Danske frivillige i Spanien 1936-39

Den spanske borgerkrig (1936-39) var en skelsættende konflikt, der ikke kun påvirkede Spanien, men også trak tråde til resten af Europa. Krigen stod mellem den republikanske regering, støttet af forskellige venstreorienterede grupper, og de nationalistiske oprørere under ledelse af general Francisco Franco, der modtog betydelig støtte fra Nazityskland og Italien. Mens mange europæiske nationer officielt forholdt sig neutrale, valgte tusindvis af individer fra hele verden at deltage aktivt i kampen for deres overbevisninger. Blandt disse internationale frivillige fandt man også et betydeligt kontingent af danskere, der af forskellige årsager følte sig kaldet til at kæmpe på den republikanske side mod fascismens fremmarch.

Estimater viser, at omkring 40.000 internationale frivillige sluttede sig til de såkaldte Internationale Brigader for at forsvare den spanske republik. Af dette antal udgjorde danskerne en gruppe på omkring 500 personer. Dette tal er dog behæftet med en vis usikkerhed, da det ikke har været muligt at identificere alle deltagere fuldstændigt. Ikke desto mindre vidner antallet om en bemærkelsesværdig mobilisering af danskere, der var villige til at risikere alt i en fjern konflikt.

Organisering og Rekruttering i Danmark

Interessen for den spanske borgerkrig blandt danskere var stor, især i visse politiske kredse. Organiseret afsendelse af frivillige fra Danmark tog for alvor fart omkring slutningen af november 1936. Bag organiseringen stod primært Hartvig Sørensen og Harald Ferdinand Nielsen, der begge var partisekretærer i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Selvom enkelte danskere allerede var rejst til Spanien inden denne dato, skete det under mere individuelle og uorganiserede former.

DKP's partilokaler i H.C. Andersensgade i København blev fra november 1936 centrum for rekrutteringsindsatsen. Disse lokaler fungerede som et egentligt rekrutteringskontor, hvor interesserede kunne henvende sig og få information om mulighederne for at deltage i krigen. Udover partikontoret spillede Ungkommunisternes (DKU) hus på Bjelkes Allé på Nørrebro en vigtig rolle som et inspirationsforum for de unge, der overvejede at rejse. Mange frivillige påbegyndte deres rejse netop herfra. En mindre, men interessant, kontaktflade var også en smørrebrødsforretning i Nyhavn, der fungerede som et uformelt mødested og kontaktsted for frivillige.

Agitationen for at deltage i krigen foregik dog ikke kun i organiserede rammer. Den spredte sig også til steder, hvor arbejderklassen færdedes i stort tal. Man fandt agitation i køerne til arbejdsløshedskontorerne, hvor den økonomiske krise i 1930'erne var en daglig realitet, og på kaffebarer, der var populære mødesteder for arbejdere. Budskabet om kampen mod fascismen resonerede dybt i disse miljøer.

For 219 af de omkring 500 danske frivillige kendes det præcise afrejsetidspunkt. Hovedparten af disse valgte at rejse i vinteren 1936/37. Dette var et afgørende tidspunkt, da det lå før indførelsen af en dansk lovgivning, der specifikt forbød dansk deltagelse i borgerkrigen. De, der rejste efter lovens ikrafttræden, stod over for yderligere juridiske udfordringer.

Rejsen Mod Fronten

Selve rejsen fra Danmark til Spanien var alt andet end ligetil og involverede ofte betydelige risici. Der var ikke én standardrute, men forskellige veje, som de frivillige tog. Den mest almindelige og sandsynligvis sikreste rute gik fra Esbjerg med en DFDS-damper, typisk S/S A.P. Bernstorff. Skibet sejlede til belgiske eller franske havne, hvorfra rejsen fortsatte sydpå.

En alternativ, men mere farefuld, rute var at tage toget igennem Tyskland til Paris. Denne vej var forbundet med en konstant risiko for konfrontationer med det tyske politi, der jævnligt gennemførte razziaer i togene på jagt efter personer, der var på vej til Spanien. At rejse gennem Nazityskland som potentiel kæmper mod Franco, der var allieret med Hitler, var en åbenlys fare.

