2 måneder ago
Det Arabiske Forår refererer til en bølge af folkelige oprør, protester og demonstrationer, der spredte sig over store dele af den arabiske verden i 2010 og 2011. Hvad der begyndte som lokale protester mod uretfærdighed og dårlige levevilkår, udviklede sig hurtigt til krav om dybtgående politiske og sociale forandringer, ofte med krav om at fjerne siddende autoritære regimer. Begivenhederne markerede et dramatisk skift i regionens historie og fik vidtrækkende konsekvenser.
Årsagerne til oprørene var mangeartede og varierede fra land til land, men fællesnævnere inkluderede udbredt korruption, høj arbejdsløshed (især blandt unge), stigende fødevarepriser, mangel på grundlæggende frihedsrettigheder og et ønske om demokratisering. Mange følte en dyb afmagt og utilfredshed med de autoritære styrer, der havde siddet på magten i årtier.
Gnisten tændes i Tunesien
Startskuddet for Det Arabiske Forår sættes ofte til den 17. december 2010 i den tunesiske by Sidi Bouzid. En 28-årig frugthandler ved navn Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i protest mod myndighedernes ydmygende behandling og konfiskation af hans frugtvogn. Denne desperate handling ramte en nerve i den tunesiske befolkning, der i vid udstrækning kunne spejle sig i Bouazizis frustration over økonomiske vanskeligheder og myndighedernes arrogance. Protesterne spredte sig hurtigt fra Sidi Bouzid til andre byer og voksede i styrke. Unge gik forrest i demonstrationerne, men snart mobiliseredes alle alders- og samfundslag i en egentlig folkelig opstand. Oprøret, der senere blev kendt som Jasminrevolutionen, førte til voldsomme sammenstød med sikkerhedsstyrkerne, og hundreder af civile mistede livet. Trods indførelse af undtagelsestilstand blev presset på præsident Zine al-Abidine Ben Ali for stort. Efter at have siddet på magten siden 1987, blev han i januar 2011 tvunget til at flygte i eksil til Saudi-Arabien. Tunesien gennemgik efterfølgende en overgangsperiode, der, trods udfordringer, betragtes som den mest succesfulde i regionen. En ny grundlov blev udarbejdet, og der blev afholdt demokratiske valg. Den brede politiske dialog, der inkluderede forskellige dele af samfundet, var afgørende for denne udvikling og førte til, at den såkaldte Tunesien-kvartet blev tildelt Nobels fredspris i 2015 for deres bidrag til demokratiets opbygning.
Egypten: Fra Revolution til Nyt Styre
Inspireret af begivenhederne i Tunesien brød der den 25. januar 2011, kendt som 'Vredens Dag', store protester ud i Egypten. Tusindvis af demonstranter samledes i gaderne i Cairo, med Tahrir-pladsen som det centrale samlingspunkt. Kravet var entydigt: Præsident Hosni Mubarak, der havde styret landet siden 1981, skulle træde tilbage. Demonstranterne, drevet af utilfredshed med politibrutalitet, korruption, undtagelsestilstand, arbejdsløshed og dårlige levestandarder, slog lejr på Tahrir-pladsen. Selvom protesterne i starten var fredelige, reagerede sikkerhedsstyrkerne hårdt, hvilket førte til voldelige sammenstød og kostede mindst 846 mennesker livet i løbet af de første 18 dage.
Efter ugers massedemonstrationer og stigende pres, herunder fra militæret, trådte Hosni Mubarak tilbage den 11. februar 2011 og overlod magten til militærledelsen. Dette blev fejret som en stor sejr af demonstranterne. Egypten afholdt efterfølgende valg, hvor Det Muslimske Broderskabs parti, Friheds- og Retfærdighedspartiet (FJP), vandt flertal i nationalforsamlingen, og deres kandidat, Mohammed Morsi, blev valgt til præsident i juni 2012. Morsi blev Egyptens første demokratisk valgte leder.
