Store Fædrelandskrig: En Dybdegående Gennemgang

Begrebet Store Fædrelandskrig er dybt forankret i russisk og sovjetisk historie og bevidsthed. Det er et patriotisk og symbolsk udtryk, der primært anvendes i Rusland og andre tidligere sovjetiske stater til at beskrive den del af den globale konflikt, vi kender som 2. Verdenskrig, der udspillede sig på Østfronten mellem Sovjetunionen og Nazi-Tyskland samt dets europæiske allierede. Denne brutale og skelsættende periode strakte sig fra den 22. juni 1941 til den 9. maj 1945 og havde en uovertruffen indvirkning på sovjetisk samfund og historie.

Hvad Store Fædrelandskrig Betyder

Det er vigtigt at forstå, at begrebet Store Fædrelandskrig ikke er synonymt med hele 2. Verdenskrig. Det sovjetiske udtryk afgrænser specifikt konflikten mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen. Dette betyder, at andre vigtige dele af 2. Verdenskrig, såsom krigen mod Japan, krigen på Vestfronten, samt Sovjetunionens egne militære handlinger forud for juni 1941 – herunder angrebet på Polen i 1939, krigen mod Finland i 1940 og invasionen af Baltikum samme år – ikke er omfattet af dette begreb. Store Fædrelandskrig fokuserer udelukkende på kampen mod den nazistiske invasion af det sovjetiske territorium.

Begrebet opstod umiddelbart efter det tyske angreb den 22. juni 1941. Formålet var klart: at samle og motivere den sovjetiske befolkning til at forsvare 'moderlandet' og drive den invaderende fjende ud. Udtrykket 'Fædrelandskrigen' var ikke nyt; det var tidligere blevet brugt til at beskrive Napoleons felttog i Rusland i 1812, som i dag kendes som Fædrelandskrigen i 1812 for at skelne den fra den senere konflikt. Udtrykket 'Store Fædrelandskrig' blev hurtigt populært efter at have optrådt i den sovjetiske avis Pravda i en artikel med titlen "Det Sovjetiske Folks Store Fædrelandskrig". Under denne krig blev Fædrelandskrigsordenen også indstiftet som en anerkendelse af heroiske gerninger i kampen.

Vejen til Krig: Sovjetunionen Før 1941

For at forstå Store Fædrelandskrig må man se på Sovjetunionens situation i årene op til 1941. Efter Josef Stalins magtovertagelse gennemgik landet en radikal transformation. Landbruget blev tvangskollektiviseret under enorme menneskelige lidelser, og landet blev omdannet fra et primært landbrugssamfund til en industriel stormagt. Et af Stalins hovedmål med denne massive industrialisering var at forberede Sovjetunionen på en krig, som han forventede ville komme, især med vestlige magter.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 forsøgte Stalin i første omgang at etablere en fælles front mod Tyskland sammen med Storbritannien og Frankrig. Disse forsøg mislykkedes imidlertid. I stedet chokerede Sovjetunionen verden ved i 1939 at indgå en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland – den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt. Denne pagt sikrede ikke kun en midlertidig ikke-aggression mellem de to totalitære stater, men inkluderede også hemmelige tillægsprotokoller, der opdelte Østeuropa i interesseområder, hvilket reelt gav de to lande frit råderum i regionen.

Trods pagten var en konfrontation mellem Sovjetunionen og Tyskland på længere sigt næsten uundgåelig. Sovjetunionens eksistens og ideologi var uforenelig med Hitlers drøm om et tysk verdensherredømme og hans racistiske syn på slaviske folk som undermennesker. Desuden var nazismens og kommunismens ideologier fundamentalt modstridende, selvom de midlertidigt fandt fælles fodslag i 1939.

Krigen Bryder Ud: 1941-1945

Den 22. juni 1941 indledte Hitler sin "Operation Barbarossa" – et massivt og overraskende lynkrigsangreb på Sovjetunionen, der brød ikke-angrebspagten fra 1939. Selvom Sovjetunionen teknisk set havde været involveret i krigshandlinger siden 1939, ændrede dette angreb landets rolle dramatisk. Sovjetunionen blev nu tvunget ind i en alliance med de vestlige allierede – Frankrig, Storbritannien og USA – i kampen mod Tyskland.

