Autofiktion: Når Livet Møder Litteraturen

Autofiktion er en litterær genre, der de seneste år har fænget læsere verden over og sat gang i en intens debat. Den befinder sig i gråzonen mellem virkelighed og fiktion og bruger ofte forfatterens eget liv og erfaringer som udgangspunkt for fortællingen. Det er en genre, der udfordrer vores opfattelse af sandhed og ægthed i litteraturen og tvinger læseren til at reflektere over forholdet mellem forfatter, fortæller og karakter.

Selvom autofiktion måske føles som et moderne fænomen, er det på ingen måde en ny opfindelse. Gennem litteraturhistorien finder vi talrige eksempler på forfattere, der har trukket på egne liv til at skabe deres værker. Fra middelalderen og renæssancen, hvor personlige beretninger og erindringer fandt vej til skriften, til mere moderne klassikere. Tænk blot på Leonora Christina Ulfeldt, der i 1600-tallet skrev om sit 22 år lange fangeskab i Blåtårn i København. Hendes skildring af eget liv og oplevelser er et tidligt eksempel på, hvordan personlig erfaring kan blive til litteratur. Senere finder vi værker som Marcel Prousts monumentale "På sporet af den tabte tid", der dykker dybt ned i hukommelse og personlig erfaring, eller Tove Ditlevsens rå og ærlige skildringer af sin opvækst i København i værker som "Barndommens gade". Disse forfattere banede vejen for den moderne autofiktion ved at gøre det personlige universelt.

Begrebet autofiktion blev formelt introduceret i 1977 af den franske forfatter Serge Doubrovsky i forbindelse med udgivelsen af hans bog "Fils". Doubrovsky definerede autofiktion som en "fiktionssættelse af privatlivet" og placerede genren et sted mellem den traditionelle selvbiografi og romanen. Hans neologisme var en reaktion på den franske selvbiografiforsker Philippe Lejeunes arbejde, der talte om en "pagt" mellem læser og forfatter i selvbiografiske værker, men som ikke i samme grad adresserede blandformer. På dansk er ordet 'fiktiobiografisme' også blevet foreslået som en dækkende term, selvom autofiktion er den mest udbredte.

En central diskussion i defineringen af autofiktion er spørgsmålet om navnelighed. I sin snævreste form defineres autofiktion som et værk, hvor der er navnelighed mellem forfatteren, fortælleren og hovedpersonen. Dette er en definition, der blandt andet er fremført af lektor Stefan Kjerkegaard. Denne navnelighed kan være en stærk indikator for autofiktion, men den alene er ikke nok til at fastslå, hvor tæt virkelighed og fiktion er vævet sammen i værket. Mange værker, der omtales som autofiktive, falder måske snarere i kategorien selvbiografiske eller selvfremstillende, hvis ikke der er den præcise navnelighed, eller hvis fiktionsgraden er meget høj.

En international renæssance for autofiktionen kan uden tvivl spores tilbage til den norske forfatter Karl Ove Knausgårds seksbindsværk "Min kamp", der udkom i årene 2009-2011. Knausgård brugte sit eget navn og liv som materiale i en hidtil uset grad af detaljerigdom og ærlighed, hvilket resulterede i en enorm international opmærksomhed og debat. Hans værk satte standarden for en ny bølge af autofiktiv litteratur, der ikke skyede de private og intime detaljer. "Min kamp" er et eksempel på et værk, der i sin litterære form er mindre æsteticeret end mange andre autofiktioner, hvilket netop har ført til intense etiske diskussioner omkring brugen af virkelige personer og hændelser i litteraturen.

I dag er autofiktionen overalt. Fra store internationale navne til nye stemmer, der bruger genren til at udforske identitet, opvækst, traumer og samfund. Her er et udpluk af markante forfattere, der har bidraget til genren:

Danske Stemmer i Autofiktionen

Knud Romer: Den som blinker er bange for døden (2006)
Knud Romers roman var et vendepunkt i dansk autofiktion. Selvom den foregår i en fiktiv ramme, var det tydeligt for læserne, at romanen havde et dybt personligt og selvoplevet udgangspunkt i Romers opvækst og familie. Bogen vandt De Gyldne Laurbær samme år og cementerede autofiktionens plads på den danske litteraturscene.

