De Fem Lange År: Besættelsen af Danmark

Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Tidligt om morgenen trængte tyske styrker over den danske grænse, og bombemaskiner hang truende over landet. Dette førte til, at de ledende politikere og kongen samme morgen valgte at overgive sig og indgå den senere så berømte og berygtede samarbejdspolitik, som kom til at præge Danmark de følgende fem år. Formålet var at beskytte det danske samfund og dets befolkning i en usikker tid, og i store træk lykkedes det at skåne landet for krigens værste ødelæggelser, især i de første år. Samarbejdet holdt også de økonomiske hjul i gang, da danske varer kunne afsættes til Tyskland. Dog indebar augustoprøret i 1943 et markant brud med samarbejdslinjen, presset frem af almindelige danskere, hvilket banede vejen for en ny magtfaktor: modstandsbevægelsen. Tiden herefter, frem til befrielsen i maj 1945, blev blodigere, præget af tysk sikkerhedspolitis brutale kamp mod modstanden. Embedsmændene i departementschefstyret fortsatte officielt en tilpasningslinje, men de politiske vinde drejede sig mod modstandens budskaber. Denne artikel dykker ned i besættelsestidens forskellige facetter: optakten, invasionen, samarbejdets fordele og ulemper, danskernes dagligdag, den voksende modstand og afslutningen på krigen.

Optakt til Besættelsen

I løbet af 1930'erne udviklede Danmark sig til et moderne samfund med en gryende velfærdsstat under Socialdemokratiets ledelse. Byerne voksede, industrien overhalede landbruget i antal beskæftigede, og en omfattende sociallovgivning blev indført. Samtidig var tiåret præget af den økonomiske verdenskrise, der medførte voldsom arbejdsløshed og skærpede modsætninger mellem land og by, samt mellem lønarbejder og kapital. På den politiske scene udfordrede antidemokratiske strømninger, herunder nazisme og kommunisme, det parlamentariske demokrati. Danske nazister, samlet i DNSAP under Fritz Clausen, fik enkelte mandater i Rigsdagen, mens kommunisterne (DKP) havde begrænset parlamentarisk indflydelse, men var aktive i fagforeninger og kulturliv. Begge yderfløje havde sympati for henholdsvis Tyskland og Sovjetunionen, hvilket afspejlede den polariserede europæiske situation.

Danmarks udenrigspolitik i 1930'erne var præget af en neutralitetslinje, der sigtede mod at undgå at blive inddraget i en storkonflikt. Erkendelsen efter nederlaget i 1864 var, at et militært forsvar mod en stormagt som Tyskland var umuligt. Derfor søgte man at tilpasse sig og fastholde venlige relationer til den sydlige nabo, samtidig med at man balancerede forholdet til England, Danmarks vigtigste handelspartner. Denne tilpasningspolitik kulminerede i maj 1939 med undertegnelsen af en ikkeangrebspagt med Tyskland. Politikken havde dog sine omkostninger, især for de tyske flygtninge, hvoraf mange af jødisk herkomst blev afvist ved grænsen og sendt tilbage til en uvis skæbne. Ytringsfriheden blev også indskrænket, og pressen blev opfordret til at udvise tilbageholdenhed over for Tyskland.

Tysklands beslutning om at angribe Danmark var primært strategisk og en del af 'Operation Weserübung', hvis hovedmål var Norge. Danmark tjente som en 'trædesten' for de tyske tropper på vej nordpå og som en måde at sikre forsyningslinjer og udvide flådens og luftvåbnets rækkevidde mod England. Selvom man i Danmark modtog advarsler om tysk militæraktivitet i regionen, troede man ikke, at Danmark selv ville blive et primært mål. Regeringen valgte at bevare roen og undlod at mobilisere forsvaret, i håb om at neutralitetspolitikken ville holde landet uden for krigen. Denne passive tilgang betød, at landet var totalt uforberedt, da angrebet kom.

