Buddhismens Hellige Skrifter: En Dybdegående Guide

Buddhismen, en af verdens store religioner, blev grundlagt i Nordindien omkring år 500 f.Kr. af fyrstesønnen Sidharta Gautama, bedre kendt som Buddha Sakyamuni. Buddhas lære bygger på iagttagelser af menneskets liv og færden og fokuserer på askese, selverkendelse gennem meditation og forståelse af årsagssammenhænge i tilværelsen. Kernen i læren er erkendelsen af, at handlinger (karma) fører til genfødsler i et evigt kredsløb, som opfattes som et fængsel. Den endelige befrielse fra dette kredsløb, kaldet nirvana, opnås kun ved at bryde de mønstre af handlinger og tanker, der fastholder os.

Når man spørger, hvad buddhismens hellige bog er, er svaret ikke så ligetil som i religioner med én central, åbenbaret skrift. For buddhister er der ikke én skriftlig åbenbaret sandhed eller ufejlbarlige dogmer. Der er ingen overensstemmende aftaler om én 'bibel'. I stedet findes der mange tusinder af skrifter, der anses for autoritative inden for de forskellige buddhistiske traditioner. Selvom hellige skrifter ikke har samme status som hos kristne, jøder og muslimer, kan buddhismen i en vis forstand godt kaldes en skriftreligion.

De Første Skrifter: Tripitaka

Omkring to hundrede år efter Buddhas død blev de første buddhistiske skrifter nedskrevet. Disse skrifter blev samlet i det, der kaldes tripitaka, hvilket betyder 'De tre Kurve'. Navnet skyldes angiveligt, at palmebladene, som teksterne blev skrevet på, blev opbevaret i kurve.

Tripitaka omfatter tre hoveddele:

• Sutra’erne: Dette er samlinger af Buddhas belæringer og prædikener.
• Kommentarværker: Tekster der uddyber og fortolker Buddhas lære.
• Værker om etik og munkedisciplin: Regler og retningslinjer for munke- og nonneordenen.

Denne tidlige samling danner grundlaget for den buddhistiske skrifttradition, men den er langt fra den eneste eller sidste samling af tekster, der opstod.

Forskellige Traditioner, Forskellige Tekster

Omkring det 3. århundrede f.Kr. splittede buddhismen sig op i to hovedgrupper: En munkeorienteret tradition (senere kendt som Hinayana, 'Det lille Fartøj') og en mere bredt folkelig orienteret tradition (senere kendt som Mahayana, 'Det store Fartøj'). Med tiden blev skellet mellem disse to retninger stadig større, og det afspejlede sig også i udviklingen af skrifttraditionen.

Hvor Hinayana-traditionen (som i dag primært eksisterer som Theravada-skolen) i høj grad baserede sig på de tidligste nedskrevne tekster, mente Mahayana-buddhister, at den oprindelige kanon ikke fik det hele med. De hævdede, at mange overleveringer eksisterede som mundtlige traditioner eller tekster, der var gemt af Buddha selv, indtil tiden var inde til at sprede dem i nye omgivelser. Dette førte til fremkomsten af mange nye Mahayana-tekster, som blev anset for at være yderligere forfinelser af læren og mere præcise gengivelser af Buddhas sande praksis.

Pali-kanonen: Theravada-buddhismens Hovedsamling

Den samling af skrifter, der blev nedskrevet på palmeblade i det første århundrede f.v.t. på Sri Lanka, og som blev kendt som Tripitaka (Tre-kurven), blev senere den såkaldte Pali-kanon. Denne kanon er den primære samling af hellige skrifter for Theravada-skolen, som primært findes i Sydøstasien (Sri Lanka, Thailand, Myanmar, Cambodja, Laos).

Pali-kanonen består af 29 forskellige værker, opdelt i tre hovedkategorier, der svarer til Tripitaka-strukturen:

body>

Hele Pali-kanonen blev først udgivet på papir i 1893. Det er vigtigt at bemærke, at selv inden for Theravada-buddhismen findes der mange andre tekster, der ikke er inkluderet i Pali-kanonen, samt tekster, der er indeholdt i lokale traditioners kanoner.

