Forstå Delirium: Årsager, Symptomer & Behandling

Delirium, også kendt som delir, er en alvorlig og akut neuropsykiatrisk tilstand, der opstår pludseligt over timer til få dage. Det er en forstyrrelse i hjernens funktion, som typisk udløses af en underliggende fysisk sygdom eller medicinpåvirkning. Tilstanden er hyppig, især hos ældre og patienter med alvorlige eller uhelbredelige sygdomme, og kan have betydelige konsekvenser for patientens velbefindende og prognose.

Det er vigtigt at forstå, at delirium er forskelligt fra demens, selvom symptomerne kan ligne hinanden. Hvor demens typisk udvikler sig langsomt over måneder eller år, opstår delirium akut og har ofte et svingende forløb over dagen. Delirium er potentielt reversibelt, hvis den udløsende årsag behandles, men kan i nogle tilfælde være vedvarende eller endda et tegn på, at patienten er ved livets afslutning. At kunne identificere, forebygge og håndtere delirium er afgørende for at mindske lidelse for både patienten og de pårørende.

Hvad er Delirium? Definition og Kriterier

Delirium defineres som en tilstand karakteriseret ved akut indsættende og fluktuerende forandringer i patientens mentale tilstand. Disse forandringer kan omfatte forstyrrelser i opmærksomhed, kognition (tænkning, hukommelse, orientering), tankegang og bevidsthedsniveau. Ifølge diagnostiske kriterier (som beskrevet i DSM-III-R) omfatter kendetegnene:

• Nedsat evne til at fastholde eller flytte opmærksomheden.
• Uorganiseret tankegang, der viser sig ved springende, irrelevant eller usammenhængende tale.
• Mindst to yderligere symptomer som reduceret bevidsthedsniveau, forstyrret opfattelsesevne (illusioner eller hallucinationer), forstyrret søvnmønster, ændret psykomotorisk aktivitet (enten øget eller mindsket), desorientering i tid, sted eller person, eller nedsat hukommelse.
• Kendetegnene udvikler sig over en kort periode (typisk timer til dage) og fluktuerer ofte over døgnet.
• Der er holdepunkt for, at en specifik organisk/fysisk årsag ligger bag forstyrrelsen.

Det fluktuerende forløb er et nøgleelement ved delirium. En patient kan have perioder, hvor de virker relativt klare, efterfulgt af perioder med udtalt forvirring, uro eller sløvhed.

Delir vs. Delirium: Er der en Forskel?

Nej, der er ingen væsentlig forskel på begreberne 'delir' og 'delirium'. 'Delirium' er det internationalt anerkendte medicinske udtryk, mens 'delir' ofte bruges som den danske betegnelse for samme tilstand. De beskriver begge den samme akutte forvirringstilstand forårsaget af en underliggende fysisk årsag. I sundhedsfaglig litteratur og kliniske retningslinjer bruges 'delirium' hyppigst.

Typer af Delirium

Delirium kan manifestere sig på forskellige måder, hvilket inddeles i tre hovedtyper:

ley>

Det er vigtigt at kunne genkende den hypoaktive form, da den let overses, men stadig er forbundet med alvorlige konsekvenser.

Hvorfor er Delirium Farligt? Konsekvenser og Risiko

Delirium er ikke blot en ubehagelig tilstand; den er forbundet med betydelig risiko og alvorlige konsekvenser. For det første er det ofte et tegn på en underliggende og potentielt livstruende fysisk sygdom, der kræver hurtig handling. Derudover er delirium i sig selv forbundet med øget morbiditet (sygdomsbyrde) og mortalitet (dødelighed). Det kan føre til længere indlæggelsestid, øget behov for pleje og i værste fald permanent funktionstab.

Ældre personer, især dem med demens, er særligt sårbare. En episode med delirium øger markant risikoen for længerevarende kognitive vanskeligheder og funktionstab. Selv hos personer, der var kognitivt velfungerende før delirium, er der øget risiko for at udvikle demens efterfølgende. Jo længere den delirøse tilstand varer, des større er risikoen for varige men. For personer, der allerede har demens, kan delirium accelerere sygdomsudviklingen og medføre store, pludselige funktionstab.

Ud over de fysiske og kognitive konsekvenser er delirium en meget lidelsesfuld tilstand. Patienten oplever forvirring, angst, frygt, og i mange tilfælde husker patienten episoden efterfølgende, hvilket kan være traumatisk. Pårørende er også dybt påvirket af at opleve deres kære i en så forandret og lidende tilstand.

Forebyggelse af Delirium

Selvom delirium er hyppigt, især hos sårbare patientgrupper som hospicepatienter, kan forebyggende tiltag mindske risikoen for at udvikle tilstanden eller reducere dens sværhedsgrad. Forebyggelse fokuserer på at identificere patienter i risiko og iværksætte strukturerede non-farmakologiske interventioner samt at øge personalets viden om delirium.

