Forstå autofiktion: Når virkelighed møder fiktion

Autofiktion er en populær genre, der blander fakta og fiktion, men netop af denne grund er det også en genre, som vækker stor debat. Grænserne mellem det virkelige og det opdigtede er ikke altid helt tydelige, og det kan så tvivl hos modtageren om, hvad der er sandt, og hvad der ikke er sandt. I dette indlæg vil vi forklare, hvad autofiktion er, hvilke genretræk autofiktion har, og hvordan autofiktion adskiller sig fra selvbiografi. Vi vil give et par eksempler på autofiktion, og vi vil vise, hvad du kan undersøge i en analyse af autofiktion. I de sidste afsnit kan du reflektere over, hvordan autofiktion afspejler sig i vores hverdag på sociale medier, og hvordan autofiktion rejser nogle dilemmaer.

Autofiktion er mere end bare en litterær tendens; det er en måde at fortælle historier på, der udfordrer vores opfattelse af sandhed og performance, både i kunsten og i vores personlige liv. Genren inviterer til en dybere overvejelse af forfatterens rolle og læserens forventninger.

Hvad er autofiktion?

Autofiktion er en skønlitterær genre, som derfor omhandler fiktive fortællinger, men hvor forfatteren tager elementer fra virkeligheden og gør dem fiktionelle. Autofiktion kan derfor ses som en blandingsgenre eller en hybridgenre, fordi den blander fiktion og virkelighed. Denne blanding er kernen i autofiktionens appel og kompleksitet.

Det første og vigtigste element fra virkeligheden er forfatterens egen inddragelse i historien. Det græske ord auto betyder ‘selv’, og autofiktion betyder derfor ‘selv-fiktion’ - altså skriver forfatteren en fiktiv historie om sig selv. Derfor ser man, at hovedpersonen i historien ofte (men ikke altid) har samme navn som forfatteren, og at historien bliver fortalt af en jeg-fortæller, som er forfatteren selv. Denne identifikation mellem forfatter og protagonist er et af de mest markante kendetegn ved genren og signalerer til læseren, at der er en forbindelse til forfatterens eget liv, selvom indholdet er behandlet fiktionelt.

Forskellen på autofiktion og selvbiografi

Fordi autofiktive værker handler om forfatteren selv, kan genren minde om en selvbiografi. Forskellen er, at en selvbiografi holder sig til at gengive virkeligheden (eller rettere sagt: forfatterens erindring af virkeligheden), mens autofiktion leger med virkeligheden. Altså er en selvbiografi fakta, mens autofiktion blander fakta og fiktion. Hvor selvbiografien stræber efter at være en sandfærdig fremstilling af levede erfaringer, omfavner autofiktionen muligheden for at forme, fordreje og opfinde for at tjene kunstneriske eller tematiske formål. Det er denne bevidste manipulation af det virkelige, der definerer autofiktion.

Som læser får man fortalt, at et litterært værk er autofiktion, fordi det står i værkets paratekst - det vil sige al den tekst, som ikke er en del af det egentlige værk, som fx omslaget (forsiden og bagsiden), forord og forfatterbiografien. Der vil stå skrevet, om det er en roman, en novelle, et digt eller lignende fiktionsbetegnelser. Det er dermed ikke forfatterens hensigt at bilde læseren ind, at historien er en gengivelse af virkeligheden. Tværtimod. Det skal fremgå tydeligt af både parateksten og selve historien, at fortællingen er opdigtet. Denne transparens i parateksten er afgørende for genrens kontrakt med læseren; man ved, at man læser noget, der bygger på virkelighed, men som ikke *er* virkelighed.

Desuden kan skønlitterære værker, som ikke er autofiktion, læses biografisk. Det betyder, at historien ikke handler om forfatteren selv, men at historien alligevel på en eller anden måde afspejler elementer af forfatterens liv. Mange - hvis ikke de fleste - mennesker er bedst til at skrive om ting, som de kender til. En forfatter, som eksempelvis er tidligere alkoholiker, kan derfor skrive en skønlitterær roman, hvor hovedpersonen er alkoholiker. Her skal hovedpersonen ikke opfattes som forfatteren selv, men læseren kan tænke over, om beskrivelserne af de af hovedpersonens tanker, følelser og handlinger, der har noget med alkohol at gøre, er referencer til forfatterens egne oplevelser. Dette kaldes ofte for biografisk læsning og adskiller sig fra autofiktion, hvor forfatterens eget 'jeg' er eksplicit til stede i værket.