Morsis styre mødte dog hurtigt modstand, især fra liberale, sekulære og minoritetsgrupper, der var utilfredse med udkastet til en ny grundlov, som de mente indskrænkede frihedsrettigheder. Nye store protester brød ud mod Morsi og Det Muslimske Broderskab. Dette førte til, at den egyptiske hær, under ledelse af Abdel Fattah el-Sisi, gennemførte et statskup den 3. juli 2013 og fjernede Morsi fra magten. Sisi blev efterfølgende valgt til præsident i 2014 ved et valg, hvor Morsis parti ikke fik lov at deltage. Ifølge flere egyptiske organisationer og aktivister er menneskerettighedssituationen i Egypten blevet værre under Sisi end under Mubarak. I Egypten betød Det Arabiske Forår således, at én autoritær leder blev afløst af en anden.
Libyen: Fra Oprør til Borgerkrig og International Intervention
Oprøret i Libyen startede i februar 2011, inspireret af begivenhederne i Tunesien og Egypten. Protesterne begyndte i den østlige del af landet, centreret omkring byen Benghazi, og rettede sig mod Muammar Gaddafis regime, der havde været ved magten siden 1969. Fra første færd var situationen i Libyen præget af vold. Gaddafi-regimet reagerede med ekstrem brutalitet mod demonstranterne, og oprøret udviklede sig hurtigt til en regulær borgerkrig.
Situationen i Libyen tiltrak sig hurtigt international opmærksomhed. FN's Sikkerhedsråd godkendte i marts 2011 en resolution, der tillod en international militær intervention for at beskytte civile mod Gaddafis styrker. NATO-lande, herunder USA, Frankrig og Storbritannien, iværksatte luftangreb mod Gaddafis militær. Den internationale intervention bidrog til, at Gaddafi-regimet faldt i oktober 2011, og Gaddafi selv blev dræbt. Regimets fald førte dog ikke til stabilitet. Tværtimod kastede det Libyen ud i en tilstand af kaos og lovløshed, præget af rivaliserende militser, opblomstring af menneskehandel og ekstremistiske grupper. Landet har siden kæmpet med at etablere en samlet og fungerende statsmagt.
Syrien: Den Længste og Mest Ødelæggende Konflikt
Protesterne i Syrien begyndte i marts 2011, inspireret af oprørene i nabolandene. En tidlig katalysator var fængslingen og torturen af en gruppe meget unge drenge i byen Dara'a, der havde skrevet anti-regime graffiti på en mur. Hændelsen udløste protester i Dara'a, som blev mødt med hårdhændet nedslagning fra Assad-regimets side. Drab og fængslinger af demonstranter førte blot til, at modstanden spredte sig til flere dele af landet.
Præsident Bashar al-Assads regime reagerede på de indledningsvist primært fredelige demonstrationer med ekstrem brutalitet. Regimet beskyldte demonstranterne for at være islamistiske terrorister. Ifølge oplysninger valgte regimet bevidst at løslade ekstremistiske jihadister fra fængsler for at bidrage til at omforme det fredelige oprør til en voldelig konflikt. Dette ville gøre det mere legitimt for regimet at anvende brutal magt og 'bevise' dets påstand om, at oprøret var drevet af terrorister. Denne strategi var en vigtig årsag til, at oprøret hurtigt eskalerede og udviklede sig til en brutal borgerkrig.
Flere soldater deserterede fra den syriske hær og dannede oprørsgrupper, herunder Den Frie Syriske Hær. Oppositionen blev mere organiseret, men også meget fragmenteret, med et utal af forskellige grupper, der ofte skiftede alliancer. Konflikten eskalerede for alvor, da den syriske hær indledte en storstilet militær operation mod byen Homs i februar 2012. Brutale bombardementer og hus-til-hus-udrensninger gjorde det klart, at Syrien befandt sig i åben krig.
