De andres liv: Film, virkelighed og Stasi

Den tyske film 'De andres liv' har med sin intense skildring af livet under DDR's overvågningsregime berørt publikum verden over. Filmen, der med stor sandsynlighed står til at modtage en Oscar, hyldes ikke mindst for Ulrich Mühes uforglemmelige præstation som Stasi-kaptajnen Gerd Wiesler. Men filmens succes har også kastet lys over en uhyggelig virkelighed, der ligger tæt på plottet – et virkelighedens drama om anklager, Stasi-arkiver og en kamp for ære, der involverede Mühes egen ekskone.

Filmen portrætterer forfatteren Georg Dreyman og hans samlever, skuespillerinden Christa-Maria Sieland, der overvåges intenst af Stasi. Da Sieland dør tragisk efter et Stasi-besøg, tror Dreyman, at hun var uskyldig og beskyttede ham. Først år senere opdager han i de frigivne Stasi-arkiver, at hun kort før sin død underskrev en aftale om at blive IM (uformel meddeler) for Stasi. Hans redningsmand viser sig ironisk nok at være Stasi-manden Wiesler, der forfalskede sine rapporter for at beskytte parret. Dette gribende plot rejste straks spørgsmålet: Hvor tæt er filmen på virkeligheden?

Virkelighedens Gruopvækkende Drama

Svaret er, at virkeligheden i hvert fald i ét prominent tilfælde kom uhyggeligt tæt på. Den tyske offentlighed blev stærkt optaget af sagen om Jenny Gröllmann, en anerkendt skuespillerinde og Ulrich Mühes tidligere kone. Efter genforeningen af Tyskland åbnede Stasi-arkiverne, og i 2001 kom det frem, at akter der angiveligt viste, at Gröllmann havde en fortid som IM for Stasi. Ifølge disse akter skulle hun under dæknavnet 'Jeanne' i årene 1979 til 1984 have leveret oplysninger til en Stasi-officer ved navn Helmut Menge. Akterne dokumenterede blandt andet, at hun rapporterede om sine kontakter med vestlige journalister, der arbejdede i DDR. Det blev hævdet, at hun gjorde dette af egen fri vilje, angiveligt på grund af sin kommunistiske familiebaggrund.

Ulrich Mühe, der selv voksede op i DDR og oplevede regimets tryk, var i god tro, da han i en interviewbog udgivet i forbindelse med filmens premiere i 2006, fortalte, at hans eks-hustru havde været IM-meddeler for Stasi. Ledelsen af Stasi-arkiverne havde over for Mühe bekræftet dokumenternes ægthed og erklæret, at deres oplysninger ikke var åbne for fortolkninger. Helmut Menge, den pågældende Stasi-officer, bekræftede også historien over for medierne.

Kampen for Ære og Retssagen

Men Jenny Gröllmann, der på dette tidspunkt var alvorligt kræftsyg, reagerede kraftigt på anklagerne, som hun ellers havde ladet passere i 2001. Hendes påstand var klar: "mit navn er blevet misbrugt" af Stasi. En dramatisk retssag blev indledt, hvor Gröllmann kæmpede for sin ære. Retten afgjorde sagen umiddelbart inden Gröllmanns død i august 2006. Ulrich Mühe blev dømt til ikke længere at måtte udbrede påstanden om, at hans ekskone havde arbejdet som IM. Tre måneder efter hendes død dømte samme dommer det ansete tyske forlag Suhrkamp, der havde udgivet bogen, til at fjerne Mühes udtalelser om Gröllmann fra alle usolgte eksemplarer.

Afgørelsen var baseret på, at det ikke kunne bevises, at Gröllmann faktisk arbejdede for Stasi. Tværtimod begyndte beviser at dukke op, der stærkt indikerede, at hendes føringsofficer, Helmut Menge, ligesom filmens Wiesler, havde forfalskede rapporter, men med modsat fortegn. Der var dokumentation for, at Menge rapporterede om møder med Gröllmann, der umuligt kunne have fundet sted, fordi hun på de angivne tidspunkter optrådte på scenen i Maxim Gorki-teatret. I mindst ét tilfælde fortalte hun Menge om en episode, der ifølge Menges egen rapport først skulle ske dagen efter, rapporten var skrevet. Desuden var sproget i rapporterne kringlet og bureaukratisk på en måde, der forekom usandsynlig for Gröllmann.

Stasi-officerens chokerende Tilståelse

Journalisten Peter Pragal fra ugebladet Der Stern, som angiveligt var hovedgenstanden for Gröllmanns meddelelser til Stasi ifølge arkiverne, opsøgte Helmut Menge. Over for Pragal tilstod Menge, at han havde ført beretningerne og tilskrevet Gröllmann udsagn bag hendes ryg. Han forklarede, at han gjorde det for at opfylde sine planmål som efterretningsofficer. Til avisen Der Tagesspiegel bekræftede Menge yderligere, at Jenny Gröllmann intet vidste om sin registrering som IM. Han sagde "Definitivt" vidste hun ikke, at hun blev opført som IM. "Vi sagde det ikke til hende," forklarede Menge.

