Sønderjyllands Vej Hjem - En Historie

Sønderjylland, som vi kender landsdelen i dag, har en rig og ofte turbulent historie, der er tæt forbundet med Danmarks skæbne. Før den store genforening i 1920, der markerede et vendepunkt for både Danmark og regionen, bar området et andet navn og oplevede et dramatisk tab, der satte dybe spor i nationalfølelsen og landets geografi. Denne artikel udforsker vejen fra tab til genforening, baseret på de historiske begivenheder og folkeafstemningen, der ændrede grænserne for altid.

Tabt Land - Årene efter 1864

Efter den 2. Slesvigske Krig i 1864 led Danmark et stort og traumatisk nederlag. Landet måtte afstå tre hertugdømmer: Slesvig, Holsten og Lauenborg. Disse områder udgjorde en betydelig del af Danmarks landområde og befolkning, hele to femtedele. Hertugdømmet Slesvig, der er det område vi i dag kender som Sønderjylland, var hermed tabt til Preussen (som fra 1871 blev en del af Tyskland) og Østrig. Den nye dansk-tyske grænse blev trukket lige syd for Kolding, ved Kongeåen.

På trods af tabet følte et stort flertal af befolkningen i den nordlige del af Slesvig sig fortsat som danske. I den sidste halvdel af 1800-tallet voksede ønsket om en genforening med i det mindste dele af det tabte land sig derfor stærkt i Danmark. Dog var de politiske og økonomiske forhold på den tid ikke gunstige for at genvinde områderne. Det var en tid præget af national ydmygelse og en følelse af magtesløshed.

Vejen til Genforening - Krig og Fred

Situationen ændrede sig drastisk mere end et halvt århundrede senere. Først med afslutningen af 1. Verdenskrig og Tysklands nederlag opstod en realistisk politisk mulighed for at ændre grænsen igen. Det tyske kejserrige kollapsede, og fredsforhandlingerne i Versailles førte til en hård fredsaftale for Tyskland. En central del af Versaillesfreden var princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Dette princip fastslog, at områder, hvor befolkningen ønskede selvstændighed eller tilhørsforhold til en anden nation, skulle have mulighed for at bestemme deres egen fremtid.

Selvom det sønderjyske spørgsmål ikke havde været et hovedemne i den politiske debat under selve krigen, kom det pludselig på dagsordenen ved krigens afslutning. Mange stod uforberedte, men muligheden for at rette op på tabet fra 1864 var pludselig inden for rækkevidde takket være den ændrede magtbalance i Europa.

Principper for Grænsen

Da spørgsmålet om en ny grænse opstod, stod man over for to grundlæggende principper, der kunne danne baggrund for en kommende genforening. Det ene var et demokratisk princip baseret på folkenes selvbestemmelsesret. Ifølge dette princip skulle landet følge folket – grænsen skulle trækkes dér, hvor befolkningen ønskede den. Det andet princip var et historisk, hvor genforeningen kunne opfattes som en genoprettelse af en tidligere retstilstand. Efter dette princip måtte folket følge landet – grænsen skulle trækkes, hvor den historisk havde været.

Ingen af disse to principper blev anvendt i deres yderste konsekvens, men de udgjorde den afgørende politiske skillelinje i debatten om genforeningen. Skulle man genvinde hele det tidligere hertugdømme Slesvig, eller skulle man lade befolkningen stemme om deres tilhørsforhold? Valget faldt på den sidste løsning, støttet af princippet om selvbestemmelse, hvilket førte til afholdelsen af folkeafstemninger i grænseegnene.

Folkeafstemningen i 1920

Afgørelsen om grænsens fremtid blev lagt i hænderne på befolkningen gennem en folkeafstemning. Afstemningen blev afholdt i to zoner. Den nordlige del, kendt som 1. zone, stemte først, og den sydlige del, 2. zone, stemte senere.

Afstemningen i 1. zone (Nordslesvig)

Afstemningen i den såkaldte 1. zone, der stort set svarer til nutidens Sønderjylland, blev afholdt den 10. februar 1920. Valgdeltagelsen var meget høj, hele 91,5 %, med i alt 101.652 afgivne stemmer. Resultatet var et klart flertal for Danmark: 74,2 % stemte for Danmark, mens 24,9 % stemte for Tyskland.

Resultaterne varierede dog lokalt. Alle distrikter i det daværende Haderslev Amt havde et dansk flertal. I Åbenrå og Sønderborg byer var der derimod et tysk flertal (Åbenrå: 2224 danske, 2725 tyske; Sønderborg: 2029 danske, 2601 tyske). Der var også tysk flertal i flere mindre distrikter i Åbenrå og Sønderborg amter, herunder Stollig, Brunde, Gåskær, Vollerup, Lavtrup, Grøngrøft, Gråsten Gods og Lyksborg Skovdistrikt.