Sammenligning: Autofiktion vs. Selvbiografi

Autofiktionens genretræk: Kunsten at fiktionalisere

Autofiktive værker er altså først og fremmest karakteriseret ved, at forfatteren inddrager sig selv i historien og leger med forholdet mellem det virkelige og det opdigtede. Autofiktion indeholder derfor elementer, som udspringer fra virkeligheden, men som forfatteren har fiktionaliseret. At noget er fiktionaliseret betyder, at forfatteren tilføjer fiktive elementer til sin historie eller giver virkelige handlinger en fiktiv drejning. Forfatteren fremstiller en handling, som om den har fundet sted. Handlingen virker dermed realistisk, men forfatteren har fordrejet historien. Denne fiktionalisering er det primære redskab, der adskiller autofiktion fra den traditionelle selvbiografi.

Eksempler på fiktionaliseringer er:

• At overdrive

  Hvis forfatteren inddrager en handling, der har fundet sted i virkeligheden, men vælger at overdrive handlingen, vil det være fiktionaliseret. Overdrivelse kan bruges til at understrege et punkt, skabe komik eller dramatik, eller simpelthen for at gøre historien mere medrivende, selvom det fjerner den fra den nøgterne virkelighedsskildring.

• At bruge symboler og metaforer

  Forfatteren kan vælge at bruge symboler og metaforer til at beskrive følelser eller til at fremstille en handling. Disse billedsprog er typiske for fiktionen og tilfører dybde og fortolkningsmuligheder, som ikke nødvendigvis er til stede i en faktuel gengivelse af begivenheder.

• At ændre i kronologien

  Hvis forfatteren ændrer handlingernes rækkefølge (fx for at skabe et mere spændende handlingsforløb), er det fiktionaliseret. En ændret kronologi kan opbygge spænding, skabe flashbacks eller flashforwards, der belyser nutiden, eller simpelthen organisere materialet på en måde, der tjener den kunstneriske vision frem for den historiske korrekthed.

• At ændre personers handlinger og personlighedstræk

  Personerne, der indgår i historien, kan være virkelige personer, men hvis forfatteren opdigter historier om dem og/eller opdigter nogle træk ved deres personlighed, er det fiktionaliseret. Dette er ofte et af de mest etisk komplekse aspekter af autofiktion, da det involverer at forme andres 'virkelighed' i en fiktionel kontekst.

Disse teknikker viser, hvordan autofiktion aktivt bearbejder det livs stof, den bygger på, og transformerer det til kunst. Resultatet er en tekst, der føles autentisk på grund af dens rod i forfatterens liv, men som samtidig er formet af fiktionens frihed.

Eksempler på autofiktion

Autofiktion er en genre, der ses i mange forskellige medier. Et kendt eksempel på autofiktion er Yahya Hassans digtsamlinger med titlerne Yahya Hassan og Yahya Hassan 2. Digtene tager udgangspunkt i hans barndom, og han beskriver, hvordan han er opvokset med en voldelig far, hvordan han føler sig svigtet af sine forældre, og hvordan han havnede i kriminalitet i en tidlig alder. Selvom digtene bygger på hans egne oplevelser, er de formet af digtets kunstneriske form og intense sprogbrug, hvilket gør dem til mere end blot en erindring; de er en fiktionaliseret bearbejdning af hans virkelighed.

Autofiktion kan være litterære værker, men det kan også være eksempelvis sangtekster, film og tv-serier. Et andet kendt eksempel på autofiktion er tv-serien Klovn og de tilhørende film. Hovedpersonerne er Frank Hvam og Casper Christensen, og de spiller begge fiktionaliserede udgaver af sig selv. Serien fungerer som et eksempel på, hvordan virkelige personer kan bruge deres egne identiteter som udgangspunkt for et fiktionelt narrativ, hvor grænserne mellem det kendte billede af personerne og de opdigtede situationer udviskes.