Risikofaktorer for at udvikle delirium inkluderer:

• Høj alder (> 65 år)
• Nedsat kognitiv funktion eller demens
• Tidligere tilfælde af delirium
• Nedsat funktionsniveau og immobilisation
• Svær komorbiditet (flere samtidige sygdomme)
• Nedsat syn eller hørelse
• Misbrug af rusmidler
• Cerebrovaskulær sygdom (slagtilfælde)

For patienter med risikofaktorer er non-farmakologiske strategier centrale. Disse omfatter:

• Dækning af basale behov: Sikre god søvn, tilstrækkelig væske- og ernæringsindtag, samt velfungerende mave-/tarm- og blærefunktion. Opmuntre til mobilisering.
• Kommunikation: Sikre, at patienten kan se og høre (brug briller/høreapparater). Præsenter personale og procedurer klart.
• Opmærksomhed på omgivelser/miljø: Skab et roligt, velkendt og veloplyst miljø. Brug personlige genstande, ur og kalender. Reducer støj og forstyrrelser. Faciliter tilstedeværelse af familie.
• Medicinsanering: Gennemgå patientens medicin kritisk og seponer unødvendig medicin, især den der kan udløse delirium.
• Symptomkontrol: Sikre god iltmætning, forebyg infektioner (mundpleje, hygiejne), og giv total smertebehandling.
• Kontinuitet i plejen: Sørg for få kontaktpersoner, individuel sygepleje og en genkendelig døgnrytme.

Uddannelse af personalet er også en vigtig del af forebyggelsen, da øget viden bidrager til bedre identifikation og håndtering af risikopatienter.

Identifikation og Vurdering

Hurtig og korrekt identifikation af delirium er afgørende. Et valideret screeningsredskab som Confusion Assessment Method (CAM) anbefales til diagnosticering af delirium. CAM vurderer tilstedeværelsen af de diagnostiske kriterier. Richmond Agitation-Sedation Scale (RASS-PAL) kan bruges som et hjælperedskab til at vurdere graden af agitation eller sedering, hvilket er relevant for at identificere både hyperaktivt og hypoaktivt delirium.

Regelmæssig screening af patienter i risiko øger sandsynligheden for tidlig opdagelse, hvilket giver bedre muligheder for at behandle de udløsende årsager og lindre symptomerne.

Behandling af Delirium

Behandlingen af delirium er kompleks og afhænger af den underliggende årsag og patientens tilstand. Det primære mål er altid at finde og behandle den eller de udløsende årsager, hvis dette er muligt og relevant. Dette kan inkludere behandling af infektioner, korrektion af elektrolyt- eller væskeforstyrrelser, justering eller seponering af medicin, eller lindring af smerter og obstipation.

I palliative situationer, især hos døende patienter, kan udredning og kausal behandling dog være uforenelig med patientens tilstand eller ønsker. Her flyttes fokus til symptomlindring.

Terminalt Delirium

Hos terminalt syge patienter, især i de sidste levedøgn, er delirium meget hyppigt. Denne tilstand kaldes ofte terminalt delirium. I disse tilfælde er deliriummet ofte multifaktorielt betinget af organsvigt og den fremskredne sygdom, og det kan være irreversibelt. Behandlingen sigter primært mod at lindre patientens ubehag og sikre ro. Det kan være vanskeligt at skelne mellem et reversibelt delirium og terminalt delirium; ofte afgøres dette retrospektivt baseret på forløbet.

Udløsende Årsager

En lang række faktorer kan udløse delirium. De mest almindelige inkluderer:

• Infektioner: Urinvejsinfektioner, lungebetændelse, sepsis.
• Medicin: Især opioider, kortikosteroider, benzodiazepiner og antikolinergika. Også polyfarmaci (mange forskellige præparater) øger risikoen.
• Smerter: Ubehandlede smerter.
• Søvnmangel.
• Dehydrering og ernæringsdeficit.
• Urinretention og obstipation.
• Hypoxi (iltmangel).
• Immobilisation.
• Biokemiske forstyrrelser: Ubalance i natrium, kalcium, magnesium, blodsukker, anæmi (lav blodprocent) eller vitaminmangel (f.eks. thiamin).
• Organsvigt: Nyre-, lever- eller hjertesvigt.
• Intrakraniel sygdom: Hjernetumor, metastaser i hjernen, slagtilfælde.
• Abstinenser: Fra alkohol, benzodiazepiner, nikotin m.m.
• Psykosociale faktorer: Angst, nye omgivelser, sanseforstyrrelser (nedsat syn/hørelse).

En grundig gennemgang af patientens situation er nødvendig for at identificere potentielle årsager.

Medikamentel Behandling

Når kausal behandling ikke er tilstrækkelig, mulig eller relevant, anvendes medikamentel behandling til at lindre symptomerne på delirium, især uro, angst, hallucinationer og vrangforestillinger. Psykofarmaka, primært antipsykotika, er grundlaget for denne behandling.

Haloperidol (Serenase) er ofte førstevalg, især ved hyperaktivt delirium. Det er en potent dopaminantagonist. Dosis justeres individuelt og kan gives både oralt og subkutant. Startdosis er typisk lav, især hos ældre, og kan øges gradvist. Behandlingen gives ofte med faste doser flere gange dagligt samt pn. (efter behov) doser ved gennembrudssymptomer.