Borgerkrigen i Syrien udviklede sig hurtigt til en kompleks stedfortræderkrig, hvor regionale og globale magter blandede sig. Regimet fik støtte fra Iran, Libanon (Hizbollah) og især Rusland, der intervenerede militært i 2015. Oprørsgrupperne fik støtte fra lande som USA, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Bahrain, Forenede Arabiske Emirater og Jordan. Kampen mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS), der udnyttede kaosset til at erobre store landområder i Syrien og Irak, førte til yderligere international intervention, herunder luftangreb fra en USA-ledet koalition.
Krigen har haft katastrofale konsekvenser for Syrien. Ifølge estimater havde krigen i 2018 kostet op mod 400.000 mennesker livet, og over halvdelen af landets befolkning var fordrevet, enten internt eller som flygtninge i nabolande og Europa. Regimet har anvendt brutal taktik, herunder belejringer, udsultning af civile områder og brug af kemiske våben, hvilket har ført til begrænsede militære reaktioner fra vestlige lande.
Kurderne i Syrien har spillet en central rolle, især i kampen mod Islamisk Stat, og har etableret en form for selvstyre i det nordlige og østlige Syrien. Deres situation blev dog kompliceret, da USA i 2019 trak de fleste af sine styrker ud, hvilket gav Tyrkiet mulighed for at angribe kurdiske militser, som Tyrkiet anser for at være terrorister. Dette har yderligere destabiliseret regionen og skubbet kurderne tættere på regimet.
På trods af den massive ødelæggelse og de enorme menneskelige omkostninger ser det ud til, at Bashar al-Assad-regimet, med afgørende støtte fra Rusland og Iran, har genvundet kontrollen over størstedelen af landet og står tilbage som krigens foreløbige vinder. Mange eksperter vurderer, at det internationale samfund reelt har accepteret, at Assad bliver siddende.
Andre Lande Præget af Oprøret
Det Arabiske Forår spredte sig til en række andre lande i regionen, med varierende resultater.
Yemen
I Yemen begyndte protester mod præsident Ali Abdullah Saleh i januar 2011. Selvom Saleh først lovede ikke at genopstille, fortsatte demonstrationerne. Efter øget pres og voldelige sammenstød trådte han tilbage i november 2011 og overlod magten til sin stedfortræder. Denne overgang tilfredsstillede dog ikke alle parter, og Houthi-bevægelsen i nord gennemførte et statskup i 2014-2015, hvilket udløste en borgerkrig, der af FN er blevet kaldt verdens største humanitære krise.
Bahrain
I Bahrain samledes demonstranter i Manama i februar 2011 for at protestere mod monarkiet, korruption og for at kræve større politisk indflydelse for den shiamuslimske majoritet. Protesterne, der centrerede sig om Pearl Roundabout, blev slået hårdt ned af regeringsstyrkerne. Myndighederne erklærede undtagelsestilstand og inviterede militærstyrker fra Saudi-Arabien ind for at hjælpe med at nedkæmpe demonstrationerne. Tusinder blev arresteret, og protesterne blev effektivt undertrykt, selvom kampen for øget frihed har fortsat i mindre skala.
Algeriet og Marokko
Algeriet og Marokko oplevede også protester, men de var ikke lige så omfattende som i andre lande. I Algeriet blev den mangeårige undtagelsestilstand ophævet, og der blev indført grundlovsændringer, men præsident Abdelaziz Bouteflika forblev ved magten, hvilket førte til nye store protester i 2019. I Marokko lovede myndighederne at reducere kongens magt, og der blev vedtaget grundlovsændringer, men landet kæmper fortsat med begrænsede civile og politiske rettigheder.
Mindre Protester
Andre lande som Jordan, Saudi-Arabien, Oman og Sudan oplevede også mindre protestbevægelser, der krævede reformer og forbedrede levekår, men disse førte ikke til de samme store omvæltninger som i Tunesien, Egypten, Libyen og Syrien.
En vigtig faktor, der bidrog til spredningen og organiseringen af protesterne under Det Arabiske Forår, var brugen af sociale medier som Facebook og Twitter. Disse platforme blev brugt til at samordne demonstrationer, sprede information om overgreb fra myndighederne og mobilisere folk. De spillede også en rolle i at skabe international opmærksomhed om begivenhederne, da aktivister delte billeder og videoer fra gaderne. Regimerne forsøgte ofte at blokere adgangen til internettet og sociale medier i et forsøg på at genvinde kontrollen.
