Danmarks Vej Til Forbud Mod Slavehandel

Danmark har en fortid som slavenation, der i dag er genstand for øget opmærksomhed og debat. Et centralt punkt i denne historie er afskaffelsen af slavehandlen, en begivenhed der ofte fremhæves i den danske selvforståelse. Men hvem stod egentlig bag dette forbud, og hvad var årsagerne til, at et land dybt involveret i den transatlantiske handel pludselig valgte at sige stop – i hvert fald til selve handlen over Atlanten?

Forordningen fra 1792: Et Verdensførste?

I 1792 skete der noget skelsættende i den danske kolonihistorie. Den daværende enevældige konge, Christian 7., underskrev en forordning, der bar navnet ”forordning om negerhandel”. Dette lovforslag var udarbejdet af finansminister Ernst Schimmelmann, en mand med indflydelse og tilsyneladende også en vis påvirkning fra de nye strømninger i tiden. Forordningen havde til formål at forbyde handel med slaver over Atlanterhavet, den frygtede og berygtede trekanthandel.

Selvom loven blev underskrevet i 1792, trådte den først officielt i kraft i 1803. Denne forordning var på sin vis banebrydende, da Danmark dermed blev det første land i verden til at indføre et forbud mod den transatlantiske slavehandel. Men det er afgørende at understrege, at forordningen udelukkende forbød handlen med slaver, ikke slaveri som institution. Danmark fortsatte således med at være en slaveejende nation helt frem til 1848, hvor slaveriet endeligt blev afskaffet i Dansk Vestindien.

Før forbuddet trådte i kraft, havde danske skibe spillet en aktiv rolle i slavehandlen. Det anslås, at omkring 111.000 mennesker fra det afrikanske kontinent blev transporteret over Atlanten under umenneskelige forhold på danske skibe. Dette store antal vidner om omfanget af Danmarks engagement i denne brutale handel.

Trekantshandlen: Danmarks Rolle i et Globalt Netværk

Den danske deltagelse i slavehandlen var uløseligt forbundet med etableringen af handelskolonier. Fra 1600-tallet oprettede Danmark kolonier både på Guldkysten i Vestafrika (det nuværende Ghana) og i Caribien på øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix, der samlet blev kendt som Dansk Vestindien. Disse kolonier dannede grundlag for Danmarks indtræden i den såkaldte trekantshandlen.

Trekantshandlen fungerede som et effektivt, omend dybt umenneskeligt, økonomisk system. Danske skibe sejlede fra Danmark lastet med forskellige handelsvarer. Dette kunne være alt fra tekstiler og spiritus til våben og værktøj. Kursen blev sat mod Vestafrikas kyst, specifikt den danske Guldkyst.

På Guldkysten blev de europæiske handelsvarer byttet til mennesker, der var blevet taget til fange og holdt som slaver. Typisk var det lokale afrikanske høvdinge eller krigsherrer, der solgte fanger til de europæiske købere. Disse mennesker blev herefter stuvet sammen under forfærdelige forhold på skibene, klar til den frygtede overfart over Atlanterhavet, også kendt som "Mellempassagen". Passatvindene gjorde denne rute over Atlanten til Vestindien relativt hurtig – typisk 2-3 måneder – men forholdene ombord var rædselsvækkende. Skibene var tætpakkede, hygiejnen var minimal, og sygdomme som malaria, gul feber og dysenteri florerede. Dødeligheden var chokerende høj; i gennemsnit døde mellem 16 og 20 procent af de tilfangetagne under selve overfarten.

Ved ankomsten til Dansk Vestindien blev de overlevende solgt til slaveejere på øernes plantager. Her udgjorde de den nødvendige, ufri arbejdskraft, der drev produktionen af lukrative kolonialvarer som sukker, rom og bomuld. Salget af slaverne gav stor fortjeneste. Til gengæld for slaverne kunne skibene lastes med store mængder af disse eftertragtede kolonialvarer, som blev købt meget billigt på øerne. Herefter sejlede skibene tilbage til Danmark, hvor varerne blev solgt med yderligere profit. Systemet sikrede, at skibene sjældent sejlede med tomme lastrum og udnyttede vindforholdene optimalt. Trekantshandlen var ikke et unikt dansk fænomen, men dominerede europæisk økonomi i 1600- og 1700-tallet og involverede de fleste europæiske søfartsnationer med koloniale interesser.