Olanzapin (Zyprexa) og Risperidon (Risperdal) er atypiske antipsykotika, der også kan anvendes. De kan være mere sederende og har en lidt anden bivirkningsprofil. Olanzapin kan gives oralt, som smeltetablet eller subkutant. Risperidon gives oralt. Disse kan være gode alternativer, hvis Haloperidol ikke tolereres eller er utilstrækkeligt.

Ved patienter med Parkinson's sygdom skal dopaminantagonister (som Haloperidol, Olanzapin, Risperidon) undgås, da de kan forværre Parkinson-symptomerne. Her anvendes i stedet Quetiapin.

Benzodiazepiner (f.eks. Midazolam) bør generelt undlades som eneste behandling, da de kan forværre delirium. De kan dog være nødvendige som supplement til antipsykotisk medicin hos svært urolige patienter, især hvis der er mistanke om abstinenser, eller i terminale faser, hvor målet er sedering.

Behandlingen skal evalueres dagligt, og dosis og valg af præparat justeres efter patientens respons og eventuelle bivirkninger. Varigheden af medikamentel behandling er typisk 2-8 dage, men kan variere.

Håndtering Uden Medicin – Praktiske Tiltag

Non-farmakologiske tiltag er lige så vigtige som medicinsk behandling og bør altid anvendes:

• Sikre et roligt og forudsigeligt miljø.
• Oprethold døgnrytmen – hjælp patienten med at sove om natten og være vågen om dagen. Overvej, om medicin kan gives uden at vække patienten unødigt om natten.
• Guide patienten med simple instruktioner til basale behov (spise, drikke, toilet).
• Undgå overstimulering; begræns antallet af besøgende og hold døren lukket.
• Sørg for, at patienten har sine hjælpemidler (briller, høreapparat).
• Mobilisering, hvis muligt, kan hjælpe med at opretholde døgnrytme og funktion.

Kontinuerlig overvågning, eventuelt med fast vagt, kan være nødvendigt for at forebygge fald og skader hos den urolige patient.

Kommunikation og Information

Kommunikation med en delirøs patient kræver tålmodighed og en anerkendende attitude. Tal roligt, klart og kortfattet. Brug øjenkontakt og undgå for mange valg. Orienter patienten om tid og sted, hvis det virker beroligende, men undgå at konfrontere patienten med virkeligheden, hvis de er stærkt hallucineret eller vrangforestillende, og det øger deres angst. Anerkend patientens subjektive oplevelse og forsøg at aflede, hvis de virker angste.

Information til pårørende er essentiel. Delirium er en skræmmende oplevelse for dem, og viden om tilstanden, dens årsager og det forventede forløb kan mindske deres bekymring og hjælpe dem med at støtte patienten. Inkluder pårørende i plejen og kommunikationen, især i patientens klare perioder.

Ofte Stillede Spørgsmål om Delirium

Hvad kan man gøre ved delirium?

Behandlingen af delirium indebærer flere tilgange: 1. Identificer og behandl den underliggende årsag (fysisk sygdom, medicin). 2. Anvend non-farmakologiske strategier for at skabe et trygt og roligt miljø og opretholde døgnrytme. 3. Giv medicinsk behandling (typisk antipsykotika) for at lindre symptomer som uro og hallucinationer, hvis nødvendigt. 4. Informer og støt patient og pårørende.

Er der forskel på delir og delirium?

Nej, 'delir' og 'delirium' er forskellige betegnelser for den samme akutte forvirringstilstand forårsaget af en underliggende fysisk årsag. 'Delirium' er den mest brugte term internationalt og i fagsprog.

Hvad er terminalt delirium?

Terminalt delirium er delirium, der opstår hos patienter i den allersidste fase af livet, ofte i de sidste levedøgn. Det skyldes typisk den fremskredne sygdom og organsvigt og er ofte irreversibelt. Fokus i behandlingen er primært symptomlindring for at sikre patientens komfort.

Hvorfor er delirium farligt?

Delirium er farligt, fordi det ofte er et tegn på alvorlig underliggende sygdom, øger risikoen for død, forlænget indlæggelse, fald og skader. Det kan føre til permanent kognitiv svækkelse og øget risiko for demens, især hos ældre og sårbare patienter. Desuden er det en meget lidelsesfuld oplevelse.

Er delirium altid permanent?

Nej, delirium er potentielt reversibel. Hvis den udløsende årsag kan identificeres og behandles effektivt, kan delirium forsvinde helt. Dog kan delirium, især hos ældre, patienter med demens eller alvorlig sygdom, føre til varige kognitive vanskeligheder, eller i terminale faser være irreversibelt.

At håndtere delirium kræver en omhyggelig, multifacetteret tilgang, der adresserer både de fysiske, medicinske og psykosociale aspekter af patientens tilstand.

Kunne du lide 'Forstå Delirium: Årsager, Symptomer & Behandling'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.