Dannelse: Mere end bare viden

Begrebet dannelse er et af de mest centrale, men også et af de mest vanskelige at få et solidt greb om inden for pædagogikken. Det er et ord, vi ofte hører, men som rummer en kompleksitet, der går langt ud over en simpel definition. Essentielt handler dannelse om den rejse, et menneske gennemgår for at erhverve sig et kulturelt forankret indhold af viden, færdigheder og holdninger. Men det er ikke kun processen, der er vigtig; dannelse henviser også til resultatet af denne rejse, nemlig den formning af personligheden, der ideelt set sker i en ønsket retning.

Det oprindelige formål med dannelsestænkning inden for pædagogikken var netop at vælge undervisningsindhold med henblik på at forme personligheden. Denne formning skete typisk i overensstemmelse med et bestemt samfunds- og menneskesyn og et dertilhørende dannelsesideal. Dannelse var altså tæt knyttet til forestillingen om, hvordan det 'ideelle' menneske eller den 'ideelle' borger skulle se ud i en given kulturel eller samfundsmæssig kontekst.

Processen bag Dannelse: En Aktiv Rejse

Det, der giver dannelsesprocessen dens særlige karakter, er erkendelsen af, at det ikke er et passivt 'stof', der skal formes, men derimod et aktivt væsen – selve eleven eller individet. Dette væsen er af samme grundlæggende art som opdrageren, men besidder samtidig sin egen unikke individualitet. En ægte og meningsfuld dannelsesproces kan derfor ikke opnås gennem tvang. Tværtimod er den afhængig af et aktivt ønske fra individets side om at blive dannet, om at lade sig påvirke og udvikle sig.

Forestil dig en lerklump. Hvis leret var passivt, kunne pottemageren blot forme det. Men mennesket er ikke ler. Mennesket er en levende, tænkende og følende entitet, der selv skal medvirke i processen. Dette gensidige forhold, hvor både opdrager og den, der dannes, spiller en aktiv rolle, er fundamentalt for at forstå dannelsens dynamik. Det er en invitation til vækst, ikke en påtvingelse af form.

Forskellige Syn på Dannelse: Indhold og Form

I den pædagogiske litteratur finder man forskellige teoretiske tilgange til dannelse, som ofte deles op i to hovedkategorier: de materiale og de formale teorier.

• De Materiale Teorier: Disse teorier lægger vægt på selve indholdet af dannelsen. Hvad er det for en viden, hvilke færdigheder og hvilke holdninger, der er vigtige at tilegne sig? Fokus er på det stof, der skal læres – for eksempel historie, sprog, naturvidenskab eller kunst. Tanken er, at det er tilegnelsen af et bestemt kulturelt og vidensmæssigt indhold, der former individet.
• De Formale Teorier: I modsætning hertil betoner de formale teorier personlighedspræget og de personlige kvaliteter. Her er fokus ikke primært på, hvad man lærer, men snarere på de evner og kompetencer, man udvikler gennem læringen. Dette kunne være evnen til at tænke kritisk, til at udtrykke sig klart, til at løse komplekse problemer eller til at reflektere over sig selv og verden. Formale teorier handler om udviklingen af de mentale redskaber, der sætter individet i stand til at navigere i verden.

Da virkeligheden sjældent er et simpelt enten-eller, har pædagoger og filosoffer forsøgt at forene disse to betragtningsmåder. Dette har ført til begrebet kategorial dannelse. Kategorial dannelse stræber efter i lige grad at inddrage både dannelsens materiale (indhold) og formale (personlighedsmæssige) sider. Kernen i kategorial dannelse er tanken om, at det stof, der formidles, skal have en særlig kvalitet.

Stoffet skal helst fremstå i en 'prægnant' form – altså en form, der er klar, meningsfuld og potentielt rig på betydning. Samtidig skal dette stof spejle en større helhed eller sammenhæng. Når stoffet præsenteres på denne måde, opnår man i material henseende, at stoffet 'åbner' sig for eleven; det bliver tilgængeligt og meningsfuldt. Parallelt hermed opnår man i formal henseende, at eleven 'åbner' sig for det, der skal læres. Eleven bliver modtagelig, nysgerrig og engageret, og de formale evner som tænkning og refleksion aktiveres i mødet med det prægnante indhold. Det er denne gensidige 'åbning', der karakteriserer den ideelle kategoriale dannelse.

Dannelse vs. Information og Specialisering

Dannelse, forstået som en bestræbelse på at finde et undervisningsindhold, der udgør et samlet hele, står i klar modsætning til flere tendenser i det moderne samfund. For det første adskiller dannelse sig fra blot at tilegne sig usammenhængende informationer. I en tid med konstant informationsstrøm er evnen til at skabe mening og sammenhæng afgørende, og det er netop, hvad dannelse sigter mod.

