Den Store Nordiske Krig: Hvem Sejrede?

Den Store Nordiske Krig (1700-1721) var en afgørende konflikt, der permanent ændrede magtbalancen i Nordeuropa. Krigen stod primært mellem Sverige, ledet af den unge og krigeriske kong Karl XII, og en koalition af naboriger, herunder Danmark-Norge, Rusland og Sachsen-Polen. Den var et direkte resultat af naborigernes utilfredshed med Sveriges dominans, der var opnået i landets stormagtstid.

Hovedårsagerne til krigen var mangefacetterede. Frederik 4. af Danmark-Norge ønskede at løse striden med hertugen af Holsten-Gottorp, der fik støtte fra sin svenske svoger. Peter den Store af Rusland havde ambitioner om at sikre sig kystlande ved Østersøen for at give Rusland adgang til havet. August 2. af Sachsen-Polen stræbte efter at generobre Livland. Disse tre fyrster indgik aftaler om et fælles angreb i slutningen af 1699.

Krigens Første Faser og Svenske Fremgange (1700-1709)

Krigen startede allerede i foråret 1700, da August af Sachsen-Polen invaderede Livland, mens Rusland stadig var optaget af krigen mod osmannerne. Samtidig lod Frederik 4. sin hær rykke ind i Holsten-Gottorp. Karl XII reagerede hurtigt og samlede tropper i Skåne. Med støtte fra en engelsk-hollandsk flåde, der var sendt til Øresund for at bevare freden i Nordeuropa grundet den ventede Spanske Arvefølgekrig, landsatte Karl XII tropper ved Humlebæk på Sjælland. Da den danske hovedhær befandt sig i Jylland, blev Frederik 4. tvunget til at indgå freden i Traventhal den 18. august 1700. Danmark måtte give indrømmelser til hertugen af Holsten-Gottorp, herunder anerkendelse af hans suverænitet og ret til at holde en hær og slutte forbund. Karl XII var ikke fuldt ud tilfreds, men hans udsatte position på Sjælland, så snart den engelsk-hollandske flåde trak sig tilbage, tvang ham til at acceptere.

Efter freden med Danmark koncentrerede Karl XII sig om sine andre fjender. Danmark-Norge holdt sig ude af striden i næsten et årti. Karl XII vendte sig først mod zar Peter, der belejrede Narva. Den 30. november 1700 angreb Karl XII med kun 8.000 mand mod zar Peters 30.000 mand store, men slet øvede, russiske hær. Under et kraftigt snevejr vandt svenskerne en overvældende sejr, og de russiske tropper led et frygteligt nederlag.

Året efter vendte Karl XII sig mod kong August. Han drev den saksisk-polske hær ud af Livland, besatte Kurland og rykkede ind i Polen. Den 19. juli 1702 vandt svenskerne en strålende sejr ved Klissow og indtog Krakow. En ny sejr ved Pultusk førte til, at polakkerne afsatte kong August og valgte Stanislaus Leszinski som konge, et valg som svenske våben sikrede gyldighed for. I 1706 tilføjede den svenske general Rehnsköld sakserne et nederlag ved Fraustadt. Karl XII rykkede derefter ind i Sachsen og tvang kong August ved freden i Altranstädt i september 1706 til at anerkende Stanislaus som Polens konge og opgive alliancen med Rusland.

Mens Karl XII var optaget i Polen og Sachsen, havde zar Peter udnyttet tiden effektivt. Han havde trænet sine tropper i svenskernes kampmåde og allerede i 1701 slået svenskerne i Livland med overlegen styrke. Han erobrede fæstningen Nöteborg ved Nevas udløb i Ladoga i 1702 og Nyenskanse ved Nevas udløb i Den Finske Bugt i maj 1703. Her påbegyndte han straks anlæggelsen af sin nye hovedstad, Sankt Petersborg, med fæstningen Kronstadt. Svenske forsøg på at ødelægge disse anlæg mislykkedes. Russerne erobrede siden de faste stæder i Estland og Livland, ofte ledsaget af store grusomheder. I Kurland holdt den svenske general Lewenhaupt dog russerne stangen.