Invasionen og Samarbejdspolitikken

Klokken 4.15 den 9. april 1940 invaderede tyske tropper Danmark. Angrebet skete til lands, til vands og fra luften. Ved grænsen kom det til spredte kampe, der kostede 11 danske soldater og 3 grænsegendarmer livet. Trods tapper modstand var de danske styrker håbløst underlegne. Tyske faldskærmstropper erobrede Ålborg Flyveplads, flåden landsatte tropper på øerne, og i København lagde et troppeskib til ved Langelinje og indtog Kastellet og Amalienborg efter en kort ildkamp. Den tyske gesandt fremlagde et ultimatum: dansk kapitulation eller bombning af København. Efter en kort rådslagning besluttede regeringen og kongen at overgive sig for at skåne landet. Ordren om at stoppe kampene blev udstedt kl. 6.00. I alt mistede 16 danskere livet.

Beslutningen om kapitulation blev meddelt befolkningen via radio og aviser, hvor regeringen og kongen opfordrede til ro. Samtidig blev Rigsdagen informeret om, at overgivelsen var sket for at undgå krigens følger. Dette indledte perioden med 'fredsbesættelse' – en illusion om, at angrebet ikke var en krigshandling, men en fredelig besættelse. Danmark fik en særstatus sammenlignet med andre besatte lande; regeringen, Rigsdagen, administrationen, domstole, politi og militær kunne fortsætte med at fungere. Denne særstatus hvilede på 'løfterne af 9. april', hvor tyskerne lovede ikke at antaste Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed. Den danske regering accepterede under protest, hvilket signalerede til omverdenen, at Danmark ikke var på tysk side, selvom man indrettede sig efter situationen.

Umiddelbart efter invasionen dannedes en national samlingsregering med deltagelse af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti. Dette signalerede nationalt sammenhold og et bredt parlamentarisk grundlag for den kommende politik. Samlingsregeringen holdt de antidemokratiske yderfløje, især nazisterne, uden for indflydelse. Samarbejdspolitikken udviklede sig fra en afventende linje til en mere aktiv tilpasning, især efter Frankrigs fald i juni 1940. Med Erik Scavenius som udenrigsminister fra juli 1940 (og senere statsminister fra 1942) blev kursen sat mod et mere aktivt samarbejde med Tyskland. Scavenius mente, at man måtte føre realpolitik og stå på god fod med besættelsesmagten for at sikre dansk suverænitet på flest mulige områder. Dette indebar dog indrømmelser på retssikkerhed og ytringsfrihed.

Samarbejdspolitikken var ikke uden kriser. Nytårskrisen i 1940/41 opstod, da danske nazister med tysk støtte forsøgte at vælte regeringen. Samlingsregeringen og kongen afviste tyske krav om udskiftning af statsministeren, men fire tyskfjendtlige ministre måtte afgå. Den skjulte ministerkrise i sommeren 1941 handlede om hvervningen af danske frivillige til den tyske østfront. Udenrigsministeriets udmelding om 'kongelig billigelse' skabte stor intern utilfredshed, men Scavenius blev siddende. Den alvorligste krise var Telegramkrisen i september 1942, hvor kong Christian 10.'s korte takketelegram til Hitlers fødselsdagshilsen fornærmede føreren dybt. Dette førte til udskiftning af den tyske rigsbefuldmægtigede og øverstkommanderende samt indsættelsen af Werner Best som ny rigsbefuldmægtiget og Scavenius som stats- og udenrigsminister.

Werner Best, en SS-officer med en brutal fortid, valgte i Danmark en mere diplomatisk linje i starten ('fløjlshandsken'), i håb om at vise Berlin, at Danmark kunne integreres gnidningsfrit. Han arbejdede tæt sammen med Scavenius. Best fik blandt andet gennemtrumfet Rigsdagsvalget i marts 1943, som blev en stor succes for samarbejdspartierne (94,6% af stemmerne) og et nederlag for nazisterne og andre systemkritikere. Valget viste, at befolkningen stadig bakkede op om samarbejdslinjen på dette tidspunkt. Spørgsmålet om jurisdiktion – hvem skulle dømme danske borgere for forbrydelser mod besættelsesmagten – var en konstant kilde til spænding. Tyskerne krævede, at sager om sabotage og spionage skulle dømmes ved tysk krigsret med mulighed for dødsstraf. De danske politikere nægtede at indføre dødsstraf, hvilket førte til, at flere danskere fra efteråret 1942 blev dømt ved tysk krigsret. Den første henrettelse af en modstandsmand skete den 28. august 1943, hvilket markerede et alvorligt brud på illusionen om dansk suverænitet.