For at undgå opdagelse var de frivillige ofte udstyret med minimale dækhistorier. De kunne udgive sig for at være på vej til Antwerpen for at tage hyre på et skib, på ferie, eller på vej til verdensudstillingen i Paris. En bemærkelsesværdig historie fortæller om en gruppe, der rejste forklædt som et fodboldhold – et kreativt, omend risikabelt, forsøg på at passere ubemærket.

Paris fungerede som et centralt knudepunkt for de internationale frivillige på vej til Spanien. Byen var fyldt med forskellige hvervekontorer, og danskerne var ofte udstyret med adresser på disse kontorer, som de havde fået med hjemmefra. Nogle gange var adressen blot noteret på et stykke cigaretpapir, klar til at blive vist til en taxachauffør ved ankomsten til byen.

Ankommet til Paris blev de frivillige tjekket mod lister over afsendte kommunister, som var sendt i forvejen fra Danmark. Dette var en form for sikkerhedsforanstaltning og bekræftelse på deres baggrund. Efter dette tjek gennemgik de en hurtig session og lægekontrol, før de blev sendt videre sydpå mod den spanske grænse. Fra sydfranske byer blev grupper af frivillige, ofte på 50-70 mand af forskellige nationaliteter, organiseret til at krydse Pyrenæerne. Med hjælp fra lokale guider foregik denne del af rejsen til fods over bjergene, indtil de nåede opsamlingssteder på den spanske side.

Forberedelse og Indrullering i Spanien

Efter den strabadserende rejse ankom de frivillige til opsamlingssteder i Spanien, hvor tiden blev brugt på let træning og politiske møder. Disse møder tjente både til at forberede de frivillige fysisk og ideologisk til den forestående kamp. Herefter gik turen videre med tog til Albacete, en by sydøst for Madrid, som fungerede som hovedkvarter for de Internationale Brigader og centrum for indrulleringen.

I Albacete blev de frivillige officielt indrulleret i de Internationale Brigader. De fik udleveret uniformer, der dog sjældent var ensartede, hvilket afspejlede de logistiske udfordringer, som republikken stod over for. Under indrulleringen blev de også spurgt om deres militære baggrund og erfaring. Mange frivillige, ivrige efter hurtigt at komme til fronten og bidrage til kampen, begik den fejl at overdrive eller ligefrem lyve om deres militære forkundskaber.

Uanset baggrund skulle alle frivillige gennemgå en periode i træningslejr, før de blev sendt i direkte kamp. Varigheden af træningsopholdet varierede betydeligt – fra blot 3-4 dage til op til 3 uger. Dette afhang dels af den enkeltes forudgående erfaring, dels af den akutte militære situation ved fronten, som ofte krævede hurtig forstærkning. Træningen omfattede forskellige kampøvelser, eksercits, politiske diskussioner om krigens formål og betydning, opdateringer fra fronterne og basal sprogundervisning, da brigaderne bestod af folk fra mange nationer.

Danskerne i de Internationale Brigader

De danske frivillige var spredt over en bred vifte af funktioner inden for de Internationale Brigader. Selvom omkring 60% gjorde tjeneste i infanteriet – den farligste og mest udsatte gren – fandt man også danskere i artilleriet, luftværnet, saniteten (medicinsk personale), køkkentjeneste og administration. Denne spredning viser, at danskerne bidrog med forskellige færdigheder og kompetencer til den republikanske sag.

Hovedparten af de danske frivillige var tilknyttet den 11. brigade, kendt som «Thälmann»-brigaden. Denne brigade havde en grundstamme af tyske og østrigske frivillige, men blev suppleret med kæmpere fra andre lande, herunder skandinaver og hollændere. I februar 1937 blev der endda oprettet et specifikt dansk kompagni inden for denne brigade, hvilket vidner om det relativt store antal danskere og deres organisering.

En enkelt dansker opnåede en særligt fremtrædende position i de Internationale Brigader: Villy Fuglsang. Han tjente som politisk kommissær, en vigtig rolle der indebar at opretholde moralen, den politiske bevidsthed og disciplinen blandt tropperne. Fuglsang var stærkt forbundet med DKP, og hans rejse til Spanien gik da også over Moskva, hvilket understreger den kommunistiske baggrund for mange af de frivillige og de internationale forbindelser. Villy Fuglsang har senere fortalt sin historie i bogen «Pasaremos».

