Sikrest vs Bedst: To Fængslers Filosofi

Fængsler er mere end bare bygninger bag mure. De er komplekse institutioner, der afspejler samfundets holdning til straf og rehabilitering. Men hvad kendetegner et fængsel? Er det sikkerhed, der er altafgørende, eller er det evnen til at forberede indsatte på et liv udenfor? Vi ser på to meget forskellige eksempler: det legendariske Alcatraz, kendt som et af verdens sikreste fængsler, og det moderne Halden Fengsel i Norge, ofte hyldet som verdens bedste.

Alcatraz – Klippen der ingen slap fra

Alcatraz, også kendt som "The Rock", var et føderalt fængsel, der opererede fra 1934 til 1963 på en ø i San Francisco Bay. Det blev opfattet som næsten umuligt at flygte fra, omgivet af det kolde, stærke vand, hvilket bidrog til dets ry for maksimal sikkerhed. Livet her var præget af ekstremt strenge regler og en barsk disciplin. Cellerne var små, primitive og kolde, typisk kun 2,7 gange 1,5 meter med et loft på 2 meter. De var spartansk udstyret med en seng, et skrivebord, en håndvask og et toilet på bagvæggen, men uden tæppe eller opvarmning. Toiletterne blev skyllet med saltvand, hvilket medførte en vedvarende, stærk stank, og varmt vand i cellerne blev først installeret kort før fængslets lukning. Fangerne kunne heller ikke gå uset på toilettet.

Fængselsvæsenet i Alcatraz arbejdede ud fra et meget strengt regelsæt. Indsatte havde kun ret til mad, tøj og lægehjælp. Alt andet – inklusive arbejde – blev betragtet som privilegier, der skulle optjenes og kunne fratages. Indsatte fik udleveret en blå skjorte, grå bukser (senere blå og hvid), bomuldsunderbukser, sokker og et blåt lommetørklæde. Hætter var forbudt i cellehuset. Cellerne skulle holdes ryddelige. Farlige genstande, penge, narkotika eller værktøj, der kunne bruges til skade eller flugt, blev betragtet som smuglervarer og medførte disciplinære straffe. Det var obligatorisk at barbere sig tre gange om ugen i cellen. Forsøg på at bestikke, intimidere eller overfalde vagter blev anset for en meget alvorlig forbrydelse. Sorte indsatte blev adskilt på grund af udbredt raceforulempelse. Toiletpapir, tændstikker og sæbe blev udleveret to gange om ugen, og indsatte kunne anmode om varmt vand og en moppe til rengøring.

En streng stilhedskodeks var gældende i de tidlige år, men i 1950'erne blev der lempet, og det blev tilladt at tale roligt i celleblokken og spisesalen. Dagligdagen var nøje timet: opvågning kl. 6.30, morgenmad kl. 6.55. Efter morgenmaden skulle cellen ryddes, og skraldespanden sættes udenfor. Kl. 7.00 startede arbejdet for dem med dette privilegium, signaleret med en fløjte. Fanger, der arbejdede, skulle igennem en metaldetektor. Løn for arbejde gik ind på en Trust Fund-konto. Frokost var kl. 11.20, efterfulgt af 30 minutters hvile, og arbejde igen til kl. 16.15. Middag blev serveret kl. 16.25, og fangerne skulle være tilbage i cellen og låst inde kl. 16.50. Lysene slukkedes kl. 21.30. Efter lukketid patruljerede normalt seks vagter de fire celleblokke. Mange indsatte sammenlignede deres ophold med helvede.

Gangene i cellehuset havde navne efter amerikanske gader: Michigan Avenue, Broadway (den centrale gang ved Times Square), Park Avenue, og Sunset Strip i D-blokken. Der var skydegallerier ved udgangen af hver blok. A-blokken blev ikke moderniseret og primært brugt til opbevaring og et juridisk bibliotek, hvor indsatte kunne skrive juridiske dokumenter. En barber lå for enden af A-blokken, hvor indsatte fik en månedlig klipning. B-blokken var for nye indsatte i en tre måneders karantæneperiode uden besøg. Det var gennem en forsyningsskakt bag B-blokken, at Frank Morris og hans medfanger undslap under den store flugt.