Vendepunktet: Slaget ved Poltava (1709)

Efter freden med Sachsen i 1707 vendte Karl XII sin opmærksomhed mod zar Peter den Store. Med en hær på 40.000 mand, den svenske hovedarmé, og en forstærkning på over 10.000 mand under general Lewenhaupt, der skulle støde til, stod Karl XII over for et strategisk valg. I stedet for at marchere mod Østersølandene og Sankt Petersborg, valgte han den skæbnesvangre vej mod Moskva gennem Ukraine, hvor kosak-hetmanen Ivan Mazepa havde lovet støtte. Karl XIIs hurtige fremrykning betød, at general Lewenhaupt, som skulle møde ham med store forråd, ikke kunne nå frem. Lewenhaupts styrke blev i stedet slået af zaren i slaget ved Lesna i 1708, hvor kun omkring 5.000 mand undslap og sluttede sig til hovedarméen. Kosakstøtten udeblev stort set også.

Russerne benyttede den brændte jords strategi, trak sig tilbage og ødelagde landet for at undgå direkte konfrontation med den svenske hovedhær. Vinteren 1708-1709 var usædvanlig hård, og den svenske hær led enorme tab på grund af kulde og sult. Fremrykningen blev standset ved den lille kosakby Poltava. Her lykkedes det russerne at samle en hær på 60.000 mand. Selvom Karl XII var såret, tvang hungersnøden ham til at indlade sig i et slag den 8. juli 1709.

Slaget ved Poltava endte med et fuldstændigt og katastrofalt nederlag for svenskerne. Dette slag betød et afgørende vendepunkt i krigen og grundlagde Ruslands nye stormagtsstilling. Karl XII flygtede til det osmanniske rige, og Lewenhaupt måtte overgive sig med 15.000 mand.

Krigen Genoptages af Danmark og Sachsen

Sveriges nederlag ved Poltava fik Frederik 4. af Danmark-Norge og August af Sachsen til at gribe til våben igen. Danmark håbede at genvinde de tidligere danske lande hinsides Sundet (Skåne, Halland, Blekinge) og forhindre Sverige i at støtte Holsten-Gottorp. En dansk hær blev overført til Skåne i 1709, hvor befolkningen stadig havde stærke danske følelser. Men ligesom tidligere blev den gunstige tid forpasset. Den svenske feltherre Magnus Stenbock fik tid til at samle en hær, der var den danske overlegen. I slaget ved Helsingborg den 28. februar 1710 led de danske styrker nederlag. Dette slag blev den sidste store kamp mellem danske og svenske tropper i Skåne.

Året efter, i 1711, erobrede danskerne landskabet Bremen og indtog fæstningen Stade. Zar Peter fuldendte erobringen af Ingermanland, Estland og Livland og indtog Vyborg i Finland. Kong August genvandt den polske krone.

Magnus Stenbock samlede med stor anstrengelse en ny hær, der blev overført til Rügen. Men en dansk-norsk flåde under Gyldenløve ødelagde, tog eller fordrev den svenske transportflåde i Dynekilen i 1716, hvilket afskar Stenbock fra forsyninger. Han lykkedes dog med at undslippe fra det belejrede Stralsund og slog den svageste af sine modstandere, de danske, i slaget ved Gadebusch i Mecklenburg den 20. december 1712.

Efter slaget ved Gadebusch rykkede en russisk-saksisk hær frem og tvang Stenbock til at søge tilflugt i Holsten. I januar 1713 afbrændte han unødvendigt byen Altona. Han kastede sig ind i fæstningen Tönningen, som den hertugelige regering i Holsten-Gottorp åbnede for ham. Men den 16. maj 1713 måtte Stenbock overgive sig med 11.000 mand. Fæstningen Tönningen faldt i danske hænder i februar 1714.

Danske Sejre til Søs og Karl XII's Hjemkomst

Til søs havde krigen været mere heldig for den dansk-norske flåde. Slaget i Køge Bugt den 4. oktober 1710, hvor den tapre Ivar Huitfeldt sprang i luften med sit skib »Dannebroge«, var uafgjort. Men Christian Thomesen Sehested udmærkede sig ved med dygtighed at forjage svenskerne fra farvandet mellem Rügen og Stralsund. I 1713 ødelagde Gyldenløve som nævnt Stenbocks transportflåde ved Rügen. I 1714 skete der ikke meget til søs, men den 24. april 1715 slog admiral Gabel en svensk eskadre ved Femern. Dagen efter overgav den svenske admiral Wachtmeister sig med sine skibe, hvis ødelæggelse blev forhindret af den åndsnærværende fregatkaptajn Peter Wessel, senere kendt som Tordenskjold. Senere på sommeren tvang den dansk-norske hovedflåde under admiral Raben efter en hård kamp den svenske flåde under admiral Sparre til at trække sig tilbage til Karlskrona.

