7 år ago
Lad mig begynde med at slå det fast: Det er ikke noget galt med jeres parforhold, fordi I skændes. De fleste par skændes indimellem. Det betyder ikke, at I er forkerte sammen eller ikke elsker hinanden nok. Konflikter i parforholdet er normalt. Det er en naturlig del af at navigere i en tæt relation, hvor to forskellige mennesker med egne behov, ønsker og perspektiver mødes.

Men selvom det er normalt, betyder det ikke, at alle skænderier er sunde eller uproblematiske. Hvis konflikterne konsekvent gør dig vildt ked af det, fører til sårede følelser, der ikke repareres, eller betyder, at det ødelægger hele dage eller jeres generelle trivsel sammen, så er det tid til at arbejde med jeres måde at være i konflikt på. Måden, I håndterer uenigheder på, er afgørende for jeres forholdets sundhed på lang sigt.
Her er samlet nogle konkrete råd til dig, der gerne vil kunne være i konflikterne uden, at de bliver så hjerteskærende. Disse råd er baseret på erfaring og indsigt i relationers dynamik. De er ikke det samme som skræddersyet parterapi, som kan være nødvendigt i dybere eller mere fastlåste konflikter, men de kan stadig give nogle værdifulde perspektiver og redskaber, som kan gøre en mærkbar forskel for jer og jeres måde at møde uenigheder på.
- 7 råd til bedre konflikter i parforholdet
- Konflikter som en mulighed for vækst
- Ofte stillede spørgsmål om skænderier i parforhold
- Er det normalt at skændes i et parforhold?
- Hvornår bliver skænderier et problem for forholdet?
- Hvordan kan jeg undgå at sige sårende ting i kampens hede?
- Hvorfor føler jeg mig så såret eller misforstået under skænderier?
- Skal vi løse alle uenigheder midt i skænderiet?
- Hvorfor er det vigtigt at lytte i et skænderi?
- Hvordan afslutter vi et skænderi på en god måde for forholdet?
7 råd til bedre konflikter i parforholdet
Her er 7 råd til konflikter i parforholdet – som støtter jer i at bevare kærligheden, selvom I er uenige om noget. Disse råd handler om at møde hinanden med respekt, forståelse og en vilje til at vokse sammen, selv når I ser forskelligt på tingene.
1. Sæt en ære i at opføre dig ordentligt
De fleste af os kender nok situationen, hvor vi pludselig bliver ramt af et lyn i maven, og ud af munden på os kommer alverdens torden. Det er menneskeligt at føle sig vred, frustreret eller såret i et skænderi. Men det er ikke i orden at lade disse følelser styre din opførsel på en måde, der skader den anden. Uanset hvor vred du er, og hvor berettiget du føler dig til at give igen, når du er blevet ramt af noget, din partner har sagt eller gjort, er det altid dit ansvar, hvordan du opfører dig. Og der er næsten ingen situationer, hvor det er okay at være led, nedladende, respektløs eller sårende. Sæt dig for at opføre dig ordentligt. Tal med respekt til din partner, selv midt i uenigheden. Undgå helt grimme ord, nedsættende bemærkninger, sarkasme eller sære, afvisende grimasser. Hvis det sker for dig alligevel, at tordenen ruller derudad, og du får sagt noget, du fortryder, så velkommen i klubben – det sker for mange. Men uanset hvad din kæreste har sagt eller gjort, er det din pligt at komme tilbage og rydde op i det rabalder, du har skabt. En undskyldning og en anerkendelse af din egen opførsel er vigtig for at kunne komme videre.
