10 år ago
Spørgsmålet om Sigurd Jorsalfars skæbne er et centralt punkt i fortællingen om en af Norges mest bemærkelsesværdige middelalderkonger. Ja, Sigurd Jorsalfar døde i år 1130. Men hans liv var alt andet end simpelt, præget af eventyr, fromhed, politik og personlige udfordringer. Han var en konge, en korsfarer og en mand, hvis eftermæle stadig vækker debat. Lad os udforske hans utrolige liv, fra barndommen som en af tre brødre til hans sidste dage og den arv, han efterlod sig.
Sigurd Magnusson, senere kendt som Jorsalfar, voksede op som en af kong Magnus Barfods tre sønner. Hans brødre var Øystein og Olav, alle med forskellige mødre. Allerede som ung blev han, sammen med sine brødre, indsat som konge i Norge efter faderens død. Øystein var den ældste, 14 år, Sigurd 13 og Olav kun 4. Landet blev i praksis styret af tre lendmænd, som rådgav de unge konger. På et tidspunkt blev Sigurd valgt til at lede en ekspedition mod vest, en færd der skulle vise sig at blive legendarisk.
En Konge Bliver Til
Sigurd var kun 16 år, da rejsen mod vest oprindeligt var planlagt til 1106, men den blev udskudt og startede først i efteråret 1108. Med en flåde på 60 skibe sejlede han ud fra Vestnorge. Selvom sagaerne hævder, at han havde få penge med, tyder meget på, at han kendte til en handelsmand i Lincoln, England, der skyldte ham penge fra faderens krigsbytte. Ved ankomsten til England i 1108 viste det sig, at denne handelsmand var fængslet, og hans midler var beslaglagt af kong Henrik af England. Kong Henrik var muligvis bekymret over Sigurds ankomst med en stor flåde, især da han tidligere havde følt sig truet af Sigurds far, Magnus Barfod. Mødet mellem de to konger resulterede dog i en aftale. Kong Henrik modtog Sigurd med løfter om venskab og støtte, sandsynligvis mod at Sigurd påtog sig en forpligtelse, der passede ind i Henriks politiske spil med Pavestolen. William af Malmesbury skrev i 1125, at Sigurd fik lov til at overvintre i England og gav store summer til kirkerne, hvilket kan tolkes som, at Henrik gav Sigurd en del af de beslaglagte midler, mod at Sigurd forpligtede sig til en ekspedition, der støttede paven.
Den Enestående Korsfærd
Forpligtelsen var klar: Sigurd skulle blive korsfarer. Dette indebar et højtideligt løfte om at rejse til Det Hellige Land for at kæmpe mod de vantro og besøge Gravkirken i Jerusalem. Fuldførelse af rejsen lovede tilgivelse for alle synder. At 'tage korset' betød at sy et kors på tøjet som symbol på villigheden til at ofre sig. Sigurd og hans mænd tog utvivlsomt korset, hvilket bekræftes af en historie om, at han spiste kød i fasten under korstoget – en undtagelse tilladt for korsfarere.
Rejsen Mod Syd
Efter overvintringen i England rejste Sigurd ifølge sagaerne til Normandiet og derfra videre mod syd. Sensommeren 1109 forlod han Normandiet med sin flåde. Rejsen bød på udfordringer, herunder et skib der blev trukket ned af en malstrøm. Med 59 skibe ankom de Galicien, i det der dengang blev kaldt Jakobslandet, området omkring Santiago de Compostela. Her stødte de på problemer med forsyninger og måtte plyndre en lokal jarls kastel for mad. Egnen var præget af borgerkrig, hvilket kan forklare forsyningssvigtet. Sigurd og hans mænd stødte også på pirater ud for Portugals kyst, som de besejrede. Ordet 'vikinger' blev i samtiden brugt om pirater generelt, ikke specifikt skandinaver.
Kampene ved Middelhavet
Videre sydpå nåede de Sintra, hvor de stormede et kastel, fordi indbyggerne ifølge Morkinskinna nægtede at modtage 'den rette tro'. Dette kan have været mozarabere, spanske kristne med en anden liturgi, som Sigurd muligvis misforstod som frafaldne. Efter en massakre fortsatte de til Lisboa, en stor by, hvor de ifølge sagaerne også kom i kamp. Lisboa var dengang en by med både kristne og muslimske indbyggere. Sigurd fortsatte sin færd langs kysten, angiveligt kæmpende ved flere byer og borge.
Formentera og Kampen i Hulen
Den første ø, Sigurd nåede i Middelhavet, var Formentera. Her holdt pirater til i en befæstet hule. Sigurd og hans mænd angreb hulen, angiveligt ved at sænke skibsbåde bemandet med bueskyttere ned foran huleåbningen og derefter sætte ild til brænde inde i hulen, hvor piraterne havde søgt tilflugt. Denne grusomme episode er beskrevet i skjaldekvadene. Efter Formentera besøgte Sigurd ifølge Snorre også 'Manork', som menes at være Mallorca, hvor et slag også fandt sted.
