Situeret Læring & Praksisfællesskaber

Læring er et fænomen, der optager mange, fra pædagoger og undervisere til ledere og medarbejdere i organisationer. Når vi tænker på læring, forestiller mange sig måske et klasseværelse, en forelæsning eller selvstudium med en bog. Men hvad nu, hvis læring i sin kerne er noget langt mere dynamisk og socialt? Dette er netop kernen i den indflydelsesrige teori om situeret læring og praksisfællesskaber, udviklet af læringsteoretikerne Étienne Wenger og Jean Lave.

Deres arbejde udfordrer den traditionelle opfattelse af læring som primært en individuel, kognitiv proces. I stedet argumenterer de for, at læring uløseligt er forbundet med den sociale kontekst, den finder sted i. Læring er ikke noget, der blot foregår i individet, men snarere noget, der opstår mellem mennesker, som et resultat af deres interaktion og deltagelse i fælles aktiviteter.

Hvem står bag teorien?

De primære figurer bag teorien om situeret læring og praksisfællesskaber er Étienne Wenger (født 1. juli 1952) og Jean Lave. Wenger er især kendt for sit omfattende arbejde med praksisfællesskaber, en teori han har udviklet i samarbejde med Lave. Deres fælles bidrag har haft en enorm indflydelse på forståelsen af, hvordan læring sker i autentiske sociale sammenhænge, både inden for formelle uddannelsessystemer og i de uformelle rum, hvor mennesker mødes og samarbejder.

Hvad er et Praksisfællesskab?

Centralt i Wengers og Laves teori står begrebet praksisfællesskaber (communities of practice). Et praksisfællesskab defineres grundlæggende som en gruppe mennesker, der er forbundet gennem en fælles praksis, en fælles interesse eller et fælles mål. Gennem regelmæssige interaktioner og samarbejde udvikler disse mennesker en kollektiv forståelse, viden og fælles måder at handle på.

Alle mennesker deltager i praksisfællesskaber i løbet af deres liv. Det kan være så forskellige grupper som kolleger på en arbejdsplads, en familie, en sportsklub, en madklub, en gruppe studerende der arbejder sammen, eller et online netværk centreret om en fælles hobby. Disse fællesskaber er sjældent statiske; de er under konstant forandring over tid, ligesom individets rolle og position inden for fællesskabet kan ændre sig.

Det er vigtigt at bemærke, at et praksisfællesskab ikke nødvendigvis er formelt defineret eller organisatorisk bestemt. En formelt nedsat arbejdsgruppe er ikke automatisk et praksisfællesskab. Det afgørende er den fælles praksis og de sociale processer, der udfolder sig inden for gruppen.

De Tre Dimensioner af Praksisfællesskaber

Ifølge Wenger er et praksisfællesskab kendetegnet ved tre indbyrdes afhængige dimensioner. Alle tre dimensioner skal være til stede, for at der er tale om et egentligt praksisfællesskab:

1. Gensidigt Engagement: Dette opstår, når individer er engageret i handlinger, hvis mening de sammen forhandler. Medlemmerne interagerer med hinanden, deler erfaringer, stiller spørgsmål og besvarer dem, og hjælper hinanden. Gennem dette engagement forhandles og formes de enkeltes roller og relationer løbende. Det gensidige engagement skaber den sociale sammenhæng og følelsen af samhørighed i fællesskabet.

2. Fælles Virksomhed: Praksisfællesskaber er centreret om noget, medlemmerne foretager sig sammen – en fælles opgave, et fælles projekt, et fælles problem der skal løses. Det er under udøvelsen af selve denne virksomhed, at den fælles forståelse defineres og forhandles. Det handler om at have et fælles fokus og en fælles retning, selvom vejen dertil kan være genstand for diskussion og forhandling.

3. Fælles Repertoire: Dette dækker over de fælles ressourcer, som fællesskabet har udviklet over tid. Det inkluderer fælles måder at tale på (jargon, fagsprog), fælles måder at handle på (rutiner, procedurer, metoder) og fælles måder at tænke på (koncepter, teorier, forståelser). Det fælles repertoire er fællesskabets akkumulerede viden og praksis, som medlemmerne trækker på og bidrager til. At dele og opbygge dette repertoire er centralt for fællesskabets identitet og effektivitet.

Disse tre dimensioner er tæt forbundne. Gensidigt engagement omkring en fælles virksomhed fører til udviklingen af et fælles repertoire. Repertoiret understøtter igen det gensidige engagement og den fælles virksomhed.

