Paven og det Katolske Jubelår

Den Katolske Kirke, med sit rige historiske og åndelige fundament, er et globalt fællesskab, der tæller millioner af troende verden over. Centralt for kirkens struktur og identitet står embedet som pave, der fungerer som kirkens øverste leder. Samtidig markerer kirken særlige perioder, kendt som jubelår, der tilbyder troende unikke muligheder for fordybelse og forsoning. Denne artikel dykker ned i disse to vigtige aspekter af katolsk liv: pavens rolle og det forestående jubelår i 2025.

Paven: Den Katolske Kirkes Overhoved

Paven er den romersk-katolske kirkes ubestridte overhoved, ansvarlig for at guide alle katolikker globalt i trosspørgsmål. Han bærer også titlen som biskop af Rom og er samtidig statsoverhoved for Vatikanstaten, hvor han residerer. For katolikkerne anses paven for at være apostlen Peters direkte efterfølger. Ifølge traditionen udpegede Jesus selv Peter som kirkens leder, og Peter regnes som den første biskop af Rom. Derfor betragtes paven som Jesu stedfortræder på jorden.

Hvordan Vælges Paven?

Valget af en ny pave er en proces, der er organiseret af kardinalkollegiet og finder sted i et såkaldt konklave. Dette er en lukket forsamling, hvor kardinalerne forbliver isolerede, indtil et valg er truffet. Ordningen med konklavet har eksisteret siden 1274. Kun katolske kardinaler, der er yngre end 80 år, deltager i valget; der kan maksimalt være 120 stemmeberettigede kardinaler. Teoretisk set behøver paven ikke at være kardinal ved valget, blot en katolsk mand. I praksis er det dog kun kardinaler, der er blevet valgt til pave siden 1300-tallet. Paven vælges for livstid, men han har mulighed for at trække sig, som pave Benedikt 16. gjorde i 2013. Umiddelbart efter valget vælger den nyvalgte pave det navn, han vil benytte under sit pontifikat. Navnet signalerer ofte hans teologiske retning og mål; for eksempel tog Jorge Mario Bergoglio navnet Frans i 2013 efter Frans af Assisi.

Pavens Myndighed og Den Hellige Stol

Paven besidder den øverste myndighed inden for trosspørgsmål i Den Katolske Kirke. Denne autoritet udøves typisk gennem rundskrivelser, kendt som encyklikaer. Ved særlige lejligheder kan paven udtale sig ufejlbarlighed, hvilket betyder, at hans udtalelse regnes for ufejlbarlig. Dette sker, når han taler ex cathedra, altså fra "Peters stol" i en formel erklæring om tro eller moral. Dette er kun sket to gange i historien: i 1854, da pave Pius 9. formulerede dogmet om jomfru Marias ubesmittede undfangelse, og i 1950, da pave Pius 12. formulerede dogmet om jomfru Marias himmelfart. Udover trosspørgsmål har paven også den øverste juridiske myndighed inden for kirkens eget retssystem, den kanoniske ret. Der findes ingen højere instans, som pavens afgørelser kan appelleres til.

Tanken om paven som apostlen Peters efterfølger bygger på Matthæusevangeliets kapitel 16, vers 18, hvor Jesus siger: "...du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den." Pavens embede omtales derfor også som Peters Stol eller Den Hellige Stol (latin: Santa Sede).

Et Blik På Pavestolens Historie

Allerede tidligt i kristendommens historie opnåede menigheden i Rom en særlig status. Dette skyldtes primært Roms position som Romerrigets administrative centrum. Den romerske menighed begyndte derfor at betragte sig selv som kristendommens centrum. I begyndelsen af 400-tallet hævdede pave Innocens 1., at Den Hellige Stol, altså biskoppen af Rom, var den højeste læreautoritet i kirken. Med tiden blev paven også en betydningsfuld aktør i den verdslige politik. Et vigtigt skridt var i 756, da den frankiske konge Pippin den lille skænkede et landområde i Italien til kirken. Dette område blev grundlaget for Kirkestaten, som paven styrede som verdslig fyrste.

Middelalderen var præget af flere store stridigheder, der involverede pavestolen. Den byzantinske billedstrid bidrog til det store skisma i 1054, der splittede den vestlige (katolske) og den østlige (ortodokse) kirke. De ortodokse kirker nægtede at anerkende pavens overhøjhed. Under pave Gregor 7. opstod Investiturstriden med den tysk-romerske kejser. Striden handlede om retten til at udnævne biskopper og rejste spørgsmålet om den ultimative autoritet i både verdslige og åndelige anliggender, hvilket prægede Europa i århundreder. Korstogene, igangsat af paver for at generobre Jerusalem, svækkede paradoksalt nok pavens autoritet, da de endte i fiasko. I 1300-tallet skete en generel magtfordeling mellem verdslig og religiøs magt i Europa. Perioden fra 1309 til 1377, hvor pavestolen var flyttet til Avignon (Avignon-pavedømmet), var en krisetid for pavens autoritet. Flere kirkekonciler i senmiddelalderen genoplivede tanken fra oldkirken om, at kirkemøder havde en autoritet, der stod over pavens.

