5 år ago
Judas Iskariot er en af de mest omdiskuterede og berygtede skikkelser i kristendommens historie. Han er kendt som den discipel, der forrådte Jesus og dermed satte begivenhederne i gang, der førte til Jesu korsfæstelse. Men hvem var denne mand egentlig, og hvad ved vi om ham fra de gamle tekster? Denne artikel dykker ned i de bibelske beretninger for at belyse mysteriet om Judas Iskariot.
Judas Iskariot nævnes i Det Nye Testamente som en af Jesu tolv apostle. Han var altså en del af Jesu inderkreds, udvalgt til at følge ham og dele hans budskab. Hans navn, Judas, er en græsk form af det hebræiske navn Juda, som har en lang historie i Israelitisk tradition, blandt andet som navnet på en af Jakobs tolv sønner og stamfader til en af Israels tolv stammer. Allerede her finder vi en mulig symbolsk forbindelse, da Jakobs søn Juda i Første Mosebog forråder sin bror Josef ved at sælge ham for penge og derefter lyver om hans død. Josef "genopstår" senere og opnår en magtfuld position. Denne parallel til Jesu historie (forrådt for penge, død og genopstandelse) kan have spillet en rolle i navnets symbolik, især da Jesus angiveligt var af Josefs stamme i nogle traditioner.
Tilnavnet 'Iskariot' er genstand for debat blandt forskere. En udbredt tolkning er, at det betyder 'manden fra Kerijjot', en by i Judæa. Dette ville i så fald placere Judas geografisk og skelne ham fra de fleste andre apostle, der kom fra Galilæa.
En anden teori foreslår, at 'Iskariot' er en forvanskning af det latinske ord sicarius, der betyder 'knivstikker'. Sikarierne var en jødisk modstandsbevægelse, der brugte snigmord for at bekæmpe den romerske besættelse i Judæa. Hvis Judas var en sikarier, ville hans handlinger potentielt kunne tolkes i et politisk lys, måske som en skuffelse over, at Jesus ikke levede op til forventningen om en politisk Messias, der ville styrte romerne. Dog er denne tolkning problematisk, da sikarierbevægelsen primært opstod i 40'erne eller 50'erne e.Kr., altså efter Jesu tid.
Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved, om forræderen overhovedet hed Judas. Nogle forskere har spekuleret i, at navnet kan være valgt for at associere til jøderne som helhed, som i den tidlige kristne fortælling blev portrætteret som dem, der "forrådte" Jesus ved ikke at anerkende ham som Messias. Dog er det vigtigt at overveje, om Jesu tætteste følgesvende ville opfinde en historie, der bragte skam over deres egen bevægelse. Den mest sandsynlige konklusion, baseret på teksterne, er, at en form for internt svigt førte til Jesu død, og at en af de tolv apostle derefter forsvandt fra fællesskabet.
Forræderiets Akt
Forræderiet, som Judas er kendt for, består i, at han udpegede Jesus for de romerske myndigheder eller de jødiske ypperstepræster, der ønskede ham ryddet af vejen. Denne handling førte direkte til Jesu arrestation og korsfæstelse. De bibelske evangelier giver forskellige detaljer om, hvordan dette skete, og især om Judas' motiver.
Motiverne Bag Judas' Handling – Forskellige Vinkler
Hvorfor valgte Judas, en af Jesu egne, at forråde ham? De forskellige evangelier giver os forskellige forklaringer, der spænder fra pengegriskhed til dæmonisk indflydelse.
Markusevangeliet: Økonomi og Skuffelse?
I Markusevangeliet (14,10-11) antydes det, at Judas' handling kan være knyttet til en hændelse, hvor en kvinde salver Jesus med kostbar nardusolie. Nogle af disciplene, herunder muligvis Judas, udtrykker utilfredshed med, at olien ikke blev solgt og pengene givet til de fattige. Umiddelbart herefter går Judas til ypperstepræsterne for at forråde Jesus. De bliver glade og lover ham penge for det. Her fremstår motivet som en blanding af utilfredshed og et løfte om økonomisk belønning.
Matthæusevangeliet: De 30 Sølvpenge
Matthæusevangeliet (26,14-15) forbinder også forræderiet med hændelsen med nardusolien, men er mere eksplicit omkring betalingen. Judas går direkte til ypperstepræsterne og spørger: »Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?« De tæller tredive sølvpenge op til ham. Fra da af søger Judas en lejlighed til at fuldføre forræderiet. Her er motivet klart angivet som en direkte handel for penge.
Lukasevangeliet og Johannesevangeliet: Satans Værk
Lukasevangeliet (22,3-6) og Johannesevangeliet (13,27) præsenterer et mere teologisk motiv: Satan farer ind i Judas. I Lukasevangeliet sker dette, mens ypperstepræsterne og de skriftkloge søger en måde at dræbe Jesus på, drevet af frygt for folket. Judas går til dem og aftaler at forråde Jesus mod penge. I Johannesevangeliet sker det under den sidste nadver, efter at Jesus har givet Judas et stykke brød. Da Satan farer ind i ham, siger Jesus: »Hvad du gør, gør det snart.« De andre disciple forstår ikke, hvad der sker. Dette motiv fremstiller Judas som et redskab for en større, ondskabsfuld magt.
Det er værd at bemærke, at uanset motivet – penge, skuffelse, dæmonisk indflydelse – så kulminerer handlingen i udleveringen af Jesus. De forskellige beretninger viser, at de tidlige kristne kæmpede med at forstå, hvordan en af Jesu egne kunne begå en sådan handling, og tilbød forskellige teologiske og narrative forklaringer.