Læring som Meningsforhandling

Inden for et praksisfællesskab sker læring gennem det, Wenger kalder meningsforhandling. Meningsforhandling er den sociale proces, hvormed vi oplever verden og forsøger at skabe mening i vores hverdag og i de aktiviteter, vi deltager i. Det er vigtigt at understrege, at meningsforhandling ikke handler om at opnå fuldstændig enighed, men snarere om en løbende proces med at skabe og dele forståelse.

Meningsforhandling er kendetegnet ved to komplementære processer: deltagelse og tingsliggørelse.

Deltagelse: Dette refererer til den sociale proces, hvor vi indgår i relationer og interaktioner med andre. Gennem deltagelse i samtaler, fælles aktiviteter og samarbejde former vi vores oplevelse af verden og vores forståelse af praksis. Deltagelse indbefatter gensidig genkendelse – at anerkende hinanden som relevante bidragsydere i fællesskabet. Deltagelse er ikke nødvendigvis harmonisk; den kan også involvere konflikter og uenigheder, men det er selve engagementet i interaktionen, der er afgørende.

Tingsliggørelse (Reification): Dette er processen, hvor abstrakt mening eller praksis gøres konkret og håndgribelig. Vi projicerer vores forståelse ud i verden i form af objekter, dokumenter, værktøjer, begreber, procedurer, historier eller ritualer. Disse tingsliggørelser får deres eget liv og kan deles, diskuteres og videreudvikles af fællesskabet. En tingsliggørelse kan ses som både et produkt (f.eks. en færdig rapport, en specifik jargon) og en proces (tankerne og diskussionerne der førte til rapporten eller jargonen). Et eksempel fra teksten er en email; selve emailen er produktet, mens de bagvedliggende tanker og refleksioner er processen.

Deltagelse og tingsliggørelse er to sider af samme mønt. Deltagelse giver tingsliggørelser mening, og tingsliggørelser giver et fokus for deltagelse. De udgør sammen den dynamiske proces, hvor fællesskabet løbende konstruerer og forhandler sin fælles praksis og viden.

Læring gennem Legitim Perifer Deltagelse

En central mekanisme for læring i praksisfællesskaber er legitim perifer deltagelse. Dette begreb beskriver, hvordan nyankomne medlemmer i et fællesskab gradvist bevæger sig fra en position i periferien mod en mere central rolle. Læring sker her ved, at den nyankomne observerer, lytter og deltager i mindre, ofte enklere, opgaver i starten. Over tid, efterhånden som de tilegner sig fællesskabets sprog, rutiner og forståelser, bliver de i stand til at deltage i mere komplekse og centrale aktiviteter.

Begrebet består af to dele:

Legitim: Den nyankomne anerkendes af det etablerede fællesskab som en relevant og potentiel fremtidig fuldgyldig deltager. Selvom de endnu ikke mestrer alle aspekter af praksissen, gives de mulighed for at deltage og bidrage på et passende niveau.

Perifer: Den nyankomnes startposition er typisk i udkanten af fællesskabets kerneaktiviteter. Dette giver mulighed for observation og gradvis integration uden at skulle mestre alt fra starten. Den perifere position er en adgangsvej til fuld deltagelse.

Gennem legitim perifer deltagelse opbygger den nyankomne både faglig kompetence og en følelse af tilhørsforhold og identitet som medlem af fællesskabet.

Hvorfor er Praksisfællesskaber Vigtige?

Forståelsen af læring som en social, situeret proces har store implikationer. For individer betyder det, at engagement i relevante fællesskaber er afgørende for at lære og udvikle sig. For fællesskaberne selv er evnen til at tiltrække og integrere nye medlemmer (gennem legitim perifer deltagelse) vital for deres overlevelse og udvikling. For organisationer, hvad enten det er skoler, virksomheder eller andre institutioner, betyder det, at de skal skabe rammer, der understøtter og plejer de praksisfællesskaber, de rummer, da disse er kilder til innovation, vidensdeling og medarbejderudvikling.

Særligt inden for pædagogik og didaktik er teorien om praksisfællesskaber yderst relevant:

• Motivation og Engagement: Når læring er tæt knyttet til autentiske opgaver og problemer i et fællesskab, opleves den ofte som mere meningsfuld. Deltagere engagerer sig, fordi deres bidrag har en reel betydning i en konkret sammenhæng.
• Identitetsskabelse: Deltagelse i et praksisfællesskab hjælper med at forme en faglig identitet. Man ser sig selv som en del af en gruppe med fælles værdier, sprog og kompetencer.
• Fælles Vidensopbygning: Viden skabes kollektivt. Gennem deling af erfaringer, refleksion og samarbejde opbygges en fælles videnbase, som er større end summen af de enkelte medlemmers viden.
• Løbende Læring og Innovation: Den konstante interaktion og meningsforhandling i fællesskabet skaber et frugtbart miljø for nye idéer og forbedringer af praksis.