Denne kontrol over farvandene beseglede Stralsunds skæbne. For at undgå at blive fanget forlod Karl XII fæstningen i december 1715 og slap i en båd forbi de danske krydsere for at nå den skånske kyst. Han var tilbage i Sverige 15 år efter, han havde forladt sit rige. Stralsund overgav sig kort efter, og få måneder senere faldt Wismar, Sveriges sidste fæstning syd for Østersøen. Den svenske admiral Ehrensköld led nederlag til russerne i august, hvilket førte til Ruslands erobring af Ålandsøerne, herredømme i Den Botniske Bugt og erobring af Finland.

Karl XII's Død og Krigens Afslutning

På trods af den dystre situation tænkte Karl XII ikke på fred. Han samlede Sveriges sidste kræfter mod Danmark-Norge, den eneste fjende han stadig kunne nå. Vinteren 1715-1716 planlagde han at krydse Sundets is til Sjælland, men tøvejr forhindrede planen. I stedet vendte han sig mod Norge, trængte frem til Oslo, men mangel på forsyninger og norsk modstand tvang ham til at trække sig tilbage til grænsebyen Fredrikshald med fæstningen Fredriksten. Han belejrede fæstningen, som blev tappert forsvaret, blandt andet af brødrene Hans og Peder Colbjørnsen. Da Tordenskjold den 8. juli 1716 ødelagde den svenske transportflåde i Dynekilen, måtte Karl XII opgive angrebet på Fredriksten.

Tordenskjold foretog i 1717 et par dristige, men mislykkede, angreb på Göteborg og Strömstad. Karl XII lagde sig igen foran Fredriksten i 1718. Men natten mellem den 11. og 12. december 1718 blev han ramt af en kugle i tindingen, mens han observerede fæstningen fra en løbegrav. Hans liv endte brat. Med kongens død forsvandt den krigerske ånd fra Sverige. Generalerne rømmede straks Norge, og en svensk hær, der var trængt frem mod Trondheim, vendte om, men blev næsten udslettet af kulde og sult under tilbagetoget (Karolinernes dødsmarch).

Fredsforhandlinger og Resultater

Efter Karl XIIs død ønskede alle i Sverige fred, men krigen fortsatte endnu en tid. Tordenskjold tilføjede en ny triumf ved erobringen af Marstrand og fæstningen Carlssten den 26. juli 1719. Angreb på Ny Elfsborg og Göteborg mislykkedes dog.

Sverige opnåede gradvist fred med sine modstandere, omend med store indrømmelser:

• Med Hannover (og England): Sverige afstod Bremen og Verden, som Hannover (Kong Georg 1. af England var også kurfyrste af Hannover) havde købt af Danmark.
• Med Preussen: Ved freden i Stockholm i 1720 afstod Sverige Pommern syd for Pene-floden samt øerne Usedom og Wollin.
• Med Danmark-Norge: Freden blev sluttet i Frederiksborg den 3. juli 1720. Sverige opgav sin toldfrihed i Øresund, betalte 600.000 rigsdaler i krigsomkostninger og forpligtede sig til ikke at støtte den gottorpske hertug. Slesvig blev inddraget under den danske krone og garanteret af England, Frankrig og Sverige. Danmark fik dog ikke lov til at beholde Stralsund og Rügen.
• Med Rusland: Zar Peters krav var store, og fredsforhandlingerne trak ud. Ruslands hærgninger på de svenske kyster tvang til sidst Sverige til at acceptere hårde betingelser. Ved Freden i Nystad i 1721 afstod Sverige Ingermanland, Estland og Livland med tilhørende øer samt den sydlige del af Karelen og Vyborg i Finland.
• Med Sachsen-Polen: Krigen med Polen ebbede ud af sig selv, og den formelle fred blev først sluttet 11 år efter krigens faktiske afslutning.

Sverige gik ydmyget og stærkt svækket ud af krigen. Dets stormagtstid var definitivt forbi.

Krigens Følgevirkninger

Den Store Nordiske Krig markerede et skel i nordeuropæisk historie. Den betød det svenske imperiums fald og Ruslands endelige gennembrud som en dominerende Østersømagt og dermed som en aktiv europæisk stormagt. For Preussen medførte krigen en betydelig magtudvidelse. Sachsen og Polen blev derimod svækket af deres deltagelse. For Danmark betød krigen det endelige tab af Skånelandene (undtagen Bornholm), men sikrede herredømmet over Slesvig. Bortset fra Napoleonskrigene kom Danmark og Sverige ikke senere i krig med hinanden.