De 30 Sølvpenge – Mere End Blot Løn?
Tallet tredive sølvpenge, nævnt i Matthæusevangeliet som prisen for forræderiet, er ikke tilfældigt valgt. Ifølge Toraen (Anden Mosebog 21,32) var 30 sølvmønter erstatningssummen for en slave, der var blevet dræbt af en okse. Dette kan tolkes som en yderligere fornedrelse af Jesus, der blev vurderet til prisen for en slave.
Desuden findes tallet i Det Gamle Testamente i en profeti i Zakarias' Bog (11,12-13), hvor profeten modtager tredive sekel sølv som sin løn, men kaster dem hen til pottemageren i Herrens hus. Matthæusevangeliets forfatter trækker eksplicit på denne profeti, når han beskriver Judas' endeligt og købet af Pottemagermarken for de returnerede penge. Dette understreger, at forræderiet og den efterfølgende skæbne for Judas ses som en opfyldelse af profetiske skrifter.
Judas' Skæbne – To Modstridende Beretninger
Judas' liv ender tragisk, men Bibelen giver os to forskellige beretninger om hans død, hvilket igen vidner om forskellige traditioner i den tidlige kirke.
Matthæusevangeliet: Angeren og Selvmordet
I Matthæusevangeliet (27,3-10) fortælles det, at da Judas ser, at Jesus er blevet dømt, angrer han sin handling. Han bringer de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og erkender: »Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.« Da de afviser at tage pengene tilbage, kaster han dem ind i templet, forlader stedet og går hen og hænger sig. Ypperstepræsterne bruger derefter pengene til at købe Pottemagermarken som gravplads for fremmede, og marken kaldes Blodageren. Matthæusevangeliet ser dette som en opfyldelse af profetien (fejlagtigt tilskrevet Jeremias, men findes i Zakarias) om at tage de tredive sølvpenge og give dem for Pottemagermarken.
Matthæusevangeliets beskrivelse af Judas' selvmord ved hængning har en parallel i Det Gamle Testamente. I Anden Samuelsbog (17,23) hænger Akitofel, der havde været kong Davids fortrolige, men forrådte ham, sig, da hans råd ikke bliver fulgt. Denne parallel kan have tjent til at understrege Judas' rolle som forræder og hans skæbnesvanger endeligt.
Apostlenes Gerninger: Faldet og Indvoldene
Apostlenes Gerninger (1,18-20) giver en markant anderledes beretning, fortalt af apostlen Peter. Ifølge denne version køber Judas selv en mark for pengene, han fik for sin ugerning. Men i stedet for at hænge sig, "styrtede han på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud." Markens navn blev også her Hakeldama, eller Blodmarken. Også denne beretning ses som en opfyldelse af skrifterne, her Salmernes Bog (Salme 69,25 og Salme 109,8), der taler om en øde bolig og at en anden skal overtage forræderens embede.
Disse to forskellige beretninger viser, at der i den tidlige kristne tradition eksisterede forskellige forklaringer på, hvordan Judas endte sit liv efter forræderiet. Begge versioner understreger dog det negative udfald og den skæbne, der overgår ham.
Judas I Fortælling og Kunst
Judas Iskariots skikkelse har gennem århundreder stimuleret fantasien og været et populært motiv i digtning, billedkunst og folkelig fortælling. Mange forfattere og kunstnere har forsøgt at udforske og tolke hans motiver og indre kamp. I kunsten afbildes Judas ofte klædt i gult, en farve der traditionelt symboliserer fejhed og forræderi. Hans handling er ofte blevet set som en tragisk opfyldelse af profetiske ord, som i Salme 41,10: »Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.«
Judasevangeliet – Et Alternativt Syn
Ud over de kanoniske evangelier findes der også apokryfe skrifter, der kaster lys over Judas' skæbne. Det mest kendte er Judasevangeliet, en gnostisk tekst opdaget i 1970'erne. I modsætning til de kanoniske evangelier, der fremstiller Judas som en forræder, portrætterer Judasevangeliet ham som den discipel, der bedst forstod Jesu sande budskab. Ifølge denne tekst forrådte Judas Jesus på Jesu egen opfordring for at hjælpe Jesus med at frigøre sig fra sin fysiske krop.
Dette apokryfe evangelium giver et radikalt anderledes syn på Judas og hans rolle, men det repræsenterer en senere, gnostisk tradition og er ikke en del af den kristne Bibel.
Sammenfatning
Judas Iskariot forbliver en kompleks og mystisk figur. De bibelske tekster giver os en række spor: han var en af de tolv apostle, hans navn kan have symbolsk betydning, hans tilnavn 'Iskariot' er usikkert, og motiverne for hans forræderi spænder fra pengegriskhed til dæmonisk indflydelse. Vi ved fra Matthæusevangeliet, at prisen var tredive sølvpenge, et tal med dyb symbolsk betydning. Endelig giver Bibelen os to forskellige, men lige tragiske, beretninger om hans død.
Uanset de præcise detaljer er Judas Iskariots handling central for den kristne fortælling om Jesu lidelse og død. Han er blevet selve inkarnationen af forræderi, en figur der udfordrer læseren til at reflektere over troskab, svigt og skæbne.
Kunne du lide 'Judas Iskariot: Forræderen I Bibelen'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.