Reformationen i 1500-tallet medførte en gennemgribende ændring i kristendommens struktur og et stort tab for pavedømmet. Dog affødte den også modreformationen, som med reformpaver som pave Paul 3. (valgt 1534) styrkede pavens position i de resterende katolske områder. Tridentinerkoncilet (1545-1563) bekræftede specifikt pavens autoritet og overhøjhed over kirkemøder. Oplysningstiden i 1700-tallet førte igen til en svækkelse af kirkens autoritet, og under den franske revolution blev den katolske kirke i en periode helt afskaffet i Frankrig. I 1800-tallet genvandt pavemagten en del af sin autoritet under bevægelsen kendt som ultramontanismen. Første Vatikankoncil i 1870 vedtog princippet om pavens ufejlbarlighed, når han udtaler sig ex cathedra om trosspørgsmål. Samtidig mistede Kirkestaten dog sit territorium under Italiens samling (Risorgimento). Forholdet mellem paven og den italienske stat var spændt, indtil Laterantraktaten i 1929 skabte et kompromis, der anerkendte Vatikanstaten som en suveræn stat. Pr. 2025 opretholder 183 stater diplomatiske forbindelser med Vatikanet.

Det er også værd at bemærke, at titlen "Pave" benyttes af overhovederne for andre kirker, der historisk har rødder i Alexandria. Den koptiske kirkes overhoved, Tawadros 2., har titlen Pave af Alexandria. Tilsvarende bærer patriarken for den græsk-ortodokse kirke i Alexandria, Theodoros 2., titlen Patriark og Pave af Alexandria og hele Afrika. Denne sammenfaldende titel skyldes, at begge kirker anser sig for arvinger til det alexandrinske patriarkat, der traditionelt blev grundlagt af evangelisten Markus. Uenigheder, især efter kirkemødet i Khalkedon i 451, hvor man vedtog Kristi to naturer (guddommelig og menneskelig), førte til en opsplitning af menigheden i Alexandria, hvor den koptisk-ortodokse kirke afviste Khalkedon-mødet og adskilte sig fra den græsk-ortodokse patriarkat.

Det Katolske Jubelår: En Tid for Håb og Forsoning

Udover pavens daglige ledelse og den historiske udvikling markerer Den Katolske Kirke med jævne mellemrum særlige perioder kendt som jubelår. Pave Frans har proklameret, at året 2025 skal være et sådant år med temaet "Håbets pilgrimme". Et jubelår er en særlig periode, hvor kirken og dens troende stræber efter dybere tilgivelse og forsoning. Det er en tid, der inviterer til, at Guds kærlighed og hellighed kan forvandle de troende.

Jubelårets Oprindelse og Typer

Konceptet om et jubelår har dybe rødder i Det Gamle Testamente, specifikt i 3. Mosebog. Her beskrives det, at hvert 50. år skulle jord og ejendom, der var blevet solgt, gives tilbage til den oprindelige ejer eller dennes efterkommere. Gæld skulle eftergives, og slaver og fanger skulle frigives. I en katolsk kontekst er jubelåret blevet fejret siden år 1300. Der findes to hovedtyper af jubelår: de ordinære jubelår, som traditionelt finder sted med regelmæssige intervaller på 25 år, og de ekstraordinære jubelår, som proklameres af paven af en særlig grund. Et nyligt eksempel på et ekstraordinært jubelår var 2016, som pave Frans proklamerede som Barmhjertighedens jubelår. Fælles for alle jubelår er, at de tilbyder de troende en mulighed for at fordybe deres tro og leve det kristne liv med et fornyet engagement. Desuden er der i et jubelår en særlig mulighed for at opnå aflad for sine synder.

Nøgleelementer i et Jubelår

Flere traditioner og handlinger er centrale for fejringen af et katolsk jubelår:

Hellige Døre

I det 14. århundrede blev en særlig indgang, kendt som den hellige dør (porta sancta), etableret i Peterskirken i Rom. Siden da har også andre vigtige valfartskirker rundt om i verden fået en hellig dør. Den hellige dør er et stærkt synligt tegn på jubelåret. Pavens officielle åbning af den hellige dør i Peterskirken markerer den formelle begyndelse på jubelåret. Når pilgrimme passerer gennem denne dør, mindes de om Jesu ord i Johannesevangeliets kapitel 10: "Jeg er døren. Hvis nogen går ind ad mig, vil han blive frelst og gå ind og ud og finde græsgange." Passagen gennem døren symboliserer overgangen til en dybere relation med Kristus og indgangen til Guds nåde.