Hvem vandt Den Store Nordiske Krig?

Svaret er klart: Koalitionen af fjender vandt, men især Rusland fremstod som den store sejrherre. Rusland erhvervede sig de vigtige kystområder ved Østersøen, grundlagde Sankt Petersborg og etablerede sig som en europæisk stormagt. Danmark-Norge opnåede kontrol over Slesvig og fjernede den gottorpske trussel, men mistede muligheden for at genvinde de skånske lande. Preussen vandt terræn i Pommern. Sverige mistede store landområder i Baltikum, Finland og Nordtyskland, og dets status som europæisk stormagt var forbi.

Oversigt over Krigens Udfald for Nøgleaktørerne

Tidslinje for Den Store Nordiske Krig

• 1700: Krigsudbrud. Karl XII tvinger Danmark til freden i Traventhal. Svensk sejr over Rusland ved Narva.
• 1702: Svenskerne angriber Sachsen-Polen.
• 1703: Grundlæggelsen af Sankt Petersborg. Russerne erobrer Nyenskanse.
• 1704: Sverige og Polen slutter formel fred (August 2. afsættes).
• 1706: Svensk sejr ved Fraustadt. Freden i Altranstädt tvinger Sachsen ud af krigen.
• 1708: Karl XII indleder felttoget mod Rusland. Slaget ved Lesna.
• 1709: Skæbnesvangre slag ved Poltava. Karl XII flygter. Danmark og Sachsen-Polen genindtræder i krigen.
• 1710: Dansk nederlag ved Helsingborg. Store russiske erobringer i Baltikum.
• 1712: Slaget ved Gadebusch i Nordtyskland.
• 1713: Svensk hær kapitulerer i Tönningen. Preussen slutter sig til de allierede.
• 1714: Danskerne erobrer Tönningen. Erobringen af svenske besiddelser i Nordtyskland fortsætter. Karl XII vender tilbage til Stralsund.
• 1715: De sidste svensk-tyske besiddelser erobres. Karl XII forlader Stralsund og når Sverige.
• 1716: Mislykket svensk angreb på Norge. Tordenskjolds sejr i Dynekilen.
• 1718: Karl XII indleder ny offensiv mod Norge. Karl XII falder foran Fredriksten.
• 1719: Russiske hærgninger på Sveriges kyst. Tordenskjold erobrer Marstrand.
• 1720: Dansk-svensk fred i Frederiksborg. Preussisk-svensk fred i Stockholm.
• 1721: Russisk-svensk fred i Freden i Nystad. Krigen er reelt slut.
• 1732: Formel polsk-svensk fred.

Ofte Stillede Spørgsmål om Den Store Nordiske Krig

Hvornår sluttede Den Store Nordiske Krig?
Krigen sluttede formelt med flere fredstraktater. Den vigtigste var Freden i Nystad mellem Sverige og Rusland i 1721, som afsluttede hovedkonflikten. Danmark-Norge sluttede fred med Sverige i Frederiksborg i 1720, og Preussen i Stockholm samme år. Den formelle fred med Sachsen-Polen kom dog først i 1732.

Hvilke lande deltog i Den Store Nordiske Krig?
De vigtigste deltagere var Sverige på den ene side og en koalition bestående af Danmark-Norge, Rusland og Sachsen-Polen på den anden. Senere sluttede også Hannover (i personalunion med England) og Preussen sig til koalitionen mod Sverige.

Hvad var den vigtigste konsekvens af krigen?
Den vigtigste konsekvens var Sveriges fald fra status som europæisk stormagt og Ruslands opstigen til samme status. Rusland sikrede sig adgang til Østersøen, hvilket var afgørende for landets fremtidige udvikling og indflydelse i Europa.

Hvad skete der med Karl XII under krigen?
Karl XII var Sveriges konge og øverste feltherre under størstedelen af krigen. Han var en yderst dygtig, men også stædig og overmodig militærleder. Efter nederlaget ved Poltava i 1709 flygtede han til det Osmanniske Rige, hvorfra han forsøgte at påvirke begivenhederne. Han vendte tilbage til Sverige i 1714 og ledte de sidste svenske felttog, herunder angreb på Norge, indtil han faldt foran fæstningen Fredriksten i 1718.

Kunne du lide 'Den Store Nordiske Krig: Hvem Sejrede?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.