Hvem kom først til New Zealand?

New Zealand, set med europæiske øjne, er et bemærkelsesværdigt ungt land. Dets nedskrevne historie strækker sig kun omkring tusind år tilbage, og selv da er de tidligste begivenheder omgivet af en vis usikkerhed. Først med europæernes ankomst begynder vi at finde præcise datoer og årstal i beretningerne om dette isolerede ørige i Stillehavet.

Spørgsmålet om, hvem der først ankom til New Zealand, er centralt for landets historie og identitet. Langt før de første europæiske skibe nåede kysten, havde andre mennesker allerede fundet vej til øerne, der dengang var ukendte for resten af verden.

De Første Ankomster: Maorierne

Man mener, at de allerførste mennesker, der bosatte sig i New Zealand, var polynesierne, forfædrene til nutidens Maori-folk. Deres ankomst dateres til omkring år 1000. Nogle forskere foreslår endda, at det kan have været så tidligt som år 800 eller endnu tidligere. Den præcise dato er stadig genstand for debat, men det officielle New Zealand valgte at markere 1000-året for maoriernes bosættelse i 1990.

Disse tidlige opdagelsesrejsende menes at være ankommet i store dobbeltkanoer fra Hawaiki, et mytisk hjemland et sted i Polynesien. Deres rejse over det åbne hav vidner om en imponerende søfartskunst og et dybtgående kendskab til stjernerne og havstrømmene. Ved ankomsten til New Zealand, som de kaldte Aotearoa (landet med den lange hvide sky), grundlagde de en rig og kompleks kultur, der var dybt forbundet med landet og havet.

De Første Europæiske Møder

Flere hundrede år efter maoriernes ankomst, i året 1642, nåede den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman som den første europæer New Zealands vestkyst. Hans møde med de lokale indbyggere var dog alt andet end fredeligt. Da Tasman forsøgte at gå i land, førte det til konflikter, hvor flere af hans mænd blev dræbt og angiveligt spist af maorierne. Efter dette fjendtlige møde valgte Tasman at forlade New Zealand igen uden at udforske landet yderligere.

Før han rejste, nåede Tasman dog at døbe landet Niuew Zeeland efter den hollandske provins Zeeland. Da han vendte tilbage til Europa, berettede han om det land, han havde fundet, og dermed var New Zealand ikke længere helt ukendt for europæerne, selvom det forblev stort set ubesøgt i over et århundrede.

Det næste betydningsfulde europæiske møde fandt sted i 1769, da den britiske kaptajn og navigatør James Cook ankom med sit skib Endeavour. Cook havde mere held med sine interaktioner med maorierne end Tasman, delvist fordi hans besætning inkluderede en person fra Tahiti, som kunne kommunikere med de lokale. Cook foretog tre rejser rundt om New Zealand og kortlagde store dele af kystlinjen. Han navngav mange steder, hvoraf mange stadig bærer hans navne i dag, selvom der de seneste årtier har været en bevægelse for at genindføre eller sidestille de oprindelige maori-navne.

Cook tog landet i besiddelse på vegne af den britiske krone. Selvom hans første møder også involverede konflikter, lykkedes det efterhånden at opnå en form for venskabelig kontakt flere steder langs kysten.

Tidlig Europæisk Bosættelse og dens Konsekvenser

I de følgende 50 år efter Cooks besøg var den europæiske tilstedeværelse i New Zealand primært begrænset til søfolk, sæl- og hvalfangere og senere handelsmænd. De slog sig ned i primitive barakbyer langs kysten.

Denne tidlige kontakt havde desværre negative konsekvenser for maorierne. Europæerne medbragte spiritus, en række sygdomme, som maorierne ikke havde modstandsdygtighed over for, og ikke mindst våben i form af musketter. Maorierne købte og handlede sig til disse våben, hvilket intensiverede og blodiggjorde de eksisterende stammekrige i en hidtil uset grad.

I 1814 oprettede det anglikanske Church Missionary Society den første handels- og missionsstation. Dette markerede starten på mere organiserede forsøg på at påvirke maoriernes levevis. Andre selskaber fulgte efter, og med voksende succes forsøgte de at ændre maoriernes kultur ikke kun på det religiøse område, men også ved at oplære dem i at fremstille salgbare produkter, der kunne indgå i handlen med europæerne.

Øget Indvandring og Britisk Anneksion

Efterhånden som potentialet for skovbrug og landbrug i de frugtbare områder blev tydeligt, opstod et behov for arbejdskraft. I 1830'erne begyndte europæiske kompagnier aktivt at lokke fattige europæere til at udvandre til New Zealand med løfter om et bedre liv.

Et af de mest betydningsfulde initiativer kom fra det private New Zealand Company i London. I 1839 afsendte de en flåde med arbejdere, hvis formål var at opdyrke land nær det nuværende Wellington. Denne organiserede indvandring og frygten for, at Frankrig også havde planer om at ekspandere i regionen, fik den britiske regering til at handle.

