7 år ago
Skeden er et komplekst økosystem, hvor forskellige mikroorganismer lever i en delikat balance. Denne balance er afgørende for at opretholde et sundt miljø og beskytte mod infektioner. Normalt domineres skeden af gavnlige bakterier, især en type kendt som mælkesyrebakterier. Disse bakterier producerer mælkesyre, som skaber et surt miljø (lav pH-værdi), der hæmmer væksten af skadelige bakterier og svampe.

Når denne naturlige balance forstyrres, kan det føre til overvækst af andre bakterier eller svampe, hvilket resulterer i forskellige former for vaginale infektioner. Det er vigtigt at forstå, hvad der kan forårsage disse ubalancer, og hvordan de behandles korrekt for at genoprette skedens sundhed.
Årsager til Ubalance i Skedens Bakterieflora
En ubalance i skedens bakteriesammensætning kan opstå af flere forskellige årsager. Det er vigtigt at bemærke, at betændelse i skeden, ofte omtalt som skedekatar, ikke nødvendigvis er en seksuelt overført sygdom, selvom seksuel aktivitet kan spille en rolle i visse ubalancer.
- Sex: Hyppigt skift af seksualpartnere kan øge risikoen for ubalance, da forskellige personer har varierende bakteriesammensætninger. Intensiv seksuel aktivitet med forskellige partnere kan ligeledes påvirke balancen i skedens bakterier.
- Menstruationscyklus: Hormonelle ændringer gennem menstruationscyklussen kan påvirke bakteriesammensætningen. Nogle kvinder oplever, at symptomer på ubalance eller infektion forværres op mod menstruation.
- Kunststof i tøj og hygiejneprodukter: Brug af syntetisk undertøj eller hyppig brug af trusseindlæg kan skabe et varmt og fugtigt miljø omkring underlivet. Dette fugtige miljø kan bidrage til en forskydning væk fra de gavnlige mælkesyrebakterier.
- Overgangsalder: Efter overgangsalderen falder østrogenproduktionen markant. Østrogen er vigtigt for dannelsen af mælkesyrebakterier. Færre mælkesyrebakterier og den medfølgende tørhed øger risikoen for skedekatar, som i denne sammenhæng ofte kaldes vulvovaginitis. Denne tilstand rammer omkring halvdelen af kvinder efter overgangsalderen.
Forskellige Typer af Vaginale Infektioner og Deres Behandling
Når balancen er forstyrret, eller specifikke patogener får fodfæste, kan det føre til forskellige typer af vaginale infektioner. Behandlingen afhænger af den specifikke type infektion.
Bakteriel Vaginose (BV)
Bakteriel vaginose er en tilstand, hvor den normale flora af mælkesyrebakterier i skeden erstattes af en overvækst af andre bakterier. Det er en ubalance og betragtes ikke som en kønssygdom i traditionel forstand.
Svampeinfektion (Candida Vaginitis)
Svampeinfektion i skeden, oftest forårsaget af *Candida albicans*, er en hyppig årsag til ubehag. Symptomer inkluderer typisk kløe og unormalt udflåd. Diagnosen stilles ofte ved en gynækologisk undersøgelse, hvor vaginalsekret undersøges under mikroskop for tegn på svamp (hyfer og sporer).
Behandling af Sporadisk Candida Vaginitis
Den sporadiske form er den mest almindelige og rammer ofte ellers raske kvinder. Behandlingen er effektiv, og symptomerne forsvinder hos over 80% efter en enkelt behandling.
Valget står mellem lokal behandling (f.eks. cremer eller stikpiller) og systemisk behandling (piller). Begge metoder har vist sig at være lige effektive. Det afgørende for behandlingsresultatet er dosisstørrelsen, ikke nødvendigvis behandlingens varighed. Engangsbehandling med en høj dosis er mindst lige så effektiv som længerevarende behandlinger (f.eks. 3- eller 7-dages kure). På grund af bedre compliance (at patienten følger behandlingen) anbefales kortvarig behandling ofte.