Betegnelsen "Det Arabiske Forår" blev primært brugt i vestlige medier og refererer til tidligere perioder med oprør, såsom revolutionerne i Europa i 1848 og Prager Foråret i 1968. Navnet er dog blevet kritiseret af flere årsager. For det første ekskluderer ordet "arabisk" de mange minoriteter, der deltog i protesterne, såsom berbere og kurdere. For det andet kan ordet "forår" give en misvisende positiv klang til begivenheder, der ofte var farlige og blodige. Endelig antyder "forår" en tidsbegrænsning, der ikke afspejler, at kampene mod diktaturerne både startede før 2011 og fortsatte længe efter.
Resultater og Konsekvenser
Resultaterne af Det Arabiske Forår er meget blandede. Tunesien er det eneste land, der har gennemgået en relativt fredelig overgang til et mere demokratisk styre, selvom landet stadig står over for store økonomiske og politiske udfordringer. I Egypten førte revolutionen til regimets fald, men endte med et nyt autoritært styre. Libyen og Yemen kastede sig ud i langvarige borgerkrige, der har ført til stor ustabilitet og humanitære kriser. Syrien oplevede den mest ødelæggende udvikling, hvor oprøret udviklede sig til en kompleks og blodig borgerkrig med massiv international indblanding. I Bahrain blev protesterne brutalt nedkæmpet. Selvom nogle lande oplevede mindre reformer, fortsatte de fleste autoritære regimer med at sidde på magten.
På trods af de ofte tragiske resultater i mange lande, viste Det Arabiske Forår en klar utilfredshed med status quo og et dybt ønske om forandring blandt befolkningerne i regionen. Begivenhederne har permanent ændret det politiske landskab i Mellemøsten og Nordafrika.
Ofte Stillede Spørgsmål
Hvad var den primære årsag til Det Arabiske Forår?
Der var flere årsager, herunder korruption, høj arbejdsløshed, mangel på politiske frihedsrettigheder og utilfredshed med autoritære regimer. Gnisten blev ofte tændt af specifikke lokale hændelser, som i Tunesien med Mohammed Bouazizis selvafbrænding.
Hvornår fandt Det Arabiske Forår sted?
Det betragtes typisk som starten med protesterne i Tunesien i december 2010 og de mest intense oprør i regionen i løbet af 2011. Mange af konflikterne og konsekvenserne, især borgerkrigene i Syrien, Libyen og Yemen, fortsatte i årene efter.
Hvor mange mennesker døde under Det Arabiske Forår?
Det er svært at give et præcist samlet tal, da mange af oprørene udviklede sig til voldelige konflikter. I Tunesien døde over 300 civile. I Egypten døde mindst 846 i de første uger. Den syriske borgerkrig alene har kostet hundredtusinder af liv (op mod 400.000 i 2018), og borgerkrigene i Libyen og Yemen har også haft meget høje dødstal. Det samlede antal ofre løber op i hundredtusinder.
Hvilken rolle spillede sociale medier?
Sociale medier som Facebook og Twitter var vigtige redskaber til at organisere protester, sprede information hurtigt og skabe international opmærksomhed, hvilket bidrog til oprørenes udbredelse og styrke.
Hvad blev resultatet af Det Arabiske Forår?
Resultaterne var meget forskellige. Tunesien opnåede en demokratisk overgang, mens Egypten endte med et nyt autoritært styre. Libyen, Syrien og Yemen udviklede sig til langvarige og ødelæggende borgerkrige. I Bahrain blev protesterne slået ned. Overordnet set førte Det Arabiske Forår til store omvæltninger, men kun begrænset varig demokratisering i de fleste berørte lande.
Kunne du lide 'Det Arabiske Forår: Oprør, Håb og Konflikt'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.