For at forhindre både fransk ekspansion og den tilfældige, uregulerede private indvandring, annekterede flådeofficeren William Hobson på den britiske regerings vegne New Zealand i 1840. På dette tidspunkt levede der cirka 2000 europæiske indbyggere side om side med omkring 100.000 maorier på øerne.

Waitangitraktaten: Et Forsøg på Samstyre

I et forsøg på at etablere et formelt grundlag for det britiske styre og relationen til maorierne, blev Waitangitraktaten underskrevet i februar 1840. Traktaten blev underskrevet af repræsentanter for den britiske regering og en række maorihøvdinge ved Waitangi på Nordøen.

Traktaten forpligtede maorierne til to hovedpunkter: dels at anerkende den britiske krone som den øverste myndighed, dels kun at sælge jord til regeringen (ikke direkte til private nybyggere eller kompagnier). Til gengæld lovede briterne at respektere og beskytte maoriernes ejendom, deres land, skove og fiskevande, samt at give dem de samme rettigheder som britiske undersåtter.

Waitangitraktaten er et centralt dokument i New Zealands historie, men den viste sig i praksis at være meget vanskelig at efterleve. Forskellige fortolkninger af traktaten (især mellem den engelske og maoriske version) og et stigende pres fra den voksende europæiske befolkning førte snart til alvorlige konflikter.

Den Voksende Europæiske Befolkning og Landkrigene

På trods af traktaten og de oprindelige intentioner fortsatte New Zealand Company, lykkejægere og missionærer med at oprette nye bosætninger rundt om i landet. Den europæiske indvandring tog til, og omkring 1855 oversteg antallet af europæere for første gang antallet af maorier.

En endnu større bølge af indvandring blev udløst i 1860'erne, da der blev fundet guldfundene i landet. Selvom det meste guld var bundet i bjergarter, der krævede kapitaltunge mineselskaber til at udvinde det ad kemisk vej (og dermed kun skabte få arbejdspladser), tiltrak udsigten til rigdom tusindvis af nye indvandrere.

Disse mange nye indvandrere ønskede naturligvis jord at bosætte sig på og dyrke. Men det var svært at efterkomme den enorme efterspørgsel, da maorierne i stigende grad var uvillige til at sælge deres land. For maorierne var jorden mere end blot en ressource; de opfattede den som en mor, en del af sig selv og deres identitet. At sælge jorden var derfor et dybt indgreb i deres åndelige og kulturelle fundament.

Denne fundamentale uenighed om landejerskab og den ofte manglende forståelse for maoriernes kultur fra provinsmyndighedernes og nybyggernes side førte til en række blodige sammenstød. Selvom maoriklanerne traditionelt havde deres egne stridigheder, tvang fjendskabet med de indtrængende europæere dem til at samarbejde indbyrdes i et forsvar for deres land.

Fra 1862 til 1870 eskalerede konflikterne til egentlige krige, kendt som Landkrigene (eller New Zealand Wars), primært udkæmpet på Nordøen. Disse krige var brutale og havde vidtrækkende konsekvenser. Maorierne tabte til sidst krigen, og som straf og for at skaffe jord til nybyggerne blev store landområder konfiskeret af regeringen. Dette var et alvorligt slag mod maoriernes samfund og økonomi.

Udviklingen af en Nation

Efter Landkrigene arbejdede New Zealand på at etablere sig som en samlet nation. Under premierminister Julius Vogel (i embedet 1873-1875 og igen 1876) lykkedes det i vid udstrækning at bilægge de værste stridigheder, udbygge landets infrastruktur (især jernbaner og telegraflinjer) og etablere en national identitet inden for rammerne af en britisk enhedsstat. Problemet omkring maoriernes rettigheder og deres tabte jord forblev dog et uløst sår i nationens historie.

Omkring 1905 var den demografiske situation markant ændret i forhold til blot 60 år tidligere. Antallet af maorier var faldet drastisk, delvist på grund af krige, sygdomme og den sociale omvæltning, til kun cirka 40.000, mens antallet af europæiske indvandrere var steget til over 1 million. Landet var under hastig forvandling fra primært skovland til græssteppe og intensivt landbrugsland.

De fleste nybyggerfamilier kom fra Storbritannien, men i perioder kom der også indvandrere fra andre europæiske lande. Efter krigen i 1864 i Danmark indvandrede en del sønderjyder til New Zealand, inspireret af den tidligere danske konseilspræsident (statsminister) D.G. Monrad og hans familie, der i 1866 slog sig ned i Palmerston North. Danske mejerister og landmænd var foregangsmænd inden for det newzealandske landbrug og lod sig blandt andet inspirere af den danske andelsbevægelse.

Politiske og Sociale Fremskridt

Politiske partier i New Zealand opstod først i forbindelse med indførelsen af stemmeret for mænd i 1879. Et markant socialt fremskridt skete i 1893, da New Zealand som det første land i verden indførte stemmeret for kvinder. Samme år kom Richard John Seddon fra Liberal Party til magten som premierminister.

