Hjælp dit ængstelige barn: 4 veje til ro

Børneangst er en udfordring for mange familier. Det kan føles overvældende og magtesløst at se sit barn kæmpe med frygt og bekymring. Men ifølge psykolog Søren Benedikt Pedersen er angst ikke en uoverstigelig forhindring; det er noget, vi kan lære at forstå, påvirke og håndtere. Han tilbyder et perspektiv, der flytter fokus fra det svære til det mulige, baseret på hans mangeårige erfaring med børn og unge med psykiske udfordringer, herunder fra sit arbejde som klinikchef ved Cool Kids Klinik, der specialiserer sig i behandling af angst hos børn. Hans tilgang giver forældre konkrete redskaber til at støtte deres barn i at navigere og mindske sin angst.

Søren Benedikt Pedersens råd tager udgangspunkt i den kognitive diamant. Denne model viser, at angst ikke er en enkeltstående følelse, men snarere et samspil mellem fire tæt forbundne elementer: vores tanker, vores følelser, vores kropslige reaktioner og vores adfærd. Når et barn oplever angst, påvirker disse fire dele hinanden i en cyklus. En bekymret tanke kan udløse en følelse af frygt, som fører til kropslige symptomer som hjertebanken, der igen får barnet til at undgå den angstprovokerende situation (adfærd), hvilket forstærker troen på, at situationen er farlig. Ved at arbejde med hvert af disse fire elementer kan vi bryde angstcyklussen og hjælpe barnet med at udvikle nye, mere hjælpsomme mestringsstrategier.

1. Tanker: Hjælp barnet til at finde realistiske og hjælpsomme tanker

Barnets indre verden af tanker og forestillinger spiller en enorm rolle for, hvordan angsten opleves. For et barn med angst kan tankerne ofte kredse om katastrofale scenarier og det værst tænkelige. Som forælder er det afgørende at møde barnets bekymringer med anerkendelse og alvor. Afvis ikke barnets frygt, men valider følelsen først. Derefter kan du forsigtigt hjælpe barnet med at udforske disse tanker og finde frem til mere realistiske og dermed mere hjælpsomme perspektiver. Vær nysgerrig: Spørg ind til, hvad barnet præcist forestiller sig vil ske. Hvad har barnet set eller hørt, der får disse tanker frem? Er der andre måder at se på situationen?

Tag for eksempel situationen, hvor et barn er bange for at være alene hjemme. I stedet for blot at sige "der sker ingenting," spørg: "Hvad er du bange for, der sker, når du er alene? Er du bange for tyve? Er du bange for, at mor og far kommer til skade? Eller måske noget helt tredje?" Når man bekymrer sig, forestiller man sig tit det værst tænkelige – alt det der kan gå galt. Ved at sætte ord på de konkrete frygt kan I sammen undersøge sandsynligheden og finde frem til mere afbalancerede tanker. Du kan som forælder hjælpe ved at lytte og spørge ind, og derefter hjælpe med at gøre tankerne mere realistiske. Det handler om at lære barnet at udfordre sine egne bekymringstanker og erstatte dem med tanker, der afspejler virkeligheden mere præcist. Dette er en proces, der kræver tålmodighed og gentagelse.

2. Følelser: Lav en tryghedsaftale og brug belønning

Angst er en følelse, der kan føles overvældende og ukontrollerbar. Udover at arbejde med tankerne er det vigtigt at skabe en følelse af tryghed og sikkerhed for barnet. En effektiv strategi er at lave konkrete tryghedsaftaler. Disse aftaler kan være med voksne i barnets omgivelser, f.eks. lærere eller pædagoger, og de giver barnet en forudsigelig plan for, hvad der sker, hvis angsten melder sig i en specifik situation.

Overvej situationen med et barn, der oplever separationsangst ved skoleaflevering. En tryghedsaftale med læreren kunne indebære, at barnet ved, at hvis angsten bliver for stor, må det gå hen til læreren, som vil bruge tid på at berolige barnet og tale med det, før forældrene eventuelt kontaktes. På den måde ved barnet, at har han eller hun brug for kontakt med en af sine forælder, så går barnet først til læreren, som er indforstået med aftalen. Det er ikke nok, at man har talt med sit barn om, at der ikke er grund til at være angst, når han eller hun bliver afleveret i skole – barnet er også nødt til at føle sig tryg. Det kan tryghedsaftaler hjælpe med. Dette giver barnet en følelse af kontrol og viden om, at der er en plan, som voksne er en del af.

