Apokryfe skrifter: Hvad betyder de?

I mange bibliotekers samlinger, gemt blandt velkendte religiøse tekster, finder man ofte bøger og skrifter, der bærer betegnelsen apokryfe. Men hvad betyder dette udtryk egentlig, og hvorfor er disse tekster ikke en del af de officielle, anerkendte skriftssamlinger, som for eksempel Bibelen? Forståelsen af apokryfe skrifter er fundamental for enhver, der interesserer sig for religiøs historie, litteraturvidenskab eller blot er nysgerrig på de mange lag, der udgør vores kulturelle og åndelige arv. Disse tekster repræsenterer en fascinerende gren af litteraturen, der kaster lys over tro, samfund og tankegang i fortiden, selvom de af forskellige grunde ikke opnåede kanonisk status.

Ordet 'apokryf' stammer fra det græske 'apokryphos', der betyder 'skjult' eller 'hemmelig'. Oprindeligt kunne det referere til tekster, der var for esoteriske eller dybsindige til at blive delt med alle, kun for indviede. Senere fik ordet dog en mere negativ klang og blev brugt om tekster, hvis ægthed eller autoritet blev betvivlet. Inden for en religiøs kontekst, især kristendommen og jødedommen, henviser 'apokryfe skrifter' specifikt til tekster, der ligner eller relaterer sig til de kanoniske skrifter (dem der er inkluderet i Bibelen), men som af forskellige religiøse traditioner ikke accepteres som autoritative eller guddommeligt inspirerede.

Forskellen på kanoniske og apokryfe skrifter

Skellet mellem kanoniske og apokryfe skrifter er centralt for at forstå begrebet. En 'kanon' er en liste eller samling af bøger, der betragtes som autoritative og normative inden for en bestemt religiøs tradition. For kristendommen er dette Bibelen, som består af Det Gamle og Det Nye Testamente. Processen med at fastlægge, hvilke bøger der skulle inkluderes i kanon – kanoniseringsprocessen – var langvarig og kompleks, og den varierede (og varierer stadig) mellem forskellige traditioner.

Apokryfe skrifter er simpelthen de tekster, der var 'kandidater' til kanon, eller som opstod i samme periode og miljø, men som af forskellige grunde ikke blev inkluderet af den dominerende tradition. Disse grunde kunne være mangeartede:

• Tvivel om forfatterskab: Mange apokryfe tekster blev tilskrevet kendte bibelske personer (patriarker, profeter, apostle), men deres faktiske oprindelse var uklar eller dateret langt senere end den person, de blev tilskrevet.
• Teologisk uoverensstemmelse: Nogle tekster indeholdt læresætninger eller fortællinger, der afveg fra eller modsagde den fremherskende teologi eller den forståelse, der dannede grundlag for den etablerede kanon.
• Sen datering: Nogle tekster blev anset for at være skrevet for sent til at kunne stamme fra den periode eller de personer, de omhandlede.
• Mangel på udbredt accept: Tekster, der kun var kendt eller accepteret i små, isolerede samfund, havde mindre sandsynlighed for at blive inkluderet i en bredt anerkendt kanon.

Det er vigtigt at bemærke, at grænsen mellem kanonisk og apokryf ikke altid er skarp og definitiv på tværs af alle religiøse retninger.

Apokryfer i Det Gamle Testamente

Når man taler om apokryfer, tænker mange primært på de tekster, der relaterer sig til Det Gamle Testamente. Disse kaldes ofte for De Deuterokanoniske Bøger af katolikker og ortodokse kristne, mens protestanter typisk omtaler dem som apokryfe. Denne forskel i terminologi afspejler en fundamental uenighed om teksternes autoritet.

Disse skrifter blev primært skrevet i perioden mellem afslutningen af den hebraiske bibels kanon (ca. 4. århundrede f.Kr.) og begyndelsen af Det Nye Testamente (1. århundrede e.Kr.). De var inkluderet i Septuagintaen, den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, som var den bibel, der blev brugt af mange tidlige kristne. Dette forklarer, hvorfor de blev inkluderet i den katolske og ortodokse kanon.

