Alenkær: Fra Inklusion til Pædagogisk Værtskab

Psykolog Rasmus Alenkær er et navn, der for mange er tæt forbundet med debatten om inklusion i den danske folkeskole. Med en baggrund som skolelærer, pædagogisk psykolog og Ph.d., samt mere end 28 års erfaring, har Alenkær opbygget en dyb indsigt i skolens verden og de udfordringer, der følger med at skabe et læringsmiljø for alle børn. Han er kendt som en skarp debattør, forfatter og podcaster. Nu er han aktuel med bogen ’Pædagogisk værtskab og uro i skolen’, udgivet på forlaget Dafolo. I bogen gør Alenkær op med tankegange, der har domineret inklusionsdagsordenen, og introducerer et nyt perspektiv, der fokuserer på, hvad der skal til for at skabe ro og tryghed i klasserummet. Han mener, at det rent faktisk kan lykkes at vende kaos til harmoni, men vejen dertil handler ikke om inklusion for enhver pris.

Til at starte med var det ikke planen, at bogen skulle handle om den gode skole. Rasmus Alenkær havde faktisk skrevet en halv bog om alt det svære ved at arbejde med udfordrende og urolige klasser. Men som han selv siger, fandt han ud af, at det ikke rigtig hjalp nogen. Derfor besluttede han sig for at skrive om løsningerne – om hvad man rent faktisk kan gøre for at forbedre situationen i skolen. Dette skifte i fokus afspejler den positive tilgang, der gennemsyrer hans nye bog og begrebet 'pædagogisk værtskab'.

Fra Inklusion til 'Pædagogisk Værtskab'

Efter mange års arbejde med inklusion er Rasmus Alenkær blevet træt af selve begrebet. Han mener, at inklusionsbegrebet i sin nuværende form har ført til en situation, hvor man forsøger at rumme alle børn i almenskolen, uanset deres behov, og at man samtidig forventer, at almenskolen kan håndtere denne brede vifte af udfordringer uden at miste kvaliteten. Dette har ifølge Alenkær haft utilsigtede negative konsekvenser for både elever og lærere. Han mener, at det er tid til at lægge inklusionsbegrebet lidt til side, selvom han understreger vigtigheden af, at skolen fortsat skal kunne rumme børn, der ikke er 'lige ud ad landevejen', og gøre dem til en del af fællesskabet. Spørgsmålet for Alenkær er dog nu snarere, hvad kvaliteten af disse fællesskaber er.

I stedet for at fokusere på, hvem der skal inkluderes, og hvem der skal ekskluderes baseret på diagnoser eller sociale problemer, retter Alenkær blikket mod selve fællesskabet og dets forudsætninger. Hans pointe er klar: Hvis ikke skolen sikrer, at der er ro og fokus i fællesskabet, risikerer man at tabe alle børnene i klassen. Det er i bund og grund så simpelt, mener han. Denne erkendelse er grundlaget for hans introduktion af begrebet 'pædagogisk værtskab', som tilbyder et alternativt fokus.

Kernen i 'Pædagogisk Værtskab'

’Pædagogisk værtskab’ er ikke tænkt som et nyt, revolutionerende pædagogisk koncept, der skal rulles ud i hele skolesystemet i håb om, at det løser alle problemer. Rasmus Alenkær understreger kraftigt, at skolen ikke har brug for endnu et sådant koncept. Tværtimod ser han ’Pædagogisk værtskab’ som en samlebetegnelse for alt det, som lærere og pædagoger allerede gør godt. Han roser endda lærere og pædagoger for aldrig at have gjort det bedre, end de gør i dag, og fremhæver deres høje niveau af viden og faglighed. Begrebet skal altså ikke erstatte eksisterende god praksis, men snarere give et sprog for og anerkende det, der virker.