Yahya Hassan: YAHYA HASSAN (2013)
Med sin debutdigtsamling skabte Yahya Hassan et litterært og kulturelt jordskælv. De rå, rytmiske digte i versaler skildrede en barsk opvækst præget af svigt, vold og kriminalitet i et ghetto-miljø. Selvom det er poesi, trækker værket i den grad på Hassans eget liv og giver en sjælden stemme til en del af Danmark, der sjældent høres i litteraturen. Værket demonstrerer en enestående lyrisk overlegenhed og et indblik i en rodløs tilværelse.

Hanne Højgaard Viemose: Forfatterskabet (bl.a. Hannah, Mado, Helhedsplanen, HHV, Frshwn)
Hanne Højgaard Viemose skriver råt, usentimentalt og med et stærkt nærvær. Med sit eget liv som motor skaber hun litteratur om et rastløst 'jeg', der søger retning og forståelse for sig selv. Hendes stil er ofte fragmenteret, styret af indskud og associationer, hvilket spejler hovedpersonens søgen. Mellem linjerne i det ligefremme sprog sniger det fortrængte sig frem.

Daniel Dencik: Anden person ental (2014)
Daniel Dencik gør ikke noget forsøg på at skjule, at hans egen livshistorie ligger til grund for denne roman. Hovedkarakteren Alexander kæmper en indædt kamp mod et retssystem for at få lov at se sine børn, efter at uretmæssige anklager har ført til tab af forældremyndighed. Romanen er et direkte eksempel på, hvordan personlige kampe kan omsættes til litteratur og rejse vigtige samfundsspørgsmål.

Sara Omar: Dødevaskeren (2017)
I Sara Omars opsigtsvækkende debut er fortællingen delt mellem 1980'ernes Kurdistan og nutidens Danmark. Romanen skildrer kvindehad og undertrykkelse og er ifølge Omar selv tæt forbundet med hendes eget liv som kurdisk flygtning. Værket er et stærkt eksempel på, hvordan autofiktion kan bruges til at belyse komplekse kulturelle og personlige traumer.

Peter Høeg: De måske egnede (1993)
Denne roman udfordrede opfattelsen af forholdet mellem forfatter og fortæller på en subtil måde. Ved at lade fortælleren hedde Peter Høeg, skabte forfatteren en bevidst tvivl hos læseren om værkets selvbiografiske karakter. Selvom Høeg siden har afvist, at bogen er en ren selvbiografi, har han fastholdt, at dele af den bygger på virkelige begivenheder og institutioner, hvilket førte til stor samfundsdebat om kostskolesystemet.

Suzanne Brøgger: Forfatterskabet (bl.a. Fri os fra kærligheden, På væggen)
Suzanne Brøgger har siden sin debut i 1973 udfordret normer og samlivsformer gennem sit forfatterskab og offentlige virke. Hendes bøger, der ofte kredser om kærlighed, erotik og viden, trækker i høj grad på egne erfaringer og refleksioner. Hendes seneste værk, "På væggen", fortsætter denne tradition ved at slå et slag for litteraturens dannende evne og dens rolle som værn mod nutidens narcissisme.

Thomas Korsgaard: Trilogien om Tue (Hvis der skulle komme et menneske forbi, En dag vil vi grine af det, Man skulle nok have været der) (2017-2021)
Thomas Korsgaards trilogi om Tue er et prominent eksempel på nyere dansk autofiktion, der er blevet enormt populær. Gennem karakteren Tue skildrer Korsgaard sin egen opvækst i et socialt og kulturelt udfordret miljø, fattigt på ressourcer, men rigt på svigt og barske oplevelser. Romanerne giver en sjældent set stemme til en underklasse i Danmark og er skrevet med en skånselsløs ærlighed. Selvom der er navnelighed mellem forfatter og hovedpersonens virkelighed, er værkerne også eksempler på, hvordan virkeligheden kan æsteticeres og fiktionaliseres.

