Når en pårørende er i arresten

Perioden med varetægtsfængsling er en dybt usikker og ofte overvældende tid, ikke kun for den person, der sidder frihedsberøvet i en arrest, men i allerhøjeste grad også for de pårørende udenfor murene. Fra det øjeblik en person bliver anholdt og varetægtsfængslet, opstår der en kaskade af spørgsmål, bekymringer og praktiske udfordringer, der kan føles næsten umulige at håndtere. Denne fase af et retsligt forløb er kendetegnet ved en overvældende følelse af uvished; man ved sjældent præcist, hvad der skal ske hvornår, hvor længe situationen varer, eller hvordan man bedst støtter den indsatte og sig selv. Mange, der har oplevet det, beskriver varetægtsperioden som den absolut sværeste del af processen, mere belastende end en eventuel efterfølgende afsoning, netop på grund af den konstante usikkerhed og manglen på forudsigelighed. Dagligdagen for de pårørende bliver vendt op og ned, og spørgsmål, der før virkede simple, bliver pludselig komplekse og svære at få svar på.

At navigere i dette uvante system, hvor reglerne kan virke uigennemskuelige, og hvor information er en mangelvare, er en stor belastning. Det er i denne periode, at behovet for klar information og støtte er størst, men paradoksalt nok også sværest at opnå. Forståelse for, hvad varetægtsfængsling indebærer, hvilke rettigheder og begrænsninger der gælder, og hvor man kan søge hjælp, er afgørende for at kunne håndtere situationen bedst muligt.

Hvad indebærer ophold i arresten?

Når man sidder i arresten, er man varetægtsfængslet. Dette betyder, at man er frihedsberøvet på baggrund af en mistanke om en strafbar handling, men *før* der er faldet en endelig dom i sagen. Varetægtsfængsling er altså en midlertidig foranstaltning, der træffes af en dommer efter begæring fra politi og anklagemyndighed. Formålet med varetægtsfængsling er primært at sikre, at den sigtede ikke påvirker sagens efterforskning – for eksempel ved at tale med medsigtede, vidner eller fjerne bevismateriale. Derudover kan formålet være at forhindre den sigtede i at flygte fra landet og dermed unddrage sig retsforfølgelse, eller at forhindre den sigtede i at begå ny kriminalitet, mens sagen pågår. Opholdet i arresten er således en periode, hvor den sigtede afventer sagens afgørelse, mens politiet fortsætter deres efterforskning, og sagen forberedes til en eventuel retssag.

Tiden i arresten under varetægtsfængsling kan variere enormt og afhænger af sagens kompleksitet, alvor og hvor lang tid efterforskningen tager. Det kan være alt fra blot et par dage, hvis mistanken svækkes, eller alternative foranstaltninger som meldepligt eller kaution findes tilstrækkelige, til flere uger eller endda mange måneder i store, komplicerede sager. For de pårørende udenfor er denne periode en utrolig belastende ventetid. Man lever i konstant spænding om, hvad der sker, og hvornår der sker noget. Man har et stærkt begrænset indblik i, hvad der foregår bag arrestens mure, og information om sagens fremdrift er ofte sparsom og svær at få fat på. Denne mangel på indsigt og kontrol bidrager i høj grad til den følelse af afmagt og usikkerhed, der præger varetægtsperioden.

De uundgåelige spørgsmål og den svære informationssøgning

Så snart en person er blevet varetægtsfængslet, opstår der en strøm af spørgsmål hos de efterladte pårørende. De omhandler alt fra de mest basale, praktiske forhold i hverdagen til dybere bekymringer om den indsattes velbefindende og sagens udfald. Helt lavpraktiske spørgsmål fylder meget i starten: Må jeg overhovedet besøge min pårørende i arresten? Hvor ofte er det tilladt at komme på besøg, og hvor længe varer et besøg typisk? Er der særlige regler for, hvad jeg må medbringe til den indsatte – for eksempel tøj, bøger, toiletsager eller måske noget spiseligt, som kan gøre opholdet lidt mere udholdeligt? Er det en god idé at lade børn komme med på besøg i en arrest, eller er en arrest et for barskt, fremmedartet og potentielt uhyggeligt miljø for dem at opleve? Disse spørgsmål er helt naturlige og handler om at opretholde en form for kontakt og støtte i en svær tid.

Udover besøg er der spørgsmål om andre former for kontakt. Kan den indsatte ringe hjem til familien? Hvor ofte, og hvor længe må vedkommende tale i telefon? Må vi skrive breve sammen, og hvis ja, er der særlige regler for det? Bekymringer for den indsattes fysiske og psykiske velbefindende er også centrale. Får den fængslede den nødvendige lægehjælp, hvis vedkommende bliver syg under opholdet? Kan den indsatte fortsat modtage sin medicin, hvis der er behov for det, eller hvis vedkommende har en kronisk lidelse, der kræver medicinering?

