Arbejderbevægelsens historie og betydning

Arbejderbevægelsen i Danmark opstod i løbet af det 19. århundrede som et direkte modsvar på den udbredte fattigdom og undertrykkelse, som arbejderklassen oplevede. Det var en tid præget af store samfundsændringer, hvor industrialiseringen trak flere og flere mennesker fra landet ind til de større byer i jagten på arbejde. Her mødte de ofte hårde arbejdsvilkår og ringe sociale forhold. Som en konsekvens heraf begyndte arbejderne at organisere sig. De dannede foreninger, både faglige og politiske, for at skabe et nødvendigt socialt sikkerhedsnet, opbygge en modvægt til virksomhedsejerne og ikke mindst kæmpe for politisk indflydelse på samfundets indretning. Bevægelsen stod stærkest i midten af det 20. århundrede, hvor et flertal af arbejdere var organiseret. I dag er arbejderbevægelsens rolle og definitionen af arbejderklassen genstand for debat, men stigende ulighed har igen sat fokus på klassemodsætninger.

Hvad er arbejderbevægelsen?

Arbejderbevægelsen er en bred betegnelse, der dækker over forskellige former for organisering af arbejdere. Dette inkluderer alt fra fagforeninger og kooperative virksomheder til politiske partier samt en række organisationer med forskellige sociale formål, såsom begravelseshjælp, undervisning og fritidsaktiviteter. Fælles for disse organisationer er, at de primært fokuserer på arbejdernes interesser.

For fagforeninger ligger fokus især på at forbedre løn- og arbejdsvilkår samt at sikre social sikring i tilfælde af ledighed eller sygdom. Kooperative virksomheder, også kendt som andelsvirksomheder, har til formål at give både medarbejdere og forbrugere medindflydelse på driften og en andel i overskuddet. Politiske partier, der historisk set har været en del af arbejderbevægelsen, arbejder for politiske programmer, der bredt tilgodeser arbejderklassens interesser, herunder økonomisk omfordeling og adgang til kollektive goder som gratis uddannelse, et offentligt sundhedssystem og daginstitutioner.

Historisk set har arbejderbevægelsen fungeret som et omfattende socialt sikkerhedsnet og et stærkt socialt fællesskab, der rakte 'fra vugge til grav'. Dette inkluderede børnepasning og begravelseshjælp. Især i perioder, før uddannelse blev alment tilgængeligt for hele befolkningen, tilbød arbejderbevægelsen også undervisning til arbejdere. Denne tradition lever videre i dag gennem organisationer som aftenskolen AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund), der blev grundlagt i 1924.

Hvornår og hvordan opstod arbejderbevægelsen i Danmark?

Midten af 1800-tallet var præget af stor fattigdom i Danmark. Dette førte til en betydelig folkevandring, både fra land til by indenlands og til udlandet, især Amerika. I perioden fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet flyttede omkring en halv million mennesker fra land til by og en kvart million ud af en befolkning på cirka to millioner til Amerika. Selvom folk flyttede til byerne for at finde arbejde i den fremvoksende industri, var fattigdommen også stor her, og arbejdsvilkårene var ofte meget hårde. Disse forhold motiverede arbejderne til at samle sig i fællesskaber og søge inspiration fra organiserede arbejdere i udlandet.

En vigtig inspirationskilde var Pariserkommunen, der opstod i Frankrig i 1871, hvor revolutionære kortvarigt overtog kontrollen med Paris. Selvom kommunen blev brutalt slået ned, inspirerede den revolutionære arbejdere over hele verden. I Danmark fulgte postembedsmand Louis Pio udviklingen. Under pseudonymet 'En Arbeider' begyndte han at udgive 'Socialistiske Blade', som sammen med hans fætter, boghandler Harald Brix, blev til ugebladet 'Socialisten'. Dette blad blev hurtigt et centralt talerør for arbejdernes krav om forbedrede vilkår.