Eksempler på disse gammeltestamentlige apokryfer/deuterokanoniske bøger inkluderer:

• Tobits Bog: En fortælling om en from jødisk familie i eksil, der involverer en engel (Rafael) og en dæmon.
• Judits Bog: Historien om en modig jødisk enke, der redder sit folk fra en belejring ved at dræbe den fjendtlige general Holofernes.
• Første og Anden Makkabæerbog: Historiske beretninger om det jødiske oprør mod seleukidisk herredømme i det 2. århundrede f.Kr.
• Visdommens Bog: En filosofisk tekst, der priser visdommen.
• Siraks Bog (Ecclesiasticus): En samling af visdomsord og formaninger.
• Baruks Bog: Et profetisk skrift tilskrevet Jeremias' skriver.
• Tillæg til Ester og Daniel: Yderligere kapitler og fortællinger, der ikke findes i de hebraiske versioner af disse bøger.
• Manasses Bøn: En kort bøn tilskrevet kong Manasse af Juda.

Protestantiske reformatorer i det 16. århundrede valgte at følge den hebraiske kanon, som ikke inkluderede disse bøger. Martin Luther placerede dem i en separat sektion af sin bibeloversættelse med bemærkningen, at de var "nyttige og gode at læse", men ikke af samme kanoniske autoritet som de øvrige skrifter. Denne praksis har fortsat i de fleste protestantiske bibler, hvor de enten er trykt i en separat sektion eller helt udeladt.

Apokryfer i Det Nye Testamente

Ud over de gammeltestamentlige apryfer findes der også en stor mængde skrifter, der relaterer sig til Det Nye Testamente. Disse tekster opstod primært i de første århundreder efter Kristus og inkluderer alternative evangelier, apostelgerninger, breve og apokalypser.

Disse nytestamentlige apokryfer blev generelt ikke accepteret som kanoniske af nogen større kristen tradition. De blev ofte afvist, fordi de:

• Fortalte historier om Jesus' barndom eller liv, der ikke stemte overens med de fire kanoniske evangelier (Matthæus, Markus, Lukas, Johannes).
• Præsenterede teologier, der blev anset for kætterske af den tidlige kirke (f.eks. gnostiske ideer).
• Var tydeligvis skrevet meget senere end apostlenes tid og kunne derfor ikke tilskrives dem troværdigt.

Nogle kendte eksempler på nytestamentlige apokryfer er:

• Thomasevangeliet: En samling af Jesus-citater (logia) uden en narrativ ramme.
• Maria Magdalenas Evangelium: En gnostisk tekst, der fremhæver Maria Magdalenas rolle blandt disciplene.
• Peters Evangelium: Indeholder en beretning om Jesu lidelse og opstandelse, der afviger fra de kanoniske evangelier.
• Jakobs Protevangelium: Fortæller om Jomfru Marias fødsel, barndom og ungdom.
• Peters Gerninger, Paulus' Gerninger, Andreas' Gerninger, Johannes' Gerninger, Thomas' Gerninger: Fortællinger om apostlenes liv og gerninger, ofte med fantastiske eller mirakuløse elementer.
• Paulus' Brev til Laodikea: Et kort brev, der hævder at være skrevet af Paulus.
• Peters Apokalypse: En vision om himlen og helvede.

Disse tekster giver et fascinerende indblik i mangfoldigheden af tidlig kristen tro og praksis. De viser, hvilke historier og ideer der cirkulerede, og hvordan forskellige grupper forstod Jesus og hans disciple. Selvom de ikke betragtes som bibelske, er de uvurderlige kilder for historikere og teologer, der studerer kristendommens tidlige udvikling.