Spørgsmål, der relaterer sig til selve det juridiske forløb og fremtiden, fylder naturligvis også meget, selvom de ofte er sværest at få konkrete svar på i varetægtsperioden. Er der mulighed for, at den varetægtsfængslede kan få udgang fra arresten i særlige tilfælde, for eksempel for at deltage i et vigtigt møde i forbindelse med arbejde eller uddannelse, en eksamen, eller for at være med til en begravelse for en nær pårørende? Dette er ofte svære spørgsmål, da udgang fra varetægtsfængsling kun sker i helt særlige, sjældne tilfælde. Og hvis sagen ender med, at personen bliver dømt, hvad bliver dommens længde i så fald, og hvor i landet skal straffen i så fald afsones? Den konstante strøm af ubesvarede spørgsmål og den manglende indsigt i den juridiske proces og dens potentielle udfald er med til at gøre varetægtsperioden til en psykisk meget belastende tid præget af uvished og frygt for fremtiden.

Desværre er en af de største frustrationer for pårørende netop, at det kan være utroligt svært, og i nogle situationer næsten umuligt, at få klare og fyldestgørende svar på disse mange spørgsmål. Fortrolighed omkring sagen og efterforskningen betyder, at mange døre er lukkede, og information kun deles i begrænset omfang. Dette skyldes hensynet til efterforskningen og retssikkerheden, men det gør perioden utrolig svær for de pårørende.

Veje til information og hjælp

Selvom det kan være svært at få information under varetægtsfængslingen, er der alligevel nogle kanaler, man bør forsøge at benytte sig af for at få den bedst mulige information og støtte. En oplagt og direkte mulighed er at kontakte den konkrete arrest, hvor din pårørende er indsat. Arrestpersonalet kan ofte give svar på mange af de praktiske spørgsmål, der relaterer sig til hverdagen i arresten, de gældende besøgsregler, og hvad man eventuelt må indlevere af personlige effekter til den indsatte. De kender de lokale procedurer og kan give konkret vejledning i forhold til besøgstider, tilmelding af besøg osv.

En anden vigtig kontaktmulighed er Kriminalforsorgens pårørendelinje. Denne linje er specifikt oprettet for at tilbyde vejledning, rådgivning og støtte til netop pårørende til indsatte, både varetægtsfængslede og dømte. De har stor erfaring med de problemstillinger og spørgsmål, pårørende står overfor, og kan guide i forhold til regler, procedurer og generelle rettigheder i systemet. De kan fungere som en vigtig sparringspartner og kilde til viden om, hvordan systemet fungerer.

Hvis dine spørgsmål primært vedrører selve retssagen, beviserne, den juridiske strategi eller det forventede forløb i retten, er den varetægtsfængsledes forsvarsadvokat den primære kilde til information. Det er dog en helt afgørende forudsætning, at den indsatte på forhånd har givet advokaten tilladelse til at tale med dig som pårørende. Uden denne tilladelse er advokaten bundet af sin tavshedspligt og må ikke dele informationer om sagen med dig. Selv med tilladelse må du være forberedt på, at advokaten ikke nødvendigvis kan eller må dele alt, da sagen kan være underlagt restriktioner af hensyn til efterforskningen. Det er vigtigt at respektere dette og have tålmodighed. Advokaten kan dog være en vigtig brik i kommunikationen med systemet på andre måder. Hvis der for eksempel er praktiske problemer med at få leveret rent tøj til den indsatte, eller hvis der er uafklarede spørgsmål vedrørende den indsattes forhold i arresten, kan forsvarsadvokaten rette henvendelse til Kriminalforsorgen på dine vegne for at løse udfordringen eller få afklaret spørgsmål. Det er vigtigt at indstille sig på, at processen med at få svar kan tage tid, og at svar ikke altid kommer med det samme, hvilket bidrager til den generelle følelse af usikkerhed i varetægtsperioden.

Regler for kontakt mellem indsatte og pårørende

Umiddelbart efter en anholdelse og varetægtsfængsling har den frihedsberøvede ret til at foretage ét kort telefonopkald. Formålet er at informere en valgt person – typisk en nær pårørende eller en advokat – om, hvor vedkommende befinder sig, og at vedkommende er frihedsberøvet. Som nævnt vælger ikke alle indsatte at benytte sig af denne mulighed. Årsagerne kan være mange og dybt personlige; måske føler man sig overvældet af situationen og er i chok, er usikker på, hvad man skal sige, frygter reaktionen fra den pårørende, eller føler en dyb skam over at befinde sig i situationen. Det er vigtigt som pårørende at være forberedt på, at dette opkald måske ikke kommer, og at det ikke nødvendigvis er et udtryk for manglende ønske om kontakt.

Den fortsatte kontakt med omverdenen, herunder familie og venner, afhænger i høj grad af de vilkår, som retten har fastsat for varetægtsfængslingen. Standardvilkårene indebærer typisk, at den varetægtsfængslede har ret til ét besøg om ugen i arresten af en times varighed. Dette besøg foregår under overvågning af en fængselsbetjent. For at et besøg kan gennemføres, skal den indsatte selv aktivt anmode om besøget, og den person, der ønsker at besøge, skal godkendes af politiet på forhånd. Denne godkendelsesproces kan tage tid og indebærer typisk en baggrundstjek for at sikre, at den besøgende ikke udgør en risiko for efterforskningen, for eksempel ved at forsøge at overbringe beskeder eller ulovlige effekter, eller for sikkerheden i arresten. Det er vigtigt at tjekke de specifikke regler for besøg i den enkelte arrest, da der kan være lokale forskelle i procedurer og tidsbestilling.