Samtidig begyndte flere grupper af arbejdere, herunder murere i København, at strejke. På initiativ fra Pio, Brix og skolelæreren Paul Geleff blev Den Internationale Arbeiderforening stiftet i efteråret 1871. Foråret efter, i 1872, samledes tusindvis af arbejdere på Fælleden i København til et møde. Myndighederne reagerede hårdt på dette møde, hvilket førte til det, der i dag kendes som Slaget på Fælleden. Den Internationale Arbeiderforening blev forbudt, men arbejderne opgav ikke deres ret til at organisere sig. I årene 1871-1873 blev adskillige uafhængige fagforeninger dannet. I 1874 blev Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger i København etableret som den koordinerende politiske og faglige ledelse for den spirende arbejderbevægelse i Danmark.

Ikke alle arbejdere var dog tilfredse med Pios, Brix' og Geleffs politiske linje og ledelsesstil. En opposition, anført af ledere fra de nye fagforeninger, indkaldte til kongres i 1876 på forsamlingshuset Gimle. Her blev programmet for det nye socialdemokratiske Arbejderparti vedtaget. Dette 'Gimleprogram' var bygget op om to hovedprincipper: at arbejde er kilden til al rigdom og kultur, og at udbyttet heraf bør tilfalde dem, der arbejder. Ud fra disse principper stræbte partiet efter en fri stat og et socialistisk samfund ved hjælp af lovlige midler, samtidig med at programmet indeholdt konkrete krav til forbedringer under det daværende kapitalistiske system.

Hvad betyder arbejderparti?

Et arbejderparti er et politisk parti, hvis program fokuserer på arbejderklassens interesser. Historisk set har repræsentanter, medlemmer og sympatisører af arbejderpartier typisk defineret sig som arbejdere. Disse partier har som regel en ambition om at opnå parlamentarisk repræsentation, for ad den vej at kunne ændre samfundet til fordel for arbejderklassen.

Da det socialdemokratiske Arbejderparti blev stiftet i 1876, omfattede det både en politisk og en fagforeningsmæssig organisering. Nogle år senere blev de to grene adskilt, men opretholdt et tæt samarbejde. I 1884 fik partiet, der nu hed Socialdemokratisk Forbund, sine to første medlemmer valgt ind i Folketinget. Det nuværende parti, Socialdemokratiet, har rødder i Socialdemokratisk Forbund, men dets politiske program har ændret sig markant siden. I løbet af det 20. århundrede opstod mange andre arbejderpartier, og nogle af dem er senere ophørt med at eksistere. Eksempler på arbejderpartier inkluderer Danmarks Kommunistiske Parti (DKP, stiftet 1919), Socialistisk Folkeparti (SF, stiftet 1959), Venstresocialisterne (VS, 1967-2013), Fælles Kurs (1986-2003), Socialistisk Arbejderparti (SAP, stiftet 1980) og Enhedslisten (stiftet 1989 som et samarbejde mellem DKP, VS og SAP).

Historisk har arbejderpartier været placeret på den politiske venstrefløj. I nyere tid er partier, der normalt opfattes som højrefløjspartier, dog også begyndt at benytte betegnelsen arbejderparti. Dette gælder især Venstre og Dansk Folkeparti. I forbindelse med valg og meningsmålinger opgør medier regelmæssigt, hvilket parti der er 'det største arbejderparti' baseret på, hvor mange faglærte og ufaglærte arbejdere der støtter de forskellige partier.

Hvordan var den tidlige arbejderbevægelse organiseret?

Efter opdelingen i et arbejderparti og en fagforeningsgren, udviklede arbejderbevægelsen en tredje hovedgren: Kooperationen. Kooperationens formål var at skaffe arbejderne bedre og billigere varer, lære dem at styre produktionen selv og fungere som et redskab i arbejdskampe.