Ankomst til Det Hellige Land
I august 1110, efter to års rejse, ankom Sigurd og hans flåde til Det Hellige Land, sandsynligvis ved Ashkelon. De mødtes med kong Balduin 1. af Jerusalem, som var i Akko, men red nordpå for at møde den norske konge. Balduin manglede søstyrker, så Sigurds ankomst med 55 skibe må have været en stor hjælp. Balduin tog imod Sigurd med ære, og de red sammen op til Jerusalem. I Jerusalem besøgte de Gravkirken, og Balduin, der boede i den tidligere al-Aqsa-moské, afholdt et gilde for Sigurd. Som en uvurderlig gave modtog Sigurd en splint af det ægte Jesu kors, en relikvie der blev båret foran hæren i kamp. Til gengæld for gaven måtte Sigurd og tolv af hans mænd sværge på at oprette et ærkebispedømme i Norge, opbevare splinten ved Hellig-Olavs grav (senere ændret til Konghelle) og indføre tiende.
Erobringen af Sidon
En af de vigtigste militære bedrifter under Sigurds korstog var erobringen af Sidon. Sammen med kong Balduin belejrede Sigurd byen, der var styret af en emir. Nordmændene spærrede havnen, mens Balduin angreb fra landsiden med et belejringstårn. Belejringen begyndte i oktober 1110 og varede indtil december, hvor byen overgav sig. Indbyggerne fik lov til at forlade byen med deres ejendele, en mild behandling i forhold til andre erobringer på den tid. Skjalden Halldor Skvaldre roste Sigurd for at have taget borgen med magt, men givet den væk med mildhed.
Rejsen Hjem og Livet i Norge
Efter erobringen af Sidon ændrede Sigurd tilsyneladende sine planer. I stedet for at blive i Det Hellige Land, sejlede han i december 1110 til Cypern og derefter videre til Konstantinopel, hovedstaden i Det Østromerske Rige. Kejser Alexios 1. var ikke begejstret for frankiske korsfarere og lod ikke store grupper komme ind i byen. Sagaernes beretninger om Sigurds ophold i Konstantinopel er farvet af vandrehistorier, såsom at han red ind gennem kejserens port med guldsko på sin hest. Mere sandsynligt forhandlede han en pris for sine skibe og en aftale for sine mænd, hvoraf de fleste trådte ind i kejserens væringgarde. Opholdet i den store by, med anslået 400.000 indbyggere, var overvældende. William af Malmesbury beretter, at mange nordmænd døde i byen, angiveligt af for meget drikkeri. Sigurd forsøgte at modvirke dette ved at blande vin med vand og demonstrere alkoholens skadevirkninger. Sigurd mødte patriarken og modtog en kostbar liturgisk bog. Ifølge William af Malmesbury måtte Sigurd efterlade en stor mængde guld som pant for at få lov at forlade byen, hvorefter han og en mindre del af hans følge flygtede og påbegyndte den lange hjemrejse til hest gennem Europa.
Hjemkomsten og Alliancer
Sigurd red gennem Europa i 1111 og blev modtaget af forskellige fyrster, herunder den senere tyske kejser Lothar 3. Han fejrede midsommer i Hedeby, hvor han mødte kong Niels af Danmark. Kong Niels, der var gift med Sigurds stedmor, Margrete Fredkulla, holdt et stort gilde for ham og forærede ham et skib til hjemrejsen. Gennem sit ægteskab med Malmfrid, datter af storfyrst Mstislav i Novgorod (og søster til Knud Lavards kone), blev Sigurd en del af en stor nordeuropæisk alliance. Han og Malmfrid fik datteren Kristin.
En Deling af Riget
Efter Sigurds hjemkomst fordelte de tre brødre Norge imellem sig: Øystein fik Trøndelag og Nordnorge, Sigurd Østlandet og Olav Vestlandet. Olav døde dog allerede i 1115. Selvom Sigurd og Øystein delte riget, var der rivalisering mellem dem. Sagaerne fortæller om episoder, hvor de to brødre konkurrerede og fremhævede deres egne bedrifter – Sigurd med sin berømte korstogsfærd og Øystein med sine byggerier og reformer i Norge. Trods spændingerne formåede de at opretholde freden imellem sig.
Politik, Reformer og Udfordringer
Som enekonge efter Øysteins død i 1123, indførte Sigurd tiende i Norge, en af middelalderens store reformer. Han byggede Skt. Hallvardskatedralen i Oslo og oprettede et bispedømme i Stavanger. Han opbevarede splinten af Jesu kors i en kirke i Konghelle i Bohuslän, en udpost mod øst, som han også befæstede med et kastel. Fra abbed Peter den Ærværdige i Cluny modtog Sigurd et brev, der roste hans tidligere bedrifter, men også opfordrede ham til igen at bruge sin søstyrke til at befri kristne. Dette brev menes at henvise til Kalmar-ledingen i sommeren 1123. Sigurd indkaldte til leding for at møde kong Niels af Danmark og sejle til Småland. Formålet var angiveligt at kristne Småland, men området var for længst kristent. Mere sandsynligt var formålet at bekæmpe hedenske vendere, der hærgede i Østersøen og truede handelsruterne. Da danskerne ifølge Snorre rejste hjem, før den norske flåde var samlet, blev Sigurd rasende, plyndrede i Skåne og hærgede derefter i Småland, hvor han dog kun fik et beskedent udbytte.