| Behandlingstype | Varighed | Effektivitet | Bemærkninger |
|---|---|---|---|
| Lokal behandling | Engangs / Kort | Høj, samme som oral, dosis vigtig | Kortvarig bedst for compliance |
| Systemisk (oral) | Engangs / Kort | Høj, samme som lokal, dosis vigtig | Kan bruges |
| Længere lokal/oral | 3-7 dage | Samme som engangs/kort, dosis vigtig | Mindre god compliance |
Behandling af Gravide med Candida Vaginitis
Svampeinfektioner forekommer hyppigere under graviditet. Førstevalget til behandling af gravide er lokalbehandling med imidazoler, såsom clotrimazol. Oral behandling med en enkeltdosis fluconazol er ifølge valide data sikker og øger ikke risikoen for misdannelser. Længerevarende oral behandling kan dog være teratogen (skadelig for fosteret) og bør derfor kun anvendes i svære tilfælde.
Behandling af Recidiverende Candida Vaginitis
Man taler om recidiverende candida vaginitis, hvis en kvinde oplever fire eller flere dokumenterede svampeinfektioner om året. Disse gentagne infektioner skyldes typisk ikke ny smitte, men snarere en reaktivering af svampen, der allerede findes naturligt (saprofytær forekomst). I omkring en fjerdedel af tilfældene skyldes infektionen andre Candida-arter end *Candida albicans*, hyppigst *C. glabrata*.
Visse tilstande og behandlinger kan disponere for svampeinfektioner, herunder diabetes, nedsat immunforsvar og brug af bredspektrede antibiotika.
Behandlingen af recidiverende infektioner har to mål: at behandle den akutte episode og at forebygge fremtidige tilbagefald. Behandlingen af den akutte fase er den samme som ved sporadisk candida vaginitis.
Den forebyggende behandling skal vare i mindst 6 måneder. Den kan udføres med enten fluconazol (150 mg én gang ugentligt) eller itraconazol (200-400 mg én gang ugentligt). Selvom der mangler omfattende sammenlignende studier, har begge behandlinger vist sig at reducere forekomsten af recidiver markant. Hvis infektionen skyldes *C. glabrata*, anbefales itraconazol specifikt, da denne art ofte er mindre følsom over for fluconazol.
For hurtigere lindring af symptomer kan en kombination af systemisk og lokal behandling anvendes ved recidiv-behandling.
En individualiseret forebyggende behandlingsplan anbefales ofte. Den kan starte med ugentlig behandling i de første 2 måneder, efterfulgt af behandling hver 2. uge i 4 måneder, og derefter hver måned i 6 måneder. Med denne tilgang har studier vist, at 77% var recidivfri efter 1 år.

Der er også forsket i brug af probiotika som supplement til standardbehandling for candida vaginitis. Nogle lav-kvalitets studier tyder på, at probiotika muligvis kan øge den kortsigtede behandlingseffekt og mindske antallet af tilbagefald i den første måned, men en langvarig effekt er ikke påvist. Yderligere velplanlagte studier er nødvendige for at bekræfte dette.
Partnerbehandling ved Svamp
Selvom candidastammer ofte findes hos seksualpartnere til kvinder med recidiverende svampeinfektioner, og disse stammer ofte ligner kvindens, har randomiserede studier vist, at behandling af seksualpartneren ikke påvirker recidivraten hos kvinden. Derfor anbefales partnerbehandling ikke ved hverken sporadisk eller recidiverende candida vaginitis.
Behandling af Aerob Vaginit
Aerob vaginit er en tilstand, hvor en bakteriel årsag mistænkes. Førstevalgsbehandlingen er typisk lokal anvendelse af clindamycin 2%. Dette gives normalt som én applikator ved sengetid i en periode på 7 til 21 dage, afhængigt af den kliniske vurdering.
Behandling af Desquamativ Inflammatorisk Vaginit
Denne tilstand mistænkes at have en inflammatorisk årsag, og førstevalgsbehandlingen er ikke entydigt fastlagt. Man kan forsøge behandling med suppositorier indeholdende luocortolon 21-pivalat og lidocain, som gives to gange dagligt i 10 dage. Alternativt kan et middelstærkt lokalt virkende glukokortikoid (gruppe II eller III) anvendes ved sengetid i 21 dage. Hvis patienten samtidig har atrofiske forandringer (tynde, tørre slimhinder), er det vigtigt at behandle disse sideløbende. Opfølgning er vigtig for disse patienter, da respons på behandlingen ofte hjælper med at stille den korrekte diagnose.