I slutningen af det 19. århundrede eksisterede mange mindre fagforeninger, især i Københavnsområdet. I 1898 mødtes 405 delegerede, der repræsenterede 70.000 organiserede arbejdere, for at stifte De samvirkende Fagforbund (DsF). DsF blev en koordinerende organisation for fagforeningerne. Dens første store opgave var at administrere en konfliktfond og regulere strejkebevægelser ved at yde økonomisk støtte fra fællesskabet. I 1959 skiftede DsF navn til Landsorganisationen i Danmark – LO. En anden central organisation, Fællesrådet for Danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer (FTF), blev stiftet syv år tidligere. I januar 2019 fusionerede LO og FTF til Fagbevægelsens Hovedorganisation – FH. FH fungerer som et fælles talerør for omkring 1,3 millioner arbejdere på tværs af mange forskellige fagforeninger og brancher.

Udvikling af arbejderbevægelsen

Hvad var Septemberforliget?

Septemberforliget blev indgået den 5. september 1899 mellem Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (i dag Dansk Arbejdsgiverforening, DA) og De samvirkende Fagforbund (i dag FH). Dette forlig etablerede nogle helt grundlæggende spilleregler for det danske arbejdsmarked. Blandt de vigtigste punkter var, at DsF anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, mens arbejdsgiverne til gengæld anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger.

Dette forlig blev af dele af arbejderbevægelsen set som en vigtig sejr, der sikrede arbejdernes mulighed for at kæmpe for deres krav inden for lovens rammer. Andre dele af bevægelsen var kritiske og mente, at anerkendelsen af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet var en fejl, og at de juridiske rammer, forliget skabte for f.eks. strejker, ville hæmme arbejderbevægelsens kamp. Denne kritik af Septemberforliget eksisterer stadig i visse dele af fagbevægelsen og blandt arbejderpartier til venstre for Socialdemokratiet.

Hvilke politiske uenigheder opstod i den unge arbejderbevægelse?

Efter at Socialdemokratiet fik valgt repræsentanter ind i Folketinget i slutningen af 1800-tallet, begyndte partiets ledelse at følge en mere reformorienteret linje. Dette indebar en accept af langsomme, gradvise fremskridt frem for et revolutionært opgør med den eksisterende samfundsorden. Dette førte til øgede ideologiske modsætninger inden for den danske arbejderbevægelse.

Første Verdenskrig forårsagede et markant brud i den socialdemokratiske bevægelse på tværs af Europa. En central årsag var, at socialdemokratiske partier i flere lande stemte for krigsdeltagelse, hvilket brød med tidligere løfter i den socialistiske internationale. Uenigheden om holdningen til Den Russiske Revolution i 1917 forstærkede yderligere splittelsen. I årene 1917-1920 delte arbejderbevægelsen sig derfor i en socialdemokratisk og en kommunistisk del. I Danmark førte dette i 1919 til dannelsen af Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP), som året efter skiftede navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Siden opstod andre politiske strømninger inden for arbejderbevægelsen. Trotskisme, for eksempel, udsprang af modstand mod Sovjetunionens udvikling under Stalin, især de udemokratiske tendenser og den manglende modstand mod nazismen i Tyskland. Trotskistiske organisationer har siden været aktive inden for faglig organisering, anti-racisme, anti-fascisme og arbejdet for en samling af venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet og SF.

En anden vigtig strømning, der udviklede sig i første halvdel af det 20. århundrede, var syndikalisme. Syndikalister afviser statens rolle i økonomisk omfordeling og dermed også politiske partiers rolle i kampen for socialisme. Ifølge syndikalismen skal samfundsændringen ske gennem arbejdernes egne faglige organisationer, som også skal overtage produktionsmidlerne. Målet er at erstatte kapitalisme og statsmagt med et klasseløst samfund. Syndikalismen opnåede ikke stor organisatorisk styrke i Danmark, men havde større indflydelse i lande som Sverige. Det danske Socialdemokratiet fortsatte sin parlamentarisk orienterede kurs og var regeringsparti i lange perioder af det 20. århundrede, samtidig med at socialdemokrater fortsat spillede en central rolle i fagbevægelsen.