Livet under Besættelsen

Formålet med samarbejdspolitikken var at opretholde en så normal dagligdag som mulig for danskerne. I vid udstrækning lykkedes dette, især i de første år. Danmark undgik hungersnød, selvom rationeringer og vareknaphed blev en del af hverdagen. Direktoratet for Vareforsyning administrerede forbruget, og varer som sukker, brændsel, brød, smør og kaffe blev rationeret. Mørklægning efter kl. 20.00, luftalarmer, og tilflugtsrum blev faste elementer i bybilledet. Livet blev sværere for de lavestlønnede, da gode varer var dyre, og rationerede varer utilstrækkelige. Folk måtte være opfindsomme med erstatningsprodukter, reparationer og byttehandel. Nytte- og kolonihaver blev populære, og retter baseret på kål, grød og endda ukrudt blev udbredte. Manglen på brændsel gjorde vintre hårde, og transport blev domineret af hestevogne og cykler, sidstnævnte endda konfiskeret af tyskerne i 1944.

Socialt set øgedes uligheden. Mens arbejdere, funktionærer og pensionister oplevede fald i realløn og købekraft samt høj arbejdsløshed, især i de første år, tjente andre store summer på handel med tyskerne. Disse såkaldte 'værnemagere' blev stærkt ugleset af den brede befolkning. Den økonomiske situation forbedredes dog for mange fra 1942-43 som følge af tysklands- og værnemagtsarbejde samt øget eksport og erstatningsproduktion. Alligevel fortsatte manglen på basale fornødenheder for de fattigste. Indenrigspolitisk var perioden præget af borgerlige partiers forsøg på at rulle velfærdsprojektet tilbage, hvilket skærpede spændingerne og bidrog til, at utilfredse arbejdere søgte mod kommunisterne.

På trods af censur blomstrede dansk kulturliv. Behovet for adspredelse i en svær tid var stort, og kunst og kultur bidrog måske til en følelse af nationalt fællesskab. Biografbesøg, teater og revy tiltrak store publikummer. Litteraturen oplevede et boom i udlån og nye udgivelser, selv med papirmangel. Danske forfattere som Morten Korch, der skrev om hjemstavnsidyl, var populære. Filmindustrien havde fremgang, og danskerne foretrak danske og svenske film frem for tyske propagandaforfilm. Jazzmusikken havde sin guldalder, og swingkulturen blev en form for ungdomsoprør mod besættelsesmagten. Revyen bød på satire, ofte rettet mod tyskerne, hvor Poul Henningsens 'Man binder os på mund og hånd' blev et symbol på stille protest.

Erhvervslivet måtte omstille sig, da handlen med England forsvandt. Afhængigheden af Tyskland voksede. Landbruget og fiskeriet klarede sig godt, især de større bedrifter og fiskeeksportører, der tjente store summer på eksport til Tyskland. Priserne steg markant, og selvom produktionen blev omlagt og råvarer var knappe, sikrede eksporten indkomster. Industri og håndværk havde mere varierende succes, afhængigt af branch. Næringsmiddel- og beklædningsindustrien klarede sig godt, mens jern- og metalbranchen led under råvaremangel, men fik ordrer fra værnemagten ('ekstraordinære industrileverancer'). Enkelte danske virksomheder samarbejdede tæt med tyskerne, herunder ved at bruge kz-fanger som slavearbejdere i Østeuropa, hvilket er et mørkt kapitel. Udenrigshandlen med Tyskland blev finansieret over Clearingkontoen i Nationalbanken, som reelt fungerede som en kassekredit for tyskerne og efterlod Danmark med en stor, ubetalt gæld ved krigens slutning.

Omkring 125.000 danskere tog arbejde i Tyskland i løbet af besættelsen, og endnu flere arbejdede for værnemagten i Danmark, især på Atlantvolden. Motiverne var ofte høj arbejdsløshed og bedre lønninger, selvom arbejdet for besættelsesmagten blev betragtet som landsforræderi. Tysklandsarbejdere og værnemagtsarbejdere blev efter befrielsen mødt med stor fordømmelse.