D-blokken var berygtet som "behandlingsblokken" for de mest uregerlige indsatte, hvor varierende grader af straf blev udmålt, herunder isolationsfængsling. Fanger sad typisk tre til 19 dage i isolation, fik måltider i cellen, måtte ikke arbejde og kun bade to gange om ugen. Efter et flugtforsøg i 1939 blev sikkerheden i D-blokken strammet. Cellerne 9-14, kendt som "The Hole", var de værste. De lå for enden af D-blokken, var mørke, koldere end resten af fængslet, og fangerne her blev angiveligt udsat for tæsk, tortur og sult. De sov på koldt betongulv i tyndt undertøj. Vagterne blev dog også udsat for at få ting kastet mod sig. Fanger i "The Hole" fik kun 10 minutters brusebad og en times motion om ugen. En særlig celle, "The Oriental" eller "Strip Cell", havde et hul i gulvet som toilet, og fanger sad her nøgne i op til to dage, med vagterne der styrede skylningen. Kælderen under D-blokken indeholdt et fangehul, hvor indsatte kunne låses inde og lænkes til væggene, kun få brød og vand (et måltid hver tredje dag) og en spand som toilet. Nogle måtte tilbringe natten stående lænket til væggen. Forholdene i "The Hole" er levende beskrevet af tidligere indsatte som Henri Young: "Du bliver klædt af og skubbet ind i cellen... Der er ingen sæbe, ingen tobak, ingen tandbørste. Lugten kan kun beskrives med ordet 'stank'... Du har ingen sko, ingen seng, ingen madras - ikke andet end de fire fugtige vægge og to tæpper. Væggene er malet sorte... Jeg har kun set én mand få et bad i isolationsfængsel i al den tid, jeg har været der. Den mand fik en spand koldt vand kastet over sig."

Spisesalen, "messen", var et centralt sted. Protokollen var streng, med fløjtesignaler for adgang og faste siddepladser. Maden her blev dog anset for at være den bedste i det amerikanske fængselssystem. Indsatte måtte spise, hvad de ville, inden for 20 minutter, forudsat at de ikke smed mad ud. Oprindeligt var der borde med plads til seks, senere mindre borde til fire. Vagter og embedsmænd spiste også i salen, der havde plads til over 250. Gården var placeret overfor spisesalen og brugt til motion og rekreation i op til fem timer i weekenden. Indsatte spillede baseball, softball og skak. På grund af gårdens størrelse måtte muren bag første base polstres. I 1938 var der fire amatørhold opkaldt efter Minor Leagueklubber og fire efter Major Leagueklubber. Mange brugte weekenderne i gården til at socialisere. Gården var også stedet for et voldsomt flugtforsøg i maj 1946. Alcatraz's historie er også præget af beretninger om at være efter sigende hjemsøgt, beskrevet som et sted med en uhyggelig stemning, der var "kold som vinteren, selv i sommermånederne".

Halden Fengsel – Verdens bedste fængsel?

I skarp kontrast til Alcatraz står Halden Fengsel i Norge, ofte omtalt som et af verdens bedste fængsler. Fængslet, der åbnede i 2010, bygger på et fundamentalt anderledes princip: normalitet. Målet er ikke blot at opbevare indsatte, men at rehabilitere dem og forberede dem på et liv uden for murene. Fra afstand ligner området et stykke vild natur med spredte nåletræer og klipper, men det er indhegnet af trådhegn og en fem meter høj betonmur. Alligevel er designet ment til at minimere følelsen af indespærring, og kun i visse retninger kan man undgå at se tegn på fængslet.