Hvordan udviklede arbejderbevægelsen sig organisatorisk i det 20. århundrede?

Udover de tre hovedgrene – arbejderparti, fagbevægelse og kooperation – udviklede arbejderbevægelsen i løbet af det 20. århundrede en lang række andre organiseringsformer. Organisationer som lejerorganisationer, børne- og ungdomsorganisationer (f.eks. DUI – Leg og Virke), kulturelle organisationer (f.eks. oplysningsforbundet AOF, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Arbejdermuseet, Selskabet for Arbejderhistorie - SFAH), hjælpeorganisationer (f.eks. ASF – Dansk Folkehjælp) samt dagblade og fagpresse regnes typisk som en del af arbejderbevægelsen.

I 1876 grundlagde fagbevægelsen A-Pressen A/S, også kendt som Fagbevægelsens Presse, der i dag udgiver bl.a. Ugebrevet A4 og avisen.dk. En af de historisk største arbejderaviser var 'Socialisten', der senere blev til 'Social-Demokraten', 'Det Fri Aktuelt' og senest 'Aktuelt', som lukkede i 2001. De fleste fagforeninger udgiver desuden deres egne fagblade, og mindre organisationer på venstrefløjen udgiver aviser og magasiner, f.eks. Dagbladet Arbejderen og netmediet Solidaritet.dk. I 1936 grundlagde De samvirkende Fagforbund desuden Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der fungerer som en tænketank. Dertil kommer en række ungdomsorganisationer med tæt eller løsere tilknytning til arbejderpartierne, herunder Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU, stiftet 1920), Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU, stiftet 1961) og Socialistisk UngdomsFront (SUF, stiftet 2001 ved en sammenlægning af Enhedslistens Ungdomsnetværk og Rebel), der har en samarbejdsaftale med Enhedslisten.

Hvilken rolle spillede arbejderbevægelsen i udviklingen af velfærdsstaten?

I lange perioder af det 20. århundrede var Socialdemokratiet det ledende regeringsparti, ofte i samarbejde med andre partier. Dette var tilfældet i perioder som 1924-1926, 1929-1945, 1947-1950, 1953-1968, 1971-1973, 1975-1981 og 1993-2001. Særligt i årtierne efter Anden Verdenskrig spillede Socialdemokratiet en afgørende rolle i udformningen af samfundet, i tæt samarbejde med fagbevægelsen, der på dette tidspunkt var en meget stærk politisk faktor, da et flertal af danske arbejdere var organiseret i fagforeninger. Det var i disse årtier, at grundstenene til den danske velfærdsstat blev lagt. Socialpolitik, økonomisk politik, kulturpolitik og uddannelsespolitik blev udformet med det mål, at samfundets ressourcer skulle komme flertallet til gode. Velfærdsstaten blev set som realiseringen af det socialdemokratiske samfund – deres 'realistiske utopi'.

Fra omkring 1960 blev staten, kapitalen og de store organisationer, især fagbevægelsen, tæt forbundet i et system af gensidige aftaler i de skandinaviske lande. Dette system blev senere kendt som neokorporatisme eller klassesamarbejde. Dette aftalesystem afløste i høj grad ideerne om klassekamp og socialisme som de bærende principper inden for socialdemokratierne.

Hvilken rolle spillede Louis Pio for arbejderbevægelsen?

Louis Pio, født i Roskilde i 1841, kom fra en fattig baggrund trods sin fars militære baggrund og sin mors borgerlige familie. Efter studentereksamen arbejdede han som militær, lærer og postfunktionær, hvor han blandt andet designede de ikoniske røde postkasser. Pios interesse for socialismen voksede ud af historiske studier. Han blev dybt optaget af Pariserkommunen, som resonerede med hans egne tanker, og i 1871 udgav han de første 'Socialistiske Blade'. Han fik også kontakt til Internationale og var inspireret af engelske fagforeninger.