De Frivilliges Sociale Baggrund og Motivation

De danske spaniensfrivillige udgjorde en relativt ensartet gruppe, når det kom til social og politisk baggrund. En overvældende majoritet – hele 95% – var arbejdere. Blandt disse arbejdere var omkring halvdelen ufaglærte eller søfolk, hvilket indikerer, at mange kom fra grupper i samfundet, der traditionelt havde sværere ved at finde fast arbejde og oplevede mere usikkerhed.

De frivillige kom typisk fra trange kår. Mange voksede op i børnerige familier, hvor ressourcerne var begrænsede. Et centralt fællestræk var også, at de ofte var ramt af arbejdsløshed på netop det tidspunkt, hvor muligheden for at rejse til Spanien opstod. Den økonomiske krise i 1930'erne havde sat dybe spor i mange danske hjem, især i arbejderklassen. Omkring 80% af de frivillige var arbejdsløse, og omkring halvdelen stammede fra København, et centrum for både industri og social nød.

Politisk var mange af de frivillige allerede aktive i arbejderbevægelsen, eller de havde familie, der var det. Omkring 40% var direkte medlemmer af DKP eller DKU. Deres politiske overbevisning var således ofte formet af oplevelserne med fattigdom, arbejdsløshed og en voksende bekymring for fascismens fremmarch i Europa.

Hovedmotivet for at deltage i den spanske borgerkrig var utvivlsomt ønsket om at bekæmpe fascismen. For mange var Spanien det sted, hvor fascismen konkret viste sit grimme ansigt, og hvor man følte en pligt til at yde modstand. De frivillige var velvidende om, at Tyskland og Italien aktivt støttede Francos oprørere, og denne viden forstærkede deres indignation og anti-fascistiske holdning. Den stærke anti-fascisme, kombineret med deres egen sociale placering og erfaringer med krisen, udgjorde den primære motivation for at tage den farlige rejse.

Selvom den overordnede motivation var politisk og ideologisk, havde hver frivillig sandsynligvis også personlige årsager til at tage afsted. Uro på hjemmefronten, en søgen efter eventyr, eller den pludselige mulighed for at omsætte politisk overbevisning til konkret handling kan have fungeret som katalysatorer for den enkeltes beslutning. For mange var det en chance for at undslippe en håbløs situation præget af arbejdsløshed og fattigdom og samtidig kæmpe for en retfærdig sag.

Tab og Konsekvenser

Krigen i Spanien var brutal, og tabstallene var høje på begge sider. Blandt de danske spaniensfrivillige, hvis skæbne kendes, ligger tabsprocenten på omkring 25%. Hvis man ekstrapolerer dette tal til det samlede estimat på 500 frivillige, eller hvis man anvender den gennemsnitlige tabsprocent for de Internationale Brigader, der lå på omkring 30%, antyder det, at omkring 125 til 150 danskere mistede livet i den spanske borgerkrig. Det mest citerede estimat baseret på 30% tab er omkring 135 danskere, der mistede livet.

Antallet af sårede danskere kendes desværre ikke med sikkerhed, men for de Internationale Brigader generelt var antallet af sårede meget højt. Krigsførelsen var ofte primitiv og voldsom, og den medicinske behandling var begrænset, hvilket førte til mange alvorlige skader og dødsfald.

Udover de fysiske tab blev de danske frivillige også brikker i et sort kapitel i dansk retshistorie. Deres deltagelse i borgerkrigen blev efterfølgende kriminaliseret af den danske stat med henvisning til internationale aftaler om neutralitet. Dette fik alvorlige konsekvenser for de hjemvendte frivillige.

De frivillige blev tvunget til selv at betale for deres hjemsendelse fra Spanien eller Frankrig, selvom meget tyder på, at de var blevet lovet økonomisk assistance af danske myndigheder i udlandet. Ved hjemkomst blev de mødt med tilbagebetalingskrav og blev retsforfulgt med opkrævningssager. For de fleste frivillige var det praktisk talt umuligt at efterkomme disse krav. De havde hverken arbejde eller penge ved deres tilbagekomst, og de havde bestemt ikke sparet penge op inden deres afrejse – mange var jo netop rejst på grund af fattigdom og arbejdsløshed.