2. Vis din sårbarhed
Når du skændes med din kæreste om tilsyneladende konkrete ting som sex, hvem der skal støvsuge eller hente børn, er der ofte også en anden, dybere følelse på spil. De konkrete uenigheder er ofte kun overfladen. Så når du bliver vred eller ked af det over, at du for eksempel føler, at det altid er dig, der skal indrette dit arbejde efter hans, hvilken følelse har du så også indeni? Stil ind på dig selv og bliv klar over, hvad de konkrete konflikter også handler om på et følelsesmæssigt plan. Føler du dig taget for givet? Føler du dig ikke set eller hørt? Føler du dig ikke begæret? Føler du dig som den, der altid skal være ansvarlig? Find ud af, hvad underteksten til skænderiet om de flåede tomater, der blev glemt i supermarkedet, i virkeligheden er, og sæt ord på det. Det føles måske ekstremt sårbart at dele disse dybere følelser, men det er det hele værd for at opnå ægte forbindelse. Vis, hvad du føler, og sæt direkte ord på. Vov at sige: Jeg er bange for at miste dig. Jeg føler mig ikke vigtig for dig. Jeg savner at mærke, at du er engageret i os og vores fælles liv. Dyb forbindelse og intimitet opstår, når vi kommer dybere ned og viser mere af os selv – vores indre landskab af følelser og frygt – end det, man umiddelbart kan se udefra i den konkrete situation.
3. Find din egen ro og styrke
Da jeg var helt ung, havde min veninde en sød kæreste på 17 år. Han havde langt hår og sagde noget, der har siddet fast: at to mennesker, der sad nøgne over for hinanden og holdt i hånden, ikke kunne skændes. Jeg har aldrig haft modet til at sidde fysisk nøgen over for nogen, jeg var vred på, men jeg har aldrig glemt den unge fyrs ord og den dybe pointe om, at sårbarhed og forbindelse kan opløse vrede. Meget af den viden om relationer, som jeg senere har tilegnet mig, støtter op om den dybe pointe om, at vrede fordamper, når vi skaber ro i os selv og genopretter forbindelse til den anden. Når du kan mærke, at lynet rammer, dine kinder bliver røde, eller du får tårer i øjnene, og følelserne tager over, så tag en pause. Sæt dig et roligt sted og træk vejret dybt et par gange, eller gå en lille tur for at få luft og afstand. Pointen er, at stærk vrede sætter ild til vores følelser og gør det sværere at skelne den konkrete konflikt fra ens egen historie, gamle sår eller indre barn. Men du får bedre skænderier ved at adskille de to ting og bruge 5 minutter på at finde din indre ro og centrering, før du genoptager samtalen. Dette giver dig mulighed for at reagere mere hensigtsmæssigt i stedet for blot at reagere ud fra stærke, umiddelbare følelser.
4. Tag stilling til det, I skændes om uden for skænderiet
Taler du med din kæreste om det, I skændes om, når I altså ikke skændes? Hvis ikke, så begynd på det nu. Mange konflikter opstår igen og igen, fordi de underliggende, konkrete problemer ikke bliver løst. Hvis der er nogle konkrete prioriteringer eller udfordringer – f.eks. omkring fordeling af opgaver, økonomi, tidsforbrug eller lignende – som roder mellem jer og konstant dukker op som årsag til skænderier, så tag fat i dem på et roligt tidspunkt. Find en time, hvor I begge er afslappede, og tal om det, I er uenige om på et mere praktisk niveau. Konflikter bliver ved med at poppe frem, indtil vi løser dem. Måske får I ikke løst alle de dybe følelsesmæssige lag på en time, men det er okay. Nogle gange løser følelserne også sig selv eller bliver mindre intense, når vi holder op med at rode rundt i det konkrete problem, der udløser dem. Så tag stilling til, hvordan I vil prioritere sexlivet, familien, nærværet, arbejdet, hverdagen og økonomien den næste tid. Find løsninger, der fungerer for jer begge – kompromiser eller nye aftaler. Vær i dem en periode og evaluer. Husk, at du altid kan tage et nyt møde med din kæreste og lægge en ny strategi eller finde en bedre måde at gøre tingene på. Det handler ikke om at finde den perfekte, evige løsning på det i er uenige om, men om at tage energien fra nogle af de tilbagevendende skænderier ved at finde konkrete, midlertidige eller langsigtede løsninger på det, der starter dem.