Tove Pilgaard: Brudstykker af et pigeliv (1982)
Tove Pilgaards roman følger Lone, der vokser op i 1940'ernes Østjylland og oplever et liv, hun selv beskriver som et husmoderligt fængsel. Romanen ligger tæt op ad forfatterens eget liv og fortsætter i "Dukkenat", hvor en kvinde er fanget i et kedeligt ægteskab. Pilgaards værker er eksempler på, hvordan autofiktion kan bruges til at skildre kvindeliv og frigørelsesprocesser.

Erling Jepsen: Kunsten at græde i kor (2002)
Erling Jepsen trækker i stor stil på sin opvækst i Gram, Sønderjylland, i mange af sine romaner. "Kunsten at græde i kor" er et gribende og barskt eksempel, der gennem karakteren Allan skildrer en opvækst præget af vold, misbrug og fortielser i et sønderjysk miljø. Jepsens værker er et katalog over særlige skæbner og bruger autofiktionen til at dykke ned i familietraumer og dysfunktion.

Morten Pape: Planen (2015)
Morten Papes debutroman, den første i hans Amagertrilogi, introducerer læseren for drengen Morten, der vokser op i det hårde miljø i Urbanplanen. Ligesom forfatteren selv oplever karakteren det barske liv i ghettoen og går på den lokale skole. "Planen" var en af de første i en bølge af autofiktive værker, der satte fokus på den eksisterende underklasse i det danske velfærdssamfund med en direkte og detaljeret stil.

Internationale Mestre af Autofiktion

Annie Ernaux: Forfatterskabet (bl.a. Årene)
Annie Ernaux, modtager af Nobelprisen i litteratur i 2022, betragtes som en af de vigtigste franske stemmer inden for autofiktion. Med udgangspunkt i sit eget liv tegner hun et portræt af fortiden og samtiden. Hun skriver om pige- og kvindeliv, begær, skam, kønsroller, klassesamfund, tid og hukommelse. Ernaux formår at løfte sin egen, personlige historie til en fælles, universel og europæisk fortælling. Hendes værk "Årene" anses for et hovedværk, der demonstrerer hendes mesterskab i genren.

Vigdis Hjort: Arv og miljø (2017)
Vigdis Hjorts roman skabte stor debat i Norge, da den udkom. Værket ligger yderst tæt på forfatterens eget liv og skildrer et bittert arveopgør med fortællerens søskende efter faderens død. Romanen er et skoleeksempel på, hvordan virkelighedslitteratur, som den ofte kaldes i Norge, kan føre til kontroverser, især når pårørende føler sig udstillet. Hjorts værk gav diskussionen om autofiktion og etik hidtil uset kraft.

Herta Müller: Forfatterskabet
Herta Müller, der har baggrund i Caeușescus rumænske diktatur og senere blev eksileret til Tyskland, siger selv, at hun ikke har valgt sine emner – de har valgt hende. Hendes forfatterskab er dybt præget af hendes egne oplevelser under diktaturet og giver et enestående indblik i de rædsler, hun og hendes landsmænd gennemlevede. Müllers autofiktive værker viser, hvordan personlige erfaringer under ekstreme forhold kan blive til universel litteratur.

Édouard Louis: Færdig med Eddy Bellegueule (2015)
Édouard Louis' debutroman skildrer hans opvækst i et økonomisk og kulturelt fattigt område af Frankrig, præget af vold og undertrykkelse af egen seksualitet. Louis bruger sin barndom og ungdom som materiale i en roman, der eksplicit "vil have sandheden om det sociale liv til at nærme sig litteraturen". Værket er et stærkt eksempel på, hvordan autofiktion kan bruges til at belyse social ulighed og personlige frigørelsesprocesser.