Inspirationen til værtskabsbegrebet henter Alenkær fra servicebranchen, hvor det handler om at få 'kunden' til at føle sig velkommen og betydningsfuld, og at vedkommende får lyst til at komme igen. Selvom det måske kan lyde provokerende at overføre begreber fra servicebranchen til pædagogikken, ser Alenkær en klar parallel. Han fremhæver især to aspekter, han værdsætter ved værtskabsbegrebet: For det første handler det om at få andre mennesker til at føle sig velkomne og betydningsfulde. Dette er centralt i undervisningen – et møde mellem mennesker, hvor gensidig hensynsfuldhed er afgørende. For det andet skal et vellykket værtskab være autentisk. Dette gælder også for læreren; når mennesket bag læreren træder frem, bliver det for alvor relevant for børnene. Denne autenticitet er så vigtig for Alenkær, at han ikke vil sætte pædagogisk værtskab på formel. Man kan ikke vedtage, hvordan det skal gøres for at lykkes, da det afhænger af den enkelte person.

Værtskabets Tre Niveauer

Ifølge Rasmus Alenkær udfolder det ’Pædagogiske værtskab’ sig på tre forskellige, men indbyrdes forbundne, niveauer. En dybere forståelse af disse niveauer er essentiel for at kunne arbejde målrettet med at skabe et positivt og produktivt læringsmiljø i skolen.

Det Strukturelle Værtskab

Det første niveau er det strukturelle værtskab. Dette handler om de overordnede rammer og betingelser, som skolens voksne arbejder indenfor. Økonomi er naturligvis en faktor, da den påvirker ressourcer som personalenormering og fysiske faciliteter. Men det strukturelle niveau handler også om, at lærerne har reelle handlemuligheder og autonomi til at træffe pædagogiske beslutninger, der giver mening i den konkrete situation. Endelig er skolens værdigrundlag en central del af det strukturelle værtskab. Alenkær stiller det vigtige spørgsmål: Vil man have en skole, hvor alle kan være med, eller vil man have en skole, hvor det er rart at være, og så kan næsten alle være med? Dette spørgsmål belyser spændingsfeltet mellem idealer om fuld inklusion og nødvendigheden af at skabe et fungerende og trygt miljø for flertallet. De strukturelle rammer skal understøtte det personlige værtskab og give plads til, at lærere og pædagoger kan udfolde sig som autentiske personer.

Det Personlige Værtskab

Det andet niveau er det personlige værtskab. Dette er kernen i, hvordan skolens voksne møder børnene i hverdagen. Det handler om den relationelle dimension – om at skabe en atmosfære, hvor børn føler sig set, hørt og værdsat. Som nævnt henter Alenkær inspiration fra servicebranchens fokus på at få 'kunden' til at føle sig velkommen og betydningsfuld. I skolesammenhæng betyder det at møde eleverne med respekt, empati og anerkendelse. Det personlige værtskab er tæt forbundet med autenticitet. Når læreren tør træde frem som menneske, med sine styrker og svagheder, bliver relationen til eleverne dybere og mere meningsfuld. Børn forholder sig i høj grad til voksne som personer, og en autentisk voksen er mere troværdig og relevant for dem. Alenkær understreger, at netop fordi det personlige værtskab er så tæt knyttet til den enkelte persons autenticitet, kan det ikke standardiseres eller sættes på formel. Succesen afhænger af personen og af, om arbejdspladsen tillader den voksne at 'komme til syne som menneske'. Dette viser, hvordan det personlige og det strukturelle værtskab er indbyrdes afhængige.

Elevernes Medværtskab

Det tredje niveau er elevernes ’medværtskab’. Dette er måske det mest nyskabende og potentielt provokerende aspekt af Alenkærs model, da det lægger et ansvar på eleverne og er tæt forbundet med begrebet disciplin. For Alenkær er ordet disciplin positivt ladet. Han ser disciplin som noget af det mest demokratiske, vi har i et fællesskab. Det handler om at anerkende, at for at vi kan fungere sammen og høre hinanden, er der brug for fælles regler og hensyntagen – som for eksempel at tale én ad gangen. Selvom han personligt er glad for ordet disciplin, har han i sin bog valgt at bruge begrebet ’medværtskab’ for at undgå de negative konnotationer, som mange forbinder med disciplin. ’Medværtskab’ betyder grundlæggende, at børnene ikke blot er passive modtagere af service fra de voksne, men at de aktivt lærer, hvordan man er sammen som et fællesskab. De lærer at tage ansvar for fællesskabet og at bidrage til dets trivsel.