Fast står det altså, at Jenny Gröllmann frivilligt talte med Helmut Menge, men at Menge derefter forfalskede rapporter, enten dele af eller alt, hvad han angiveligt talte med hende om, og registrerede hende som IM uden hendes viden for at fremme sin egen karriere i Stasi-systemet. En tragisk sag, der viser, hvordan systemets kynisme kunne ødelægge et liv og et eftermæle, selv når den pågældende person måske slet ikke var meddeler i den forstand, arkiverne angav.

Ulrich Mühes Refleksioner og Afslutning

Ulrich Mühe var dybt præget af sagen. Han fortalte i forbindelse med filmen om sine egne oplevelser i DDR, herunder det privilegium han nød fra 1986 med et arbejdsvisum, der tillod ham at rejse til Vestberlin. Han brugte det til at gå i biografen, i teatret og mødes med kolleger, men det var noget, man ikke talte højt om, og det medførte en vis ensomhed, da han fik muligheder, de andre ikke havde. Mühes ægteskab med Gröllmann, der også var en anerkendt skuespillerinde i DDR og senere opnåede berømmelse i det genforenede Tyskland med tv-serier, klarede ikke den tyske genforening, og parret blev skilt i 1990.

Efter retssagen og Jenny Gröllmanns død meddelte Ulrich Mühe, at han ikke længere ønskede at udtale sig om hendes eventuelle IM-virksomhed. Han skrev, at han ikke ville give det plads i sit liv mere, da det var meningsløst. Han citerede dog samtidig den østtyske dramatiker Heiner Müller for, at "ordene falder uigenkaldeligt ind i verdens røre" – en erkendelse af, at det, der er sagt og skrevet, ikke kan trækkes tilbage.

Ofte Stillede Spørgsmål

Er filmen "De andres liv" baseret på en sand historie?
Filmen er fiktion, men den trækker på den historiske virkelighed med Stasis omfattende overvågning i DDR. Den specifikke handling i filmen er ikke en direkte gengivelse af én enkelt begivenhed. Men den virkelige sag omkring skuespillerinden Jenny Gröllmann, Ulrich Mühes ekskone, der blev anklaget for at være Stasi-meddeler baseret på arkiver, viser, hvor tæt filmen var på den type drama, der udspillede sig i virkeligheden, selvom udfaldet i Gröllmanns sag var anderledes end filmens plot. Den viser den dybe mistillid og de ødelæggende konsekvenser, anklager om samarbejde med Stasi kunne have.

Hvem var Jenny Gröllmann?
Jenny Gröllmann var en anerkendt skuespillerinde i DDR og senere i det genforenede Tyskland. Hun var i en periode gift med skuespilleren Ulrich Mühe. Efter hendes død kom det frem, at Stasi-arkiverne indeholdt oplysninger, der angiveligt registrerede hende som uformel meddeler (IM) under dæknavnet 'Jeanne'. Hun benægtede på det kraftigste anklagerne og sagsøgte for at rense sit navn. En retssag rejste betydelig tvivl om ægtheden af den involverede Stasi-officers rapporter om hende, da beviser indikerede, at rapporterne var forfalskede rapporter.

Hvad skete der i retssagen mellem Jenny Gröllmann og Ulrich Mühe/forlaget?
Jenny Gröllmann sagsøgte Ulrich Mühe og hans forlag for at have udbredt påstanden om, at hun var Stasi-meddeler, baseret på Stasi-arkiverne. Retten dømte til fordel for Gröllmann (og senere hendes dødsbo). Retten fastslog, at det ikke kunne bevises, at hun havde arbejdet for Stasi. Dette skyldtes bl.a. dokumentation for, at den involverede Stasi-officer havde forfalskede rapporter om møder med hende, hvilket underminerede arkivernes troværdighed i denne specifikke sag. Dommen forbød Mühe og forlaget at gentage påstanden.

Var Stasi-officeren i virkeligheden lige så "god" som Wiesler i filmen?
I filmen forfalskede rapporterStasi-kaptajn Wiesler sine rapporter for at *beskytte* de overvågede, hvilket gør ham til en kompleks, næsten heroisk figur. I den virkelige sag med Jenny Gröllmann tyder beviser på, at Stasi-officeren Helmut Menge forfalskede rapporter om Gröllmann for at *opfylde sine egne planmål* som officer, og at Gröllmann ikke vidste, hun var registreret som IM. Motivationen og effekten var altså meget forskellig. Filmens Wiesler er en fiktiv, nuanceret karakter, mens virkelighedens Menge optræder mere som et eksempel på systemets kyniske og selvbevarende adfærd.

En Vedvarende Fortælling

'De andres liv' forbliver en stærk påmindelse om et mørkt kapitel i tysk historie og det menneskelige drama, der udspillede sig under overvågningsstaten. Sagen om Jenny Gröllmann tilføjer et lag af kompleksitet, der viser, at selv arkiverne fra det frygtede Stasi ikke altid var den ubestridelige sandhed, og at systemets metoder kunne skabe forfalskede rapporter og ødelægge menneskers liv og eftermæle på måder, der strakte sig langt ud over Murens fald. Fortællingen om filmen, virkeligheden og kampen for sandheden fortsætter med at fascinere og vække debat, senest med udgivelsen af bogen 'De andres liv' som paperback, nu uden Ulrich Mühes omdiskuterede kommentarer om sin ekskone.

Kunne du lide 'De andres liv: Film, virkelighed og Stasi'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.