Det samme gør en lang række kendte danskere, som gæsteoptræder eller har større roller i serien. Serien virker realistisk i den forstand, at den handler om hverdagsproblemer (især Franks problemer), at den foregår i nutiden, og at den tager udgangspunkt i Frank og Caspers makkerskab efter deres arbejde med serien Langt fra Las Vegas, som de også lavede i virkeligheden. Denne forankring i genkendelige elementer fra de medvirkendes reelle liv bidrager til den autofiktive effekt.

Seeren kan dog alligevel tydeligt se, at serien er fiktion. For eksempel hedder Mia Lyhnes karakter Mia Christensen, hvert afsnit har et handlingsforløb med en start, midte og slutning, der passer til en komedieseries typiske varighed på 20-25 minutter, og vigtigst af alt står der i seriens intro, at serien er “baseret på virkelige hændelser” - altså er det ikke virkelige hændelser. Denne formulering er en klassisk indikator for autofiktion eller fiktion baseret på virkelighed, og den signalerer til publikum, at de skal forvente en blanding af det kendte og det opdigtede.

Det, som autofiktionen gør bedre end fiktionen, er, at man som seer har nemmere ved at forestille sig, at handlingerne i Klovn lige så godt kunne være sket for Frank og Casper i virkeligheden. Genrens styrke ligger netop i dens evne til at skabe en illusion af autenticitet, selvom den er konstrueret.

Sådan analyserer du autofiktion

Når du skal analysere et autofiktivt værk, er der specifikke aspekter, der er særligt relevante at fokusere på udover de generelle analyseværktøjer for den specifikke genre (roman, digt, film osv.). Disse aspekter handler primært om forholdet mellem forfatteren, værket og virkeligheden. Der er mange ting at tage fat i, når man laver en tekstanalyse, men for autofiktion gælder disse spørgsmål:

• Hvad står der i parateksten?

  Undersøg alt det tekst, der omgiver selve værket – fx en bogs forord, efterord, bagsidetekst, forfatterbiografi, eller en films intro/outro. Hvilke informationer giver parateksten om forfatteren, værkets tilblivelse og genren? Står der eksplicit, at det er autofiktion eller en roman baseret på virkelighed?

• Hvilke informationer findes om forfatteren?

  Søg informationer om forfatteren uden for værket, fx i interviews, artikler, biografier eller offentlige udtalelser. Hvilket billede tegnes af forfatteren, og hvordan korresponderer dette billede med fremstillingen i værket?

• Hvordan påvirker forfatterens baggrund læsningen?

  Opfatter du værket eller elementer af værket anderledes, efter du har fået kendskab til forfatteren og dennes baggrund? Diskuter, hvordan din viden om forfatterens virkelige liv påvirker din forståelse og fortolkning af teksten.

• Hvordan fremstiller forfatteren sig selv?

  Analyser, hvordan forfatteren/jeg-fortælleren fremstiller sin egen person, sine oplevelser, tanker og følelser i værket. Er fremstillingen sympatisk, kritisk, selvironisk? Hvilken version af 'jeget' præsenteres for læseren?

• Skelnen mellem fiktion og virkelighed

  Hvilke elementer af værket opfatter du som fiktion, og hvilke opfatter du som virkelighed? Diskuter de steder i teksten, hvor grænsen mellem det virkelige og det opdigtede synes at være uklar, og reflekter over, hvorfor forfatteren har valgt at fiktionalisere bestemte elementer.

Ved at stille disse spørgsmål kan du afdække, hvordan autofiktionen fungerer som en leg med identitet, hukommelse og virkelighedens konstruktion.

Perspektivering: Autofiktion på sociale medier

Når forfattere fortæller historier fra deres liv og fiktionaliserer dem, er det faktisk lidt det samme, som vi gør på sociale medier. Vi deler øjeblikke fra vores liv, men for manges vedkommende er det kun de allermest sjove og spændende øjeblikke. Man har måske skullet tage hundrede billeder for at fange det perfekte billede, og man ender måske med at bruge et filter. På den måde viser vi fiktionaliserede udgaver af os selv, og det kan derfor ses som en slags autofiktion. Vores profiler er kuraterede fortællinger om os selv, hvor virkeligheden er redigeret, forskønnet eller vinklet for at skabe et bestemt indtryk.