Alenkær mener, at dette fokus på elevernes medværtskab er mere relevant end nogensinde før. Han peger på, at den nuværende generation af børn i stigende grad udviser en egocentrisk tilgang til verden, delvist på grund af konstant brug af teknologi, der er rettet mod den enkelte og sjældent opfordrer til at kigge op, ud og forholde sig til andre mennesker. Denne egocentriske tendens kan ifølge Alenkær manifestere sig som uro og utryghed i skolen. Ved at lære børnene at påtage sig deres medværtskab, lærer man dem at være hensynsfulde og ordentlige overfor hinanden – en essentiel del af at skabe et velfungerende fællesskab.

At Vende Kaos til Harmoni i Praksis

Målet med ’pædagogisk værtskab’ er at skabe et fællesskab i klassen, der er kendetegnet ved en høj grad af ro og fokus samt tryghed. I praksis har man længe forsøgt at tilpasse fællesskabet de børn, der har en forstyrrende adfærd. Rasmus Alenkær foreslår nu at vende denne tankegang på hovedet. Fokus skal flyttes fra at tilpasse fællesskabet til de få til at skabe et stærkt, velfungerende fællesskab, som de fleste kan profitere af.

Dem, der kan være med til at bidrage til dette fællesskab præget af ro og fokus, er velkomne. Dem, der har svært ved det, skal have hjælp. Dette er en central pointe i Alenkærs bog. Han anerkender, at for nogle børn vil de krav, der stilles til medværtskab (f.eks. at række hånden op, at være opmærksom på andres behov, at bidrage til ro), være lette at honorere. For andre børn vil disse krav være helt umulige. Og det er netop her, man ifølge Alenkær skal overveje, om disse børn kan og bør inkluderes i den almene folkeskole. Dette er et direkte opgør med tankegangen om inklusion for enhver pris.

Alenkær argumenterer for, at hvis man fastholder princippet om inklusion for enhver pris, hvor hensynet til ro og fokus i fællesskabet nedprioriteres af frygt for at ekskludere, så risikerer man at miste hele klasser. Hele klassers læring og trivsel kan lide under et miljø præget af vedvarende uro. Nogen børn har simpelthen brug for mere hjælp og et andet pædagogisk miljø, end det et almentilbud kan tilbyde. At anerkende dette er ikke et nederlag for inklusionsprincippet, men snarere en realistisk tilgang til at sikre, at alle børn får den bedst mulige støtte, hvad enten det er i et alment eller et mere specialiseret tilbud.

Lærernes Styrke og Potentiale

En vigtig og positiv nuance i Rasmus Alenkærs perspektiv er hans store tillid til lærere og pædagoger i folkeskolen. Han mener, at de i dag har et enormt højt niveau af viden og faglighed, og at de har lært at arbejde godt sammen. ’Pædagogisk værtskab’ skal ses som en anerkendelse af denne styrke. Det er ikke et forsøg på at pådutte lærerne endnu en byrde eller en ny metode, de skal mestre fra bunden. Det er snarere en ramme for at forstå og værdsætte det, de allerede gør godt, og en opfordring til at bygge videre på dette fundament.

Ved at fokusere på værtskab – på at skabe et imødekommende, trygt og produktivt miljø – kan lærere og pædagoger udnytte deres eksisterende kompetencer til fulde. Alenkærs bog kan ses som en støtte til lærere og pædagoger, der dagligt kæmper med uro i klassen. Den giver et sprog for de udfordringer, de møder, og peger på veje til at håndtere dem ved at styrke fællesskabet og lære eleverne at tage medansvar. Det handler om at give lærerne handlemuligheder inden for strukturelle rammer, der understøtter det personlige og det fælles værtskab.

Sammenligning: Inklusion vs. Værtskab (Baseret på Alenkærs syn)

For bedre at forstå skiftet i perspektiv fra traditionel inklusion til pædagogisk værtskab, som Rasmus Alenkær foreslår, kan det være nyttigt at se på de centrale forskelle:

Denne tabel belyser, hvordan Alenkærs model skifter fokus fra et primært strukturelt og pladseringsbaseret syn på inklusion til et relationelt og fællesskabsbaseret syn, der anerkender behovet for differentieret støtte.