For det andet står dannelse i modsætning til ensidig specialisering, især når denne udelukkende er rettet mod erhvervsmæssige formål. Selvom specialisering er nødvendig i et komplekst samfund, advarer dannelsestænkningen mod en uddannelse, der kun forbereder til et specifikt job, uden at give et bredere perspektiv på verden og mennesket. En rent erhvervsrettet uddannelse risikerer at overse udviklingen af den fulde personlighed.

Endelig adskiller dannelse sig fra ekstrem individualisering, hvor fokus udelukkende er på det enkelte individs umiddelbare behov og ønsker, uden hensyntagen til en større kulturel eller samfundsmæssig kontekst. Dannelse anerkender individualiteten, men ser den i relation til og formet af fællesskabet og kulturarven.

Det Almene Indhold og Dannelsens Formål

Hvis en uddannelse skal mere end blot at kvalificere et individ til at fungere som borger – hvis den også skal bidrage til at danne et menneske i en dybere forstand – må den leve op til kravet om sammenhæng og helhed i indholdet. Det er præcis dette, der menes, når vi taler om det almene indhold i dannelse og uddannelse. Det 'almene' refererer til det, der er fælles, det der binder os sammen som mennesker og som samfund – viden om vores historie, kultur, videnskabens grundprincipper, etiske overvejelser og evnen til at deltage i den offentlige samtale.

Denne forståelse af det almene indhold afspejles i det danske skolesystem. Når vi taler om folkeskolen som en 'ikke erhvervsrettet skole', understreger vi, at dens primære formål ikke er at forberede eleverne direkte til et specifikt erhverv, men snarere at give dem et bredt, alment fundament. Ligeledes har gymnasieskolen, ud over at være studieforberedende, også et eksplicit formål om at være 'almendannende'. Denne betegnelse, der stadig findes i gymnasiets formålsparagraf, blev oprindeligt formuleret af nyhumanisten Johan Nicolai Madvig i 1850. Dette historiske perspektiv viser, at tanken om den almene dannelse har dybe rødder i dansk uddannelsestradition.

Hvorfor Er Dannelse Svært at Gribe?

Som nævnt indledningsvis er dannelse et af de vanskeligste pædagogiske begreber at få hold på. Hvorfor er det sådan? Dels fordi det er et dynamisk begreb, der både handler om en proces og et resultat. Dels fordi det forener det ydre (indhold, viden) med det indre (personlighed, evner). Dels fordi det er tæt knyttet til skiftende samfunds- og menneskesyn – hvad der betragtes som 'dannet' har ændret sig over tid og varierer mellem kulturer.

Desuden er dannelse ikke noget, der kan måles og vejes på samme måde som specifikke færdigheder eller mængden af tilegnet information. Det er en kvalitet, en holdning, en måde at være i verden på. Denne immaterielle og holistiske karakter gør det udfordrende at operationalisere og definere entydigt.

Alligevel er stræben efter dannelse fortsat relevant. I en verden præget af hurtige forandringer, kompleksitet og potentiale for fragmentering, tilbyder dannelsestanken et modbillede. Den minder os om vigtigheden af sammenhæng, helhed og udviklingen af det hele menneske – et menneske, der ikke kun er kvalificeret til at arbejde, men også til at leve et meningsfuldt liv som en reflekterende og engageret del af et fællesskab.

Ofte Stillede Spørgsmål om Dannelse

Hvad er den grundlæggende forskel på dannelse og uddannelse?

Uddannelse kan fokusere snævert på tilegnelse af specifikke færdigheder og viden, ofte med et erhvervsmæssigt formål. Dannelse er et bredere begreb, der ud over viden og færdigheder også handler om formningen af personligheden, udvikling af kritiske evner og et alment overblik, der kvalificerer individet som menneske og borger i en bredere forstand.

Hvorfor er 'almendannende' vigtigt i skolen?

At en skole er 'almendannende' betyder, at den ikke kun forbereder til videre studier eller et specifikt erhverv, men også giver eleverne et bredt fundament af viden, kulturel indsigt og evner til kritisk tænkning og refleksion. Dette almenne fundament er afgørende for at kunne forstå verden, deltage i samfundet og udvikle sig som et helt menneske.

Kan man tvangsdanne et menneske?

Ifølge dannelsestænkningen kan ægte dannelse ikke opnås gennem tvang. Processen forudsætter et aktivt engagement og et ønske om at blive dannet fra individets side. Man kan påtvinge viden eller adfærd, men ikke den indre formning af personligheden, som er kernen i dannelse.

Hvad betyder 'kategorial dannelse'?

Kategorial dannelse er en teori, der forsøger at forene de materiale (indholdsbaserede) og formale (personlighedsbaserede) aspekter af dannelse. Den lægger vægt på, at undervisningsindholdet skal være 'prægnant' og afspejle en større helhed for at facilitere en gensidig 'åbning' mellem stoffet og eleven, hvilket fører til både videnstilegnelse og personlig udvikling.

Kunne du lide 'Dannelse: Mere end bare viden'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.