Blekingegadebanden: Hvor er de i dag?

Blekingegadebanden er en gruppe, hvis historie fortsat fascinerer og vækker debat i Danmark. Gruppen, der var aktiv i 1970'erne og 1980'erne, stod bag en række alvorlige forbrydelser, herunder våbentyverier og store røverier, alt sammen med et erklæret politisk formål: at indsamle penge til den palæstinensiske organisation PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). Deres mest berygtede aktion, postrøveriet på Købmagergade i 1988, resulterede i drabet på en ung politibetjent og førte til gruppens fald. Men hvem var disse mænd, hvad drev dem til at begå kriminalitet i ideologiens navn, og hvordan ser deres liv ud i dag, årtier efter retssagen og afsoningen?

Hvem var Blekingegadebanden?

Blekingegadebanden var en lille, yderst konspirativ gruppe af danske venstrefløjsaktivister. Gruppen udsprang af den tidligere organisation KAK (Kommunistisk Arbejdskreds), stiftet af Gotfred Appel i 1963. KAK og dens ungdomsorganisation KUF (Kommunistisk Ungdomsforbund) adskilte sig fra den traditionelle venstrefløj ved at anse illegal aktivitet som et legitimt middel i den politiske kamp. Efter interne stridigheder i KAK blev den nye organisation KA (Manifest - Kommunistisk Arbejdsgruppe) dannet i 1978, og det var kernen i denne gruppe, der kom til at udgøre Blekingegadebanden.

Gruppen bestod af syv kernemedlemmer, der alle blev dømt i den efterfølgende retssag: Torkil Lauesen, Peter Døllner, Niels Jørgensen, Karsten Møller Hansen, Carsten Nielsen, Bo Weimann (senere Weymann) og Jan Weimann. Marc Rudin, en schweizer med tilknytning til PFLP, blev dømt i en separat sag for sin medvirken i Købmagergaderøveriet.

Ideologisk Fundament: Snylterstatsteorien

Gruppens ideologi var en radikal venstreorienteret, militant marxisme med rødder i maoismen. Det centrale omdrejningspunkt var Gotfred Appels snylterstatsteorien. Ifølge denne teori havde arbejderklassen i Vesten opgivet revolutionen til fordel for en høj levestandard, opnået ved at 'snylte' på udviklingslandenes udnyttelse. Den socialistiske revolution måtte derfor begynde i udviklingslandene for at skabe en krise i Vesten, der kunne bane vejen for revolution her. Dette synspunkt betød, at gruppen primært fokuserede på at støtte internationale frihedsbevægelser, især PFLP, frem for at arbejde med den danske arbejderklasse.

En anden inspirationskilde var teorien om det ulige bytte i verdenshandlen, som yderligere underbyggede synspunktet om Vestens udnyttelse af fattige lande.

Internationale Forbindelser: PFLP og 'Æblerne'

KAK og senere KA etablerede tætte bånd til PFLP. Medlemmer af gruppen tog på 'studieture' til PFLP-lejre i Libanon og Jordan, hvor de modtog militærtræning i brug af våben og sprængstoffer samt instruktion i konspirativt arbejde. Gruppen blev i PFLP-kredse kendt som 'æblerne'.

KA indgik i et tæt samarbejde med PFLP, der til tider indebar 'ønskelister' fra PFLP på bestemte våben eller efterretningsoplysninger. Til gengæld leverede PFLP 'knowhow' til planlægning af aktioner og hjælp til at undgå efterretningstjenesternes søgelys. Selvom gruppen selv har afvist mere etablerede forbindelser til andre europæiske venstrefløjsgrupper som Rote Armee Fraktion eller De Røde Brigader, antyder Peter Øvig Knudsens forskning en mulig forbindelse, især via den formodede bagmand Wadi Haddad, som KAK havde møder med.

Blekingegadebandens Aktiviteter

Gruppens aktiviteter var delt op i legale og illegale dele. De legale aktiviteter omfattede projekter som 'Tøj Til Afrika' og driften af 'Cafe Liberation', hvis overskud gik til internationale frihedsbevægelser. Men det var de illegale aktiviteter, der definerede Blekingegadebanden og kun var forbeholdt inderkredsen.

Det illegale arbejde var yderst systematiseret og konspirativt. Gruppen anvendte falske identiteter, oprettede 'skuffeselskaber', stjal biler og kopierede bilnøgler. De brugte dækadresser, herunder lejligheden på Blekingegade, og overvågede potentielle ofre og politiet. De udviklede skrappe sikkerhedsregler og levede et dobbeltliv, hvor selv den nærmeste familie ofte intet vidste om de kriminelle handlinger.