Det næste vigtige skridt var udgivelsen af ugeavisen 'Socialisten', hvor Harald Brix blev redaktør. Paul Geleff og Jaquette Liljencrantz, hvis arv hjalp med at finansiere avisen, sluttede sig også til. Pio var initiativtager til stiftelsen af Den Internationale Arbeiderforening for Danmark i oktober 1871. Han var foreningens første formand, oprindeligt anonymt, men trådte frem efter en udlandsrejse. Gennem disse rejser søgte Pio at skabe kontakt til socialister i andre lande for at berige 'Socialisten' med udenlandske artikler.

Den 2. maj 1872 indkaldte Pio i 'Socialisten' til et 'Folkemøde på Nørrefælled' den 5. maj. Myndighederne, repræsenteret ved politidirektør Vilhelm Crone, forbød mødet. Pio insisterede dog på at afholde det, hvilket førte til, at han, Harald Brix og Paul Geleff blev anholdt natten før mødet. Statsmagtens indgriben resulterede i en konfrontation mellem arbejdere, politi og militær – det senere Slaget på Fælleden. Ved en dom i kriminal- og politiretten i marts 1873 blev Pio idømt seks års forbedringshus for blandt andet forbrydelse mod statsforfatningen. Højesteret nedsatte senere straffen til fem år for Pio og tre år for Geleff og Brix. Som følge af højesteretsdommen blev Den Internationale Arbeiderforening for Danmark forbudt.

Pio blev løsladt i 1875, men fængselsopholdet havde mærket ham, og han havde svært ved straks at genoptage sin lederrolle. Samtidig var der opstået intern splittelse i bevægelsen, og en økonomisk depression i slutningen af 1870'erne skabte vanskelige tider, som Pio ikke formåede at håndtere. I 1877 nedlagde han sit formandshverv og udvandrede til USA, hvor han forsøgte at etablere en socialistisk koloni. Denne udvandring skete dels på grund af trusler fra politiet om genfængsling, hvis han blev i Danmark, og dels fordi politiet 'bestak' ham for at finansiere emigrationen, angiveligt med midler fra virksomheder som Burmeister og Wain. Louis Pio døde i Chicago i 1894, 52 år gammel, af tyfus. I 1921, i forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum, blev hans aske hentet til Danmark, og en mindesten blev rejst på Vestre Kirkegård.

Hvad var arbejderbevægelsens mål?

Den faglige arbejderbevægelse har sine rødder i Storbritannien, hvor lønarbejdere fra slutningen af 1700-tallet begyndte at protestere mod de sociale konsekvenser af markedsøkonomi og industriel kapitalisme. En af de tidligste protestformer var maskinstorm, hvor arbejdere, kendt som ludditter, ødelagde maskiner, de mente tog deres arbejde.

I løbet af 1800-tallet opstod der sammenslutninger af arbejdere inden for forskellige fag. Disse havde ikke til formål at bekæmpe industrialiseringen som sådan, men derimod at stille krav til arbejdsgiverne om bedre løn- og arbejdsvilkår. På det europæiske fastland var det især håndværkersvende, der dannede arbejderforeninger. Mange arbejdere havde deltaget i de liberale og nationale bevægelser, der kulminerede i revolutionsåret 1848. Men de europæiske arbejderforeninger udviklede gradvist deres egne politiske krav, påvirket af socialistiske og anarkistiske idéer.

Selvom de enkelte arbejderbevægelser havde nationale udgangspunkter, var de fra starten stærkt præget af internationalisme. Der var en udbredt opfattelse af, at arbejderklassen havde fælles interesser på tværs af landegrænser. Dette kom til udtryk i dannelsen af den Internationale Arbejder-Association, senere kendt som Første Internationale, i London i 1864. Her var den tyske socialist og filosof Karl Marx blandt lederne. Første Internationale spillede en vigtig rolle i udbredelsen af den marxistiske socialisme inden for arbejderbevægelsen.

Hvem startede arbejderbevægelsen?

