Kampen mod de kulørte hæfter: En dansk historie

I deres tidligste form adskilte tegneserier sig markant fra de formater, vi kender i dag. Før de ikoniske talebobler blev standard, fandt man personernes replikker skrevet under billederne – et format der mindede om klassiske vittighedstegninger. Dog begyndte lydordene tidligt at finde vej ind i selve billedrammerne, hvilket bidrog til, at tegneserier ofte blev opfattet som et simpelt og endda barnligt medie. Men i midten af det 20. århundrede tog opfattelsen en dramatisk drejning. Pludselig blev tegneserierne ikke bare set som barnlige; de blev anset for farlige. En bølge af kritik og moralpanik skyllede ind over både USA og Danmark, og førte til alvorlige forsøg på at begrænse og kontrollere udbredelsen af disse 'kulørte hæfter'.

Frygten fra USA: Wertham og "Seduction of the Innocent"

En af de mest markante stemmer i kritikken kom fra USA. Den tysk-amerikanske psykiater Fredric Wertham (1895-1981) var en skarp modstander af tegneserier. Han påstod hårdnakket, at der var en direkte sammenhæng mellem ungdomskriminalitet og læsning af tegneserier. Hans mest kendte værk, bogen Seduction of the Innocent fra 1954, advarede stærkt mod mediets påståede skadelige virkning. Werthams bog og hans argumenter førte til høringer i den amerikanske Kongres og resulterede i oprettelsen af Comics Code. Denne kode var et selvcensursystem med meget strenge retningslinjer for, hvad der måtte vises i tegneserier. Selvom koden formelt set var frivillig, var den i praksis umulig at undgå for forlagene. Forlag der ikke underlagde sig denne forhåndscensur, fik simpelthen ikke deres tegneserier distribueret eller solgt. Dette system, født ud af frygten for tegneseriernes indflydelse, eksisterede helt frem til 2011.

Den danske moralpanik: Kritikere og anklager

Frygten for tegneserierne var ikke begrænset til USA. I Danmark rejste lignende bekymringer sig, og en række fremtrædende personer engagerede sig i kampen mod 'den kulørte litteratur'. En af kritikerne var viceskoleinspektør Chr. Winther fra Rødding. Allerede tidligt i 1950'erne argumenterede han i et indlæg i tidsskriftet Folkeskolen, at tegneserier ville virke skadeligt på det store flertal af børn, der læste dem. Han mente, at de vænnede børn af med at læse sammenhængende tekst og skabte et usundt behov for sensation. Tegneserierne blev altså set som en trussel mod både læseevnen og børns mentale sundhed.

En anden særdeles markant stemme i den danske debat var journalisten Tørk Haxthausen. I 1955 udgav han en artikelserie fra Politiken i bogform under titlen "Opdraget til terror". Her angreb Haxthausen tegneserierne for deres 'fordummende voldsforherligelse'. Baseret på amerikanske kilder forsøgte han at dokumentere, at læsning af tegneserier kunne føre til, at børn begik voldshandlinger, mord og endda utilsigtet selvmord. Hans argument var, at serier som Superman angiveligt fik børn til at tro, at de selv kunne flyve, med fatale konsekvenser. Haxthausen gik i detaljer med sine anklager, der også inkluderede kritik af det han kaldte 'seriefabrikanternes sindssyge fantasi'.

Haxthausen var også kritisk over for tegneseriernes seksualmoral, som han fandt højst tvivlsom. Dette var tydeligst i serier med superkvinder i hovedrollen. Han mente, at disse 'overnaturlige damer' nærede et glødende had til alt mandkøn, og at de mishandlede mænd, når lejligheden bød sig. Han fremhævede, at man i næsten hver eneste serie så dem optræde med en pisk i hånden – et billede han tydeligvis fandt foruroligende. Endnu mere kontroversielt var Haxthausens fortolkning af forholdet mellem Batman og Robin. Dette forhold blev af ham opfattet som problematisk, ja endda som en opfordring til pæderasti. Han skrev, at det kunne vække en 'usund, homoseksuel nysgerrighed' hos ellers normale drenge. Disse anklager viser omfanget af den frygt og de fortolkninger, der prægede debatten om tegneserier i midten af 1950'erne.

Reaktioner og handlinger: Lukninger og afbrændinger

Kritikken mod tegneserierne var ikke kun teoretisk; den førte til konkrete handlinger. Skolelærerne og tidsskriftet Folkeskolen engagerede sig aktivt i kampen mod de påståede farlige tegneserier. Der blev afholdt forældremøder specifikt med det formål at advare mod tegneseriernes skadelige indflydelse. Denne udbredte tro på, at tegneserier kunne gøre børn til vaneforbrydere, fik direkte konsekvenser for udbredelsen af visse titler.

