Den Spanske Syge: En Pandemi fra 1918-1920

Den Spanske Syge, ofte omtalt som 'alle pandemiers moder', var en voldsom influenzatype, der spredte sig med lynets hast over hele verden i årene umiddelbart efter Første Verdenskrig. Fra 1918 til 1920 ramte den millioner af mennesker og efterlod et dybt spor i historien. Dens navn er misvisende, da sygdommen sandsynligvis ikke opstod i Spanien, men fik sit navn, fordi spanske medier var blandt de første til at rapportere om den i juni 1918.

Pandemien viste sig i flere bølger. I Danmark kom den første bølge i forsommeren og sommeren 1918 og var relativt mild. Men i efteråret 1918 vendte sygdommen tilbage med fornyet og voldsom kraft, hvilket resulterede i markant højere sygelighed og dødelighed. Denne anden bølge var langt mere ødelæggende end den første.

Hvad var Den Spanske Syge?

Den Spanske Syge defineres som en

pandemi

, en sygdom der smitter mellem mennesker og spreder sig over store geografiske områder på kort tid. Forskere med solide data om influenza-pandemier fra 1889 til 2009 betragter Den Spanske Syge som den værste af disse, hvilket understreger dens alvor og berettiger tilnavnet 'alle pandemiers moder'.

Symptomerne på Den Spanske Syge kunne i mange tilfælde minde om almindelig influenza med hovedpine, feber og kvalme. Dette førte i begyndelsen til, at myndighederne ikke tog sygdommen alvorligt nok. Men i de værste tilfælde var symptomerne ekstremt voldsomme. Hovedpinen blev beskrevet som en intens, hamrende smerte indefra. Patienter led af ekstreme smerter i lænd og led, voldsomme opkastninger og meget høj feber, der kunne vare i lang tid. Dem, der overlevede den akutte fase, var i stor risiko for at udvikle alvorlig lungebetændelse på grund af det svækkede immunforsvar, hvilket ofte var dødsårsagen.

Oprindelse og spredning

Oprindelsen af Den Spanske Syge er stadig ikke endeligt fastslået, men der findes flere teorier. Nogle peger på militærlejre i USA, hvor de første tilfælde blev registreret i det tidlige forår 1918. Andre teorier nævner de europæiske skyttegrave eller Kina som mulige udgangspunkter. Fælles for teorierne er koblingen til de globale troppetransporter under Første Verdenskrig. Unge mænd blev flyttet mellem lejre og sendt til Europa, hvilket skabte ideelle betingelser for virussets spredning.

Sygdommen bevægede sig hurtigt fra militærbaser til byer, havne og jernbaneknudepunkter og derfra videre rundt i verden. Troppebevægelserne til lands og til søs under krigen accelererede spredningen mellem kontinenter og lande, og fra soldater til civilbefolkningen. I efteråret 1918 var pandemien verdensomspændende.

Til Danmark kom sygdommen fra udlandet i sommeren 1918, men ebbede ud i august. I oktober vendte den dog tilbage med fornyet styrke. På sit højeste i oktober 1918 var der over 2.000 nye influenzatilfælde om dagen i Danmark.

Dødstal og hvem der blev ramt hårdest

Den Spanske Syge resulterede i et uhyggeligt højt globalt

dødstal

på mellem 20 og 40 millioner mennesker, hvilket svarede til 1-2 % af verdens daværende befolkning. Dette var to til fire gange flere, end der blev dræbt på slagmarkerne under Første Verdenskrig. Det præcise tal er usikkert på grund af mangelfuld registrering, især i krigstid.

I Danmark var dødstallet lavere, mellem 15.000 og 18.000, hvilket svarede til omkring 0,2 % af befolkningen. Den første dansker, der døde af sygdommen, var sygeplejersken Mathilde Nielsen, der passede syge soldater og selv blev smittet og døde efter få dage.

Dødeligheden varierede kraftigt fra land til land. I lande som Indien, der var hårdt ramt af krigen og havde et svagere sundhedssystem, var dødeligheden helt oppe på 8 %. Forskellen skyldtes faktorer som befolkningens generelle sundhedstilstand og sundhedssystemernes kapacitet. Danmark, der var neutralt og havde en relativt modstandsdygtig befolkning og et velfungerende sundhedssystem, klarede sig relativt bedre.

Et særligt bemærkelsesværdigt træk ved Den Spanske Syge var, at den ramte aldersgruppen 20-40 år særligt hårdt. Dødeligheden var højest blandt de smittede i denne gruppe, mens personer over 40 år nærmest gik fri. Børn og unge under 20 blev ramt, men ikke i samme grad som de unge voksne. Dette adskiller sig markant fra typiske influenzaepidemier og pandemier som COVID-19, hvor det primært er ældre med svækket immunforsvar, der er i størst risiko for at dø.

Kampen mod sygdommen: Sygeplejersker og frivillige

Pandemien lagde et enormt pres på sundhedssystemet. Da kun de allersygeste blev indlagt på hospitalerne og hastigt oprettede lazaretter, lå mange influenzapatienter i deres hjem. Naboer turde ofte ikke hjælpe af frygt for smitte.

Der var akut mangel på uddannet personale. Dette førte til, at mange ufaglærte kvinder fra alle samfundslag meldte sig frivilligt for at hjælpe. Organisationer som Røde Kors, Frelsens Hær og velgørende foreninger koordinerede en del af dette arbejde med hjemmesygepleje, mens andre kvinder handlede på egen hånd.