De Sidste År og Sindets Mørke
Sigurds sidste år var præget af politisk ustabilitet og personlige problemer. En gruppe stormænd støttede Harald Gille, der hævdede at være søn af Magnus Barfod. Harald beviste sin afstamning ved jernbyrd, men svor at give afkald på tronen, så længe Sigurd og hans søn Magnus levede. Efter Sigurds død brød Harald dog løftet, hvilket udløste en borgerkrig i Norge. Sigurds alliance med Danmark og Kiev svækkedes også, da kong Niels af Danmark skiftede side i 1127.
En Konge i Ubalance
Sagaerne, især Morkinskinna og Heimskringla, beskriver episoder, der tyder på, at Sigurd i sine senere år led under mental ubalance. Der er blevet diskuteret, om han led af delirium eller bipolar affektiv sindslidelse. Beretninger inkluderer en episode, hvor han troede, en fisk svømmede i hans badekar, og hvor han blev voldsomt vred og forsøgte at drukne en mand, der havde sjov med at dukke andre svømmere. En dramatisk scene i Konghelle beskriver, hvordan Sigurd i vrede slog sin kone Malmfrid og kastede den kostbare bog fra Konstantinopel i ilden, hvorefter han dog roste og belønnede den mand, der reddede bogen.
Skilsmisse og Sigurds Død
I en alder af omkring 38-39 år skilte Sigurd sig fra Malmfrid for at gifte sig med en yngre kvinde, Cecilia. Dette vakte modstand fra kirken. Biskop Magne i Bergen nægtede at vie dem og stak halsen frem, parat til at møde kongens vrede, men Sigurd vendte sig blot bort. Han rejste i stedet til Stavanger, hvor biskoppen var mere medgørlig, sandsynligvis fordi bispesædet var nyere og svagere. Biskoppen i Stavanger tillod vielsen mod en stor betaling. Sigurds sidste år var dog også præget af, at den unge Cecilia ønskede at skilles fra ham. Kort før sin død i 1130 på en rejse ved Oslofjorden, måtte Sigurd se Cecilia forlade ham, et øjeblik der beskrives som meget smertefuldt for ham.
Sigurd Jorsalfar døde i 1130, 40 år gammel. Han blev begravet i Hallvardskatedralen i Oslo, en kirke han selv havde fået bygget. Syv år efter hans død blev katedralen og resten af Oslo dog nedbrændt.
Eftermæle
Sigurd Jorsalfar var den første europæiske konge, der personligt deltog i et korsfarertog til Jerusalem. Hans rejse var enestående for sin tid og bidrog til hans legendariske status. Dog beskriver senere norske historikere, at han i sine sidste år mistede meget af sin anseelse og muligvis led af en form for sindssygdom. Hans død markerede begyndelsen på en lang periode med borgerkrig i Norge, delvist udløst af Harald Gilles brud på løftet. Sigurds tiendereform og byggerier, som Hallvardskatedralen, havde dog varig betydning for Norge. Hans komplekse personlighed, der spændte fra den fromme korsfarer til den mentalt udfordrede enehersker, sikrer ham en central plads i norsk historie.
Ofte Stillede Spørgsmål
Er Sigurd Jorsalfar død?
Ja, kong Sigurd Jorsalfar døde i år 1130 på en rejse ved Oslofjorden.
Var han virkelig en korsfarer?
Ja, han tog korsfarerløftet, rejste til Jerusalem, deltog i kampe i Det Hellige Land og fik en splint af det ægte Jesu kors.
Hvorfor tog han på korstog?
Det var sandsynligvis et resultat af en aftale med kong Henrik af England, muligvis under pres fra Pavestolen, som ønskede støtte til korstogsbevægelsen.
Hvad skete der i Konstantinopel?
Han besøgte byen i 1111 og mødte kejseren. De fleste af hans mænd trådte ind i væringgarden, mens Sigurd selv forhandlede sin afrejse, som ifølge nogle kilder involverede en form for flugt.
Hvorfor blev han skilt?
Han skilte sig fra sin kone Malmfrid for at gifte sig med en yngre kvinde, Cecilia, trods modstand fra kirken.
Lider han af sindssygdom?
Sagaerne beskriver episoder i hans senere liv, der antyder mental ustabilitet. Moderne diskussioner peger på muligheder som delirium eller bipolar affektiv sindslidelse.
Hvor er han begravet?
Han blev begravet i Hallvardskatedralen i Oslo, en kirke han selv havde ladet bygge.
Kunne du lide 'Sigurd Jorsalfar: Konge, Korsfarer og hans Død'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.