I 1954 blev bladene Superman og Fantomet lukket ned. Året efter, i 1955, led tegneserien Kong Kylie samme skæbne. Disse lukninger var et direkte resultat af den intense offentlige og pædagogiske bekymring. Et særligt symbolsk udtryk for kampen mod tegneserierne fandt sted ved sankthansbålet i Enghaveparken i 1955. Her blev en figur af Fantomet brændt af. Et skilt proklamerede: "Københavnerungdom gør det hedt for kulørte 'helte'". Folkeskolen omtalte begivenheden rosende og udtrykte håb om, at det var mere end en tom demonstration. De opfordrede 'pæne bladhuse', der tjente penge på 'braset', til at følge eksemplet, og håbede at 'ansvarlige myndigheder' ville nægte valuta til importen af tegneserier. Episoden med afbrændingen af Fantomet-figuren understreger den passion og det alvor, hvormed kampen mod tegneserierne blev ført.

Officielle tiltag: Det Kulørte Udvalg

På baggrund af den voksende bekymring og debat nedsatte undervisningsminister Julius Bomholt den 27. januar 1955 et officielt udvalg. Udvalgets formål var at tilrettelægge en bekæmpelse af "den kulørte litteratur". Udvalget fik det mundrette navn "Udvalg vedr. Børn og Unges Læsning", men blev i folkemunde kendt som "det Kulørte Udvalg". Dets opgave var at "undersøge og overveje problemerne omkring den underlødige og nedbrydende litteratur, med særligt henblik på at fremkomme med forslag, der kan fremme udbredelsen af bedre læsestof hos børn".

Udvalget bestod af repræsentanter fra forskellige samfundsgrupper, herunder Chr. Winther, repræsentanter for Dansk Ungdoms Fællesråd, foreningen for skolepsykologer, forlags- og boghandlerbranchen, pædagogiske eksperter og socialrådgiverforeningen. Ministeriets egen repræsentant i udvalget var kontorchef Vagn Jensen. Vagn Jensen var stærkt engageret i sagen og anbefalede kraftigt, at der blev indført lovgivning på området. Han fremlagde et drastisk forslag for udvalget: op til et års fængsel for at udbrede "skrifter, der enten ved sit emne eller ved den måde, hvorpå det er behandlet, kan virke forrående, herunder forvirrende eller nedbrydende på børns og unges opfattelse af, hvad man kan eller bør gøre". Interessant nok skulle denne lov ikke gælde for forældre, der købte det påstået skadelige læsestof til deres egne børn. Forældre havde altså lov til at udsætte deres egne børn for det, som andre kunne fængsles for at udbrede.

Det Kulørte Udvalg afgav sin betænkning i 1960. Betænkningen, der blev kendt som "den kulørte betænkning", anerkendte, at der var et vidt spænd mellem "sadistiske horror comics over uskadelige eller endog værdifulde billedserier". Dette viste en vis nuancering sammenlignet med de mest radikale kritikere. Trods udvalgets arbejde og den intense debat, der var gået forud, vakte betænkningen ikke stor interesse i befolkningen. Den blev kun omtalt i nogle få aviser, hvilket måske signalerede, at den mest intense fase af moralpanikken var ved at ebbe ud, eller at udvalgets konklusioner ikke var så dramatiske som frygtet.

Nordisk samarbejde og vedvarende kritik

Kampen mod tegneserierne havde også et nordisk aspekt. I 1956 sluttede Norge sig til et fælles nordisk kontaktudvalg, der ligeledes havde til formål at bekæmpe tegneserier. Vagn Jensen, den engagerede kontorchef fra Danmark, blev formand for dette udvalg. Kontaktudvalget mente, at der burde investeres en betydelig sum, specifikt 50.000 kr. årligt, til bekæmpelse af tegneserierne. Dette viser, at bekymringen var grænseoverskridende i Norden.

Selvom tiden gik, og debatten måske stilnede af i offentligheden, fastholdt nogle kritikere deres holdninger. Vagn Jensen udtalte så sent som i 1961, at "den kriminelle fare ved ikke at forbyde tegneserier er større end ved at forbyde dem". Dette understreger hans vedvarende tro på tegneseriernes skadelighed og nødvendigheden af forbud.