Hvis dommeren har besluttet at skærpe vilkårene for varetægtsfængslingen, for eksempel ved at idømme isolation eller pålægge besøgs- og brevkontrol, vil kontaktmulighederne blive mere begrænsede. Isolation betyder, at den indsatte ikke har kontakt med andre indsatte. Under besøgs- og brevkontrol overvåges al kommunikation – både besøg, breve og telefonsamtaler – af personalet. I disse tilfælde, hvor overvågning er påkrævet, kan besøgenes varighed i nogle arresthuse blive reduceret til kun en halv time om ugen. Dette skyldes ofte praktiske begrænsninger; det kræver personaleressourcer at overvåge hvert enkelt besøg, og det er ikke altid muligt at afsætte en betjent til en hel time pr. besøg, når der er mange indsatte underlagt kontrol. Selvom besøgene forkortes, har den indsatte under besøgs- og brevkontrol stadig ret til at modtage og sende breve (som læses af personalet) og til at føre en kort, ugentlig telefonsamtale (som aflyttes). Disse restriktioner er alvorlige indgreb i den indsattes og de pårørendes liv og bruges typisk kun, når det vurderes strengt nødvendigt for at forhindre, at den indsatte påvirker efterforskningen ved at kommunikere med omverdenen på en måde, der kan true sagens opklaring eller retssikkerheden.

Praktiske og økonomiske konsekvenser – og hvor man kan få hjælp

Udover de følelsesmæssige strabadser medfører en varetægtsfængsling ofte meget håndgribelige, praktiske og økonomiske vanskeligheder for de efterladte pårørende. Dette gælder især, hvis den varetægtsfængslede har været en del af en husstand med fælles økonomi, måske med børn involveret. Et pludseligt bortfald af en indkomst kan skabe alvorlige økonomiske huller, der gør det svært at få enderne til at mødes. Hvordan skal huslejen betales, når en indtægt forsvinder? Er der stadig råd til de faste regninger som el, vand, varme, internet og forsikringer? Hvad med udgifter til børnenes institutioner, fritidsaktiviteter, tøj og mad? For mange opstår spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at blive boende i den nuværende bolig, eller om bilen, der bruges til transport til arbejde eller børnehave, må sælges for at dække akutte udgifter. Disse praktiske og økonomiske spørgsmål kan virke uoverskuelige og forstærke følelsen af krise midt i en i forvejen kaotisk og stressfuld situation.

At navigere i disse nye økonomiske omstændigheder og samtidig sætte sig ind i, hvilke juridiske rettigheder og muligheder for offentlig støtte man har, kan være en uoverskuelig opgave for pårørende midt i krisen. Organisationer, der arbejder med pårørende til indsatte, er en vigtig ressource for emotionel støtte og vejledning i forhold til kontakten med Kriminalforsorgen og arresten. De tilbyder dog typisk ikke specialiseret rådgivning inden for jura eller økonomi, da dette kræver anden ekspertise. Til gengæld kan de ofte henvise til andre organisationer, myndigheder eller professionelle, der netop har ekspertise på disse områder. Det er en god idé at benytte sig af disse henvisninger for at få konkret hjælp til at lægge et nyt budget, forstå reglerne for sociale ydelser, eller få overblik over juridiske forpligtelser.

En helt central figur i forhold til at håndtere de praktiske og økonomiske udfordringer er den kommunale sagsbehandler i den kommune, hvor du som pårørende er bosat. Sagsbehandleren har mulighed for at undersøge og vejlede i forhold til forskellige former for offentlig støtte, som kan afhjælpe de økonomiske konsekvenser af varetægtsfængslingen. Dette kan for eksempel være retten til boligydelse, som kan hjælpe med at dække en del af huslejen og dermed gøre det muligt at blive boende i boligen. Kommunen kan også yde tilskud til børnenes kontingenter til fritidsaktiviteter eller tilskud til institutionspladser, så børnenes hverdag påvirkes mindst muligt af situationen. Det er vigtigt at kontakte kommunen hurtigst muligt for at undersøge mulighederne for støtte. Derudover er det vigtigt at vide, at den varetægtsfængslede selv får tilbudt hjælp indefra systemet. Senest 14 dage efter anholdelsen får den indsatte besøg af en socialrådgiver, der er tilknyttet Kriminalforsorgen. Denne socialrådgiver kan hjælpe den indsatte med at håndtere en række praktiske forhold, der skal ordnes udefra, såsom at opsige en lejeaftale, hvis det bliver nødvendigt, eller at sikre, at betaling af børnepenge fortsætter. Samarbejdet mellem den indsatte, dennes socialrådgiver, de pårørende og den kommunale sagsbehandler er afgørende for at håndtere de mange udfordringer, en varetægtsfængsling medfører på både det personlige, praktiske og økonomiske plan.

Kunne du lide 'Når en pårørende er i arresten'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.