5. Hvad er der på spil for din kæreste?
For at opnå reel forståelse og finde fælles fodslag er det afgørende, at du ved, hvad der er på spil for den, du skændes med. Hvad handler konflikten om for din partner? Er det en følelse af at have brug for mere frihed eller autonomi? Er det en vrede over at føle sig misforstået eller overset? Er det en lyst til at prioritere tid sammen med vennerne eller dyrke egne interesser? Hvad handler det i bund og grund om for din partner? En sag har altid mindst to sider, og det er vigtigt, at du kender den anden side – din partners perspektiv og følelser. Dette handler ikke om, at du skal lægge dig ned og give afkald på det, du selv ønsker eller har brug for, men fordi det er fundamentalt vigtigt at kende og forstå sin partner. Når du kan se og anerkende, hvad der sker for den anden, hvad der er vigtigt for dem, og hvilke følelser der ligger bag deres reaktioner, kan du også nemmere rumme den anden. Denne gensidige forståelse og rummelighed gør det muligt for jer sammen at finde de fælles løsninger, som vil fungere for jer begge. Det betyder ikke, at I nødvendigvis bliver 100 % enige om alt – noget bliver man aldrig helt enige om, og det er okay. Men fordi I – trods alt – vil hinanden det bedste og forstår hinandens underliggende behov, kan I finde veje igennem uenigheden.
6. Lyt mere end du taler
Der er et gammelt ordsprog, der siger, at vi har to ører og en mund, fordi vi skal lytte dobbelt så meget, som vi taler. Dette er ret svært i praksis, især når følelserne er høje i et skænderi, men det er en utrolig vigtig færdighed at øve sig i. Gør en bevidst indsats for at lytte til din kæreste med et åbent sind, inden du afbryder, formulerer dit forsvar, eller slutter dine egne konklusioner om, hvad de mener. Prøv virkelig at høre og forstå, hvad din partner siger, både verbalt og non-verbalt. Spørg ind, hvis noget er uklart. Bekræft, at du har hørt, hvad din partner sagde, selv hvis du er uenig. Nogle gange vil du blive overrasket over, hvad du hører, når du virkelig lytter uden at dømme, og måske vil det, du hører, ændre dit eget perspektiv eller din reaktion på konflikten. Aktiv lytning viser respekt og skaber et rum, hvor begge parter føler sig hørt og værdsat, hvilket er essentielt for at kunne løse konflikter konstruktivt.
7. Afslut skænderier med kærlighed
Den klassiske fejl, mange par begår, er, at de lader skænderier sive ud, blive afbrudt uden en reel afslutning, eller lande tilfældigt i stilhed eller fjendtlighed. Det er en fejl, fordi der næsten altid følger sårede følelser, frustration og en fornemmelse af at være væk fra hinanden med konflikter. Det er vigtigt at reparere denne afstand. Så gør en dyd ud af at afslutte jeres skænderier tydeligt og kærligt. Det tydelige handler om at sige: Nu er vi her. Vi er færdige med at diskutere dette for nu. Tak for kampen, min skat – eller hvad der nu lyder rigtigt og autentisk for jer. Og derfra er det vigtigt at strø lidt sødme på og genoprette forbindelsen. Giv et kram, et klask i røven, et kys på kinden, eller hold i hånd. Smil til den anden, se dem i øjnene, og træk vejret sammen. Denne bevidste handling med at afslutte og genoprette kontakten gør det så meget nemmere at få en god dag sammen bagefter og ånde lettet op, velvidende at I skændes, elsker hinanden, og er parate til at lukke noget andet – nærhed, lethed, latter – ind mellem jer igen efter stormen. At afslutte med kærlighed bekræfter, at forholdet er stærkere end uenigheden.

Konflikter som en mulighed for vækst
Personligt har jeg altid haft en del konflikter med min mand. Det deler jeg for, at du ikke skal tænke, at det bare er jer, der kæmper. Konflikter er uundgåelige, når to liv flettes sammen. I vores forhold taler vi om, at det også er i uenighederne, at vi viser hinanden, hvem vi er, hvad der er vigtigt for os, hvad vi bliver kede af, og hvad vi gerne vil sammen. Det er her, vi lærer hinandens grænser, sårbarheder og dybeste behov at kende på et nyt niveau.
