3 uger ago
Spørgsmålet 'Er Iran det gamle Persien?' er et, der ofte opstår, når man dykker ned i dette lands rige og komplekse historie. Svaret er ja – Iran er den moderne efterfølger til det oldgamle Persien. Navnet skiftede officielt i 1935, men landets historie strækker sig tusindvis af år tilbage, længe før det blev kendt under sit nuværende navn. Oldtidens Persien var et af verdens største og mest magtfulde riger, der satte et uudsletteligt præg på civilisationens gang. I dag er Iran fortsat en central aktør på den globale scene, omend præget af en helt anden styreform og en række moderne udfordringer.
Historien om området, der i dag udgør Iran, er en fortælling om skiftende dynastier, erobringer og kulturel blomstring. Omkring 1000 f.Kr. begyndte iranske stammer at bosætte sig i regionen. I løbet af det 6. århundrede f.Kr. opstod det mægtige Perserrige under Kyros den Store, som underlagde sig store områder, herunder Det Mediske Rige, Lilleasien, Babylonien og Egypten. Kyros den Store er også kendt for Kyros-cylinderen, der af mange anses for at være verdens første menneskerettighedserklæring, som proklamerede ligestilling og ophævelse af slaveri i hans rige.
Efter Kyros regeredes Persien af en række forskellige dynastier. Sassaniderne herskede fra det 3. århundrede f.Kr. og frem til det 7. århundrede e.Kr. I 600-tallet e.Kr. blev Persien erobret af de muslimske arabere, hvilket førte til en gradvis islamisering af samfundet. Efter den arabiske erobring var Persien underlagt mange skiftende herskere og var blandt andet i 300 år under mongolsk herredømme.
I 1500-tallet tog safaviderne magten. Dette shiitiske dynasti gjorde shiaislam til statsreligion og førte Persien ind i en blomstringstid, især under shah Abbas 1. Safaviderne var ofte i krig med Osmannerriget, der var sunnimuslimsk, hvilket afspejler de dybe religiøse skel i regionen.
Vejen til det moderne Iran
Det 20. århundrede bød på dramatiske forandringer for Iran. Efter 1. Verdenskrig, hvor landet erklærede sig neutralt, men alligevel blev besat i dele af Storbritannien, kom Pahlavi-dynastiet til magten i 1925 med Reza Shah. Han igangsatte en moderniseringsproces af landet. I 1941 blev han dog styrtet af de allierede under 2. Verdenskrig, der mistænkte ham for at være tyskvenlig. Iran var besat af de allierede frem til 1946.
Efter krigen voksede nationalismen, anført af Muhammad Mossadeq og Den Nationale Front. De ønskede, at iranerne selv skulle kontrollere landets rige olieressourcer, som et britisk selskab havde haft kontrol over siden begyndelsen af 1900-tallet. I 1951 nationaliserede Mossadeq olieindustrien. Dette udløste en krise med USA og Storbritannien. På grund af manglende kapacitet til selv at håndtere olieproduktionen, faldt statsindtægterne, og Mossadeqs politiske grundlag svandt ind. Med aktiv støtte fra det amerikanske efterretningsvæsen gennemførte hæren et kup i 1953 og genindsatte shahen, Mohammad-Reza Pahlavi. Herefter fik amerikanske selskaber del i den iranske olieproduktion. USA støttede shahen økonomisk og militært, da han blev anset for at være en garanti mod kommunistisk magtovertagelse i Iran.
Under shahens styre gennemførtes reformer, som dog ofte kun kom en lille del af befolkningen til gode. En jordreform tilgodeså store jordejere på bekostning af småbønder, hvilket førte til øget fattigdom og arbejdsløshed i byerne. Tildelingen af stemmeret til kvinder i samme periode mødte modstand fra religiøse retslærde, hvilket førte til protester. En af de mest markante kritikere var ayatollah Ruhollah Khomeini, som blev sendt i eksil i 1963. Herfra fortsatte han sin kritik og opbyggede stor popularitet, især blandt de fattige og religiøse dele af befolkningen, men også blandt ikke-religiøse oppositionsgrupper.