Debatten og Etikken i Autofiktion

Autofiktionens popularitet er uløseligt forbundet med den debat, den afføder. Fordi genren befinder sig så tæt på virkelighed, opstår spørgsmål om etik, privatliv og sandhed. Hvornår er det i orden at bruge virkelige personer og begivenheder i litteraturen, især når det potentielt kan såre eller udstille? Diskussionen handler ofte om grænsen mellem kunstnerisk frihed og hensynet til pårørende. Værker som Knausgårds "Min kamp" og Vigdis Hjorts "Arv og miljø" har i den grad sat disse spørgsmål på dagsordenen.

En del af kontroversen stammer fra forskellige opfattelser af sandhed. For nogle, som Philippe Lejeune, kan fiktion i en selvbiografisk kontekst opfattes som en form for løgn. For andre, som Serge Doubrovsky, kan fiktion netop være det tætteste, vi kommer på en dybere sandhed om det indre liv og komplekse erfaringer. Spændet mellem navnelighed og empirisk lighed (altså hvor tæt historien er på den faktiske virkelighed) kan udnyttes forskelligt af forfatterne, hvilket fører til forskellige læsninger – herunder de etiske. Visse autofiktioner er meget æsteticerede i deres form, hvilket inviterer mindre til en direkte sammenligning med virkelighed. Andre, som Knausgårds, er mere direkte i deres form og inviterer i højere grad til at læse efter henvisninger til den faktiske virkelighed, hvilket kan føre til etiske diskussioner.

Debatten er ikke begrænset til de nordiske lande eller Frankrig. Forfattere som Michel Houellebecq og James Frey (med hans kontroversielle "A Million Little Pieces") har også været genstand for intens offentlig diskussion om sandhed og fiktion i deres værker. Autofiktionen tvinger os som læsere til at forholde os aktivt til, hvad vi læser, og til at navigere i et litterært landskab, hvor grænserne er flydende.

Ofte Stillede Spørgsmål om Autofiktion

Hvad betyder begrebet autofiktion?

Autofiktion er en litterær genre, der blander elementer fra fiktion og fakta. Begrebet opstod i 1977 med Serge Doubrovsky og defineres ofte som en "fiktionssættelse af privatlivet". Genren placerer sig mellem den traditionelle selvbiografi og romanen. Typisk behandler autofiktionelle værker en begrænset periode af forfatterens eget liv, men i mere eller mindre fiktionaliseret og æsteticeret form. En almindelig definition inkluderer navnelighed mellem forfatter, hovedperson og fortæller, selvom den empiriske lighed (hvor tæt historien er på den faktiske virkelighed) kan variere meget.

Hvordan skriver man en autofiktion?

At skrive autofiktion indebærer at bruge sit eget liv, sine erfaringer og ofte sit eget navn som udgangspunkt for en skønlitterær fortælling. Det handler om at væve virkelighed og fiktion sammen. Selvom udgangspunktet er personligt, er autofiktion ikke nødvendigvis en ren dokumentation af fakta. Forfatteren bruger litterære virkemidler, struktur og æstetik til at forme materialet. Graden af fiktion kan variere betydeligt fra værk til værk; nogle er meget tæt på selvbiografien, mens andre bruger det personlige udgangspunkt som en løs ramme for en overvejende fiktiv historie. Kernen er ofte at udforske det personlige univers på en måde, der resonerer universelt, og at lege med læserens forventninger til sandhed og ægthed på grund af brugen af eget navn og liv.

Autofiktionen fortsætter med at være en vital og omdiskuteret genre, der udforsker de komplekse forbindelser mellem liv, hukommelse og litteratur. Dens evne til at skabe genkendelse, provokere til debat og udfordre vores syn på virkelighed sikrer dens fortsatte relevans i det litterære landskab.

Kunne du lide 'Autofiktion: Når Livet Møder Litteraturen'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.