Ændrede synspunkter: Tintin som eksempel

Synet på tegneserier var dog ikke statisk, og eksemplet med Tintin illustrerer, hvordan opfattelsen kunne ændre sig, selv inden for en relativt kort årrække. I 1955, på højdepunktet af moralpanikken, beskrev Tørk Haxthausen Tintin som "et mærkeligt spidst tegnet foretagende, en bastard mellem den humoristiske serie og eventyr-serien". Han fandt handlingen tit "uhyggelig og grov". Dette negative synspunkt var i tråd med tidens generelle skepsis over for mediet.

Men blot 13 år senere, i 1968, beskrev en bibliotekslektør Tintin på en helt anden måde. Vedkommende fandt, at der var "noget næsten uskyldigt og naivt over denne tegneserie", og fremhævede, at den var "meget velskrevet og meget levende". Lektøren kaldte Tintin en "lækkerbisken for alle børn fra 9-årsalderen". Denne radikale forskel i bedømmelsen viser, hvordan fagfolks og samfundets syn på specifikke tegneserier og mediet generelt kunne udvikle sig. Det var ikke alle tegneserier, der forblev i skudlinjen; nogle opnåede anerkendelse for deres kvalitet og værdi.

Interessant nok ændrede selv nogle af de mest indædte kritikere deres holdning med tiden. Tørk Haxthausen, der i 1950'erne havde fremsat så voldsomme anklager, vedgik i 1989, at hans tidligere kritik havde været urimelig. Dette står i kontrast til Vagn Jensen, som tilsyneladende forblev stærkt kritisk over for tegneseriernes indflydelse.

Sammenligning: Synet på Tintin

Ofte Stillede Spørgsmål om tegneseriedebatten i 1950'erne

Hvad var hovedfrygten ved tegneserier i 1950'erne?

Hovedfrygten var, at tegneserier ville have en skadelig, fordummende og moralsk nedbrydende effekt på børn og unge. Kritikere mente, at de kunne føre til kriminalitet, voldelige handlinger, et usundt behov for sensation og endda påvirke seksualmoralen negativt.

Hvem var nogle af de mest kendte kritikere?

Blandt de mest kendte kritikere var den amerikanske psykiater Fredric Wertham, forfatter til "Seduction of the Innocent", og i Danmark viceskoleinspektør Chr. Winther samt journalisten Tørk Haxthausen, der skrev bogen "Opdraget til terror". Kontorchef Vagn Jensen var også en stærk fortaler for lovgivning mod tegneserier.

Hvad var "Comics Code"?

Comics Code var et amerikansk selvcensursystem, der blev oprettet i 1954 som en reaktion på kritikken, især fra Fredric Wertham. Koden fastsatte strenge retningslinjer for indholdet i tegneserier og var i praksis nødvendig for at få tegneserier distribueret og solgt i USA. Den eksisterede frem til 2011.

Hvad var "det Kulørte Udvalg"?

det Kulørte Udvalg var det uofficielle navn for "Udvalg vedr. Børn og Unges Læsning", nedsat af den danske undervisningsminister Julius Bomholt i 1955. Udvalgets formål var at undersøge problemerne med "underlødige" og "nedbrydende" litteratur, herunder tegneserier, og foreslå måder at fremme bedre læsestof. Udvalget afgav sin betænkning i 1960.

Førte kritikken til konkrete handlinger i Danmark?

Ja, kritikken førte til konkrete handlinger. Flere tegneserieblade som Superman, Fantomet og Kong Kylie blev lukket. Der blev afholdt forældremøder for at advare mod tegneserier, og i et symbolsk udtryk for modstanden blev en figur af Fantomet brændt af ved et sankthansbål.

Ændrede synet på tegneserier sig med tiden?

Ja, synet på tegneserier var ikke fastlåst. Eksemplet med Tintin viser, hvordan en tegneserie, der i 1950'erne blev beskrevet negativt, i 1960'erne blev anerkendt som velskrevet og egnet for børn. Selvom nogle kritikere, som Vagn Jensen, forblev kritiske, erkendte andre, som Tørk Haxthausen, senere, at deres tidligere kritik havde været urimelig.

Historien om kampen mod tegneserierne i midten af det 20. århundrede er et fascinerende kapitel i både mediehistorien og kulturkampene i Danmark. Den viser, hvordan et nyt medie kan møde intens modstand baseret på frygt for dets indflydelse på ungdommen. Selvom meget af den tids frygt i dag virker overdreven, formede den diskussionen om tegneserier i årtier og førte til både selvcensur og politiske initiativer. Fra at blive set som en trussel mod moral og samfund, har tegneserier sidenhen opnået bred anerkendelse som en legitim kunstform og litterær genre, der kan rumme komplekse fortællinger og nå ud til et bredt publikum.

Kunne du lide 'Kampen mod de kulørte hæfter: En dansk historie'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.