Udvalgte Illegale Aktioner:

• Våbentyveri fra Jægersborg vandtårn (1973)
• Pengerøverier på Nordre Fasanvej (1975) og Lyrskovgade (1976)
• Postgirobedrageriet (1976)
• Røveriforsøg i Glostrup (1980)
• Røveri ved Vesterport Station (1982)
• Våbenrøveri i Flen, Sverige (1982)
• Røveri af pengetransport i Lyngby (1983)
• Planlægning af kidnapning af Jörn Rausing (1985)
• Rullestolsrøveriet på Herlev Postkontor (1985)
• Julerøveriet i Daells Varehus (1986)
• Z-file: Spionage for PFLP ved at kortlægge zionistisk indflydelse i Danmark (start 1982)

Mange af disse aktioner forblev uopklarede i årevis og blev først forbundet med gruppen i forbindelse med efterforskningen efter Købmagergaderøveriet.

Købmagergaderøveriet: Den Skæbnesvangre Aktion

Gruppens mest kendte og skæbnesvangre aktion var postrøveriet på Købmagergade den 3. november 1988. Røveriet, der indbragte omkring 13 millioner kroner, var på det tidspunkt danmarkshistoriens største. Det blev udført af Niels Jørgensen, Jan Weimann, Torkil Lauesen, Carsten Nielsen og Marc Rudin, mens Bo Weimann og Karsten Møller Hansen deltog i planlægningen.

Røveriet var nøje planlagt og involverede, at røverne udgav sig for at være politibetjente for at få adgang til postgården. Under flugten mødte røverne en patruljevogn, og i den efterfølgende konfrontation blev den 22-årige politibetjentelev Jesper Egtved Hansen ramt af skud fra et oversavet jagtgevær og døde senere af sine kvæstelser.

Drabet på politimanden satte gang i en massiv efterforskning, der for første gang førte til et tæt samarbejde mellem Københavns Politi og PET om mistanken mod Appel-gruppen.

Efterforskning og Anholdelse

Efterforskningen efter Købmagergaderøveriet fokuserede hurtigt på Blekingegadegruppen som hovedmistænkte. En afgørende faktor var, at PET genoptog overvågningen af gruppen. Et gennembrud kom, da et vidne fra Lyngby-røveriet identificerede Niels Jørgensen. Dette førte til den såkaldte 'Helium-rapport' af efterforskningsleder Jørn Moos, der tegnede et billede af en velorganiseret kriminel gruppe bag flere uopklarede røverier.

På baggrund af rapporten blev flere medlemmer anholdt i april 1989, herunder Niels Jørgensen, Jan Weimann, Torkil Lauesen og Peter Døllner. Ransagningerne gav dog i første omgang begrænsede resultater, og politiet havde kun 72 timer til at finde nye beviser for at opretholde anholdelserne.

Det afgørende gennembrud kom den 2. maj 1989, dagen før en retsmøde der kunne have ført til løsladelser. Den efterlyste Carsten Nielsen var involveret i en soloulykke, og i hans bil fandt politiet bl.a. fremmed valuta, en tysk nummerplade og et girokort til et firma på Blekingegade 2, 1. th. Dette førte politiet til gruppens dæklejlighed. I lejligheden fandt man et hemmeligt rum bag en reol, der indeholdt et stort våbenlager, sprængstof, noter om Købmagergaderøveriet og jagtpatroner magen til dem brugt under drabet. Fundet af lejligheden og dens indhold var afgørende for den videre sag.

Bo Weimann blev anholdt i august 1989.

Retssagen: Anklager og Domme

Retssagen mod Blekingegadebanden begyndte i september 1990 i Østre Landsret under massive sikkerhedsforanstaltninger og stor mediebevågenhed. Anklageskriftet omfattede en lang række forhold, herunder dokumentfalsk, groft hæleri med våben og sprængstoffer, spionage (Z-file), planlægning af kidnapning og røveri, samt røveriet på Købmagergade og drabet på politibetjent Jesper Egtved Hansen.

Den 2. maj 1991 faldt dommene. Gruppen blev dømt for dokumentfalsk, groft hæleri, spionage (kun Bo Weimann), planlægning af røveri mod Amagerbanken, Rausing-kidnapningen (dog frikendt for selve kidnapningen pga. 'frivillig tilbagetræden') og røveriet på Købmagergade. Retten fandt det bevist, at gruppen stod bag 'Rullestolsrøveriet' og røveriet i Daells Varehus, men da det ikke kunne bevises, hvem der specifikt havde deltaget, blev gruppen frikendt for disse anklager.

Et centralt og meget omdiskuteret punkt i retssagen var, at ingen blev dømt for drabet på politibetjenten under Købmagergaderøveriet, selvom alle blev dømt for selve røveriet. Dette skyldtes, at politiet ikke kunne bevise, hvem der havde skudt, og dansk retspraksis ikke anerkender 'kollektivt ansvar' for en forbrydelse som drab, medmindre medvirken kan bevises.

Domme til Medlemmerne:

Hvor er Medlemmerne i Dag?

Efter afsoning af deres domme er de tidligere medlemmer af Blekingegadebanden i høj grad vendt tilbage til et borgerligt liv. De har ifølge tidligere efterforskningsleder Jørn Moos sørget for at uddanne sig i fængslet og har siden fået gode job. De fleste forsøger at leve en anonym tilværelse med familier og nye karrierer. Dog gør den fortsatte offentlige interesse, drevet af bøger, film og tv-serier, det svært at undgå søgelyset helt.