Apokryfer i Bibliotekssamlinger

For biblioteker er apokryfe skrifter vigtige af flere grunde. De er en del af den religiøse og litterære historie og fortjener at blive bevaret, studeret og gjort tilgængelige. Moderne biblioteker, især forskningsbiblioteker, samler ofte:

• Gamle manuskripter eller tidlige trykte udgaver, der inkluderer apokryfe tekster.
• Kritiske udgaver af apokryfe tekter, baseret på videnskabelig forskning.
• Akademiske studier og kommentarer til apokryferne.
• Forskellige bibeloversættelser, herunder dem der indeholder apokryferne (Deuterokanoniske bøger).

Adgangen til disse tekster er afgørende for forskere, der studerer bibelvidenskab, teologi, historie, klassiske studier og litteratur. De giver kontekst til de kanoniske skrifter, afslører udviklingen af religiøse ideer og traditioner og viser mangfoldigheden af litterære former i antikken.

Biblioteker spiller en nøglerolle i at bevare disse tekster og gøre dem tilgængelige for studium. Selvom de måske ikke har samme status som de kanoniske bøger i en religiøs kontekst, er deres kulturelle og historiske værdi ubestridelig. De er vidnesbyrd om en svunden tid og de mange stemmer, der forsøgte at give mening til tro og eksistens.

Sammenligning: Forskellige syn på apokryfer

Synet på apokryfe skrifter varierer markant mellem forskellige religiøse traditioner. Her er en forenklet oversigt:

Denne tabel illustrerer, at begrebet 'apokryf' i høj grad afhænger af, hvilken kanon man refererer til. Det, der er apokryft for én tradition, kan være kanonisk for en anden (i hvert fald for de gammeltestamentlige tekster).

Skelnen mellem Apokryfer og Pseudepigrafer

Udtrykkene 'apokryfer' og 'pseudepigrafer' bruges ofte lidt flydende og kan overlappe. Generelt refererer 'pseudepigrafer' til tekster, der er tilskrevet en berømt person (især en bibelsk skikkelse), men som med stor sandsynlighed ikke er skrevet af den person. Navnet 'pseudepigrafa' betyder netop 'falsk tilskrivelse'.

Mange apokryfe skrifter er også pseudepigrafer. For eksempel er 'Henoks Bog' en velkendt pseudepigrafisk tekst, der tilskrives patriarken Henok fra Første Mosebog. Den er ikke en del af nogen større bibelsk kanon (undtagen den etiopiske ortodokse Tewahedo kirkes kanon) og betragtes derfor som apokryf af de fleste. Samtidig er dens tilskrivelse til Henok bredt anerkendt som falsk, hvilket gør den til en pseudepigraf.

I akademisk sammenhæng bruges 'pseudepigrafer' ofte som en bredere kategori for at beskrive alle disse 'udenom-kanoniske' tekster med falsk tilskrivelse, uanset om de af en eller anden tradition betragtes som 'apokryfe' (i betydningen tvivlsom autoritet). Det er en kompleks klassifikation, der afhænger af konteksten og den specifikke videnskabelige eller religiøse tradition, man arbejder inden for.

Hvorfor studere apokryfe skrifter?

Selvom apokryfe skrifter ikke har kanonisk status for alle, er de af enorm værdi for studiet af religion, historie og kultur. De tilbyder:

• Historisk indsigt: De kaster lys over de politiske, sociale og religiøse forhold i de perioder, hvor de blev skrevet. Første Makkabæerbog er for eksempel en uvurderlig historisk kilde til Makkabæeroprøret.
• Udvikling af religiøse ideer: De viser, hvordan religiøse forestillinger udviklede sig. Tekster som 'Visdommens Bog' viser påvirkning fra græsk filosofi, mens nytestamentlige apokryfer afslører mangfoldigheden af tidlige kristne bevægelser og tanker.
• Litterær værdi: Mange apokryfe skrifter er fascinerende og velkomponerede litterære værker med gribende fortællinger, poetiske passager og dybsindige visdomsord.
• Kontekst for kanoniske skrifter: De hjælper os med at forstå de kanoniske skrifter bedre ved at vise, hvilke ideer og traditioner de opstod i opposition til eller i dialog med.
• Indsigt i kanoniseringsprocessen: Studiet af apokryferne afslører kriterierne og processerne, der førte til dannelsen af de bibelske kanoner, som vi kender dem i dag.