Den Danske Guldkyst: Handelsposter og Lokale Forhold

Den danske tilstedeværelse på Guldkysten var koncentreret i den østlige del af det område, der i dag er Ghana. Kontakten mellem europæere og Guldkysten begyndte allerede i 1471 med portugisiske søfarere. Senere kom hollændere, englændere og svenskere til, hvilket skabte rivaliseringer om kontrollen med handlen. Danskerne ankom senere, med et første togt i 1649 og etablering af egentlige handelsposter fra 1658.

De danske forter på Guldkysten var primært strategiske handelsposter. Fra 1658 blev flere bosætninger etableret, herunder forter som Christiansborg (nu Osu Slot) nær Accra, som blev det danske administrative sæde, Frederiksborg nær Cape Coast, og senere mindre forter langs en kyststrækning på omkring 150 km fra Accra til Keta. Blandt disse var også Fort Prinsensten ved Keta, Fort Kongensten ved Ada, og en udpost ved Prampram. Disse forter beskyttede de danske handelsinteresser og fungerede som knudepunkter i slavehandlen.

Det er vigtigt at bemærke, at den europæiske tilstedeværelse på Guldkysten ikke var baseret på erobring af store landområder. Europæerne måtte leje jorden af de lokale afrikanske fyrster og betale en årlig tribut, der anerkendte fyrsternes overhøjhed. Den europæiske indflydelse rakte sjældent længere end et kanonskud væk fra forterne – mindre end en kilometer. Europæerne var i høj grad afhængige af samarbejdet med de lokale stammefyrster og afrikanske slavehandlere.

Oprindeligt var det guld og elfenben, der trak europæerne til kysten, men hurtigt blev slaver den dominerende handelsvare. De afrikanske fyrster havde allerede en organiseret slavehandel med araberne, og de solgte nu krigsfanger og andre tilfangetagne til europæerne. Slaverne blev samlet i lejre i indlandet, kaldet barraccons, og herfra ført til kysten af afrikanske slavehandlere. Afrikanske mellemmænd, kaldet enterloppere, lokkede slavekolonnerne til de forskellige europæiske forter.

Forterne var typisk ikke store, bemandet med en håndfuld embedsmænd og færre end halvtreds soldater. Dødeligheden blandt europæerne var høj på grund af tropiske sygdomme. Dette førte til, at en gruppe mulatter, børn af europæiske mænd og afrikanske kvinder, opstod. Disse mulatter kunne tage tjeneste på forterne og spillede en vigtig rolle i den lokale administration og handel. De udgjorde et lokalt aristokrati, der ofte havde råd til at give deres børn en god uddannelse; allerede i 1722 oprettede danskerne den første skole for mulatbørn på Guldkysten.

Den danske tilstedeværelse på Guldkysten var administreret af Vestindisk-guineisk Kompagni fra 1674 til 1755, hvorefter området blev en dansk kronkoloni. Forterne oplevede perioder under fremmed kontrol, herunder portugisisk og britisk okkupation. I 1849 blev en aftale om salg af de danske forter til Storbritannien indgået for 10.000 pund. Overdragelsen fandt sted i marts 1850, hvorefter området blev en del af den Britiske Guldkyst, der senere blev til Ghana.

Hvorfor Først i 1803? Den Tiårige Forsinkelse

Den mest bemærkelsesværdige detalje ved ”forordning om negerhandel” fra 1792 er den lange periode – hele ti år – der gik, fra loven blev underskrevet, til den trådte i kraft i 1803. Årsagen til denne forsinkelse var primært økonomisk og strategisk motiveret, set fra slaveejernes og statens perspektiv.