Halden Fengsel er designet til at ligne et lille samfund. Indsatte bor i separate bygninger i den ene ende af området (som Navigatorafdelingen for særligt motiverede indsatte, hvor man lærer at navigere livet udenfor), mens arbejdspladserne, uddannelsesfaciliteterne, supermarkedet, lægen, kirken og idrætshallen ligger i en anden del. Ideen er, at indsatte skal gå "på arbejde" om dagen og "hjem" om aftenen, ligesom i det frie samfund. Dette normalitetsprincippet gennemsyrer fængslets drift: friheden tages fra folk, men alle andre rettigheder beholder de. Her er lyst, rent og med højt til loftet. Der er sofaer, borde, fladskærms-tv, opslagstavler og brætspil, alt sammen holdt i bløde farver uden skinnende stål eller synlige tremmer (undtagen de massive låse på celledørene). Stemningen beskrives som rolig og kammeratlig; personalet og indsatte interagerer på en mere afslappet måde, hilser på hinanden og spørger interesseret ind til f.eks. danske fængsler. Fengselsleder Are Høidal, der har tredive års erfaring, er tydeligt stolt af Halden og dets tilgang, som han kalder fængslernes Ferrari.

Faciliteterne i Halden er af usædvanlig høj kvalitet. Der er et professionelt møbelværksted, trykkeri, bilværksted, maskinhal, elektronikværksted, en kokkeskole med restaurant og et professionelt lydstudie kaldet Criminal Records. Disse værksteder modtager ordrer fra kunder udenfor, hvilket betyder, at arbejdet skal leve op til deadlines og kvalitetsstandarder som i en almindelig virksomhed. Møbelværkstedet har for eksempel produceret møbler til et nyt norsk fængsel. Trykkeriet modtager opgaver fra virksomheder. Dette giver de indsatte en følelse af formål og ansvar – der er noget at leve op til, en hverdag folk engagerer sig i. Indsatte som Thomas føler, at Halden er et minisamfund, hvor man ikke bare bliver opbevaret, men uddannet.

Uddannelsestilbuddene er omfattende og ses som kernen i fængslets rehabiliterende strategi. Indsatte kan uddanne sig inden for en bred vifte af fag, fra industriel tekniker, møbelsnedker (med mulighed for svendebrev), bilmekaniker og smed til boglige gymnasiefag som matematik og engelsk. Målet er at give indsatte muligheder for at finde et job og etablere et stabilt liv efter løsladelse. Fængselsleder Are Høidal beretter, at norske virksomheder har en positiv indstilling til at ansætte tidligere indsatte fra Halden, og at nogle endda aktivt efterspørger kandidater herfra. Dette vidner om, at den intensive rehabilitering, der inkluderer misbrugsbehandling, psykologhjælp og uddannelse, er effektiv. Indsatte som Thomas, der tæller dage til sin løsladelse og har fundet job som elektriker, og Jørgen i musikstudiet, roser fængslet for de muligheder det har givet dem, og den ro og de værktøjer de har fået til at navigere i livet udenfor. Jørgen bruger musikken til at undgå at falde tilbage i gamle mønstre, mens Omar bruger den til at finde sig selv væk fra forventninger om at være en bestemt type kriminel.

Stemningen i Halden er bemærkelsesværdig. Trods de alvorlige forbrydelser, de indsatte har begået, opleves de som høflige, smilende og uden den aggressivitet, man måske ville forvente. Konflikter og slåskampe er sjældne. Dette antyder, at miljøet og systemet – et roligt tempo uden stress – har en afgørende indflydelse på de indsattes adfærd. Pointen er, at brutaliteten måske ikke sidder i de indsatte, men i det system og de omgivelser, de lever under. Foucaults tanker om fængslet som et rum for disciplinering kan genkendes i, hvordan Halden former indsatte til at blive produktive samfundsborgere, men i Halden virker det til, at de indsatte er taknemmelige for chancen og ser det som værende i deres egen interesse at følge reglerne og udnytte tilbuddene – som Thomas siger om urinprøver: "Det er jo i vores egen interesse." Selvom stemningen er kammeratlig, er alvoren altid til stede; frihedsberøvelsen er reel, og muren lurer bag træerne.

