Den Danske Stat: Fra Rige til Nationalstat

Når vi taler om 'Danmark' i dag, forestiller de fleste sig et lille, homogent land i Nordeuropa, kendt for velfærd og hygge. Men forestillingen om den danske stat har historisk set været langt mere kompleks og omfattende. Går vi blot et par århundreder tilbage, refererede navnet 'Danmark' til en helt anderledes politisk og territorial enhed – en såkaldt 'sammensat stat' eller 'konglomeratstat', der var typisk for det tidligt moderne Europa.

Det Sammensatte Monarki: Et Rige af Mange Dele

Indtil de store territoriale tab i starten af 1800-tallet bestod det, der officielt blev kaldt det 'danske monarki' eller det 'oldenburgske monarki', af langt mere end det nuværende Danmark. Det var et rige, der regeredes af den danske konge, men som omfattede vidt forskellige lande og områder. Kernen udgjordes af kongerigerne Danmark (med Jylland, Fyn, Sjælland og de omkringliggende øer, samt indtil 1658 Skåne, Halland, Blekinge, Bohuslen, Herjedalen og Gotland) og Norge. Dertil kom de to hertugdømmer Slesvig og Holsten.

Statsretligt var situationen kompliceret. Selvom kongen af Danmark regerede over dem, var Holsten formelt set en del af det Hellige Romerske Rige, hvilket betød, at den danske konge som hertug af Holsten var underordnet den tysk-romerske kejser. Ydermere havde ridderskabet i Slesvig og Holsten i 1460 i Ribe opnået en anerkendelse fra Christian I af, at de to hertugdømmer for 'altid' skulle styres sammen – et princip formuleret på plattysk som "dat se bliuen ewich tosamende ungedeelt".

Ud over disse hoveddele omfattede riget også de nordatlantiske områder Island, Færøerne og Grønland. Disse lande, der oprindeligt havde tilhørt Norge, overgik gradvist i løbet af 1600- og 1700-tallet til direkte styre fra København. Monarkiet erhvervede i samme periode også kolonier i Vestindien (St. Croix, St. Jan, St. Thomas), Vestafrika (Christiansborg) og Indien (Frederiksnagore/Serampore, Tranquebar). Gennem disse kolonier spillede riget en rolle, om end mindre, i den atlantiske trekantshandel og den østasiatiske handel.

Den multinationale karakter af dette rige afspejledes i dets byer. I slutningen af 1700-tallet var de største byer ikke kun København, men også Altona og Kiel i Holsten, Flensborg i Slesvig og Bergen i Norge. Havnebyer som Charlotte Amalie på St. Thomas var også betydelige målt på handelsvolumen.

Rigets økonomi og stærke position skyldtes i høj grad dets geografiske placering ved indsejlingen til Østersøen. Toldafgifter på skibstrafikken gennem Øresund var en primær indtægtskilde. Det imponerende Kronborg Slot ved Helsingør, udøvede kontrol over denne vigtige handelsvej. Monarkiet udøvede i over 400 år et overherredømme i Nordeuropa, formaliseret i Kalmarunionen (1397-1523), og selv efter unionens opløsning forblev kontrollen over Østersøen, det såkaldte Dominium Maris Baltici, et centralt tema.

Uddannelse i det Sammensatte Rige

Et fascinerende eksempel på rigets multinationale natur er historien om dets universiteter. Selvom Københavns Universitet (1479) er det ældste, var det næste ikke Aarhus, men Kiel Universitet, grundlagt i 1665. Selvom det underviste på tysk, fungerede det efter 1720 som uddannelsesinstitution for embedsmænd til helstaten. Det tredje universitet blev oprettet i Kristiania (Oslo) i 1811. Endda i kolonien Frederiksnagore (Serampore) i Indien blev der i 1821/27 grundlagt et kollegium med universitetsstatus, oprettet under Frederik VI, med formål at uddanne indiske unge i asiatiske sprog og europæisk videnskab.

Denne spredning af universiteter viser, at uddannelsessystemet var designet til at betjene et vidtstrakt og kulturelt mangfoldigt rige, ikke kun et homogent "Danmark".

Fra Mellemste Magt til Revolution Fra Oven

Den sammensatte stat strakte sig over enorme afstande, fra Nordkap til Hamburg. Dens militære styrke byggede i høj grad på flåden, ofte bemandet med fiskere fra Norge og Nordatlanten. Flåden var stor nok til at forsvare riget i over 150 år, men efter en række nederlag til Sverige i midten af 1600-tallet mistede Danmark sit overherredømme i Nordeuropa. Trods tabene rangerede Danmark-Norge-Slesvig-Holsten dog stadig som en mellemstor europæisk magt i 1700-tallet.