Den Islamiske Revolution og Præstestyret
Den folkelige utilfredshed med shah-styret kulminerede i den islamiske revolution i 1979. Shahen flygtede ud af landet, og Ayatollah Khomeini vendte hjem fra eksilet. Monarkiet blev afskaffet, og Iran blev erklæret en Islamisk Republik efter en folkeafstemning. En ny forfatning, inspireret af sharia-lov og Khomeinis ideologi om Wilayat al-Faqih (de retslærdes styre), blev vedtaget. Denne ideologi fastslår, at præsteskabet skal lede staten, indtil islams frelserfigur vender tilbage.
Det iranske styre er siden 1979 en unik blanding af teokrati og demokrati. Mens der findes demokratisk valgte organer som præsidenten og parlamentet (Majlis), er de underlagt præsteskabets og den øverste religiøse leders autoritet. Den øverste religiøse leder (rahbar) er den højeste autoritet i politiske og religiøse spørgsmål, kontrollerer efterretningstjenesten og militæret og kan ophæve beslutninger truffet af præsidenten og parlamentet. Vogternes Råd, bestående af tolv jurister (hvoraf seks udnævnes af den øverste leder), godkender alle kandidater til præsident- og parlamentsvalg og sikrer, at al lovgivning er i overensstemmelse med sharia. Ekspertforsamlingen vælger den øverste leder og godkender hans virksomhed. Denne struktur har sikret de konservative kræfter magten, selv efter Khomeinis død i 1989 og Ali Khameneis overtagelse som øverste leder.
De sociale forhold i Iran er stærkt præget af styrets fortolkning af shiaislam. Dette indebærer strenge regler for borgernes adfærd og påklædning i det offentlige rum, især for kvinder. Siden 1979 har det været lovpligtigt for kvinder over ni år at dække håret, og omgangen mellem mænd og kvinder er begrænset. Et særligt religiøst politi, kendt som Moralpolitiet, har til opgave at håndhæve disse regler. Selvom der har været perioder med mindre lempelser, har regimet de senere år strammet grebet igen, hvilket har ført til hårdere straffe for overtrædelser.
Sundhedssystemet er blevet forbedret, levealderen er stigende, og analfabetismen er stort set udryddet. Et stigende antal unge studerer på universitetet. Alligevel står Iran over for betydelige sociale udfordringer. Arbejdsløsheden, især blandt unge, er høj. Fattigdommen er steget, og uligheden er tiltagende, da den økonomiske vækst primært gavner middelklassen i byerne. Landet kæmper også med narkomisbrug og alvorlig forurening, især i store byer som Teheran.
Religiøse og etniske minoriteter, herunder sunnimuslimer, kristne, jøder, zarathustriere og bahaier, udgør en lille del af befolkningen. Selvom nogle minoriteter formelt er anerkendte, undertrykkes og forfølges minoritetsgrupper generelt, hvilket har ført til, at mange er flygtet ud af landet siden revolutionen.
Økonomi og Internationale Relationer
Irans økonomi er stærkt afhængig af indtægter fra olie og gas, hvilket gør den sårbar over for udsving i verdensmarkedets priser. Landet har også i perioder været underlagt omfattende internationale sanktioner, især i forbindelse med landets atomprogram. Disse sanktioner har haft en alvorlig negativ indvirkning på økonomien, ført til fald i bruttonationalproduktet og høj inflation. Ophævelsen af sanktioner efter atomaftalen i 2015 medførte en vis økonomisk forbedring, men håbet om hurtig vækst er ikke blevet fuldt indfriet for store dele af befolkningen, og inflationen er igen steget markant de seneste år.
Irans forhold til omverdenen har siden 1979 været præget af spændinger. Forholdet til USA, der tidligere var en nær allieret, er blevet dybt problematisk efter gidseltagningen på den amerikanske ambassade i 1979. USA anser Iran for at støtte terrorisme og har længe anset et atombevæbnet Iran som en trussel. Atomaftalen fra 2015, der skulle begrænse Irans atomprogram mod ophævelse af sanktioner, var et forsøg på at normalisere forholdet, men USA trak sig ud af aftalen i 2018 under præsident Trump, hvilket igen øgede spændingerne.
Forholdet til Israel er også meget anspændt, da Iran ikke anerkender Israel og støtter organisationer, der bekæmper Israel. Israel anser Irans atomprogram og regionale indflydelse som en alvorlig trussel. Iran spiller en aktiv rolle i konflikter i Mellemøsten, ofte ved at støtte shiamilitser i lande som Libanon, Syrien, Irak og Yemen. Dette har forværret forholdet til lande som Saudi-Arabien, der er Irans primære regionale rival.