At navigere i konflikter kan være svært og smertefuldt, men hvis I lærer at gøre det konstruktivt, kan det faktisk styrke jeres forhold. Tænk på jeres konflikter som en mulighed for at blive klogere på hinanden og sammen skabe et liv og et forhold, som I begge trives bedre i. Det er en chance for at tilpasse jer hinanden, lære at kommunikere dybere og bygge et mere robust fundament for jeres fælles fremtid.
Når I ser konflikter som en mulighed for vækst og dybere forståelse i stedet for en trussel mod forholdet, gør det ikke så ondt at være i dem. Så er det ikke et tegn på, at I er forkerte, men snarere en påmindelse om, at kærligheden godt må have lidt kant og kræver arbejde og opmærksomhed. Den store kærlighed er at kunne rumme både det lette og det svære – de glade stunder og uenighederne – og stadig være vilde med hinanden og vælge hinanden til, igen og igen.
Ofte stillede spørgsmål om skænderier i parforhold
Er det normalt at skændes i et parforhold?
Ja, det er helt normalt og en naturlig del af de fleste parforhold. Det betyder ikke, at jeres forhold er usundt, men snarere at I er to forskellige individer med egne behov og meninger, der mødes. Problemet er ikke, *at* I skændes, men *hvordan* I skændes.
Hvornår bliver skænderier et problem for forholdet?
Skænderier bliver et problem, når de er hyppige, intense, respektløse, fører til vedvarende sårede følelser, eller når de ikke resulterer i en følelse af at være forbundet igen efterfølgende. Hvis skænderierne dræner jer for energi og overskud og ødelægger jeres samvær, er det et tegn på, at der er behov for at ændre jeres konfliktmønstre.
Hvordan kan jeg undgå at sige sårende ting i kampens hede?
Det er dit ansvar at opføre dig ordentligt, selv når du er vred. Prøv at trække vejret dybt eller tage en kort pause, hvis du mærker de stærke følelser tage over. Sæt en intention om at tale med respekt og undgå personangreb eller grimme bemærkninger. Hvis du alligevel får sagt noget sårende, er det vigtigt at undskylde og reparere.
Hvorfor føler jeg mig så såret eller misforstået under skænderier?
Ofte handler skænderier om mere end det umiddelbare emne. Underliggende følelser som frygt for afvisning, følelsen af ikke at være vigtig, eller at blive taget for givet, kan ligge bag vreden eller såretheden. At anerkende og udtrykke disse dybere, sårbare følelser kan hjælpe din partner med at forstå dig bedre.
Skal vi løse alle uenigheder midt i skænderiet?
Nej, det er ofte bedre at adressere konkrete, tilbagevendende uenigheder (f.eks. om pligter eller økonomi) på et tidspunkt, hvor I begge er rolige og kan tale konstruktivt. Find en time uden for skænderiet til at drøfte og finde løsninger på disse emner. Dette kan mindske antallet og intensiteten af fremtidige skænderier.
Hvorfor er det vigtigt at lytte i et skænderi?
Lytte er afgørende, fordi det viser respekt og giver dig mulighed for virkelig at forstå din partners perspektiv og følelser. Selv hvis du er uenig, kan det at føle sig hørt mindske intensiteten af konflikten og åbne op for en mere konstruktiv dialog. Prøv at lytte for at forstå, ikke kun for at svare igen.
Hvordan afslutter vi et skænderi på en god måde for forholdet?
Afslut skænderiet tydeligt ved at sige, at diskussionen er slut for nu. Vigtigst er at genoprette forbindelsen med kærlighed. Giv et kram, hold i hånd, smil, eller sig noget kærligt. Dette reparerer den følelsesmæssige afstand, konflikten har skabt, og bekræfter jeres bånd og vilje til at være sammen på trods af uenigheden.
Kunne du lide 'Skænderier i parforhold: Normalt og håndterbart'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.