Målet var at give slaveejerne på De Dansk Vestindiske Øer tid til at fremtidssikre deres slavebestand. Dette betød i praksis, at man ønskede at øge antallet af slaver i kolonierne så meget, at det i fremtiden ikke ville være nødvendigt at importere nye slaver fra Afrika. Man satsede på, at slavebestanden i stedet ville vokse gennem naturlig reproduktion, da børn født af slaver automatisk også blev gjort til slaver.

Paradoksalt nok førte denne tiårige overgangsperiode til en intensivering af den danske slavehandel. I årene mellem 1792 og 1803 købte slaveejerne ekstra mange mennesker fra Afrika for at opbygge en så stor og levedygtig slavebestand som muligt inden 1803-fristen. Den lov, der skulle afskaffe slavehandlen, resulterede altså i en midlertidig, men markant, stigning i omfanget af den danske deltagelse i denne handel med mennesker.

Årsagerne Bag Forbuddet: Økonomi, Humanisme og Politik

Beslutningen om at forbyde slavehandlen i 1792 var ikke et resultat af en enkeltstående årsag, men snarere et sammenfald af forskellige strømninger og overvejelser, der tog fart i slutningen af 1700-tallet. Man kan opdele disse årsager i tre hovedkategorier: økonomiske, humanistiske og politiske.

Økonomiske Argumenter: En vigtig stemme imod slaveriet var den skotske filosof Adam Smith, der betragtes som en af grundlæggerne af liberalismen. Smith argumenterede i sine værker for, at arbejde udført af frie mennesker var mere produktivt og dermed mere indbringende end arbejde udført af slaver. Tanken var, at en overgang til fri arbejdskraft potentielt kunne øge den økonomiske effektivitet og omsætning på plantagerne.

Derudover var der også en erkendelse af, at selve slavehandlen og driften af kolonierne på Guldkysten faktisk var en underskudsforretning for den danske stat. Administrationen af forterne, de militære udgifter og ineffektiviteten i trekantshandlen betød, at staten ofte tabte penge på foretagendet. Fra et rent økonomisk perspektiv var der derfor stærke argumenter for at erstatte den kostbare og risikable indkøb af nye slaver med en mere bæredygtig, selvforsynende slavebestand på De Dansk Vestindiske Øer. Forbuddet mod handlen, men ikke slaveriet, passede godt ind i denne økonomiske strategi.

Humanistiske Strømninger: Samtidig med de økonomiske overvejelser voksede der i Europa en stærk bevægelse imod slaveri og slavehandel – abolitionismen. Særligt i Frankrig og England opstod abolitionistiske selskaber, der aktivt agiterede for afskaffelsen. I Frankrig var argumenterne ofte baseret på oplysningstidens tanker om naturgivne rettigheder; ideen om at eje et andet menneske stred mod selve naturens orden og menneskets iboende frihed. I England var den religiøse overbevisning en stærk drivkraft, især blandt kvækerne, der anså slaveri for moralsk forkert og uforeneligt med kristne principper.

Abolitionismen fik aldrig helt den samme folkelige gennemslagskraft i Danmark som i Frankrig og England, men historikere mener, at finansminister Ernst Schimmelmann var opmærksom på og påvirket af disse tanker, både de humanistiske og de økonomiske, da han udarbejdede forordningen. Han repræsenterede en del af den danske elite, der var åben for tidens nye ideer.

Politiske Overvejelser: Endelig spillede politiske overvejelser en væsentlig rolle. I 1791 havde det engelske parlament stemt om et forbud mod slavehandlen. Selvom forslaget blev nedstemt på daværende tidspunkt, var det tydeligt, at presset for en afskaffelse var stigende i England. England var i 1700-tallet verdens suverænt største flådemagt. At fortsætte slavehandlen uden Englands accept ville være yderst vanskeligt og risikabelt for et mindre land som Danmark.