Valfart til Rom

Under et jubelår opfordres katolikker verden over til at foretage en pilgrimsrejse til Rom. Ordet "pilgrimsrejse" stammer fra det latinske "per ager" ("over markerne") eller "per eger" ("grænseovergang"), hvilket understreger aspektet af en rejse, der fører over grænser – både geografiske og åndelige. Valfarten starter allerede i planlægningsfasen, hvor man vælger ruter og steder at besøge. Selve rejsen indebærer særlige omstændigheder, ritualer og liturgier. Ofte beriges pilgrimmene af deres rejsekammerater og omgivelser, hvilket kan føre til nye og dybere måder at forstå troen på. Pilgrimsrejsen ses som en oplevelse af omvendelse, en proces hvor man forvandler sit væsen for bedre at tilpasse sig Guds hellighed. Bispedømmet København arrangerede for eksempel en valfart til Rom i januar-februar 2025.

Skriftemål og Forsoning

Et jubelår er særligt fokuseret på forsoning. Troende opfordres til på en særlig måde at sætte Gud i centrum af deres liv, stræbe efter at vokse hen imod ham og anerkende hans forrang. I praksis indebærer dette en opfordring til at modtage forsoningens sakramente, altså at gå til skrifte. Jubelåret er en tid til at genopdage værdien af skriftemålet og personligt opleve Guds ord om tilgivelse. For at imødekomme dette vil der under et jubelår typisk være ekstra mange muligheder for at modtage sakramentet.

Mulighed for Aflad

Muligheden for at opnå aflad for synd er en vigtig del af jubelårsfejringen og anses for at være en konkret manifestation af Guds barmhjertighed. Vatikanet udsender et dekret, der præciserer betingelserne for at modtage den særlige jubelårsaflad. Dette kan typisk opnås gennem handlinger som pilgrimsrejser til Rom eller andre hellige steder, deltagelse i Eukaristisk tilbedelse og meditation, samt udførelse af barmhjertigheds- og bodsgerninger. Bispedømmet København har eksempelvis udsendt en redegørelse fra biskop Czeslaw om, hvordan man kan opnå den fuldkomne aflad i bispedømmet.

Nøgleaspekter ved Jubelåret 2025

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvem er overhovedet for den katolske kirke?
Overhovedet for den romersk-katolske kirke er paven. Han er biskop af Rom, statsoverhoved for Vatikanstaten og anses af katolikker for at være apostlen Peters efterfølger og Jesu stedfortræder.

Hvordan vælges paven?
Paven vælges af kardinalkollegiet i et lukket møde kaldet et konklave. Kun kardinaler under 80 år deltager. Valget sker på livstid, men paven kan trække sig.

Hvad betyder pavens ufejlbarlighed?
Pavens ufejlbarlighed betyder, at hans udtalelser regnes som ufejlbarlige, når han taler ex cathedra om tro eller moral. Dette er kun sket to gange i historien.

Hvad er et jubelår i den katolske kirke?
Et jubelår er en særlig periode, som kirken markerer, fokuseret på tilgivelse, forsoning og fornyelse af troen. Konceptet stammer fra Det Gamle Testamente og er fejret katolsk siden 1300.

Hvad sker der under et jubelår?
Under et jubelår er der særligt fokus på pilgrimsrejser, passage gennem Hellige Døre i udvalgte kirker, hyppigere muligheder for skriftemål og mulighed for at opnå særlig aflad.

Hvad er Hellige Døre?
Hellige Døre er særlige indgange i Peterskirken og andre valfartskirker, der åbnes ved begyndelsen af et jubelår. De symboliserer Kristus som "døren" og passagen til Guds nåde.

Hvad er aflad i forbindelse med jubelåret?
Aflad er en mulighed for at opnå eftergivelse af timelig straf for synder, hvis skyld allerede er tilgivet. Under jubelåret er der særlige betingelser for at opnå denne aflad, ofte gennem handlinger som pilgrimsrejser, bøn og bod.

Afslutningsvis udgør pavens embede og traditionen med jubelåret centrale søjler i Den Katolske Kirkes liv. Pavens rolle som åndeligt og administrativt overhoved sikrer kontinuitet og vejledning for kirkens globale fællesskab. Samtidig tilbyder jubelårene, som det kommende i 2025, troende en dyb mulighed for personlig og fælles fornyelse, forsoning og en styrket forbindelse til kirkens rige historie og åndelige praksisser. Disse elementer arbejder sammen for at forme og opretholde den katolske tro gennem tiderne.

Kunne du lide 'Paven og det Katolske Jubelår'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.