Konsekvenser Under Besættelsen og Senere Anerkendelse

De danske myndigheder registrerede de hjemvendte spaniensfrivillige. Disse lister fik en uheldig skæbne under den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig, idet de faldt i hænderne på tyskerne. Dette satte de tidligere spaniensfrivillige i en særligt farlig position. Mange af dem havde, ikke overraskende, tilsluttet sig modstandsbevægelsen i Danmark efter hjemkomsten. For den tyske Værnemagt blev de opfattet som særligt farlige. Tyskerne konkluderede med rette, at personer, der frivilligt havde kæmpet mod fascismen i Spanien, sandsynligvis også var villige til at fortsætte kampen mod nazismen på hjemmefronten. Desuden var mange af de frivillige allerede våbentrænede og kamperfarne, hvilket gjorde dem til et potentielt problem for besættelsesmagten. Dette førte til, at mange spaniensfrivillige blev arresteret, interneret eller endda henrettet under besættelsen.

Den danske stat fastholdt kravet om tilbagebetaling af hjemsendelsesomkostninger indtil efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Først da blev kravet frafaldet. Begrundelsen var blandt andet, at de frivillige i Spanien havde bekæmpet de samme kræfter – fascismen og nazismen – som modstandsbevægelsen havde kæmpet imod under besættelsen. Det blev anerkendt, at det politisk set næppe var passende at straffe disse mænd for deres handlinger efter krigen, især da mange havde fortsat kampen mod den fælles fjende.

Mange år senere, ved 60-året for den spanske borgerkrig, deltog de nulevende spaniensfrivillige i en ceremoni. Ved denne lejlighed modtog de for første gang en officiel spansk anerkendelse for deres deltagelse og indsats i kampen for republikken. Dette var en vigtig gestus, der anerkendte deres mod og offervilje i en konflikt, der for mange havde haft dybtgående og langvarige konsekvenser.

Ofte Stillede Spørgsmål om Danske Spaniensfrivillige

Her er svar på nogle hyppige spørgsmål om de danske frivillige i den spanske borgerkrig:

Hvorfor tog danskere til Spanien for at kæmpe?
Hovedmotivationen var en stærk anti-fascistisk overbevisning. Mange kom fra arbejderklassen, der havde mærket 1930'ernes krise og så fascismen som en trussel mod demokrati og arbejderrettigheder. De ønskede at bekæmpe fascismen, der hvor den konkret truede, og var bevidste om den tyske og italienske støtte til Franco.

Hvor mange danskere deltog i krigen?
Det estimeres, at omkring 500 danskere deltog som frivillige på den republikanske side i de Internationale Brigader. Tallet er dog behæftet med en vis usikkerhed.

Hvor mange danskere døde i den spanske borgerkrig?
Baseret på tabstal for de Internationale Brigader og kendte danske skæbner estimeres det, at omkring 135 danskere mistede livet i krigen. Det præcise antal sårede kendes ikke, men var sandsynligvis højt.

Hvordan kom de frivillige fra Danmark til Spanien?
De rejste typisk via skib fra Esbjerg til Frankrig eller Belgien, eller med tog gennem Tyskland (en farligere rute). Fra Frankrig rejste de videre til Paris, som var et internationalt knudepunkt, og derfra sydpå, ofte ved at krydse Pyrenæerne til fods med guider.

Hvad skete der med de danske frivillige, da de kom hjem?
Deres deltagelse blev kriminaliseret af dansk lov. De blev pålagt at betale for deres hjemsendelse og mødte opkrævningssager, som de sjældent kunne betale. De blev registreret af myndighederne, og disse lister faldt i tyske hænder under besættelsen, hvilket udgjorde en stor fare for de frivillige, hvoraf mange var aktive i modstandsbevægelsen. Først efter 2. Verdenskrig blev tilbagebetalingskravet frafaldet.

Kunne du lide 'Danske frivillige i Spanien 1936-39'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.