Denne position krævede en høj grad af militarisering, men riget formåede alligevel at gennemgå betydelige moderniseringer. I slutningen af 1600-tallet og igen i perioden 1784-1814 gennemførtes reformer, der ofte beskrives som en "revolution fra oven". Reformerne omfattede det agrare system, civile rettigheder, handel, uddannelse og emancipation af jøderne. Riget undgik en revolution som den franske ved at reformere sig selv i tide. Det politiske system var teoretisk set et af de mest enevældige i Europa, formaliseret i Kongeloven af 1665. Dog beskrives den politiske realitet ofte som et "opinionstyret enevælde", hvor den offentlige mening blev konsulteret i højere grad end i mange andre enevældige stater. Denne tradition for konsultation menes at være en hovedårsag til de succesfulde reformer.

Nationalstatens Fødsel: Reduktion og Homogenisering

Den store forandring kom i kølvandet på de militære og politiske katastrofer, især tabet af Norge i 1814 og det endelige tab af Slesvig og Holsten i 1864. Disse begivenheder reducerede den multinationale, sammensatte stat til en lille, geografisk mere homogen nationalstat. Efter 1864 tvivlede mange i den herskende elite på, om Danmark overhovedet kunne overleve som selvstændig stat.

Der opstod forskellige strategier for den nye ministats overlevelse: skandinavisme (en union med Sverige og Norge), alliance med det nye Tyskland eller neutralitet kombineret med økonomisk orientering mod det britiske imperium. Sidstnævnte strategi, ofte forbundet med gårdmændenes stigende politiske magt, blev den dominerende og bidrog til udviklingen af det vellykkede nationale og sociale demokrati. Den danske reststat kom til at personificere ideen om en "småstat" i en sociologisk forstand, karakteriseret ved sin homogenitet.

Det er afgørende at forstå, at denne ekstremt homogene nationalstat er fundamentalt forskellig fra den ældre sammensatte stat, selvom vi kalder dem begge "Danmark". Der er indlysende kontinuiteter, især i det geografiske område, der udgjorde kernen af Danmark, men bruddene og forskellene er mere betydningsfulde. Forvekslingen af de to statstyper fører ofte til misforståelser af Danmarks historiske rolle i international politik. Den multinationale, middelstore magt fra før 1864 er ikke den samme statstype som den lille nationale velfærdsstat i det 20. århundrede.

Overgangen til nationalstaten medførte også en stærk centralisering, ofte forklædt som lokal styring. Dette var et resultat af en bevidst politisk kamp, hvor kræfter i København, anført af skikkelser som Orla Lehmann, aktivt modarbejdede ideer om regional autonomi eller en føderal organisering af riget. Lehmanns retoriske spørgsmål i 1838, "Men gives der da Provindser i Danmark? Nei, mine Herrer!", illustrerer ønsket om at definere Danmark som en udelelig enhed beboet af ét folk.

Det Moderne Rigsfællesskab: En Fortsat Debat

En kontinuitet fra den sammensatte stat, der ikke er forsvundet, er forholdet til Færøerne og Grønland. Disse områder, der overlevede reduktionen af riget, er i dag knyttet til Danmark i det, vi kalder Rigsfællesskabet. Grundloven af 1953 slår fast i §1, at "Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks rige", og §3 definerer en fælles lovgivende, udøvende og dømmende magt. Rigsfællesskabet består ifølge forarbejderne af tre dele: Danmark, Færøerne og Grønland.

Forfatningsretligt udgør riget én enhed, men det er ikke det samme som en enhedsstat i traditionel forstand. I Grønland og på Færøerne opfattes forholdet anderledes end i hovedlandet. Selvom den statsretlige teori længe negligererede Rigsfællesskabets særlige karakter, har indførelsen af hjemmestyre (1948 for Færøerne, 1979 for Grønland) og den juridiske forskning siden 1990'erne belyst kompleksiteten. Debatten om den rette terminologi – "Rigsenhed" versus "Rigsfællesskab" – afspejler usikkerheden omkring statens natur. Mens "Rigsenhed" antyder en fælles grundlæggende identitet, hvilket ikke eksisterer givet de store forskelle i sprog, kultur og livsmønstre, bruges "Rigsfællesskab" i daglig tale. Juridisk set er "Rigsenhed" dog stadig den anvendte term i hjemmestyrelovene.

Det er vigtigt at anerkende, at færinger og grønlændere ikke er mindretal i den danske stat, men udgør egne nationer eller "selvstyrende folkesamfund" med egne statslige beføjelser. Dette understreges af, at hverken Færøerne eller Grønland er medlemmer af EU. Ideen om et fælles "rigsråd" for de tre dele vidner om et ønske om at formalisere dette særlige forhold, der i praksis ligner en form for føderation, selvom det danske politiske system ofte afviser denne betegnelse.