For bibliotekarer og dem, der arbejder med bogsamlinger, er apokryfe skrifter et bevis på litteraturens rigdom og kompleksitet. De minder os om, at historien om religiøse tekster er langt mere nuanceret end blot en liste over accepterede bøger. De repræsenterer de stemmer, der blev hørt, men som af forskellige grunde ikke blev inkluderet i den officielle kor.

Ofte stillede spørgsmål om apokryfe skrifter

Her er svar på nogle almindelige spørgsmål om apokryfe tekster:

Spørgsmål: Er apokryfe skrifter sande?

Svar: Spørgsmålet om 'sandhed' afhænger af, hvad man mener. Fra et historisk perspektiv kan nogle apokryfe tekster indeholde historisk pålidelige oplysninger (f.eks. Makkabæerbøgerne om historiske begivenheder), mens andre er tydeligt legendariske eller mytologiske. Fra et religiøst perspektiv betragter de traditioner, der ikke har dem i deres kanon, dem ikke som guddommeligt inspirerede eller autoritative i samme grad som de kanoniske skrifter. De er dog 'sande' i den forstand, at de eksisterer som historiske litterære dokumenter, der afspejler tro og tanker i den tid, de blev skrevet.

Spørgsmål: Skal kristne læse apokryfe skrifter?

Svar: Dette afhænger af den specifikke kristne tradition. Katolikker og ortodokse anser de deuterokanoniske bøger for at være en del af Bibelen og læser dem som sådan. Protestanter anser dem generelt ikke for at være kanoniske, men mange reformatorer og teologer har anbefalet dem til opbyggelig eller historisk læsning. Det er op til den enkelte og dennes traditionelle holdning, om man vælger at læse dem. De er dog værdifulde for at forstå kirkehistorie, jødisk historie i mellemstestamentlig tid og udviklingen af teologiske ideer.

Spørgsmål: Er apokryfe skrifter farlige eller kætterske?

Svar: Nogle nytestamentlige apokryfer indeholder teologiske ideer (f.eks. gnosticismen), som den tidlige kirke afviste som kætterske. Andre er mere uskyldige fortællinger eller visdomstekster. De gammeltestamentlige apokryfer (Deuterokanoniske bøger) indeholder generelt ikke lære, der fundamentalt modsiger de protokanoniske bøger, selvom de kan indeholde elementer, der tolkes forskelligt. At læse dem er ikke farligt i sig selv, men det kræver en forståelse af, hvilken status de har i forskellige traditioner, og at de ikke alle har samme historiske pålidelighed eller teologiske autoritet som de kanoniske skrifter.

Spørgsmål: Hvor kan jeg finde apokryfe skrifter?

Svar: Mange bibeloversættelser (især katolske udgaver) inkluderer de gammeltestamentlige apokryfer (Deuterokanoniske bøger) i en separat sektion. Man kan også finde samlinger af apokryfe skrifter (både gammel- og nytestamentlige) udgivet som egne bøger. Biblioteker, især universitets- og forskningsbiblioteker, har ofte omfattende samlinger af disse tekster i forskellige udgaver og oversættelser, samt sekundærlitteratur om emnet. De er let tilgængelige for dem, der ønsker at studere dem.

Afslutning

Apokryfe skrifter er mere end bare 'bøger, der ikke kom med i Bibelen'. De er en rig og mangfoldig samling af tekster, der afspejler de komplekse processer bag dannelsen af religiøse kanoner og den brede vifte af religiøse og kulturelle strømninger i antikken. De er essentielle for en dybere forståelse af bibelhistorien, teologiens udvikling og den litterære produktion i den periode. For os, der værdsætter bøger og deres plads i bibliotekernes samlinger, er apokryferne et fascinerende vidnesbyrd om historiens lag og de mange stemmer, der har bidraget til vores fælles litterære og åndelige arv.

Kunne du lide 'Apokryfe skrifter: Hvad betyder de?'? Så tag et kig på flere artikler i kategorien Litteratur.