er snarere teologiske værker, der er blevet til ud fra overleveringer og teologisk fortolkning med det formål at forkynde troen på Jesus.

De synoptiske evangelier og to-kilde-hypotesen

En markant observation, når man læser evangelierne, er de store ligheder mellem de tre første: Matthæus, Markus og Lukas. Disse ligheder antyder et litterært afhængighedsforhold mellem dem. På grund af disse ligheder kaldes Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet for de synoptiske evangelier. Ordet "synopsis" betyder "samskuen", og en parallel opstilling af teksterne fra disse tre evangelier, der tydeligt viser ligheder og forskelle, kaldes da også en synopse.

Den dominerende hypotese inden for bibelforskningen til at forklare lighederne mellem de synoptiske evangelier er den såkaldte to-kilde-hypotese. Ifølge denne hypotese er Markusevangeliet det ældste af de fire evangelier. Det antages, at både Matthæus og Lukas har benyttet Markusevangeliet som en af deres primære kilder, da de skrev deres egne evangelier. Udover Markusevangeliet antages det, at Matthæus og Lukas også har haft adgang til en anden fælles kilde. Denne hypotetiske kilde, der ofte benævnes "Q" (fra tysk Quelle, der betyder kilde), menes hovedsageligt at have bestået af udsagn og taler af Jesus, som ikke findes i Markusevangeliet, men som optræder både hos Matthæus og Lukas.

Selvom evangelierne indeholder beretninger, der refererer til historiske begivenheder, er det vigtigt at understrege, at deres primære formål er forkyndelse frem for historieskrivning. Dette betyder, at de har begrænset værdi som rene historiske kilder til en detaljeret, kronologisk biografi over Jesu liv. Deres værdi ligger i stedet i at formidle det teologiske budskab om, hvem Jesus er, og hvad hans liv, død og opstandelse betyder.

Apostlenes Gerninger

Efter de fire evangelier følger Det Nye Testamentes anden afdeling, bogen kendt som Apostlenes Gerninger. Dette skrift er faktisk anden del af et større dobbeltværk. Første del af dette dobbeltværk er Lukasevangeliet. De to skrifter er tæt forbundne og skrevet af samme forfatter (traditionelt antaget at være Lukas).

Selvom Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger oprindeligt udgjorde et sammenhængende værk, er de blevet skilt fra hinanden i Bibelens kanon. En vigtig grund til denne adskillelse er, at Apostlenes Gerninger fungerer som en naturlig og nødvendig optakt til Det Nye Testamentes tredje store afdeling: apostelbrevene. Bogen beskriver, hvordan det glædelige budskab om Jesus spredte sig fra Jerusalem til Rom efter Jesu himmelfart. Den skildrer Helligåndens komme, dannelsen af de første kristne menigheder og de første missionærers virke.

Apostlenes Gerninger fokuserer især på to centrale skikkelser: Peter i bogens første del og Paulus i dens anden halvdel. Paulus' rejser og missionsarbejde er en hovedhistorie i Apostlenes Gerninger, hvilket skaber en direkte forbindelse til de mange breve, der tilskrives ham, og som udgør en stor del af den næste afdeling.

Apostelbrevene

Den tredje og mest omfangsrige afdeling i Det Nye Testamente består af apostelbrevene. Disse breve er skrevet af forskellige personer og henvendt til enten specifikke menigheder, enkeltpersoner eller en bredere kreds af troende. Brevene indeholder undervisning, formaning, opmuntring og svar på praktiske og teologiske spørgsmål, som opstod i de tidlige kristne samfund.

De første 13 breve i denne afdeling optræder som skrevet af apostlen Paulus. Disse breve, som f.eks. Romerbrevet, Første og Anden Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, Første og Anden Thessalonikerbrev, Første og Anden Timotheusbrev, Titusbrevet og Filemonsbrevet, udgør en væsentlig del af Det Nye Testamente og har haft enorm indflydelse på kristen teologi. Det er værd at bemærke, at de ægte Paulusbreve – altså de breve, hvor der er bred enighed i forskningen om Paulus' forfatterskab – regnes for at være de ældste skrifter i hele Det Nye Testamente, dateret til begyndelsen af 50'erne e.Kr.

Udover de 13 Paulusbreve blev det anonyme Hebræerbrev tidligt regnet for et Paulusbrev. Hvis man tæller Hebræerbrevet med som et Paulusbrev, bliver der i alt 14 breve tilskrevet Paulus, hvilket kan ses som symbolsk signifikant (to gange syv).