I Tønder by var der et markant tysk flertal (761 danske, 2504 tyske), og det samme gjorde sig gældende i flere distrikter vest og syd for byen, såsom Højer, Frederikskog, Sæd og Ubjerg. Spredte distrikter i Tønder amt havde ligeledes tysk flertal, herunder Rudbøl, Rudbølkog, Tved i Tønder Landsogn, Løjtved i Nørre Løgum Sogn, Bøgvad i Højst Sogn, Horns i Ravsted Sogn, Jejsing, Solderup i Hostrup Sogn, Burkal, Lydersholm, Nolde, Bov, Jyndevad, Tinglev, Egebæk, Broderup, Stoltelund, Sofiedal, Bredevad, Hajstrupgård og Duborg.

En faktor i afstemningen var de tilrejsende stemmeberettigede, som udgjorde omkring 28.000 af de godt 111.000 stemmeberettigede. Heraf kom 16.638 nordfra og 11.609 sydfra. Beregninger indikerer, at 62 % af de tilrejsende stemte dansk, mens 38 % stemte tysk. Omkring 7.500 personer, primært tyskere tilflyttet efter 1900, kunne ikke deltage. Beregninger fra det midlertidige danske ministerium for sønderjyske anliggender i 1920 antydede, at stemmer fra jernbanepersonale, marinesoldater og tjenestemænd i visse byer bidrog til det tyske stemmetal, og at en bortregning af de tilrejsendes stemmer ville have udlignet resultatet i Sønderborg og Åbenrå og givet dansk flertal i nogle landdistrikter.

Afstemningen i 2. zone (Sydslesvig)

Afstemningen i 2. zone, der omfattede Sydslesvig, blev afholdt senere. Her stemte kun 12.800 personer (svarende til 20 %) for Danmark, mens 51.724 stemte for Tyskland. I Flensborg by, den største by i zonen, var den danske stemmeandel ca. 25 %. Uden de tilrejsendes stemmer ville den danske stemmeandel i Flensborg have været 28 %. Kun tre små kommuner i 2. zone havde dansk flertal: Goting, Hedehusum og Yttersum på den vestlige del af øen Før, områder der tidligere havde tilhørt de kongerigske enklaver før 1864.

Samlet Overblik over Afstemningsresultater

For at give et klart billede af resultaterne i de to zoner, kan man se på de samlede tal:

Resultatet af afstemningen i 1. zone betød, at denne del af Slesvig kunne vende tilbage til Danmark.

Hvad Blev Genforenet?

Med det klare resultat af folkeafstemningen i 1. zone blev det nordlige Slesvig, det område vi i dag kender som Sønderjylland, Genforeningen med Danmark den 15. juni 1920. Denne begivenhed blev fejret med stor jubel i både Danmark og Sønderjylland, da den markerede afslutningen på mange års adskillelse og opfyldelsen af et dybtfølt ønske for mange. Genforeningen betød, at den dansk-tyske grænse blev flyttet nordpå til dens nuværende placering. Resultatet af afstemningen medførte, at der opstod et tysk mindretal på den danske side af grænsen og et dansk mindretal på den tyske side.

Efterspillet og Grænselandet

Selvom genforeningen fandt sted i 1920, var der stadig en række uløste praktiske og juridiske spørgsmål, der skulle håndteres. Grænsen skulle fastlægges i detaljer, hvilket skete i efteråret 1920. Dette arbejde førte til dansk-tyske forhandlinger, der mundede ud i den Dansk-tyske traktat af 1922. Det er vigtigt at bemærke, at denne traktat ikke omfattede mindretallenes forhold. Danmark ønskede ikke tysk indblanding i danske forhold ved en gensidig traktat. I stedet blev der afholdt møder på embedsmandsplan om emner som skoleforhold gennem 1920'erne.

Samtidig med genforeningen blev den danske grundlov ændret. Grundloven fra 1915 fastlagde detaljer om antallet af rigsdagsmedlemmer fra landsdelene, og for at undgå skævheder måtte grundloven justeres. Ændringen i 1920 udvidede Folketinget fra 140 til 152 medlemmer og Landstinget fra 72 til højst 78 medlemmer. Selvom grundlovsændringen ikke var en absolut nødvendighed for selve genforeningen, var den en konsekvens af den ændrede territorielle situation. En folkeafstemning om grundlovsændringen blev afholdt den 6. september 1920, hvor et stort flertal stemte ja, selvom forslaget kun akkurat levede op til kravet om, at mindst 45 % af alle stemmeberettigede skulle stemme ja.

I grænselandet fortsatte en form for "grænsekamp" i mellemkrigstiden. Weimarrepublikken anerkendte aldrig officielt 1920-grænsen, da den var en del af Versaillesfreden, men de facto var forholdet mellem regeringerne godt. På lokalt plan og i nationalistiske kredse i Tyskland fortsatte kravet om en grænserevision, f.eks. efter den såkaldte Tiedjelinje.

Mindretallene i Grænselandet

De to mindretal, det tyske nord for grænsen og det danske syd for grænsen, organiserede sig i denne periode.