Som nævnt var Louis Pio en central initiativtager til arbejderbevægelsens organisering i Danmark. Han mente, at den borgerlige kultur var skadelig for arbejderne, fordi den bidrog til at opretholde et samfund, hvor den ene gruppe udnyttede den anden. Pios socialistiske tanker var delvist inspireret af hans interesse for heltesagn og myter. Han udgav i 1869 'Sagnet om Holger Danske, dets Udbredelse og Forhold til Mythologien', fordi han betragtede sagn som et udtryk for både proletariatets tankegang og dets ønske om samfundsændringer. Pios kulturpolitik var i opposition til den herskende opfattelse; han ønskede, at arbejderne skulle udvikle deres egen kultur frem for at blive påtvunget den borgerlige.

Samtidig med at Pios tanker om socialisme tog form, skete begivenheder som Pariserkommunens proklamation og oprettelsen af Første Internationale. Pio korresponderede også med de tyske samfundstænkere Karl Marx og Friedrich Engels. Disse begivenheder bidrog yderligere til udviklingen af Pios socialistiske ideer.

Oversigt over organisationstyper i arbejderbevægelsen:

Ofte stillede spørgsmål om arbejderbevægelsen:

Q: Hvad var de primære årsager til arbejderbevægelsens opståen i Danmark?
A: Arbejderbevægelsen opstod primært som et modsvar på den udbredte fattigdom, hårde arbejdsvilkår og manglende rettigheder for arbejdere i byerne under industrialiseringen i midten af 1800-tallet.

Q: Hvem var Louis Pio, og hvad var hans betydning?
A: Louis Pio var en central figur i arbejderbevægelsens tidlige organisering i Danmark. Han var medstifter af Den Internationale Arbeiderforening, udgav avisen 'Socialisten' og var en drivkraft bag de første organiserede protester og strejker. Selvom han senere udvandrede, anerkendes han som en pioner.

Q: Hvad er Septemberforliget, og hvorfor er det vigtigt?
A: Septemberforliget fra 1899 er en grundlæggende aftale mellem arbejdsgivere (DA) og fagforeninger (dengang DsF, nu FH). Det anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede arbejdet og arbejdernes ret til at organisere sig, og fastlagde spilleregler for konflikter på arbejdsmarkedet. Det er en hjørnesten i den danske model.

Q: Hvordan har arbejderbevægelsen bidraget til velfærdsstaten?
A: Gennem Socialdemokratiets lange perioder ved magten og et tæt samarbejde med fagbevægelsen har arbejderbevægelsen spillet en afgørende rolle i at forme socialpolitik, økonomisk politik og andre samfundsområder med det formål at sikre ressourcer til flertallet. Dette lagde grunden til den danske velfærdsstat.

Q: Hvilke forskellige typer af organisationer udgør arbejderbevægelsen?
A: Arbejderbevægelsen består af fagforeninger, politiske partier, kooperative virksomheder samt en bred vifte af sociale, kulturelle, hjælpe-, medie- og ungdomsorganisationer, der alle fokuserer på arbejdernes interesser.

Q: Hvorfor opstod der splittelse inden for arbejderbevægelsen?
A: Splittelser opstod primært på grund af ideologiske uenigheder, især mellem en reformorienteret fløj (Socialdemokratiet), der ønskede gradvise ændringer via parlamentet, og mere revolutionære strømninger (som kommunister), der ønskede et fundamentalt opgør med kapitalismen. Internationale begivenheder som Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution spillede også en stor rolle.

Arbejderbevægelsen har således en lang og kompleks historie i Danmark. Fra dens spæde start som et desperat svar på nød og undertrykkelse, over etableringen af stærke faglige og politiske organisationer, til dens afgørende rolle i opbygningen af den danske velfærdsstat. Selvom bevægelsen har ændret sig og står over for nye udfordringer i dagens samfund, vidner dens historie om en vedvarende kamp for bedre vilkår og social retfærdighed for arbejderklassen.

Kunne du lide 'Arbejderbevægelsens historie og betydning'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Læsning.