En Verden til Forskel: Sikkerhed vs. Rehabilitering

Forskellen mellem Alcatraz og Halden er fundamental. Alcatraz var et symbol på maksimal sikkerhed og straf, designet til at isolere og kontrollere de farligste kriminelle. Forholdene var bevidst barske for at afskrække og straffe. Livet var præget af deprivations og en konstant påmindelse om tabet af frihed og værdighed. Halden derimod er designet med rehabilitering som det primære formål. Fokus er på at udvikle de indsatte, lære dem færdigheder og give dem værktøjerne til at blive lovlydige borgere. Hvor Alcatraz's filosofi var "du kommer ikke ud" og livet indeni var hårdt for at afskrække, er Haldens filosofi tættere på "vi hjælper dig med at komme ud og klare dig" ved at skabe et miljø, der ligner det frie samfund så meget som muligt. Dette afspejles i alt fra bygningernes design og cellernes komfort til de daglige rutiner og relationerne mellem personale og indsatte. Alcatraz repræsenterer en æra, hvor straf og opbevaring var i centrum, mens Halden repræsenterer en mere moderne, humanistisk tilgang baseret på troen på, at mennesker kan ændre sig.

Livet bag Murene: Hverdag og Privilegier

Livet i et fængsel er uundgåeligt præget af rutiner, regler og begrænsninger, selvom graden varierer markant mellem institutioner som Alcatraz og Halden. I Alcatraz var hverdagen ekstremt stift timet, og stort set alt ud over de mest basale fornødenheder blev betragtet som privilegier, der kunne tildeles eller fratages. Arbejde, adgang til gården og endda retten til at tale roligt skulle optjenes gennem god opførsel. Maden var et af de få positive aspekter, angiveligt af høj kvalitet, men måltiderne var korte og under streng overvågning.

I Halden er hverdagen struktureret omkring normalitetsprincippet. Indsatte har "arbejdstider" eller "studietider" fra morgen til eftermiddag og fritid derefter. Der er adgang til en bred vifte af aktiviteter og faciliteter, der minder om dem udenfor. Selvom dette også er struktureret, føles det mindre undertrykkende end Alcatraz's regime. Begrebet "privilegium" er måske mindre centralt, da mange positive aktiviteter og muligheder ses som en del af den rehabiliterende proces, som alle indsatte opfordres til at deltage i.

Fælles for fængselssystemer er dog behovet for kontrol og sikkerhed. Selv i et moderne fængsel som Halden er der regler, der skal følges. Information om danske arresthuse viser, at indsatte får mad og drikke, med mulighed for særlig kost af helbredsmæssige, religiøse eller vegetariske grunde, som arresthuset sørger for. De får også basale toiletartikler. Aviser, tobak og småting kan købes. Men visse genstande er strengt forbudt, herunder mobiltelefoner, alkohol, narkotika og ikke-ordineret medicin. Besøgende må heller ikke medbringe forbrugsvarer. Celler og indsatte kan blive undersøgt, og urinprøver kan kræves for at tjekke for stoffer. Breve kontrolleres for at sikre, at de ikke indeholder forbudte ting. Kontanter er forbudt; pårørende kan indsætte penge på en oprettet bankkonto. Politiet kan også bede om en personundersøgelse til brug for strafudmåling. Dette illustrerer, at selv i systemer med fokus på rehabilitering, er grundlæggende sikkerheds- og kontrolforanstaltninger nødvendige. Kontrasten ligger i, hvordan disse foranstaltninger implementeres, og om de tjener et bredere formål end blot opbevaring.

Fremtidsperspektiver og Samfundets Rolle

Diskussionen om fængslets formål – skal det straffe, afskrække eller rehabilitere? – er eviggyldig og afspejler samfundets grundlæggende værdier. Alcatraz repræsenterede en æra, hvor straf og opbevaring af de farligste kriminelle var i centrum, med hårdhed som et bevidst element. Halden repræsenterer en mere moderne, humanistisk tilgang baseret på troen på, at mennesker kan ændre sig og genintegreres i samfundet. Succesen med Halden, hvor tidligere indsatte har en højere sandsynlighed for at finde arbejde og undgå tilbagefald, står i kontrast til det store menneskelige spild og de høje tilbagefaldsrater, der ofte ses i fængselssystemer, der primært fokuserer på opbevaring og straf uden rehabilitering. Som sociologen Émile Durkheim beskrev det, er straf et samfunds måde at forsvare sine normer på, men som Dostojevskij antydede, kan et samfunds behandling af sine kriminelle sige meget om samfundet selv.