Mahayana-buddhismens Mangfoldige Skrifter

I Mahayana-buddhismen findes der ikke én samlet, universelt accepteret kanon på samme måde som Pali-kanonen for Theravada. Mange tekster er kommet til gennem historien, og hvilke der anses som 'hellige' eller mest autoritative, har altid været genstand for debat inden for de utallige Mahayana-skoler.

Mahayana-værker hævdede ofte at repræsentere en dybere eller mere fuldstændig lære. Berømte eksempler på Mahayana-sutraer inkluderer den korte, men dybdegående Hjerte-sutraen og den mere omfattende Lotus-sutra, som begge har haft enorm indflydelse i Østasien. Derudover er de tantriske skrifter særligt vigtige i traditioner som tibetansk buddhisme. Disse tekster beskriver esoteriske praksisser (skjulte, ikke for uindviede), der anses for nødvendige til erkendelse af buddhismens højeste sandheder.

Munke og skolastikere i Kina og Tibet brugte meget energi på at systematisere de tusindvis af buddhistiske tekster, der strømmede ind fra Indien. De forsøgte ofte at rangordne teksterne i hierarkier for at skabe orden i den enorme mængde materiale, naturligvis ofte med deres egne foretrukne tekster placeret øverst.

Kinesiske og Tibetanske Kanoner

Med vestlig interesse i buddhismen i det 20. århundrede blev der gjort store anstrengelser for at samle, systematisere og udgive de forskellige kanoner. Den kinesiske kanon, kendt som Taisho Daizokyo, blev samlet i Japan mellem 1924 og 1929 og består af 55 bøger med 2.184 tekster plus et supplement.

Den tibetanske kanon er opdelt i to hoveddele:

• Kangyur: 'Oversættelse af Buddhas ord' (omkring 600 tekster).
• Tengyur: 'Oversættelse af afhandlinger' (kommentarer og systematiske værker, omkring 3.626 tekster).

Bevaringen af disse tekster har været en stor udfordring, især for tibetansk buddhisme. Eksil-tibetanere har arbejdet hårdt på at bevare, oversætte og digitalisere mange af disse skrifter, som tidligere ofte kun var tilgængelige for et fåtal. I dag studerer mange buddhister vestlige oversættelser for at få korrekte gengivelser af deres egen lære.

Tekster som Rituelle Objekter og Mundtlig Overlevering

I religionernes verden er tekster ikke kun til studier; de opfattes ofte som havende en iboende kraft. Dette gælder også i den buddhistiske verden, hvor ord, sætninger og længere tekster æres som ophøjede udtryk for Buddhas eller universets væsen. De kan bruges til spirituel udvikling, men i nogle traditioner også til at 'manipulere' med himmelske væsener, naturfænomener eller andre mennesker.

Recitation af hellige tekster er en vigtig praksis. Det er en måde at opnå indsigt på, men også en form for meditation og bøn. Man ærer Buddhas lære ved at hæve skrifterne op til øjenhøjde eller højere under recitation. Nogle steder opbevares skrifter i aflukkede skatkamre som en hellig dyd.

Det er også vigtigt at huske, at den buddhistiske lære i lang tid blev overleveret mundtligt. Først århundreder efter Buddhas død begyndte man at nedskrive teksterne. Mundtlig overlevering, ved recitation og hukommelsesteknikker, var en yderst effektiv måde at bevare traditionen på, selvom nedskrivning senere blev anset som en mere sikker metode til bevaring og et nyt medium for religiøs kommunikation.

Tibetan Buddhismens Unikke Tilgang til Tekst og Ritual

Tibetansk buddhisme, en gren af Mahayana, har særlige praksisser relateret til tekster og ord. Den adskiller sig blandt andet ved at indeholde elementer fra den gamle tibetanske bön-religion, en naturreligion med tro på animisme og magi. Dette har påvirket brugen af ritualer og genstande.

For tibetanere har bøn og mantra en central funktion. Et mantra kan være et enkelt ord (som Om) eller flere vers (som Om Mani Padme Hum). Mantraer reciteres gentagne gange og kan have forskellige formål, fra at skræmme onde ånder væk til at understøtte meditation. De anses for at være virkningsfulde, når de gentages mange gange.