Forskellen på sociale medier og kunsten er dog, at de fleste på sociale medier gerne vil fremstille sig selv positivt, mens det i kunsten snarere handler om at fremstille de smertefulde og skamfulde sider af ens liv. Kunsten bruger ofte fiktionaliseringen til at udforske komplekse følelser og erfaringer, der kan være svære at tale om direkte, mens sociale medier i højere grad handler om selvpromovering og social accept. Ikke desto mindre viser parallellen, hvor udbredt fænomenet med at forme og præsentere sit 'selv' er i dag.

Problematikker og etiske dilemmaer i autofiktion

Der opstår nogle etiske dilemmaer, når man skriver autofiktion. Er det fx i orden, at forfatteren fortæller om private ting om sine venner og familie? Hvis forfatteren skriver hemmelige og/eller dårlige ting om bestemte personer, kan disse personer føle sig udstillet. Det kan gå ud over deres ry, og det kan skade deres relation til forfatteren. De kan også afvise, at fortællingerne skulle være sande og dermed beskylde forfatteren for at lyve. Dette rejser spørgsmål om privatliv, samtykke og ansvaret, når man bruger virkelige mennesker som inspiration eller direkte karakterer i sin fiktion.

Grænsen mellem fiktion og virkelighed kan også være så svær at se, at modtageren bliver i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er opdigtet. Genren er først og fremmest skønlitterær (og dermed fiktiv), og man skal derfor ikke regne med, at alle elementer i historien er virkelige, men hvis modtageren glemmer dette, kan de sprede usande historier om personerne i værket. Denne risiko for misforståelse og spredning af potentielt skadelig information er en væsentlig etisk overvejelse for både forfatter og læser.

Fordi forfatteren er så involveret i værket, står vedkommende i høj grad på mål for indholdet, og det kan have store konsekvenser. Yahya Hassan kritiserede bl.a. islam, indvandrere og sine forældre i sine digte, hvilket gjorde nogle folk så vrede, at han modtog dødstrusler, og at han blev overfaldet. Dette tragiske eksempel understreger, at selvom autofiktion er kunst, kan den have meget reelle og farlige konsekvenser i virkeligheden, især når den berører sensitive eller kontroversielle emner.

Ofte Stillede Spørgsmål om Autofiktion

Her besvarer vi nogle hyppige spørgsmål om autofiktion baseret på den information, vi har gennemgået:

Hvad er autofiktion?

Autofiktion er en skønlitterær genre, der blander elementer fra forfatterens eget liv (virkelighed) med fiktionelle virkemidler og opdigtede scener. Forfatteren er ofte en karakter i værket, typisk som en jeg-fortæller, og spiller bevidst med grænsen mellem det sande og det opdigtede.

Hvad er forskellen på fiktion og autofiktion?

Fiktion er generelt opdigtede fortællinger, der ikke nødvendigvis har direkte rod i forfatterens liv. Autofiktion er en specifik form for fiktion, der eksplicit bruger forfatterens eget liv og identitet som udgangspunkt, men behandler dette stof med fiktionelle teknikker som overdrivelse og ændringer i handlinger eller kronologi. Forskellen ligger primært i forfatterens selv-inddragelse og den bevidste leg med virkeligheden.

Hvordan kan man genkende autofiktion?

Man kan ofte genkende autofiktion ved at kigge på værkets paratekst (omslag, forord, bagside), hvor det typisk vil være angivet som en roman, et digt eller en anden skønlitterær form, der antyder en forbindelse til forfatteren. Selve teksten vil ofte have en jeg-fortæller, der deler navn med forfatteren, og indeholde elementer, der synes at stamme fra forfatterens kendte liv, men som samtidig fremstår bearbejdede eller fiktionaliserede.

Autofiktion er en dynamisk og udfordrende genre, der fortsat udvikler sig og giver os nye måder at tænke over historiefortælling, identitet og forholdet mellem kunst og liv.

Kunne du lide 'Forstå autofiktion: Når virkelighed møder fiktion'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.