Modstanden Vokser Frem

Den tidlige modstand var spredt og uorganiseret, ofte udført af enkeltpersoner. Først i sommeren 1942 fik sabotagehandlinger en mere alvorlig karakter, anført af de illegale kommunister i grupper som BOPA (Borgerlige Partisaner) og andre uafhængige grupper, ofte dannet af unge fra forskellige politiske baggrunde. Disse grupper rettede deres aktioner mod tysk materiel, fabrikker og jernbaner. Samtidig begyndte danske faldskærmsfolk, trænet i England, at operere i landet for at organisere modstanden.

Den voksende modstand udfordrede samarbejdspolitikken og førte til tyske krav om hårdere straffe for sabotage. Statsminister Vilhelm Buhl holdt i september 1942 en radiotale, hvor han fordømte sabotagen og opfordrede til at angive modstandsfolk, hvilket vakte stor forargelse. Som modsvar holdt John Christmas Møller, eksileret i London, en tale over BBC, hvor han opfordrede danskerne til at vælge side og yde modstand. Selvom Buhls tale afspejlede regeringens ønske om at opretholde fredsbesættelsen, viste Christmas Møllers budskab, at der eksisterede et alternativ.

Baggrunden for modstanden var en udbredt antitysk og proallieret stemning i befolkningen. Selvom de fleste danskere ikke deltog i aktiv modstand, skabte deres sympati, lytning til BBC, læsning af illegale blade og generelle afstandtagen til tyskerne et fundament, som modstandsbevægelsen kunne bygge på. Den civile modstand kom til udtryk i demonstrationer og strejker, mest markant under augustoprøret i 1943 og folkestrejken i sommeren 1944. Alsangsbevægelsen og dyrkelsen af kong Christian 10. var eksempler på en mere stille national vækkelse og protest i de tidlige år. Den illegale presse spillede en afgørende rolle i at udbrede modstandens budskaber og kritisere samarbejdspolitikken, især kommunisternes landsdækkende blad Land og Folk.

Et mørkt kapitel i samarbejdspolitikken var interneringen af danske kommunister i juni 1941, efter Tysklands angreb på Sovjetunionen. Dansk politi arresterede langt flere, end tyskerne krævede, og en efterfølgende lov forbød kommunistisk virksomhed. Dette var et klart brud på grundloven. Mange af de internerede blev senere sendt til koncentrationslejren Stutthof i Polen, hvor flere døde. Interneringen tvang kommunisterne 'under jorden', hvorfra de blev centrale aktører i den organiserede modstand.

Mens regeringen førte samarbejdspolitik, var der også 'frie danske stemmer' i udlandet, der repræsenterede et kæmpende Danmark. Henrik Kaufmann, gesandten i Washington, handlede uafhængigt af København og indgik en aftale med USA om Grønland. John Christmas Møller i London talte over BBC og opfordrede til modstand. Ebbe Munck i Sverige var en nøglefigur i kontakten til de allierede og støtten til modstandsbevægelsen. Omkring 3.000 danske søfolk tjente som krigssejlere for de allierede, ofte under livsfare, og mange omkom.

Afslutningen og Efterspillet

Perioden fra augustoprøret i 1943 til befrielsen den 5. maj 1945 var præget af øget tysk brutalitet og intensiveret modstandskamp. Modstandsbevægelsen voksede i omfang og aktivitet, og befolkningens sympati skiftede markant fra samarbejdspolitikerne til frihedskæmperne. Sabotage, likvideringer, stikkerlikvideringer og tyskernes gengældelsesaktioner, herunder henrettelser og deportationen af jøderne i oktober 1943, gjorde de sidste år blodige.

Ved befrielsen den 5. maj 1945 var der en udbredt følelse af national enhed og stolthed, især forbundet med modstandsbevægelsen. Dette førte til det såkaldte 'nationale kompromis', hvor modstandsbevægelsen og de 'gamle' politikere fandt sammen i den første efterkrigsregering. Mange påberåbte sig at have været en del af modstanden, hvilket afspejlede et ønske om at distancere sig fra samarbejdet.