Når barnet tager små skridt og overvinder en angstprovokerende situation, er det utrolig vigtigt at belønne denne positive adfærd og de positive følelser, der opstår. Når barnet så har overvundet noget, som var svært, er det en god ide at belønne barnet – I kan for eksempel spille et spil, barnet holder af, eller spise barnets livret til aftensmad. Belønning behøver ikke være materiel; det kan være at spille barnets yndlingsspil sammen, spise livretten, eller bare give masser af ros og anerkendelse for modet. Belønningen forstærker den positive oplevelse og motiverer barnet til at fortsætte med at udfordre angsten.

3. Den kropslige og fysiske reaktion: Prøv at berolige nervesystemet rent fysisk

Angst udløser ofte intense kropslige reaktioner. Hjertebanken, sveden, åndenød, mavepine, svimmelhed – disse fysiske symptomer kan være skræmmende i sig selv og forstærke følelsen af panik. Somme tider vil barnet reagere med panikangst eller somatiske symptomer som mavepine eller åndenød. I disse øjeblikke kan det være svært for barnet at lytte til rationelle argumenter. Her er fokus på at berolige nervesystemet rent fysisk. Blid massage, lette tryk, kram eller anden form for kropskontakt kan have en beroligende effekt. Berøring aktiverer det parasympatiske nervesystem, som hjælper kroppen med at falde til ro.

Så vidt det er muligt, er det en god ide at tage det i opløbet. Det er dog vigtigt at læse barnets signaler. Hvis barnet er midt i en voldsom panikreaktion, kan fysisk nærhed føles overvældende, og barnet kan ofte ikke rumme, at nogen kommer for tæt på fysisk. I disse situationer er det bedst at give barnet plads, men forblive i nærheden og selv bevare roen. Vent, indtil den værste panik er aftaget, før du forsøger fysisk kontakt. Her kan du blot være der, vente og selv bevare roen, indtil dit barn falder lidt ned igen, og du har mulighed for at nærme dig.

Når barnet har en kropslig og fysisk reaktion, kan du også aflede ved at stimulere andre sanser; sæt noget musik på, aktivér smagssansen med et bolche, eller få gang i kroppen ved at bevæge jer fysisk væk. Det kan være med til at aflede opmærksomheden fra angsten. Disse teknikker hjælper med at bryde den kropslige angstrespons ved at flytte fokus eller fysisk berolige systemet.

4. Adfærd: At øve sig gradvist

En naturlig, men uhensigtsmæssig, reaktion på angst er at undgå det, der udløser den. Når man har angst, forsøger man ofte at undgå de ting, som trigger angsten. Men denne undgåelsesadfærd forstærker desværre angsten på lang sigt. Når barnet undgår en situation, lærer det ikke, at situationen faktisk er håndterbar, og at angsten aftager. I stedet for det, skal man forsøge at overvinde angsten gradvist. Løsningen ligger i gradvis eksponering. Det handler om at lave en plan, hvor barnet i små, overskuelige skridt nærmer sig det, der er angstprovokerende. Læg en plan, hvor barnet gradvist og helt lavpraktisk overvinder det, han eller hun er bange for.

Det er vigtigt med noget praktisk erfaring, hvor barnet lærer, at det ikke er farligt, og følelsen af tryghed kan blive stærkere. Hvis barnet er bange for hunde, starter man måske med at se billeder af hunde, derefter se en hund på lang afstand, så tættere på, måske i snor, og til sidst klappe en rolig hund. Hvert lille skridt er en succes, der bygger på praktisk erfaring. Barnet lærer, at angsten stiger, men også at den falder igen, og at det, barnet frygter, måske slet ikke sker. Denne opbygning af positive erfaringer er afgørende for at genopbygge følelsen af tryghed og mestring. Det er vigtigt at fejre hvert lille skridt på vejen. Planen skal være fleksibel og tilpasses barnets tempo, men målet er altid at bevæge sig fremad, selvom det kun er i meget små ryk.

Hvordan Elementerne Spiller Sammen

Ingen af de fire elementer står alene. Den mest effektive måde at hjælpe et ængsteligt barn på er ved at kombinere arbejdet med tanker, følelser, kropslige reaktioner og adfærd. Alle fire elementer skal kombineres og understøtte hinanden, før det til sammen har en positiv effekt på barnet og hans eller hendes angst. Når barnet lærer at identificere og udfordre sine bekymringstanker, skaber tryghed gennem aftaler og belønning, bruger teknikker til at berolige sin krop, og gradvist øver sig på at møde angsten, sker der en positiv forandring.