Eksempler på Praksisfællesskaber i Praksis

Teorien om praksisfællesskaber kan observeres i mange forskellige sammenhænge:

• Fagteams og Tværfaglige Samarbejder på Skoler: Lærere, der deler et fag eller arbejder sammen om en bestemt elevgruppe, kan udgøre et praksisfællesskab. De mødes for at planlægge, dele didaktiske idéer og reflektere over undervisningen, hvilket former deres fælles praksis.
• Studiegrupper og Projektgrupper: Studerende, der arbejder sammen om opgaver, udvikler ofte uformelle praksisfællesskaber. De hjælper hinanden med at forstå komplekse emner, løse problemer og udvikle faglige færdigheder gennem gensidig sparring.
• Online Netværk og Læringsfællesskaber: Med digitale værktøjer kan praksisfællesskaber dannes på tværs af geografiske afstande. Medlemmer deler viden, ressourcer og støtter hinanden i online fora eller grupper centreret om en fælles interesse eller faglighed.

Hvordan Understøtter Man Praksisfællesskaber?

At forstå praksisfællesskaber er ét; at understøtte dem er noget andet. Det kræver bevidst indsats at skabe de rette betingelser for, at disse fællesskaber kan trives:

• Skab Plads og Tid til Dialog: Fællesskaber har brug for rum – fysisk eller virtuelt – hvor medlemmer kan mødes, dele erfaringer og forhandle mening. Planlæg tid til uformel snak, formelle møder, workshops eller online fora.
• Gør Deltagelse Meningsfuld: De opgaver, fællesskabet arbejder med, skal føles relevante og praksisnære for medlemmerne. Når deltagerne oplever, at deres bidrag gør en forskel, øges engagementet markant.
• Vælg Passende Metoder og Værktøjer: Brug arbejdsformer, der fremmer samarbejde, refleksion og vidensdeling, f.eks. kollegial sparring, aktionslæring eller fælles projektarbejde. Digital teknologi kan understøtte dette.
• Anerkend Nyankomne: Vær opmærksom på processen med legitim perifer deltagelse. Skab et miljø, hvor nye medlemmer føler sig velkomne og anerkendte, selv når de starter fra periferien. Fejl bør ses som læringsmuligheder.
• Reflekter over Praksis: Et sundt praksisfællesskab reflekterer systematisk over sin egen praksis – hvordan arbejder vi? Hvad fungerer? Hvordan kan vi blive bedre? Denne metarefleksion er afgørende for fællesskabets fortsatte udvikling.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvem er Étienne Wenger og Jean Lave?
De er læringsteoretikere, der sammen har udviklet teorien om situeret læring og praksisfællesskaber. Wenger er især kendt for sit videre arbejde med praksisfællesskaber.

Hvad betyder situeret læring?
Det betyder, at læring er tæt forbundet med den kontekst og de sociale interaktioner, den finder sted i. Læring er 'situeret' i en bestemt praksis og et bestemt fællesskab.

Er en arbejdsgruppe altid et praksisfællesskab?
Nej. En arbejdsgruppe er formelt defineret, men for at være et praksisfællesskab skal den også have gensidigt engagement, en fælles virksomhed og udvikle et fælles repertoire gennem interaktion og meningsforhandling.

Hvad er legitim perifer deltagelse?
Det er den proces, hvor nyankomne i et fællesskab lærer og integreres ved at starte i periferien (med mindre ansvar) og gradvist bevæge sig mod kernen af fællesskabets praksis, anerkendt som legitime deltagere.

Hvad er forskellen på deltagelse og tingsliggørelse?
Deltagelse er den sociale interaktion og engagement i fællesskabet. Tingsliggørelse er processen med at gøre mening håndgribelig i form af objekter, sprog, værktøjer osv. De er to sider af meningsforhandling.

Konklusion

Lave og Wengers teori om situeret læring og praksisfællesskaber tilbyder en dyb og nuanceret forståelse af læring som en fundamentalt social proces. Ved at flytte fokus fra individuel kognition til deltagelse i fællesskaber, understreger de vigtigheden af kontekst, interaktion og fælles praksis for, hvordan vi lærer og udvikler os. Uanset om det er i skolen, på arbejdspladsen eller i vores fritidsaktiviteter, er praksisfællesskaber potentielle kraftcentre for læring, identitetsdannelse og innovation. At anerkende og aktivt understøtte disse fællesskaber er nøglen til at skabe mere meningsfulde og effektive læringsmiljøer.

Kunne du lide 'Situeret Læring & Praksisfællesskaber'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.