Resten af brevene i denne afdeling er syv andre breve. Disse breve er: Jakobsbrevet, Første Petersbrev, Andet Petersbrev, Første Johannesbrev, Andet Johannesbrev, Tredje Johannesbrev samt Judasbrevet. Fordi disse breve typisk ikke er henvendt til en bestemt menighed i en specifik by, men snarere til en bredere kreds af kristne, kaldes de almindeligvis for "de katolske breve" (hvor "katolsk" her betyder "almen" eller "universel", ikke specifikt den romersk-katolske kirke).

Samlet set udgør apostelbrevene en rig kilde til indsigt i trospraksis, teologisk refleksion og etiske retningslinjer i den tidligste kirke.

Johannes' Åbenbaring

Som en effektfuld og ofte dramatisk afslutning på Det Nye Testamente står bogen Johannes' Åbenbaring. Dette skrift er Det Nye Testamentes eneste apokalypse. En apokalypse er en type litteratur, der ofte indeholder symbolske syner og profetier om endetiden, Guds dom og frelsens fuldendelse.

Johannes' Åbenbaring optræder formelt set som en rundskrivelse, der er henvendt til syv specifikke menigheder i det vestlige Lilleasien (nutidens Tyrkiet). Bogen indeholder komplekse billedsprog og symbolik og har gennem historien været genstand for et utal af fortolkninger. Den tjener som en visionær afslutning på den bibelske historie, der begynder med skabelsen i Det Gamle Testamente og fortsætter med Jesu liv og den tidlige kirkes virke i Det Nye Testamente.

Rækkefølgen af bøgerne

Den rækkefølge, hvori de forskellige bøger optræder i Det Nye Testamente i de fleste moderne bibeludgaver, er den, der er beskrevet ovenfor: fire evangelier, Apostlenes Gerninger, apostelbrevene og til sidst Johannes' Åbenbaring. Inden for de enkelte afdelinger er der også en fast traditionel rækkefølge (f.eks. Matthæus, Markus, Lukas, Johannes; Romerbrevet, Første Korintherbrev osv.).

Det er interessant, at rækkefølgen af bøgerne faktisk kunne variere i de allerældste bibelhåndskrifter. Dette viser, at selve indholdet (hvilke 27 bøger) blev fastlagt før den præcise sekvens. Dog lå den nuværende rækkefølge forholdsvis tidligt fast og afspejler en logisk progression fra Jesu liv til kirkens udbredelse og de teologiske refleksioner.

Oversigt over Det Nye Testamentes bøger

For at give et klart overblik kan vi opstille de fire hovedafdelinger og antallet af bøger i hver:

De 21 apostelbreve kan yderligere opdeles:

Spørgsmål og Svar om Det Nye Testamente

Hvilke bøger er der i Det Nye Testamente?

Det Nye Testamente består af 27 skrifter. Disse er inddelt i fire hovedkategorier: de fire evangelier (Matthæus, Markus, Lukas, Johannes), bogen Apostlenes Gerninger, 21 apostelbreve (inklusive Paulus' breve, Hebræerbrevet og de katolske breve) og bogen Johannes' Åbenbaring.

Hvad er de vigtigste skrifter i Det Nye Testamente?

Alle skrifter i Det Nye Testamente anses for at være en del af den autoritative samling. Dog fremhæver den givne information især evangeliernes centrale betydning, da de beretter om Jesu liv, hans ord og gerninger, samt hans død og opstandelse. De kaldes "glædeligt budskab" og er grundlaget for den kristne forkyndelse. De ægte Paulusbreve fremhæves desuden som de ældste skrifter i samlingen.

Hvad hedder den første bog i Det Nye Testamente?

Den første bog, der er anbragt i de fleste udgaver af Det Nye Testamente, er Matthæusevangeliet. Placeringen forrest skyldes traditionelt, at bogen indledes med en slægtstavle, der symbolsk set begynder med "begyndelsen".

Hvad indeholder Det Nye Testamente?

Det Nye Testamente indeholder skrifter, der beretter om Jesu Kristi liv, lære, død og opstandelse (Evangelierne). Det indeholder også en beretning om den tidlige kristne kirkes historie og udbredelse efter Jesu himmelfart (Apostlenes Gerninger). En stor del består af breve fra apostlene til menigheder og enkeltpersoner med undervisning og formaning (Apostelbrevene). Endelig afsluttes samlingen med en apokalyptisk bog, der indeholder syner og profetier (Johannes' Åbenbaring).

Samlet set giver Det Nye Testamente et omfattende billede af den tidligste kristne tro, praksis og teologi, baseret på vidnesbyrdet om Jesus Kristus og hans efterfølgere.

Kunne du lide 'Bøgerne i Det Nye Testamente: En Oversigt'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.