Halden Fengsel er dyrt at bygge og drive (anlæggelse kostede ca. to milliarder nutidskroner), og dette har ført til debat og en vis politisk bevægelse i retning af mere traditionelle, billigere fængsler i både Norge og Danmark. Den danske justitsminister Søren Pape Poulsen udtalte for eksempel, at "det skal være hårdt at være i fængsel, det skal ikke føles godt", i modsætning til 1970'ernes blødhed. Dette står i direkte modsætning til Haldens filosofi. Spørgsmålet er dog, om denne tilgang er klog på lang sigt. Selvom investeringen i rehabilitering er stor, kan omkostningerne ved tilbagefald – nye forbrydelser, nye ofre, og omkostninger ved genfængsling – være langt større. Når tidligere indsatte bliver produktive samfundsborgere, betaler de skat og bidrager til fællesskabet, i stedet for at være en konstant byrde. Thomas fra Navigatorafdelingen mener, at hævn ikke gør folk til bedre mennesker, og ingen har interesse i det – heller ikke dem uden for fængslet.

Historien om Halden Fengsel Produkters succes, hvor lokale og internationale kunder køber varer lavet af indsatte (som kogebogen "Ærlig mat" eller figuren "Det sorte får"), vidner om, at der er en offentlighed, der støtter ideen om, at indsatte også skal leve meningsfulde liv og have muligheder for at bidrage. Betjenten Cathrine, ansvarlig for salg, bekræfter den store efterspørgsel, der overstiger produktionen. Dette antyder, at trods politisk retorik, er der en bredere forståelse for værdien af rehabilitering i lokalsamfundet. Måske vil eksemplet fra Halden, med dets beviselige succesrater, på sigt overbevise flere om, at den humane og rehabiliterende tilgang ikke kun er moralsk rigtig, men også den mest effektive og samfundsøkonomisk fordelagtige vej frem for fængselsvæsenet.

Ofte Stillede Spørgsmål

• Er Alcatraz stadig i brug som fængsel?
  Nej, Alcatraz lukkede som føderalt fængsel i 1963.
• Hvorfor kaldes Halden Fengsel "verdens bedste"?
  Det kaldes ofte sådan på grund af dets fokus på rehabilitering, dets "normalitetsprincip", og de usædvanligt gode faciliteter og uddannelsestilbud, der sigter mod at forberede indsatte på et liv udenfor og reducere tilbagefald.
• Får indsatte i danske fængsler speciel kost?
  Ja, indsatte i danske arresthuse har ret til særlig kost af helbredsmæssige, religiøse eller vegetariske grunde, som arresthuset sørger for.
• Hvad er "Normalitetsprincippet" i Halden?
  Det er princippet om at efterligne livet udenfor så meget som muligt. Indsatte har "arbejdstider", bor i separate bygninger fra arbejdsstederne, og beholder mange af deres rettigheder som borgere, udover friheden.
• Var der et bibliotek i Alcatraz?
  Ja, Alcatraz havde et bibliotek med mellem 10.000 og 15.000 bøger, selvom der var strenge regler for udlån og censur af indhold.

Sammenligningen mellem Alcatraz og Halden viser to vidt forskellige tilgange til fængselsstraf. Hvor den ene fokuserede kompromisløst på sikkerhed og straf, satser den anden på rehabilitering og normalitet. Debatten om fængslets rolle i samfundet er langt fra slut, men eksempler som Halden giver stof til eftertanke om, hvad vi som samfund ønsker at opnå med frihedsberøvelse.

Kunne du lide 'Sikrest vs Bedst: To Fængslers Filosofi'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.