Ved at indføre ”forordning om negerhandel” i 1792 positionerede Danmark sig på forkant med udviklingen. Man sikrede sig muligheden for at opbygge slavebestanden i kolonierne, inden et potentielt engelsk forbud kunne gøre den transatlantiske handel umulig eller forbundet med uacceptable risici for danske skibe. Selvom England først forbød slavehandel senere, i 1807, altså fire år efter det danske forbud trådte i kraft, betød den danske forordning, at den (lovlige) danske handel med mennesker over Atlanten var ophørt, da det engelske forbud kom.

Slaveriets Afskaffelse: Danmark Var Ikke Først

Det er en udbredt, men forkert opfattelse, at Danmark var det første land i verden til at afskaffe slaveriet. Som nævnt forbød forordningen fra 1792/1803 udelukkende handlen med slaver, ikke selve slaveriet. Slaveriet som institution fortsatte i Dansk Vestindien indtil 1848.

Andre steder i verden var man længere fremme med hensyn til afskaffelse af slaveriet. Flere selvstændige stater i det nuværende USA havde forbudt slaveri allerede i 1770'erne og 1780'erne. Frankrig afskaffede slaveriet i 1794, selvom kejser Napoleon senere genindførte det i 1802. England afskaffede slaveriet i sine kolonier i 1834. Danmark var altså det første land, der forbød den transatlantiske slavehandel, men langt fra det første land, der afskaffede slaveriet.

Tabel: Tidslinje for Afskaffelse

For at give et overblik over, hvornår forskellige lande forbød slavehandel og slaveri, kan følgende tabel være nyttig:

Denne tabel illustrerer, at afskaffelsen af både handlen og slaveriet var en proces, der skete over mange årtier i forskellige dele af verden.

Spørgsmål og Svar om Dansk Slavehandel

Herunder besvares nogle af de mest almindelige spørgsmål vedrørende Danmarks forbud mod slavehandel:

Hvem forbød slavehandlen i Danmark?

Forordningen om negerhandel blev underskrevet af den enevældige konge Christian 7. Loven var dog et resultat af et forslag fra finansminister Ernst Schimmelmann, der var en central figur bag beslutningen.

Hvornår trådte forbuddet mod slavehandlen i kraft?

Selve forordningen blev underskrevet i 1792, men den trådte først i kraft den 1. januar 1803. Der var altså en periode på ti år mellem underskrivelsen og den faktiske ikrafttrædelse.

Var Danmark det første land i verden til at afskaffe slaveriet?

Nej. Danmark var det første land, der forbød den transatlantiske slavehandel (med virkning fra 1803). Men slaveriet som institution blev først afskaffet i Dansk Vestindien i 1848. Andre lande og områder, som f.eks. visse stater i USA og Frankrig, afskaffede slaveriet tidligere.

Hvorfor var der 10 års forsinkelse, før forbuddet trådte i kraft?

Formålet med forsinkelsen var at give slaveejerne på De Dansk Vestindiske Øer tid til at importere ekstra mange slaver, så de kunne opbygge en tilstrækkelig stor bestand, der kunne reproducere sig selv. Ideen var at sikre en bæredygtig arbejdsstyrke baseret på slaveri, selv efter at importen fra Afrika ophørte. Dette førte paradoksalt nok til en stigning i slavehandlen i perioden 1792-1803.

Hvad var den danske trekantshandel?

Den danske trekantshandel var den handelsrute, danske skibe fulgte. Den gik fra Danmark med varer til Guldkysten i Afrika, derfra med tilfangetagne slaver over Atlanten til Dansk Vestindien, og endelig tilbage til Danmark med kolonialvarer som sukker og rom. Ruten var designet til at optimere handel og udnytte vindforholdene.

Denne artikel har belyst de komplekse årsager og den historiske kontekst bag Danmarks forbud mod slavehandlen i 1792/1803. En beslutning der markerede et vigtigt skridt, men som også viser, at vejen mod den endelige afskaffelse af slaveriet i 1848 var lang og præget af både idealisme og økonomiske realiteter.

Kunne du lide 'Danmarks Vej Til Forbud Mod Slavehandel'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.