Bo Weymann er den eneste af de tidligere medlemmer, der offentligt har fortrudt bandens kriminalitet. Han deltog i planlægningen af Købmagergaderøveriet, men ikke selve aktionen. Han kender angiveligt heller ikke identiteten på den person, der affyrede det dræbende skud.

Karsten Møller Hansen, der fik en af de mildeste domme (tre år), bor stadig i det samme kolonihavehus i Københavns Sydhavn, hvor han blev anholdt. Både han og Peter Døllner (et års fængsel) har holdt en meget lav profil siden løsladelsen og har ikke deltaget i offentlige debatter eller arrangementer.

Niels Jørgensen, der blev idømt ti års fængsel, døde i 2022 af kræft og forblev stort set tavs om bandens kriminalitet i mange år. Marc Rudin, der blev udvist til Schweiz efter sin løsladelse, døde i 2023.

Torkil Lauesen og Jan Weimann, der begge fik ti års fængsel, har i en nyere artikel forsvaret bandens politiske virke, men de ønsker ellers ikke at udtale sig offentligt. Jørn Moos har flere gange forsøgt at få kontakt med Jan Weimann, men uden held.

Jørn Moos er overbevist om, at de tidligere bandemedlemmer er helt færdige med at begå kriminalitet og har gjort alt for at lægge deres tidligere liv bag sig. Han tror ikke, at hverken PET eller politiet fortsat holder dem under observation.

Blekingegadebanden i Medierne

Historien om Blekingegadebanden har inspireret adskillige bøger, film og tv-serier, hvilket bidrager til gruppens fortsatte synlighed i offentligheden. Journalisten Peter Øvig Knudsen har skrevet to omfattende bøger om sagen, 'Blekingegadebanden 1' og 'Blekingegadebanden 2', baseret på dybdegående research og interviews. Tidligere efterforskningsleder Jørn Moos har også udgivet bøger om sagen, herunder 'Blekingegade-betjenten' og 'Politiets hemmeligheder'. En dokumentarserie fra 2009, også kaldet 'Blekingegadebanden', har ligeledes fortalt historien til et bredere publikum. Denne medieomtale er med til at forklare, hvorfor det kan være svært for de tidligere medlemmer at opnå den totale anonymitet, de fleste af dem tilsyneladende ønsker.

Spørgsmål og Svar om Blekingegadebanden

Her er svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om Blekingegadebanden:

Hvad kæmpede Blekingegadebanden for?

Gruppen kæmpede for at støtte internationale revolutionære bevægelser, primært den palæstinensiske organisation PFLP. Deres motivation udsprang af den radikale venstrefløjsideologi, især 'snylterstatsteorien', som argumenterede for, at Vestens velstand byggede på udnyttelse af udviklingslandene. De begik kriminalitet for at skaffe penge til PFLP's kamp for et frit Palæstina.

Hvem var medlemmer af Blekingegadebanden?

Kernemedlemmerne, der blev dømt i retssagen, var Torkil Lauesen, Peter Døllner, Niels Jørgensen, Karsten Møller Hansen, Carsten Nielsen, Bo Weimann (Weymann) og Jan Weimann. Marc Rudin, en schweizer med tilknytning til PFLP, blev også dømt for sin medvirken i Købmagergaderøveriet.

Hvor kan man se Blekingegadebanden?

Der findes dokumentarserier om Blekingegadebanden, herunder en dansk dokumentarserie fra 2009. Disse kan ofte findes på streamingtjenester eller via bibliotekernes filmtilbud (Filmstriben).

Hvor er Blekingegadebanden i dag?

De overlevende medlemmer lever i dag anonyme, borgerlige tilværelser med job og familier. De har afsonet deres domme og anses af politiet for at være færdige med kriminalitet. Bo Weymann er den eneste, der offentligt har fortrudt fortiden. Torkil Lauesen og Jan Weimann har forsvaret bandens politiske virke i en artikel. Niels Jørgensen og Marc Rudin er døde.

Kommissionens Undersøgelse

I 2009 nedsatte Justitsministeriet en kommission til at undersøge politiets og PET's håndtering af efterforskningen mod Blekingegadebanden. Dette skete efter påstande om, at PET og ministeriet havde spændt ben for politiets arbejde i sagen. Kommissionen skulle kulegrave forløbet og afklare, om myndighederne havde handlet korrekt.

Historien om Blekingegadebanden er et komplekst kapitel i danmarkshistorien, der belyser mødet mellem radikal ideologi, organiseret kriminalitet og efterforskning under pres. Selvom medlemmerne i dag lever væk fra rampelyset, sikrer bøger, film og den fortsatte debat, at mindet om Blekingegadebanden og dens handlinger lever videre.

Kunne du lide 'Blekingegadebanden: Hvor er de i dag?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.