I forbindelse med bøn og mantra-recitation anvender tibetanere forskellige ritualgenstande, der inkorporerer tekster:

• Bedeflag: Farverige flag med bemalet mantraer, der hænger over hustage, broer og i naturen. Vinden 'spreder' mantraerne og deres positive energi til omgivelserne og skræmmer onde kræfter væk.
• Bedemøller: En cylinder med skriftruller fyldt med mantraer indeni. Ved at dreje møllen mener man at have 'sagt' de mantraer, der står på rullen. Dette er en måde at akkumulere merit på.

Pilgrimsrejsen er også en vigtig religiøs handling, der ofte involverer recitation og brug af bedemøller. Nogle pilgrimme bevæger sig ved hjælp af glidefald, en form for prostration, som er et tegn på hengivelse og renselse af legeme, tale og sind – handlinger der er tæt knyttet til den rette 'tale' (mantra) og 'sind' (intention/indsigt).

Lamaen, den religiøse lærer, spiller en afgørende rolle i tibetansk buddhisme som vejleder i læren og praksis, herunder brugen af tekster og ritualer. Den mest kendte lamatitel er Dalai Lama, der anses for at være en inkarnation af bodhisattvaen Avalokiteshvara.

Ofte Stillede Spørgsmål om Buddhistiske Skrifter

Har buddhismen én hellig bog ligesom Bibelen eller Koranen?
Nej, buddhismen har ikke én enkelt bog, der anses for at være den primære, ufejlbarlige hellige skrift. I stedet findes der tusindvis af skrifter, der anses for autoritative inden for forskellige skoler og traditioner.

Hvad er Tripitaka?
Tripitaka, eller 'De tre Kurve', er den tidligste samling af buddhistiske skrifter, nedskrevet et par århundreder efter Buddhas død. Den omfatter Buddhas belæringer (Sutra), kommentarer og regler for munkeordenen (Vinaya).

Hvad er Pali-kanonen?
Pali-kanonen er den primære samling af hellige skrifter for Theravada-buddhismen. Den er baseret på den tidlige Tripitaka, skrevet på sproget pali, og er opdelt i Vinaya, Sutta og Abhidhamma.

Hvad er forskellen på Theravada- og Mahayana-skrifter?
Theravada baserer sig primært på Pali-kanonen. Mahayana-buddhismen udviklede mange yderligere tekster (sutraer) århundreder senere, som de anså for at være dybere eller mere fuldstændige udtryk for Buddhas lære. Der findes ikke én samlet Mahayana-kanon, men mange forskellige samlinger.

Hvorfor reciterer buddhister tekster?
Recitation er en form for meditation og bøn, der bruges til at opnå indsigt og ære Buddhas lære. I nogle traditioner menes tekster også at have en iboende kraft.

Hvad er mantraer i buddhismen?
Mantraer er hellige ord eller sætninger, der gentages. De er særligt vigtige i traditioner som tibetansk buddhisme og bruges til meditation, beskyttelse eller akkumulering af merit.

Er Buddhistiske skrifter 'åbenbarede sandheder'?
Buddhistiske skrifter anses generelt ikke for at være direkte åbenbaringer fra en guddom. De ses snarere som nedskrivninger af Buddhas lære, vejledninger på vejen til oplysning, historier, regler og filosofiske diskussioner. Man opfordres til at undersøge læren selv.

Opsamling

I modsætning til religioner med én enkelt hellig bog, er buddhismens skrifttradition kendetegnet ved sin mangfoldighed og udvikling over tid. Fra den tidlige Tripitaka og Pali-kanonen i Theravada til de utallige sutraer og tantriske tekster i Mahayana, afspejler skrifterne de forskellige skoler og tilgange inden for buddhismen. De er ikke statiske dogmer, men vejledninger, historier og diskussioner, der understøtter udøverens egen vej til oplysning. De bruges ikke kun til studier, men også som rituelle objekter og grundlag for praksisser som recitation og brug af mantraer, bedeflag og bedemøller, især i traditioner som tibetansk buddhisme. Selvom buddhismen ikke har én 'bibel', er dens rige samling af tekster afgørende for forståelsen og udøvelsen af læren.

Kunne du lide 'Buddhismens Hellige Skrifter: En Dybdegående Guide'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.