Med de fire elementer bliver angsten konkret og mulig at arbejde med. Vi kan arbejde med vores tanker, påvirke vores følelser, berolige vores krop gennem åndedræt og afslapning og tage små skridt i den rigtige retning – og på den måde genvinde kontrollen over vores angst. Angsten bliver mindre diffus og mere konkret – noget man kan arbejde aktivt med. Denne helhedsorienterede tilgang giver barnet redskaberne til at forstå sin angst og genvinde kontrollen over sit liv, skridt for skridt. Det er en proces, der kræver vedholdenhed fra både barn og forældre, men potentialet for forbedring er stort, og vejen til et liv med mindre angst bliver tydeligere, når man arbejder systematisk med alle fire dimensioner af den kognitive diamant.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvordan starter jeg samtalen om tanker med mit barn?

Start med at lytte aktivt til barnets bekymringer uden at dømme. Anerkend barnets følelser. Spørg derefter nysgerrigt ind til de specifikke tanker: "Hvad tænker du, der vil ske?", "Hvad er det værste, du forestiller dig?". Hjælp barnet med at finde beviser for og imod tanken. Er tanken realistisk? Er den hjælpsom? Øv jer sammen i at finde alternative, mere realistiske tanker. Det handler om at lære barnet at blive en detektiv for sine egne tanker.

Hvad gør jeg, hvis mit barn får et panikanfald?

Under et panikanfald er det svært at arbejde med tanker eller rationelle argumenter. Fokuser på at skabe tryghed. Bevar selv roen. Giv barnet plads, hvis det har brug for det, men bliv i nærheden. Når barnet er faldet lidt ned, kan du tilbyde blid kropskontakt eller forsøge at aflede med sansestimulering (musik, noget at smage på, bevægelse). Husk, at din egen ro er smitsom og kan hjælpe barnet med at regulere sit eget nervesystem.

Hvor små skal de "gradvise skridt" i adfærdsøvelserne være?

Skridtene skal være så små, at barnet kan tolerere dem med en håndterbar mængde angst. Målet er succes, ikke overvældelse. Start med det nemmeste og byg langsomt op. Hvis barnet er bange for at sove alene, kan første skridt være at ligge i sin seng i fem minutter, mens du sidder lige udenfor døren. Næste skridt kan være ti minutter, så døren på klem, så længere tid alene. Fejr hver lille succes, uanset hvor lille den er.

Hvordan ved jeg, om en tryghedsaftale er nødvendig?

Tryghedsaftaler er især nyttige i situationer, der regelmæssigt udløser angst, som f.eks. skoleaflevering, legeaftaler eller sengetid. Hvis barnet viser tegn på angst i specifikke situationer, kan en klar aftale med en voksen om, hvordan barnet får støtte, give en vigtig følelse af sikkerhed og forudsigelighed. Det giver barnet en plan at falde tilbage på, hvilket i sig selv kan reducere angst.

Skal jeg belønne barnet, hver gang det overvinder angst?

I starten kan det være meget motiverende at belønne selv små skridt og succeser i den gradvise eksponering. Efterhånden som barnet bliver bedre til at håndtere angsten, kan belønningen gradvist udfases eller gøres mindre hyppig. Fokus bør flyttes mod barnets indre følelse af stolthed og mestring. Men anerkendelse, ros og fejring af fremskridt er altid vigtigt.

Hvor lang tid tager det at hjælpe et barn med angst?

Der er ingen fast tidsramme. Det afhænger af barnets alder, angsten type og sværhedsgrad, samt hvor konsekvent man arbejder med strategierne. Det vigtigste er at være tålmodig, vedholdende og fejre de små fremskridt undervejs. Det er en proces, der kræver tid og engagement fra hele familien.

Kan jeg bruge disse principper, selvom mit barn ikke har en formel angstdiagnose?

Ja, absolut. Principperne bag den kognitive diamant og rådene fra Søren Benedikt Pedersen er baseret på almenpsykologiske mekanismer for, hvordan vi håndterer svære følelser og situationer. At lære at identificere og udfordre bekymringstanker, håndtere kropslige reaktioner og gradvist møde udfordringer er nyttige færdigheder for ethvert barn (og voksen!), der oplever bekymring eller frygt i hverdagen, uanset om det opfylder kriterierne for en diagnose.

Hvornår skal jeg søge professionel hjælp?

Hvis barnets angst er meget intens, påvirker barnets hverdag markant (f.eks. skolegang, sociale relationer, søvn) eller hvis du som forælder føler dig magtesløs og usikker på, hvordan du bedst hjælper, er det en god idé at søge professionel hjælp. En psykolog med erfaring inden for børne- og ungdomspsykologi kan give en grundig vurdering og tilrettelægge et skræddersyet behandlingsforløb, ofte baseret på principperne fra kognitiv adfærdsterapi, som ligger tæt op ad de råd, der er beskrevet her.

Kunne du lide 'Hjælp dit ængstelige barn: 4 veje til ro'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.