EU har forsøgt en mere dialogbaseret tilgang og støttede atomaftalen for at forhindre spredning af atomvåben og genoptage olieimporten. Rusland har også været involveret i atomaftalen og er en allieret med Iran i visse regionale konflikter, som i Syrien.
Nylige Protester og Fremtidsperspektiver
De seneste år har Iran set flere bølger af protester, der afspejler dyb utilfredshed i befolkningen. Ved årsskiftet 2017/18 udbrød protester udløst af dårlige økonomiske forhold, stigende fødevarepriser og fjernelse af subsidier. Demonstrationerne spredte sig og rettede sig efterhånden mod regimet som helhed, selvom de ikke var organiseret og ebbede ud efter et par uger. Regimet svarede igen med hårdhændet politiindsats og anholdelser.
I september 2022 udløste dødsfaldet af den 22-årige iransk-kurdiske kvinde, Mahsa Amini, mens hun var i moralpolitiets varetægt, en ny bølge af omfattende protester. Mahsa Amini var blevet anholdt for angiveligt ikke at have dækket sit hår korrekt. Hendes død førte til demonstrationer i mange byer, hvor kvinder klippede deres hår af og brændte tørklæder i protest mod påklædningsreglerne og regimet. Disse protester adskilte sig ved også at have stor opbakning fra mænd og blev af eksperter anset for at være de mest udbredte for kvinders rettigheder siden revolutionen i 1979.
Regimet har også denne gang slået hårdt ned på protesterne, med mange dræbte og anholdte, samt begrænsning af adgangen til internettet og sociale medier. Selvom protesterne vidner om en bred utilfredshed i befolkningen, er det vanskeligt at forudsige, om de vil føre til et regimeskifte. Regimet har vist stor vilje til at bruge vold for at bevare magten.
Fremtiden for Iran er usikker. Landet står over for store indenrigspolitiske udfordringer, herunder en økonomi under pres, høj arbejdsløshed, social ulighed og fortsat undertrykkelse af kritikere og minoriteter. Samtidig fortsætter spændingerne på den internationale scene, især i relation til atomprogrammet og Irans rolle i regionale konflikter.
Ofte Stillede Spørgsmål om Iran og Persien
Landets officielle navn blev ændret fra Persien til Iran i 1935 under Reza Shah Pahlavi. Navnet 'Iran' betyder 'ariernes land' og er landets historiske navn i den persiske tradition.
Er Iran en islamisk stat?
Ja, Iran er en islamisk republik, der blev etableret efter revolutionen i 1979. Shiaislam er statsreligion, og landets lovgivning og styre er baseret på præsteskabets fortolkning af sharia.
Hvad er Moralpolitiet i Iran?
Moralpolitiet (officielt Gasht-e Ershad) er en del af det iranske politi, der har til opgave at håndhæve islamiske koder for adfærd og påklædning i det offentlige rum, især de obligatoriske regler for kvinders tørklæde (hijab) og beklædning.
Hvad var Atomaftalen med Iran?
Atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action - JCPOA) blev indgået i 2015 mellem Iran og en række verdensmagter (USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Kina, Rusland og EU). Aftalen indebar, at Iran skulle begrænse sit atomprogram mod ophævelse af internationale sanktioner. USA trak sig dog ud af aftalen i 2018.
Hvorfor er der protester i Iran?
Protester i Iran har flere årsager, herunder utilfredshed med den økonomiske situation (høj inflation, arbejdsløshed), social undertrykkelse, mangel på frihedsrettigheder, og specifikke hændelser som dødsfaldet af Mahsa Amini, der udløste store demonstrationer mod moralpolitiet og regimet.
Iran har en dyb og kompleks historie, der strækker sig fra oldtidens mægtige imperier til det moderne præstestyre. Landets kulturelle arv er rig og varieret, fra persisk poesi og kunst til videnskabelige bidrag. Forståelsen af Iran kræver indsigt i både dets glorværdige fortid som Persien og dets nuværende politiske, sociale og økonomiske virkelighed.
Kunne du lide 'Fra Persien til Iran: En rig historie'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.