Det tyske mindretal i Nordslesvig: Tilslutningen til det tyske mindretal voksede i mellemkrigstiden. Antallet af tyske privatskoler steg markant fra 7 i 1920 til 30 i 1932, og der var også mange kommuneskoler med tysk tilslutning. Denne vækst fortsatte frem til 1945. Væksten afspejledes også i stemmetallet for Slesvigsk Parti. Partiet blev i 1935 en del af den nazistiske bevægelse, NSDAP-N. Deutscher Verein für das nördliche Schleswig blev stiftet i 1890 og var en del af grænsekampen. Tyske folkefester blev afholdt, bl.a. på Knivsbjerg, hvor et stort Bismarck-mindesmærke blev opført. Dette mindesmærke blev sprængt af danske modstandsfolk i 1945, ligesom preussiske sejrsmonumenter på Dybbøl og Arnkil.

En særlig gruppe i mellemkrigstiden var de såkaldt "blakkede", der hverken var klart dansk- eller tysksindede. Denne gruppe og det tyske mindretal stod stærkest i området kendt som "den skæve firkant" mellem Højer, Løgumkloster, Tinglev og grænsen.

Det danske mindretal i Sydslesvig: Med genforeningen opgav de danske syd for den nye grænse umiddelbart håbet om at komme tilbage til Danmark. De organiserede sig i stedet som et mindretal. Under Weimarrepublikkens friere forhold blev det muligt at oprette danske skoler og organisere danskheden, men de blev fortsat udsat for repressalier. Størstedelen af de danske stemmer i Sydslesvig ved afstemningen faldt i Flensborg, og uden for Flensborg var mindretallet svagt. Det danske mindretal var langt mindre end det tyske mindretal nord for grænsen. Selv efter nazismens magtovertagelse i 1933 fik de danske skoler lov at eksistere, og elever kunne fritages for Hitlerjugend, hvilket var enestående. Mindretallet var dog under pres, og medlemstallet af Den slesvigske Forening faldt. Flensborg Avis var den eneste fremmedsprogede avis i Nazityskland og undgik censur længere end andre, men blev primært læst nord for grænsen.

Efter Tysklands nederlag i 1945 voksede det danske mindretal kraftigt, og der opstod krav om grænseflytning. Dette arbejde bredte sig til hele Sydslesvig. Efter det tyske Wirtschaftswunder og indgåelsen af København-Bonn-aftalerne i 1955 blev grænsekampen dog stort set opgivet.

Nutidens Betydning

Genforeningen i 1920 er fortsat en vigtig del af Danmarks historie og identitet, især i Sønderjylland. Som Dronning Margrethe nævnte i sin nytårstale i 2019 i anledning af 100-året, markerede genforeningen, at et blad vendte sig i Danmarks historie. Hun fremhævede det stærke naboskab og gode venskab mellem Tyskland og Danmark i dag, samt mødet med det danske mindretal, der trods adskillelsen stadig har Danmark som deres hjerte. Dronningen understregede, at både det danske og det tyske mindretal har en stor del af æren for, at grænselandet i årenes løb har udviklet sig så harmonisk og fredeligt – et forhold, der er blevet et forbillede for hele verden.

Spørgsmål og Svar om Genforeningen

Hvad hed Sønderjylland før 1864?

Før nederlaget i 1864 og tabet til Preussen/Tyskland, var det område, vi i dag kender som Sønderjylland, oprindeligt navnet på hertugdømmet Slesvig.

Hvilke områder tabte Danmark i 1864?

Efter den 2. Slesvigske Krig i 1864 tabte Danmark de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen (senere Tyskland) og Østrig.

Hvorfor blev genforeningen mulig i 1920?

Genforeningen blev en realistisk politisk mulighed som følge af Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig og den efterfølgende fredsaftale i Versailles, der lagde vægt på folkenes selvbestemmelsesret.

Hvad var de to principper, der blev diskuteret for grænsedragningen?

Der var et demokratisk princip baseret på folkenes selvbestemmelsesret (landet følger folket) og et historisk princip baseret på genoprettelse af en tidligere retstilstand (folket følger landet).

Hvornår blev folkeafstemningen afholdt i Nordslesvig (1. zone)?

Afstemningen i Nordslesvig, den 1. zone, blev afholdt den 10. februar 1920.

Hvor stor en procentdel stemte dansk i Nordslesvig ved afstemningen?

Ved afstemningen i Nordslesvig stemte 74,2 procent for Danmark.

Hvor stor en procentdel stemte dansk i Sydslesvig (2. zone) ved afstemningen?

I 2. zone, Sydslesvig, stemte 20 procent for Danmark.

Hvad fik Danmark tilbage ved Genforeningen i 1920?

I 1920 blev det nordlige Slesvig, som i dag kaldes Sønderjylland, genforenet med Danmark.

Hvornår blev den Dansk-tyske traktat indgået, og hvad omhandlede den?

Den Dansk-tyske traktat blev indgået i 1922 for at fastlægge grænsen i detaljer og løse praktiske emner. Den omfattede dog ikke mindretallenes forhold.

Hvilken betydning tillægger Dronning Margrethe Genforeningen i dag?

Ifølge Dronning Margrethe markerede Genforeningen et vendepunkt i Danmarks historie og er et eksempel på godt naboskab, hvor mindretallene har bidraget til et harmonisk og fredeligt grænseland, der er et forbillede for verden.

Kunne du lide 'Sønderjyllands Vej Hjem - En Historie'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.