Seddon, der sad som premierminister indtil 1906, gennemførte en række progressive reformer, der lagde grunden til den newzealandske velfærdsstat. Disse reformer omfattede blandt andet tiltag inden for arbejdsret, pension og jordreformer, der sigtede mod at skabe et mere retfærdigt samfund.

Religion i New Zealand

Det religiøse landskab i New Zealand afspejler landets koloniale historie og indvandringsmønstre. Det største kirkesamfund er traditionelt set den anglikanske kirke, der tæller cirka en tredjedel af befolkningen. De øvrige protestantiske retninger, hvoraf presbyterianerne er størst, udgør tilsammen ligeledes cirka en tredjedel, mens katolikkerne udgør omkring 20%.

I de protestantiske kirker i New Zealand var lægmandsindflydelsen allerede i 1800-tallet usædvanlig bred. Dette gav kirkerne en stor selvstændighed relativt tidligt i deres udvikling. Heraf udsprang også et mere 'moderne' syn på mission blandt maorierne, et syn der i højere grad var præget af respekt for maoriernes kultur end tidligere missionstiltag i andre dele af verden. Der findes i dag en selvstændig maori-anglikansk kirkeafdeling, der vidner om denne integration.

Den mindre lutherske kirke i New Zealand er stadig præget af indsatsen fra den danske politiker D.G. Monrad i perioden 1866-1869, der spillede en rolle i etableringen af danske bosættelser, hvor den lutherske tro var central.

Hvad er Specielt ved New Zealand?

New Zealand er en stat i Oceanien, beliggende i Stillehavet, hvorved nærmeste store land er Australien. Staten udgøres primært af to store øer, Nordøen og Sydøen, som 'forbindes' af en færgeoverfart. Landet er kendt for sine fantastiske og varierende naturområder. Mange rejseentusiaster udpeger New Zealand som et af de smukkeste steder i verden netop på grund af den dramatiske og forskelligartede natur, der spænder fra subtropiske skove og strande til sneklædte bjerge og gletsjere.

Naturen har været så imponerende, at den har dannet kulisse for flere anerkendte filmklassikere, heriblandt de berømte trilogier Ringenes Herre og Narnia. Trods landets beliggenhed relativt tæt på Ækvator kan vinteren på Sydøen være bidende kold, mens sommeren kan være ekstremt varm, med en solintensitet der kræver stor forsigtighed.

Udover den betagende natur er New Zealand også hjemsted for det ikoniske folkefærd, Maori-folket. Ø-livet i New Zealand introducerer besøgende for en rig og uforglemmelig kulturarv, der er en integreret del af landets moderne identitet. Historien om mødet mellem maorierne og de europæiske indvandrere, herunder de tidlige opdagelsesrejsende som Tasman og Cook, konflikten om land, traktaten ved Waitangi og udviklingen mod en moderne nation, er afgørende for at forstå nutidens New Zealand.

Tidslinje over Nøglebegivenheder

For at give et overblik over New Zealands relative korte, men begivenhedsrige historie, er her en tidslinje baseret på de vigtigste datoer:

Ofte Stillede Spørgsmål om New Zealands Historie

Baseret på de vigtigste punkter i New Zealands tidlige historie, opstår ofte følgende spørgsmål:

Hvornår kom de første mennesker til New Zealand?
De første mennesker, maorierne, menes at være ankommet fra Polynesien omkring år 1000, muligvis tidligere.

Hvem var den første europæer, der nåede New Zealand?
Den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman var den første europæer, der nåede New Zealand i 1642.

Hvem kortlagde New Zealands kystlinje?
Den britiske kaptajn James Cook kortlagde store dele af New Zealands kyster under sine rejser fra 1769 og frem.

Hvad var Waitangitraktaten?
Waitangitraktaten var en aftale underskrevet i 1840 mellem den britiske regering og maorihøvdinge, der etablerede britisk overhøjhed mod løfter om at beskytte maoriernes ejendom. Den viste sig svær at efterleve.

Hvad handlede Landkrigene om?
Landkrigene (1862-1870) var konflikter mellem maorier og europæiske nybyggere/myndigheder, primært udløst af uenigheder og stridigheder om landejerskab.

Hvornår fik kvinder stemmeret i New Zealand?
Kvinder fik stemmeret i New Zealand i 1893, som det første land i verden.

Hvad er den største religion i New Zealand?
Det største kirkesamfund er den anglikanske kirke, efterfulgt af andre protestantiske retninger og katolicismen.

Hvilken forbindelse har Danmark til New Zealands historie?
Efter 1864 indvandrede en del sønderjyder, delvist inspireret af D.G. Monrad. Danske landmænd og mejerister bidrog til udviklingen af newzealandsk landbrug, inspireret af andelsbevægelsen, og D.G. Monrad påvirkede den lille lutherske kirke.

Historien om New Zealand er en beretning om migration, kulturelle møder, tilpasning og konflikt, der har formet det unikke land, vi kender i dag.

Kunne du lide 'Hvem kom først til New Zealand?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.