Kontinuitet eller Brud i Historien?

Den danske historie ses ofte som præget af stor kontinuitet, helt tilbage til vikingetiden. Denne opfattelse, der især fremhæves af nationalistiske stemmer, bruger for eksempel Dannevirke som bevis for en samlet dansk stat med samme udstrækning som i dag allerede i 700-tallet. Arkæologiske fund som Dannevirke, Trelleborge og broen over Vejle Ådal vidner utvivlsomt om en organiseret kongemagt, men spørgsmålet er rigets præcise udstrækning og karakter.

Retshistorikeren Stig Jørgensen argumenterer overbevisende for, at man ud fra et retshistorisk synspunkt ikke naturligt kan regne med et samlet dansk rige før Jellingedynastiet (o. 900-tallet). Før da fandtes der snarere flere retsfællesskaber (Jylland, Fyn, Sjælland, Skåne) med egne tingsteder. Harald Blåtands påstand på Jellingestenen om at han samlede "alt Danmark" antyder netop, at en sådan samling var nødvendig og ikke en evig tilstand. At forveksle disse tidlige, potentielt løst organiserede riger med 1800-tallets nationalstat er en anakronisme. Nationalisme som ideologi og nationalstaten i sin moderne form opstod først senere, især som reaktion på den franske revolution og Napoleonskrigene, og blomstrede for alvor i det 20. århundrede.

Det er afgørende at opretholde terminologisk klarhed for at forstå de forskellige historiske perioder på deres egne præmisser. Den danske stat har skiftet form og karakter markant over tid. At kalde både det vidtstrakte, multinationale monarki og den lille, homogene nationalstat for "Danmark" slører de fundamentale forskelle.

En Dobbelt Natur: To Nationalsange

Danmark står i den særlige situation at have to anerkendte nationalsange, hvilket Tim Knudsen har påpeget. "Kong Christian stod ved højen mast" (skrevet 1779) er en krigerisk sang, der hylder kongen og statens forsvar mod fjender – den refererer til det gamle, krigeriske monarki. "Der er et yndigt land" (skrevet 1819) priser det fredelige, skønne land og dets nationale indbyggere – den reflekterer den fremvoksende nationale identitet og fokus på det "egentlige" Danmark. Denne dobbelthed i nationale symboler fanger på mange måder den historiske spænding mellem forskellige opfattelser af danskhed og det danske territorium. Det "rigtige" Danmark i nationalromantisk forstand begrænsede sig til de "bøgelyse øer", kornmarker og strande, og udelod marsken, heden, de nordatlantiske landskaber og de tabte hertugdømmer fra forestillingen om nationen.

For at forstå den danske politiske kultur og mentalitet er det nødvendigt at anerkende denne dobbelthed og den dybe transformation, staten har gennemgået fra at være et sammensat, multinationalt rige til den nationalstat, vi kender i dag, og det særlige Rigsfællesskab, der fortsat eksisterer.

Sammenligning: Forskellige Former for "Danmark"

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad var den sammensatte danske stat?
Det var det danske monarki, der eksisterede frem til 1800-tallet, og som omfattede kongerigerne Danmark og Norge, hertugdømmerne Slesvig og Holsten, samt besiddelser i Nordatlanten (Island, Færøerne, Grønland) og kolonier. Det var en multinational enhed regeret af den danske konge.

Hvornår blev Danmark en nationalstat?
Overgangen skete gradvist, men acceleratorerne var de store territoriale tab i 1814 (Norge) og især i 1864 (Slesvig og Holsten). Efter 1864 blev staten reduceret til et geografisk område, der i højere grad svarede til forestillingen om en nationalstat.

Hvad betyder Rigsfællesskabet i dag?
Rigsfællesskabet er den betegnelse, der i dag bruges om relationen mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Disse udgør ifølge Grundloven ét rige, men Færøerne og Grønland har udstrakt hjemmestyre/selvstyre og betragtes som egne nationer.

Er Danmark en enhedsstat?
Formelt set er Danmark en enhedsstat ifølge Grundloven, der gælder for hele riget. Men i praksis, især i forhold til Færøernes og Grønlands selvstyre, fungerer relationen mere som en form for føderalt eller sammensat system, selvom dette term ikke officielt bruges.

Har Danmark altid været et samlet rige siden vikingetiden?
Nej, historisk forskning tyder på, at det danske rige i vikingetiden og tidlig middelalder snarere bestod af flere retsfællesskaber eller mindre riger, der gradvist blev samlet. Forestillingen om en ubrudt linje fra Dannevirke til nutiden er et nationalistisk konstrukt, der ikke understøttes af alle historiske kilder og analyser.

Kunne du lide 'Den Danske Stat: Fra Rige til Nationalstat'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.