De danske tab under Besættelsen omfattede 861 medlemmer af modstandsbevægelsen, omkring 1.000 civile dræbt af bombardementer, optøjer eller tyske gengældelser, 39 soldater den 9. april 1940 og yderligere fire den 29. august 1943. Mindst 600 danskere døde i tyske koncentrationslejre, og de største tab fandt sted blandt de danske krigssejlere, hvor 1.850 mistede livet for de allierede.

Efter krigen fulgte retsopgøret, hvor omkring 40.000 danskere blev arresteret mistænkt for kollaboration. Cirka 13.500 blev idømt straffe, heraf 46 dødsdomme eksekveret. Retsopgøret er senere blevet kritiseret for især at have ramt 'almindelige' mennesker og mindre erhvervsdrivende, mens politikere og ledere af store virksomheder, der havde samarbejdet økonomisk ('værnemagere'), i høj grad undgik alvorlige konsekvenser. Området var komplekst, da mange havde fulgt regeringens officielle linje. Kommunisterne, der havde spillet en stor rolle i modstanden, opnåede en markant fremgang ved valget i 1945, men fik begrænset politisk indflydelse i den nye politiske virkelighed præget af Den Kolde Krig.

Samarbejde vs. Modstand: To Faser

Besættelsestiden kan groft opdeles i to hovedfaser, præget af henholdsvis samarbejde og modstand:

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvorfor valgte Danmark ikke at kæmpe den 9. april 1940?
Den danske regering og militære ledelse vurderede, at modstand mod en stormagt som Tyskland var umulig og ville medføre store ødelæggelser og tab af menneskeliv uden chance for succes. Beslutningen om at overgive sig blev taget for at skåne landet og befolkningen. Der var også et håb om at bevare en vis grad af dansk suverænitet under en 'fredelig' besættelse.

Hvad var formålet med samarbejdspolitikken?
Formålet var at beskytte det danske samfund, undgå krigens ødelæggelser og en nazificering af landet. Ved at samarbejde med besættelsesmagten håbede man at opretholde dansk administration og institutioner og sikre befolkningen en så normal tilværelse som mulig.

Hvordan påvirkede Besættelsen danskernes dagligdag?
Dagligdagen blev præget af vareknaphed, rationeringer, mørklægning og luftalarmer. Økonomisk blev forskellen mellem rig og fattig større. Selvom Danmark undgik hungersnød, var der mangel på mange varer, og folk måtte være kreative for at klare sig. Kulturlivet blomstrede som en form for adspredelse og national markering.

Hvem var 'værnemagere'?
'Værnemagere' var en nedsættende betegnelse for danske erhvervsdrivende og firmaer, der tjente store summer på at handle eller udføre arbejde for den tyske besættelsesmagt, især på militære anlæg som Atlantvolden. De blev ofte betragtet som landsforrædere af befolkningen.

Hvad var augustoprøret i 1943?
Augustoprøret var en bølge af strejker, demonstrationer og uroligheder i august 1943, udløst af stigende utilfredshed med besættelsen og den danske regerings eftergivenhed over for tyske krav. Oprøret pressede regeringen til at træde tilbage den 29. august 1943, hvilket førte til indførelsen af tysk militær undtagelsestilstand og markerede et vendepunkt i Besættelsen, hvor modstanden for alvor trådte i forgrunden.

Hvad var retsopgøret efter krigen?
Retsopgøret var den juridiske og politiske proces efter befrielsen, hvor personer, der havde samarbejdet med besættelsesmagten, blev stillet til ansvar. Omkring 40.000 blev arresteret, og mange fik fængselsstraffe eller i enkelte tilfælde dødsstraf. Opgøret har været kritiseret for at være inkonsekvent og for især at have ramt mindre aktører frem for de store erhvervsdrivende og politikere.

Hvor mange danskere døde under Besættelsen?
Det præcise tal er svært at fastslå, men estimater viser, at flere tusinde danskere mistede livet. Dette omfatter modstandsfolk, civile dræbt ved bombardementer eller gengældelsesaktioner, soldater under invasionen og augustoprøret, danskere i tyske koncentrationslejre, danske krigssejlere for de allierede og danskere i tysk krigstjeneste.

Kunne du lide 'De Fem Lange År: Besættelsen af Danmark'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.