Disse frivillige ydede helt grundlæggende, men livsvigtig

sygepleje

. De sørgede for mad og drikke, gjorde rent, vaskede patienterne og skiftede sengetøj. Deres indsats hjalp mange patienter med at komme igennem sygdommen. De gik ind i arbejdet uden tanke for egen sikkerhed, og et ukendt antal af dem blev selv syge og døde. Ifølge dødsannoncer i Tidsskrift for Sygepleje døde mindst 33 sygeplejersker og 8 elever af Den Spanske Syge mellem 1918 og 1920. Dette tal svarer til omkring 1,3 % af den samlede sygeplejerskestand i de år, og et forsigtigt skøn er, at omkring 2 % af alle danske sygeplejersker døde under pandemien. Det reelle tal var sandsynligvis højere, da ikke alle dødsfald blev annonceret.

Myndighedernes reaktion i Danmark

De danske

myndighederne

stod over for en ukendt trussel. På hospitalerne indførte man for første gang ansigtsmasker for at beskytte personalet – et værnemiddel der ellers kun blev brugt ved operationer. Manglende viden førte også til eksperimenter; på Kommunehospitalet i København købte man cigarer i troen på, at personalet kunne ryge sig fri af smitten.

På Statens Seruminstitut arbejdede forskere intensivt for at finde årsagen til sygdommen. De konkluderede, at det måtte være en mikroorganisme, der var for lille til at ses i et mikroskop (elektronmikroskopet var endnu ikke opfundet), men de var sikre på, at smitten spredtes via luftvejene.

Sundhedsstyrelsen udstedte 12 råd til befolkningen, der fokuserede på god hygiejne, isolation af syge og nødvendigheden af at undgå større forsamlinger. Myndighederne beordrede skoler og forlystelsessteder lukket, men tøvede med kirkerne. Håndhævelsen af lukningerne var dog meget varierende rundt om i landet, hvilket begrænsede effekten.

Overordnet set fortsatte hverdagen mange steder stort set som normalt under Den Spanske Syge. Dette bidrog til den hurtige spredning af smitten. Ved at lære af disse historiske erfaringer har myndighederne i dag en langt større viden om smittespredning, hvilket afspejlede sig i håndteringen af COVID-19, hvor man tidligt iværksatte omfattende nedlukninger og forbud mod større forsamlinger.

Samfundsmæssige konsekvenser

Den Spanske Syges særlige angreb på de 20-40-årige, som også var den gruppe der led størst tab under Første Verdenskrig, havde mærkbare konsekvenser for befolkningssammensætningen. Mange børn blev forældreløse. Civilsamfundet trådte dog til, og forældreløse børn blev ofte taget ind i nabofamilier. Læge og historiker Hans Trier beskriver, hvordan civile ydede både økonomisk hjælp og ulønnet arbejdskraft for at afbøde pandemiens værste følger.

Ligesom under senere pandemier, herunder COVID-19, skabte Den Spanske Syge udbredt

frygt

og

angst

i befolkningen. Mange begyndte at holde fysisk afstand, hvilket desværre også betød, at syge – især fattige – lå uden nogen til at tage sig af dem. Aviserne var fyldt med tragiske historier om hele familier, der blev udslettet, og mennesker, der mistede alle deres nærmeste pårørende.

Frygten for sygdommen førte også til søgen efter syndebukke. Englænderne beskyldte tyskerne, og nogle spekulerede i, om Den Spanske Syge var en form for biologisk krigsførelse. Dette viser en parallel til nutiden, hvor mennesker af asiatisk udseende er blevet udsat for overgreb i forbindelse med COVID-19's oprindelse i Kina.

Sammenligning: Den Spanske Syge vs. COVID-19

Selvom begge var globale pandemier, var der markante forskelle på Den Spanske Syge og COVID-19, især baseret på viden og samfundsstrukturer i deres respektive tidsperioder.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor lang tid var man syg med den spanske syge?
Den medfølgende tekst giver ikke en præcis tidsramme for, hvor længe en individuel person var syg. Den nævner, at sygeplejersken Mathilde Nielsen døde efter 'få dage', og at nogle patienter havde høj feber 'over lang tid'. De, der overlevede den akutte fase, var i risiko for efterfølgende lungebetændelse. Sygdomsforløbet varierede altså meget fra person til person, fra få dage til længere tids sygdom med komplikationer.

Hvor mange døde i 1918?
Den Spanske Syge hærgede fra 1918 til 1920, og dødstallet opgøres typisk for hele pandemiperioden. Globalt døde 20-40 millioner mennesker i alt. I Danmark døde 15-18.000 mennesker i alt i perioden 1918-1920. Teksten angiver ikke et specifikt dødstal kun for året 1918, men den nævner, at den voldsomme anden bølge startede i efteråret 1918 og resulterede i over 2.000 nye tilfælde om dagen i oktober 1918, hvilket indikerer, at en betydelig del af de samlede dødsfald skete i slutningen af 1918 og begyndelsen af 1919.

Den Spanske Syge var en skelsættende begivenhed, der viste verden sårbarheden over for pandemier. Erfaringerne fra 1918-1920 har styrket beredskabet mod fremtidige sundhedskriser, og den detaljerede data, der findes om pandemien, er stadig værdifuld for forskere i dag.

Kunne du lide 'Den Spanske Syge: En Pandemi fra 1918-1920'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.