Selvom der er meget, der tyder på, at Stalin var blevet advaret om et forestående angreb, valgte han tilsyneladende at overhøre truslerne, og angrebet kom som en stor overraskelse for det sovjetiske folk og store dele af militæret. Sovjetunionen var dårligt forberedt på den tyske invasion. Selvom industrialiseringen havde styrket landets produktionskapacitet, var Den Røde Hær på ingen måde på niveau med den erfarne og velforberedte tyske Wehrmacht. De store udrensninger i slutningen af 1930'erne, der havde ramt store dele af den sovjetiske elite, herunder en betydelig del af officerskorpset, havde berøvet hæren meget af dens ekspertise og erfaring.

På trods af indledende sovjetiske tilbageslag og enorme territoriale tab, lykkedes det tyskerne på få måneder at kæmpe sig dybt ind i sovjetisk territorium og nå frem til vigtige byer som Leningrad (nu Sankt Petersborg) og Moskva. I august 1942 nåede de tyske styrker byen Stalingrad ved Volga-floden. Slaget om Stalingrad blev et af krigens mest brutale og blodige opgør. Efter måneders intense kampe, belejring og ufattelige tab lykkedes det Den Røde Hær at omringe og tilintetgøre den tyske 6. armé. Dette slag betragtes bredt som vendepunktet på Østfronten. Efter Stalingrad begyndte Den Røde Hær langsomt, men sikkert, at drive tyskerne tilbage.

I 1944 og 1945 pressede sovjetiske styrker den tyske hær tilbage over Østeuropa. Land efter land blev generobret, og krigen bevægede sig mod Tysklands egne grænser. I april-maj 1945 nåede sovjetiske tropper Berlin og indtog den tyske hovedstad, hvilket markerede afslutningen på krigen i Europa med Tysklands kapitulation den 8. maj 1945.

Krigens Enorme Omkostninger

Krigen på Østfronten var kendetegnet ved en usædvanlig og næsten ubegribelig brutalitet. De menneskelige og materielle omkostninger for Sovjetunionen var kolossale. Ifølge sovjetiske tal kostede Store Fædrelandskrig over 25 millioner sovjetborgere livet. Bemærkelsesværdigt var halvdelen af disse ofre civile – et vidnesbyrd om krigens totale karakter og den tyske besættelses grusomhed.

Den tyske behandling af den sovjetiske befolkning var dikteret af nazistisk ideologi, der betragtede slaviske folk som "untermenschen" (undermennesker). De besatte områder skulle udnyttes til fordel for det tyske "herrefolk", og befolkningen blev tvunget til at leve på et eksistensminimum og tjene som slavearbejdere. Tyske soldater begik udbredte grusomheder mod civilbefolkningen. Særlige SS-enheder, Einsatzgruppen, opererede bag fronten med det formål systematisk at udrydde jøder, kommunister og andre grupper, de anså for "fjender". Hundredtusindvis af mennesker blev henrettet i massevis.

Udover de ufattelige menneskelige tab medførte krigen også massive materielle ødelæggelser. Sovjetiske opgørelser angiver, at 1710 byer og 70.000 landsbyer blev ødelagt under krigen. Op mod 25 millioner mennesker blev hjemløse som følge af ødelæggelserne.

Deportationer af Etniske Mindretal

I årene op til krigen, efter Den Store Terror (1936-1938), havde der været en vis, omend begrænset, mildning i sovjetregimets undertrykkelse. Stalin var bevidst om krigsfaren og havde brug for befolkningens støtte, hvilket førte til forsøg på en vis forsoning. Dog viser eksempler som loven fra juni 1940, der gjorde det strafbart at komme mere end 20 minutter for sent på arbejde (med en straf på 6 måneders fængsel), at regimet stadig var yderst stringent.

Med Sovjetunionens indtræden i krigen skærpedes undertrykkelsen igen, og denne gang ramte det især hårdt mod de ikke-russiske nationale mindretal, som regimet mistænkte for illoyalitet eller potentielt samarbejde med fjenden. Under påskud af spionage eller kollaboration blev hele befolkningsgrupper deporteret fra deres hjemområder til fjerntliggende og tyndtbefolkede dele af Sovjetunionen, ofte i Sibirien eller Centralasien. Et prominent eksempel er deportation af 1,2 millioner sovjetborgere af tysk afstamning i 1941. Mange andre nationale mindretal fulgte efter i de følgende år.

Sejren og Optakten til Den Kolde Krig

Trods de enorme omkostninger stod Sovjetunionen i 1945 tilbage som en af de sejrende stormagter. Den Røde Hær havde spillet en afgørende rolle i Nazitysklands nederlag og sad solidt på store dele af Østeuropa. Sovjetunionen ønskede at udøve afgørende indflydelse i disse områder for at skabe en sikkerhedszone mod Vesten, en ambition der hurtigt førte til spændinger med de tidligere allierede.