Behandling af Trichomonas Vaginitis
Trichomonas vaginitis er en infektion forårsaget af parasitten *Trichomonas vaginalis*. Behandling kan ske med metronidazol, enten lokalt eller oralt. Systemisk behandling (piller) er generelt mest effektiv. Standarddosis er 2 g som en enkelt dosis. Hvis behandlingen svigter, og reinfektion er udelukket, kan en kur med 500 mg metronidazol to gange dagligt i 7 dage forsøges. Ved denne infektion anbefales partnerbehandling, i modsætning til svampeinfektioner.
Behandling af Atrofisk Vaginitis
Atrofisk vaginitis opstår ofte efter overgangsalder på grund af faldende østrogenniveauer, hvilket fører til tyndere, tørre og mere sårbare slimhinder samt færre mælkesyrebakterier. Tilstanden behandles primært med lokalt østrogen (f.eks. cremer eller stikpiller). Kun hvis symptomerne fortsætter efter cirka 14 dages østrogenbehandling, bør man overveje antibiotisk behandling. Dette skal dog først overvejes forud for en ny undersøgelse af vaginalsekretet (wet-smear) for at vurdere behovet.
Kan Man Selv Behandle Skedekatar?
Baseret på den information, der er tilgængelig, involverer behandling af forskellige former for skedekatar (vaginal betændelse eller infektion) specifikke medikamenter som antifungale midler, antibiotika eller østrogen. Disse behandlinger kræver ofte en forudgående diagnose, som kan involvere undersøgelse af vaginalsekret (wet-smear) for at identificere årsagen – om det er en ubalance, en svampeinfektion, en bakteriel infektion som Trichomonas, eller en tilstand som atrofisk vaginitis.

Da de effektive behandlinger beskrevet involverer receptpligtig medicin og en diagnose er vigtig for at vælge den rette behandling (f.eks. antibiotika virker ikke mod svamp, og antifungale midler virker ikke mod bakteriel vaginose eller Trichomonas), antyder dette, at selvbehandling uden lægelig rådgivning og diagnose ikke er standardtilgangen for alle typer af skedekatar. Korrekt identifikation af infektionstypen er afgørende for succesfuld behandling.
Spørgsmål og Svar
Her er svar på nogle hyppige spørgsmål baseret på den foreliggende information:
Hvilke bakterier er der i skeden?
Normalt domineres skeden af gavnlige mælkesyrebakterier. Ved ubalancer, såsom bakteriel vaginose, findes der i stedet en overvækst af andre typer bakterier.
Hvordan får man en infektion i skeden væk?
Infektioner i skeden behandles med specifikke medikamenter, der er målrettet mod den type infektion, man har. Dette kan inkludere lokal eller oral behandling med antifungale midler mod svamp, antibiotika mod bakterielle infektioner som Trichomonas eller aerob vaginit, eller lokal østrogen mod atrofisk vaginitis. Behandlingen vælges ofte efter en diagnose baseret på symptomer og undersøgelse af vaginalsekret.
Hvad sker der, hvis man får colibakterier i skeden?
Den foreliggende information beskriver ikke specifikt, hvad der sker, hvis man får colibakterier i skeden, eller hvordan det behandles.
Kan man selv behandle skedekatar?
Behandling af skedekatar involverer specifikke medicinske midler, der kræver en korrekt diagnose af årsagen (f.eks. svamp, bakteriel ubalance, Trichomonas, atrofi). Da de effektive behandlinger beskrevet (antifungale midler, antibiotika, østrogen) typisk er receptpligtige og valg af behandling afhænger af diagnosen, er det ikke noget, der generelt kan håndteres uden medicinsk vejledning.
Hvorfor får man betændelse i skeden?
Betændelse eller infektion i skeden, kendt som skedekatar, skyldes en ubalance i skedens bakteriesammensætning. Årsager til denne ubalance kan omfatte hyppigt partnerskift, hormonelle ændringer under menstruationscyklussen, brug af syntetisk undertøj eller trusseindlæg, og faldende østrogenniveauer efter overgangsalderen.
At forstå skedens naturlige miljø og de faktorer, der kan forstyrre det, er det første skridt mod at opretholde god vaginal sundhed. Ved symptomer på infektion er det vigtigt at søge korrekt diagnose for at modtage den mest effektive behandling.
Kunne du lide 'Skedens Bakterier og Infektioner: En Guide'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.