Ofte Stillede Spørgsmål om Værtskab i Skolen

Hvad handler Rasmus Alenkærs nye bog om?

Bogen ’Pædagogisk værtskab og uro i skolen’ handler om, hvad der er forudsætningen for at mindske støj og forstyrrelser i undervisningen. Den præsenterer begrebet ’pædagogisk værtskab’ som en måde at forstå og styrke det, lærere og pædagoger allerede gør godt, for at skabe et trygt og produktivt læringsmiljø. Den gør op med tanken om inklusion for enhver pris og fokuserer i stedet på at skabe et fællesskab præget af ro, fokus og tryghed.

Hvorfor bruger Rasmus Alenkær begrebet 'pædagogisk værtskab' i stedet for 'inklusion'?

Rasmus Alenkær er blevet træt af inklusionsbegrebet, som han mener har ført til en uholdbar situation i skolen. Han ser ’pædagogisk værtskab’ som en mere positiv og handlingsorienteret samlebetegnelse for de ting, der rent faktisk virker til at skabe gode læringsmiljøer. Begrebet fokuserer på at skabe et imødekommende fællesskab, hvor både voksne og børn tager ansvar for trivslen, snarere end kun på spørgsmålet om, hvor børn fysisk skal placeres.

Hvad menes der med 'elevernes medværtskab'?

’Elevernes medværtskab’ er Rasmus Alenkærs betegnelse for det ansvar, eleverne har for at bidrage til fællesskabet i klassen. Det handler om at lære at være hensynsfuld over for andre, følge fælles spilleregler (som for eksempel at række hånden op) og bidrage til et miljø med ro og fokus. Det er tæt forbundet med begrebet disciplin, men Alenkær bruger ’medværtskab’ for at undgå ordets negative klang hos mange. Det modsætter sig en rent egocentrisk tilgang og opfordrer til fællesskabsorientering.

Betyder Alenkærs syn, at man skal udelukke børn fra folkeskolen?

Alenkær argumenterer imod ’inklusion for enhver pris’. Han mener, at hvis et barns adfærd gør det umuligt at opretholde et fællesskab med ro og fokus, som er nødvendigt for de andre børns læring og trivsel, så skal man overveje, om almenklassen er det rette tilbud for det barn. Han anerkender, at nogle børn har brug for mere specialiseret hjælp, end almen skolen kan tilbyde. Pointen er at sikre, at alle børn får den hjælp, de har brug for, uden at det sker på bekostning af hele klassens læringsmiljø.

Mener Rasmus Alenkær, at lærere og pædagoger ikke er dygtige nok?

Tværtimod. Rasmus Alenkær roser lærere og pædagoger for deres høje faglige niveau og for, at de aldrig har gjort det bedre end i dag. Han ser ’pædagogisk værtskab’ som en måde at anerkende og bygge videre på de kompetencer, de allerede besidder. Bogen er ikke en kritik af personalet, men et forsøg på at give et nyt perspektiv og redskaber til at håndtere de udfordringer, de møder, ved at fokusere på fællesskabet og dets forudsætninger.

Sammenfattende tilbyder Rasmus Alenkærs bog ’Pædagogisk værtskab og uro i skolen’ et vigtigt bidrag til debatten om skolen og inklusion. Ved at flytte fokus fra et ofte problematisk inklusionsbegreb til det mere positive og handlingsorienterede ’pædagogisk værtskab’, giver Alenkær lærere, pædagoger og skoler et nyt sprog og nye redskaber til at skabe de trygge, rolige og fokuserede læringsmiljøer, som alle børn fortjener. Hans budskab om, at det er muligt at vende kaos til harmoni ved at prioritere fællesskabets kvalitet, er en vigtig påmindelse om, hvad der grundlæggende skal til for at lykkes i skolen.

Kunne du lide 'Alenkær: Fra Inklusion til Pædagogisk Værtskab'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.