Allerede på Potsdam-konferencen i sommeren 1945, hvor de sejrende magter skulle forme efterkrigstidens Europa, var der tydelige uoverensstemmelser mellem Sovjetunionen, USA og Storbritannien. Da Sovjetunionen i perioden 1945-1948, i modstrid med tidligere aftaler, installerede kommunistiske regeringer i de østeuropæiske lande, blev Den Kolde Krig mellem Sovjetunionen og Vesten en realitet. Denne globale ideologiske og geopolitiske konflikt, der aldrig udviklede sig til en direkte militær konfrontation mellem supermagterne, kom til at vare frem til omkring 1989-1990.

Den Kolde Krig var primært en kamp om indflydelse og kontrol, centreret omkring Europa, men med globale forgreninger. Hovedparterne var USA og Sovjetunionen, og dens særlige karakter lå i, at der trods perioder med høj spænding aldrig udbrød egentlige krigshandlinger mellem de to atombevæbnede supermagter.

Stalins Sidste År Efter Krigen

Efter krigssejren igangsatte det sovjetiske regime en storstilet indsats for at genopbygge landets ødelagte industri. Ligesom i 1930'erne blev hovedparten af de økonomiske ressourcer kanaliseret mod sværindustrien, mens befolkningens behov ofte blev tilsidesat. Selvom krigssejren midlertidigt havde styrket Stalins popularitet, fortsatte han sin hårdhændede politik over for systemets reelle eller indbildte fjender helt frem til sin død i 1953.

I 1948 ramte en bølge af udrensninger ledende kommunister i Leningrad (Leningrad-affæren), og i 1952 blev en række fremtrædende læger, mange af dem jødiske, arresteret og anklaget for at planlægge et mordforsøg på Stalin (Lægekomplottet). Efter Stalins død blev lægekomplottet erklæret for at være en fabrikation, men da var mange af de anklagede læger allerede døde under tortur. Mange historikere tolker lægekomplottet som et muligt forvarsel om en forestående, storstilet udrensning af sovjetiske jøder, der angiveligt kun blev afværget på grund af Stalins død den 5. marts 1953.

Store Fædrelandskrig er en central og smertefuld del af den sovjetiske og russiske historie. Krigen definerede en generation, formede landets fremtid og lagde grunden til den globale magtkamp, der kendetegnede anden halvdel af det 20. århundrede.

Sammenligning: Store Fædrelandskrig vs. 2. Verdenskrig

Ofte Stillede Spørgsmål om Store Fædrelandskrig

Hvad betyder navnet "Store Fædrelandskrig"?

Navnet er et patriotisk udtryk, der blev brugt til at opfordre sovjetborgere til at forsvare deres "fædreland" mod den nazistiske invasion. Det trækker paralleller til den tidligere "Fædrelandskrig" mod Napoleon i 1812.

Hvorfor kaldes krigen i Sovjetunionen ikke bare 2. Verdenskrig?

Betegnelsen "Store Fædrelandskrig" afgrænser specifikt den del af 2. Verdenskrig, der foregik på Østfronten mellem Sovjetunionen og Nazi-Tyskland fra 1941 til 1945. Den inkluderer ikke andre dele af den globale konflikt eller Sovjetunionens egne handlinger før 1941.

Hvornår startede og sluttede Store Fædrelandskrig?

Krigen startede den 22. juni 1941 med Nazi-Tysklands invasion af Sovjetunionen og sluttede den 9. maj 1945 med Tysklands kapitulation til Sovjetunionen.

Hvad var vendepunktet på Østfronten?

Slaget om Stalingrad (august 1942 - februar 1943) betragtes bredt som det afgørende vendepunkt, hvor Den Røde Hær formåede at stoppe den tyske fremrykning og indlede den langsomme proces med at drive tyskerne tilbage.

Hvor mange mennesker døde under Store Fædrelandskrig?

De menneskelige omkostninger var enorme. Over 25 millioner sovjetborgere mistede livet, heraf var omkring halvdelen civile.

Hvad skete der med etniske mindretal under krigen i Sovjetunionen?

Mange etniske mindretal, der blev anset for potentielt illoyale af regimet, blev deporteret fra deres hjemområder til fjerntliggende dele af Sovjetunionen under krigen.

Kunne du lide 'Store Fædrelandskrig: En Dybdegående Gennemgang'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.